Slaget ved Little Bighorn
Siden USA blev en selvstændig nation, har landets historie været præget af en stadig konflikt mellem den oprindelige indianske befolkning og de hvide indvandrende nybyggere om retten til land.
Nybyggerne bevægede sig fra vest mod øst og indianerne måtte foretage den samme bevægelse.
I 1830 vedtog den amerikanske regering Indian Removal Act som betød, at indianerne måtte forlade deres land øst for Missisippi floden og bosætte sig på et landområde vest for floden. Men i takt med at nybyggerne i stigende grad koloniserede landet vest for floden, måtte indianernes område tilsvarende indskrænkes.
Man regner med, at de 40 indianerkrige i perioden 1775 til 1890 har kostet ca. 45.000 indianere og 19.000 hvide livet.
Fort Laramie Traktaten
”Det er billigere at føde på indianerne end at bekæmpe dem”
Ud fra denne betragtning underskrev repræsentanter for den amerikanske regering i 1868 en traktat på Fort Laramie, Wyoming. Traktaten gjaldt Lakota og Cheyenne indianerne samt flere andre stammer. Ifølge traktaten skulle indianerne tildeles et permanent reservat i det østlige Wyoming og regeringen lovede at beskytte reservatet mod enhver indtrængen af hvide amerikanere.
Men i 1874 blev der fundet guld i Black Hills, der lå midt i reservatet. Tusindvis af guldgravere strømmede til Black Hills og der opstod hurtigt to nye byer. Det var i strid med traktaten, men det lykkedes ikke den amerikanske hær at beskytte reservatet. Tværtimod kom den amerikanske regering under pres for at tillade guldgravere at slå sig ned i området. I et forsøg på at dæmme op for de stadige sammenstød mellem indianere og hvide, tilbød regeringen indianerne at købe Black Hills. Men for indianerne var området helligt og det var ikke til salg.
Ikke alle indianere lod sig genne ind i reservatet i Wyoming. Mange Lakota og Cheyenne indianere befandt sig udenfor, hvor de tog kampen op mod guldgravere og nybyggere. I december 1875 beordrede kommissæren for Indian Affairs derfor, at disse indianere skulle have bosat sig inde i reservatet inden d. 31. januar 1876. Ellers ville de blive forsøgt bekæmpet af den amerikanske hær.
Indianerne nægtede at bøje sig og det var baggrunden for begivenhederne i 1876.
Kampagnen i 1876
Denne kampagne bestod af 3 indbyrdes uafhængige ekspeditioner under ledelse af hlds. General George Crook, oberst John Gibbon og general Alfred H. Terry. Alle 3 ekspeditioner rettede sig mod den gruppe af Lakota og Cheyenne indianere, der befandt sig i det sydøstlige Montana under ledelse af Sitting Bull og Crazy Horse. Sitting Bull var Lakotaernes åndelige leder og medicinmand, Crazy Horse var høvding og en meget dygtig kriger. Sitting Bull mente, at indianerne ved at opgive deres oprindelige liv som nomader og jægere og flytte ind i reservatet ville gøre sig til slaver af et stykke bacon og kaffe med sukker.
D. 17. juni havde Crooks kolonne lidt nederlag i slaget ved Rosebud River ca. 50 km sydøst for det senere slag ved Little Bighorn River. Nogle dage efter Crooks tilbagetog mødtes Terry og Gibbon ca. 100 km nordøst for Little Bighorn Valley. De håbede at finde Lakota og Cheyenne indianerne nede i dalen og derfor beordrede Terry oberstløjtnant George A. Custer og 7. kavaleri til at ride mod syd, så de kunne komme ind i Little Bighorn Valley syd fra. Selv ville Terry og Gibbon nærme sig dalen nord fra.
Selve slaget
Little Bighorn Valley ligger hen, som den gjorde disse to afgørende dage i juni 1876. Det er et smukt, kuperet landskab med højderygge og talrige dybe kløfter med spredte grupper af træer. I bunden af dalen snor Litte Bighorn River sig fra syd mod nord med mange bugter og sving undervejs.
Første gang Custer hører om indianerlejren er, da han og hans mænd befinder sig på Crows Nest – et skovbevokset højdedrag ca. 20 km. sydøst for slagmarken. Custers spejdere har ved daggry d. 25. juni fået øje på lejren og de kan berette, at det er en meget stor lejr og at tipierne breder sig på det store, flade land vest for floden. De kan kun se kvinder og børn, så de regner med, at mændene er ude at jage. Custers bror mener, at indianerne allerede har fået øje på dem, for da nogle af Custers mænd red tilbage for at hente en tabt saddeltaske, var et par indianere i gang med at tømme den.
Det skulle senere vise sig, at der var ca. 8000 Lakota og Cheyenne indianere i lejren og at omkring 1500 af dem var krigere. De havde danset om natten og derfor var de i tipierne.
