Sneglefart

Dempster Highway

Dempster Highway – der er noget af et eventyr over det. Det er i hvert fald den længste øde vej, vi nogensinde har kørt på. I Norge, Sverige og Finland findes der meget lange øde strækninger i nord, men det her overgår dem langt.

Billedgalleri: Dempster Higway

40 kilometer øst for Dawson City drejer vejen fra. Der står nogle skilte, man ikke kan undgå at lægge mærke til: Inuvik 735 og Næste tankstation 370 km. Endelig er der et skilt, der gør opmærksom på, at nødhjælp i form af lægehjælp ikke er tilgængelig før den lille by Fort McPherson efter 550 km.

Således forberedte med alvor i sindet starter eventyret. Især den første tredjedel at turen er meget naturskøn og meget varieret. Vejen går gennem Tombstone naturpark med sine høje tinder og med en pashøjde på næsten 1300 meter, som er vejens højeste. Efter Tombstone kommer blandt andet Ogilvie Range, og det ene panorama åbenbarer sig efter det andet, så man næsten mister vejret.

Derefter følger et par hundrede kilometer på Eagle Plains. Det er en højslette godt 500 meter over havet. Dette let bølgende landskab er ikke så spektakulært som det forrige, men udsynet er vidtstrakt. Heroppe ligger vejens eneste tankstation, hvor der også er hotel, restaurant og bilværksted.

Ved polarcirklen er der igen udsigt til høje tinder. Herfra går det videre mod grænsen mellem Yukon og Northwest Territories, og efter endnu en times kørsel med god fart kommer Peel River med den første færgeoverfart, og lige efter er man ved Fort McPherson, som har en nydelig kirke fra 1910 og en særpræget kirkegård.

Efter endnu en times kørsel kommer den anden og sidste færgeoverfart over den mægtige Mackenzieflod, der med sine 4600 kilometer er Canadas længste. Her skal man vælge, om man skal til Tsiigehtchic eller Inuvik. Vi skulle heldigvis til Inuvik, for det andet kan jeg ikke sige.

Nu kører man nede i Mackenziedeltaets lavland i samme højde over havet som det meste af Vendsyssel. Det er tundra eller taiga, som russerne kalder det.

Landskabet er klædt i skov, den særlige sortgran. Den bliver ikke så høj og har ganske korte grene, så man kommer til at tænke på piberensere. Undergrunden er permafrost, og da landet er lavt og uden hældning, kan vandet ikke løbe væk, så der er et utal af småsøer og milliarder af myg. Sådan er landskabet temmelig ensartet de sidste par timers kørsel inden Inuvik.

Helårsvej

Dempster Highway er en helårs grusvej. På adskillige delstrækninger var der vedligeholdelsesarbejder, som består i, at man skraber vejoverfladen, så den bliver jævn. Det betød, at det var muligt at have en god fart over lange strækninger.

Den holdes åben hele året med kontinuerlig snerydning. Der er kun nogle få uger hvert forår og efterår, hvor det ikke er muligt at passere de to store floder. Når isen har lagt sig på floderne, kører man i bil over isen. Om foråret, når isen bryder op, går der et par uger, inden færgerne kan begynde at sejle.

Vejen er Canadas eneste vej, der går nord for polarcirklen. Den blev færdig i 1979 og anses for en ingeiørmæssig bedrift, fordi permafrosten byder på særlige udfordringer.

Den har stor økonomisk betydning, hvilket afspejles af de mange lastbiler, vi mødte på vejen. Men den har også turistmæssig betydning, for vi er nogle, der betragter den slags veje som spændende udfordringer.

En ny vej

I 2018 åbner en ny vej fra Inuvik nordpå til Tuktoyaktuk – eller Tuk. Det er en eskimoby, der ligger ved Beauforthavet. De 138 kilometer vej er allerede bygget. Der mangler kun et par broer. I den mellemliggende tid skal vejen sætte sig på undergrunden, så man undgår skader, når trafikken slippes løs.

Billedgalleri: Dempster Higway

Author image
Om Niels
Danmark Website
Udover blogindlæg skriver Niels også dagbog, fotograferer, kører og ...