Sneglefart

Inuvik – en by i subarktisk Canada

En dag gik jeg alene på gaden i Inuvik og blev standset af en gammel mand i kørestol. Han havde bare lyst til at snakke. Det var dog lidt svært at få fat i alt, hvad han sagde nok mest, fordi han manglede nogle fortænder. Midt i det hele kom der et par store børn løbende glade hen til ham – sikkert børnebørn. Idet han pegede hen på mig forklarede han dem: ”Se, det er en TURIST!” Det var lidt underligt at blive betragtet som noget særligt som turist, når man er vant til, at turister bare er nogle, man skal tjene på. Han havde for resten også svært ved at forstå, hvad jeg sagde, men så tog han den ene luffe af, trak hætten til side, fumlede ved øret og sagde: ”Jeg har ikke fået tændt mit høreapparat.” Selvom der var forståelsesproblemer, var det nu meget fornøjeligt at tale med ham.

Den gamle mand havde en pointe. Der kommer nemlig kun ganske få turister til Inuvik. Det er der to grunde til. For det første har byen ikke så meget at byde på i form af seværdigheder. For det andet ligger den meget afsides. Der er meget langt. Den ligger ved enden af en 740 kilometer lang grusvej, den såkaldte Dempster Highway, cirka 200 kilometer nord for polarcirklen, men syd for trægrænsen. De fleste turister kommer, fordi rejsen derop er en oplevelse i sig selv.

Administrationscenter

Selvom Inuvik så at sige ligger ved vejs ende, er den i sig selv centrum for et meget stort opland med en radius på adskillige hundrede kilometer. To af oplandsbyerne ligger ved vejen. Resten ligger i Mackenzieflodens delta eller ude ved kysten og på øerne nord for kysten langt ude i Arktis. Man må enten flyve dertil eller sejle om sommeren eller køre i bil på isen om vinteren.

Inuvik er en ny by. I begyndelsen af 1950’erne blev det besluttet at flytte det daværende administrationscenter for canadisk Vestarktis fra Aklavik, der ligger ude i deltaet, og som jævnligt er truet af oversvømmelser, til et mere hensigtsmæssigt sted. Et krav var blandt andet, at der skulle kunne anlægges en lufthavn. Beboerne i Aklavik ville dog ikke flytte, så den eksisterer endnu.

Det var i den kolde krigs koldeste tid, og canadierne havde den opfattelse – sikkert med rette, at de måtte være militært til stede for at hævde suveræniteten, hvis Sovjetunionen skulle finde på at annektere området. Det svarer til Danmarks suverænitetshåndhævelse med Siriuspatruljen i Nordøstgrønland.

Der var også økonomiske interesser i området med udvinding af olie og gas. Det gav anledning til bygning af The Dempster Highway, der stod færdig i 1979.

Rener

I 1920’erne ville regeringen i Ottawa styrke livsgrundlaget for befolkningen i Nordvesterritoriet, hvor Inuvik ligger. Til det formål importerede man 3.400 rener fra Alaska. Andrew Bahr, der var same, var kommet til Canada under Klondike guldfeberen i 1898. Han stod i spidsen for at drive de mange dyr de 2400 kilometer til Mackenziedeltaet. Han hentede et hold samer, som drev dem den lange vej til Nordvestterritoriet. Det var ikke bare en lang tur, men en ubeskrivelig besværlig tur, som kom til at vare hele fem år. Andrew Bahr sagde det sådan her: ”Det er ikke hyrden, der driver renerne, men renerne, der driver hyrden!” Og det holdt stik.

www.canadashistory.ca er der en lang og levende beretning om den utrolige historie.

På gaden i Inuvik komvi til at tale med en lokal mand. Han fortalte, at hans mor var norsk same fra Kautokeino, og at hun var kommet sammen med renerne.

Befolkningen

Befolkningen i Inuvik er sammensat af tre grupper: de tilrejste canadiere, der hovedsagelig har europæisk baggrund, og lokale indianere og eskimoer.

Gwich’in indianerne bor i indlandet og mange af dem i byerne Fort McPherson og Tsiigehtchic, der begge ligger ved hovedvejen 172 og 114 kilometer syd for Inuvik.

Eskimoerne bor ved kysten ved det arktiske ocean og på øerne udfor kysten. De bor så isoleret, at den traditionelle fangstkultur i det mindste i nogen grad er bibeholdt. De har et sprogligt og kulturelt fællesskab med Grønland, og i forskellige sammenhænge var der referencer til Grønland.

For mere end hundrede år siden var der en voldsom rivalisering mellem eskimoere og indianere, som nogle gange blev blodige. I dag har de fundet sammen i et fællesskab, og vi var til ”aboriginal festival”, som var fælles for de to folkegrupper.

På alle måder afsides

For alle tilrejsende virker Inuvik enormt afsides. Det ses alene på prisen på fødevarer, for alt skal jo transporteres den lange vej. En karton med 1½ liter appelsinjuice måtte vi betale 50 kr. for.

Vi talte med en grønthandler, der solgte sine varer direkte fra sin lastbil. Han havde desværre lige udsolgt, men han ville være tilbage igen om tre uger. Så har han været en tur i Vancouver og købe ind. Det er en tur på 3600 kilometer hver vej. ”Men jeg skal have solgt for 6000 dollars (mindst 30.000 kr.), før brændstoffet er betalt,” forklarede han og tilføjede: ”Til august har jeg gjort det i 31 år!”

Normalt angiver man et lands befolkningstæthed med antal indbyggere pr. kvadratkilometer. Men Nordvestterritoriet er så tyndt befolket, at man angiver det omvendt som 31 kvadratkilometer pr. indbygger. Det siger noget om størrelsen på det gigantiske land.

Author image
Om Niels
Danmark Website
Udover blogindlæg skriver Niels også dagbog, fotograferer, kører og ...