St. Matthew’s Church, Fort McPherson
Hudson Bay Company etablerede en handelsstation i Fort McPherson i 1840. Det ligger nær udmundingen af Peel River i Mackenziedeltaet. Lederen af Hudson Bay Company i Mackenziedeltaet, Murdoch McPherson, gav navn til stedet. Få år efter slog en gruppe gwitch’in indianerne sig ned ved handelsstationen permanent. De flyttede normalt rundt mellem deltaet og Richardson Bjergene mod vest alt efter jagtmuligheder og fangst. De nød godt af handelsmonopolet med Hudson Bay Company.
I 1862 kom den anglikanske præst Robert McDonald til Fort McPherson og begyndte et imponerende missionsarbejde i hele det vidstrakte deltaområde. Han var halvt indfødt og beherskede fransk og de indfødte sprog ojibway og cree flydende. Snart fik han også lært sig det lokale gwich’in sprog. I løbet af de 40 år, han virkede i området, oversatte han bibelen, Book of Common Prayer og adskillige salmer til det lokale gwich’in sprog.
McDonald byggede den stor menighed op, og i 1877-78 blev den første kirke opført. Han oprettede også en skole for gwich’in børnene, som fungerede i mange årtier. Undervisningen blev dog mange gange afbrudt af epidemier af fåresyge, kopper og skarlagensfber, som både ramte børnene, deres familier og missionsstationens personale. 1858-71 halveredes befolkningstallet i Fort McPherson fra 337 til 164. I 1865 alene døde 1000 mennesker i Mackenziedeltaet.
Den nuværende kirke er opført i 1910. Sammen med kirkegården giver den et indtryk af livet på den yderste kant.
Se det lille galleri med billeder fra St. Matthew's Church og kirkegården.