Sneglefart

Dødscaféer og livsvisdom

Britisk Columbias radiostation CBC Radio One har et interessant program, der hedder “The Current”, hvilket kan oversættes til ”Tendenser i tiden.” For nylig var der et indslag om det nyeste skud på café-kulturen i Canada: Dødscaféer.

Dødscaféer er et internationalt fænomen, der startede i England og nu har spredt sig til 35 lande. For et par år siden blev den første døds café afholdt i Toronto og siden har der været afholdt flere end 200 dødscafeer tværs over Canada.

Ophavsmanden til døds café bevægelsen er englænderen Jon Underwood. I et interview med "The Current"s programvært fortæller han, at han igennem et stykke tid havde haft en stærk trang til at skabe et rum, hvor mennesker, der har lyst til at tale om døden, kan mødes og tale sammen. Jon Underwood mener, det er værdifuldt for os mennesker at reflektere over døden og også at tale med hinanden om den. Det er med til at normalisere døden og derved bliver den måske lidt mindre skræmmende. Ofte er det også lettere at tale om døden med fremmede. Faktisk sker der ofte det, siger Jon Underwood, at der opstår stærke venskaber mellem deltagerne i dødscaféen og der er endda eksempler på, at nogle er blevet kærester efter at have mødt hinanden i en døds café.

Idéen til café–konceptet fik Jon Underwood fra den schweiziske sociolog Bernard Crettaz’ ”Café Mortel” - en café, hvor interesserede kunne mødes og tale om døden på et offentligt sted, hvor der også blev serveret mad og drikke.

Jon Underwood fortæller, at det er folk i alle aldre, der deltager i dødscaféer men at der er flest kvinder. Det er en privilegeret gruppe på den måde, at det er mennesker, der har lyst og overskud til at tale om døden. Det er ikke mennesker, der har et alvorligt trauma, der deltager. For denne gruppe kunne det være ubehageligt at tale om døden og det kunne endda aktivere angst eller den fight-or-flight refleks, der ligger dybt i os mennesker, mener Jon Underwood.

Det handler om livet

Jon Underwood siger, det meget ofte går sådan, at deltagerne i dødscaféerne kommer for at tale om døden men ender med at tale om livet. For, som han siger: ”Livet og døden er uadskillelige og jeg mener, at den bedste forberedelse til døden er at have et godt liv. Hvis man er villig til at se i øjnene, at livet er midlertidigt og at man kun har en begrænset tid at leve i og man ikke ved, hvor længe man har igen, så opstår spørgsmålet: Hvordan ønsker jeg at bruge denne tid? Hvad er vigtigt for mig? Hvad ønsker jeg at se tilbage på? Jeg vil gerne ved livets afslutning kunne sige: Ja, dette var, hvad jeg ønskede at gøre…"

Svaret er selvfølgeligt forskelligt for enhver af os, så de eneste svar man finder i en dødscafé er ens egne, mener Jon Underwood.

Afslutningsvis spørger programværten Jon Underwood om, hvad arbejdet med dødscaféerne har lært ham om livet: ”At mennesker er dyrebare. Når man ser tilbage på de mennesker, som ikke er her længere, ser man dem næsten i et helligt lys. De bliver til noget helt særligt og næsten overmenneskelige. Det at arbejde med døden har hjulpet mig til at se mennesker som noget særligt, også mens de er i live. Jeg tror, det er det mest værdifulde, jeg har fået ud af det”, slutter Jon Underwood.

Author image
Om Ranveg
Danmark
Ranveg skriver, får masser af gode ideer og ...