Dagbog december 2016
1. december 2016
I dag skal vi videre til den næste store by fra kolonitiden, Guanajuato. Alt var gjort klar til køreturen allerede i går, så vi kom tidligt af sted. Vejene var gode undtagen igennem storbyen Aguascalientes, hvor vejbelægningen var det dårligste, vi hidtil har været ude for. Undervejs skulle vi have benzin på, og jeg fik igen en fornøjelig samtale med ganske få ord med tankpasseren. Folk er meget høflige her i landet, så han begyndte naturligvis med at sige ”Buenas dias”, som betyder goddag, men standsede midt i det, så på klokken og fuldendte så ordene. Forklaringen er den, at buenas dias siger man kun indtil klokken tolv. Derefter siger man buenas tardes, god eftermiddag, indtil aften. Han kendte navnene på fem lande i Europa, og nu kender han også Danmark. Ved grænsen mellem to delstater var der toldkontrol. De ville vide, om vi havde elektronik med til videresalg. Og da vi erklærede, at det har vi ikke, fik vi en hyggelig snak med toldbetjenten. Det er blandt andet den slags, der gør Mexico til et dejligt land at rejse i.
I Guanajuato er der en lille campingplads inde i byen. Det er en temmelig stor by, der ligger klemt inde i en dal. På nettet blev der rådet til at lade være med at følge gps’en blindt for at undgå at køre ind i centrum og blive fanget i de smalle gader. Jeg troede, jeg havde fundet en snedig måde at undgå det på, men alligevel kom vi til at køre rundt i de snævre og stejle gader. Der er skarpe sving og parkerede biler, udhæng fra bygninger, kansten og trapper. Et sted måtte vi have nogle til at hjælpe med at dirigere os rundt om en forhindring, som bestod både af en sten og en parkeret motorcykel. Andre steder måtte vi klappe sidespejlene ind for at komme forbi parkerede biler. Op ad en meget stejl gade fandt vi campingpladsen, som havde de faciliteter, vi har brug for. Vi er de eneste, der bor her, men ejeren har en ekstra indtægt ved at leje parkeringspladser ud til naboerne. Der er en fin udsigt over byen herfra – se billedet ovenover - og en frisk gåtur nedad bakken til centrum.
2. december 2016
Ranveg brugte sit bedste spansk og fik at vide, hvor der ligger et vaskeri. Vi bar vasketøjet ned i byen og hentede én portion til: op og ned ad den stejle gade, som om vi var på fjeldvandring. I morgen kan det hentes nyvasket, tørt og pænt sammenlagt.
Vi gik rundt inde i byen, som har en helt anden karakter end Zacatecas. Den er ikke nær så fornem, men er kompakt, fordi den er klemt inde i den dal. Hver by har en overdækket markedshal. Det har Guanajuato også. Den er fra 1910 og opført med en banegård i London som model, men i mindre målestok. Her kan man købe alle slags dagligvarer. Der er også en mængde spisesteder. Vi fandt et sted, som viste sig at servere et solidt og velsmagende måltid med et stort glas banandrik for 40 kr. for to personer. Mens vi sad der, kom der et ungt par. Han viste sig at være fra Belgien, mens kæresten var mexicaner. Han arbejdede i et ingeniørfirma og havde sin unge alder til trods allerede arbejdet i 25 forskellige lande. Han talte fremragende engelsk, og med pigen talte han flydende spansk.
Udenfor markedshallen lå en stor kirke. Der skulle være begravelse. Blomsterkransene så selvfølgelig anderledes ud end hjemme, men sorgen er den samme verden over. Hvad vi særligt hæftede os ved, var at et lille tremands mariachiorkester stod parat udenfor. De skulle formentlig spille, når højtideligheden var slut, og kisten blev båret ud. Ved et bryllup i Durango for et stykke tid siden hørte vi et mariachiorkester spille, da brudeparret kom ud af kirken.
På vej tilbage fandt vi en hyggelig lille café med i alt fire borde og fremragende kaffe.
3. december 2016
Da vi kun har et sæt sengetøj, måtte vi klare os så godt vi kunne uden, mens det var til vask. Det gik også. Dagtimerne brugte vi til opdatering af hjemmesiden.
Vasketøjet var færdigt som aftalt og med det i favnen gik det op ad den stejle bakke.
4. december 2016
Det er slående, så forskellige byerne er. Hvor Zacatecas er præget af mange fornemme palæer, er Guanajuato en langt mere dagligdags by. Den har også et fornemt præg, men uden palæer. Det er på en måde en mere farverig by og en meget levende by. Der er masser af krogede gader, farverige huse og små charmerende pladser.
Der var masser af mennesker i gaderne i centrum. På et befærdet strøg nær domkirken havde en mand klædt sig i bronceret tøj, så han lignede en statue. Han sad ved et cafébord med kaffekande og kopper og to ledige stole. Så kunne folk lade sig fotografere sammen med ham, når de havde lagt nogle mønter i kaffekanden. Når de havde gjort det, takkede han ved at lægge hånden på hjertet.
Et sted ved en restaurant spillede et mariachiorkester. Man kan dårligt forestille sig noget mere mexikansk.