For at komme indianerne i forkøbet beslutter Custer sig til at angribe lejren med det samme. Han deler det ca. 600 mand store 7. Kavaleri op i 12 kompagnier på hver ca. 45 mand. 5 kompagnier vil Custer selv lede, 3 kompagnier kommer under ledelse af major Marcus A. Reno, 3 andre under ledelse af kaptajn Frederick W. Benteen og det sidste kompagni skal beskytte karavanen af pakheste.
Benteen bliver beordret til at inspicere højdedragene syd for Crows Nest, mens Custer og Reno rider mod nord for at nærme sig indianerlejren. Da de nærmer sig LITTLE Bighorn River, bliver Reno beordret til at krydse den for at angribe den nordlige del at lejren vest fra. Custer vil selv angribe den sydlige del af lejren øst fra. Men idet Reno nærmer sig lejren fra syd, bliver han mødt af en stor gruppe Lakota krigere. Reno prøver at gruppere sine bataljoner til kamp, men må opgive. Reno og hans mænd bliver herefter forfulgt af krigerne i et kaotisk tilbagetog mod sydøst, hvorunder Reno mister 40 af sine mænd. De må igen krydse floden for at komme i sikkerhed i nogle højdedrag, hvor de kan slå lejr.
Krigerne stopper forfølgelsen ved floden og rider tilbage mod indianerlejren. Andre krigere har i mellemtiden fået øje på Custer og hans 5 kompagnier.
Benteen og hans bataljoner slutter sig senere til Renos lejr. Benteen var vendt om og var redet nordpå igen, da han modtog Custers besked: ”Come on; Big village, be qiuck, bring packs”.
Custers rute kendes ikke med sikkerhed. Man formoder, at han og hans bataljoner er blevet afskåret fra at nærme sig indianerlejren øst fra som planlagt og under beskydning er blevet tvunget mod nord langs højderyggene og kløfterne der strækker sig øst for lejren. På Calhoun Hill nord for lejren er de blevet omringet og har under kraftig beskydning været tvunget til at trække sig tilbage til den højderyg, der i dag hedder Last Stand Hill. Her har Custer og de ca. 40 mand, der var tilbage, mødt deres endeligt efter at have skudt deres heste for at bruge kroppene som brystværn.
”…We circled all around him – swirling like water around a stone. We shoot, we ride fast, we shoot again. Soldiers drop and horses fall on them”. Two Moon, høvding for de nordlige Cheyenne indianere.
Efter at have fået ekstra ammunition begiver Reno, Benteen og deres bataljoner sig mod nord for at komme Custer til undsætning. De gør holdt på en høj klippe med udsigt over Little Bighorn Valley. Men de kan ikke få øje på Custer og hans bataljoner. Tidligere på dagen havde der lydt geværild mod nord, men nu er der stille. Mens de holder udkig fra klippen, ser de en stor gruppe krigere komme imod sig.
Det viste sig senere at være krigerne fra Calhoun Hill, som nu red mod syd for at angribe de resterende bataljoner.
Reno beordrer tilbagetrækning og de trækker sig tilbage til deres lejr, hvor de forskanser sig og holder deres position indtil næste dag, hvor indianerne pludselig trækker sig tilbage.
Det viste sig senere, at de havde opdaget at Terry og Gibbon var ved at nærme sig Little Bighorn Valley nord fra.
Indianerne havde mistet omkring 100 krigere. De hentede de fleste af deres døde, inden de i al hast brød deres lejr op.
Det syn, der mødte Terry og Gibbon, da de om eftermiddagen d 26. juni nåede frem til det, der i dag hedder Little Bighorn Battlefield, var synet af ca. 280 faldne amerikanske soldater og deres heste - Custer og hans 5 bataljoner, hvoraf 48 % faktisk var nyankomne europæere – fortrinsvis irere og tyskere - samt de 53 dræbte soldater fra Renos og Benteens kompagnier.
Den store gruppe Lakota og Cheyenne indianere opløstes, nogle drog mod nord, andre mod syd. De fleste af dem endte med at overgive sig til myndighederne og bosætte sig i reservatet. Sitting Bull flygtede til Canada med en stor del af sin stamme, men vendte som en af de sidste tilbage i 1881 og bosatte sig i et reservat. Crazy Horse blev skudt af myndighederne i 1877.
Slaget i Little Bighorn Valley er det største slag i Black Hills krigene - en række slag i 1876-77 mellem Lakota indianerne og deres allierede og den amerikanske hær. Det er også det største slag, indianerne vandt. Men efter flere nederlag blev indianerne ved fredsslutningen i 1877 tvunget til at afstå Black Hills til den amerikanske regering.
Indianerne vandt slaget ved Little Big Horn. Men de tabte krigen.