I dagens løb kom der to kraftige regnbyger, hvor vi måtte gå i læ på fortovet. Det ene sted kom der en stor og meget dyr bil og parkerede lige foran os. Føreren blev siddende i bilen og ventede formentlig også på ophold i regnen. Da regnen holdt op, kom der to mennesker hen til bilen. Føreren steg ud, åbnede bagagerummet og tog to små plasticposer ud med noget i, som lignede hvidt pulver. De to personer fik det og kiggede længe på det, inden de skiltes. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis det var en narkohandel, vi var vidne til, så var det i hvert fald meget åbenlyst. Vi lagde dog ikke mærke til, at der skete nogen form for betaling.
I centrum er der selvfølgelig forretninger, der ligner dem, vi kender hjemmefra. Men de fleste er meget små. De har en ganske lille facade og kan så have forskellig dybde. I centrum er de meget specialicerede. En skoforretning med damesko havde således kun to forskellige typer, mens en anden kun havde lærredssko. Til gengæld var der et meget stort udvalg inden for det snævre sortiment.
Dagligvareforretninger er et kapitel for sig. Nogle er så små, at man må undre sig over, at det er muligt at få et levebrød ud af det. Andre ser små ud, men viser sig at være større, når man kommer indenfor. Går man efter noget specielt, må man ofte ind i flere forretninger, inden man finder det rigtige. Det kan gøre det til en større opgave at købe for eksempel yoghurt naturel uden hverken sukker eller sødemiddel og med lavt fedtindhold.
5. december 2016
Der er et væld af gamle kirker inde i byen. Foran en af dem står en bronzeskulptur, der forestiller en ung mand klædt i en kappe. Han spiller guitar og synger serenade. Det er efter sigende stadig en levende tradition i byen, der er præget af at være universitetsby med mange unge mennesker.
Derfra kan man tage en bane op på højdedraget. Her står en kæmpe statue, der kan ses nede fra byen. El Pípila gjorde en heltegerning under Mexicos uafhængighedskrig mod Spanien i 1810, da han stak ild til en dør, men det kostede ham livet. På skulpteren ses han parat til at kaste faklen. Skulpturen er ikke særlig køn, men Pípila er en lokal helt.
Her oppe fra er der en betagende udsigt over byen.
På toppen lå en bar selvfølgelig med panoramaudsigt, men vi havde talt om, at vi gerne ville have en kop rigtig god kaffe. Bartenderen var så fin at vise os på kortet, hvor vi kunne få byens bedste kaffe. Turen ned ad de stejle og smalle gader var en oplevelse i sig selv. Caféen havde det markante navn El Conquistador, som er betegnelsen for de spanske landerobrere i 15- og 1600-tallet. Det var et lille hyggeligt sted med kun tre borde og seks stole. Der sad tre amerikanske damer derinde. De to af dem var en mor med sin voksne datter. Den tredje var moderens veninde. Da de hørte, at vi var fra Danmark, fortalte moderen, at hun var af svensk afstamning, og at hendes mand var en blanding af dansk og norsk. Men de kunne ikke andet end engelsk. De fortalte i øvrigt, at de havde lejet en bil med chauffør, og at de var blevet standset af en politibetjent, der forlangte en bøde, fordi nogle klistermærker med forskellige godkendelser, der skal sidde i forruden, sad i den forkerte side. Det var en form for pengeafpresning, men de slap uden at betale noget.
Og kaffen var virkelig fortrinlig. Vi købte et halvt kilo med hjem til vores morgenkaffe.
6. december 2016
Vi har fået udleveret et bykort, men det er ikke særlig præcist, og udenfor centrum er det temmelig fortegnet. Vi skulle se mumiemuseet. Efter kortet skulle det ligge lige udenfor centrum. Vi gik og gik og gik. Det var op ad bakke og temmelig varmt i solen. Kortet, fandt vi snart ud af, kunne ikke bruges, men der var god skiltning. Det viste sig, da vi tog en bybus på tilbagevejen, at der var en meget kortere vej. Vi havde gået ad en kørevej.
Mumiemuseet er et af de mest særprægede museer, vi nogensinde har set. Baggrunden er, at man har gravet de døde op på kirkegården efter en årrække, hvis de pårørende ikke kunne eller ikke var villige til at betale for en varig begravelse. På grund af særlige jordbundsforhold er ligene blevet mumificeret. Det vil sige, de var bevaret med både hud og hår og i nogle tilfælde også tøj. Ordningen holdt først op i 1950, så de udstillede mumier kunne være bedsteforældre, oldeforældre osv. til nuvelende personer. Ligene kunne dog ikke identificeres, men en mente man var en fransk læge, der havde arbejdet i byen. Der var også mumificerede spædbørnelig og et ufødt foster, der menes at være verdens mindste mumie.
Efter dette noget makabre museumsbesøg var det rart at komme ud i sollyset igen. Et ældre ægtepar, hvor manden talte engelsk, viste os, hvilken bus vi skulle med, og hvor vi skulle stå af. Især det sidste var vi ham meget taknemlig for. Vi skulle af i centrum og regnede med, at vi kunne kende det, men bussen kørte ned i en tunnel under centrum, og vi skulle stå af ved et busstoppested i tunnelen. Tunnelsystemet under gaderne er en stor fordel for byen, som ellers ikke ville være i stand til at klare trafikken i de snævre gader.
Vi blev hurtigt enige om, at den museumstur måtte bestemt udløse en kop kaffe på den samme kafé som i går. Og der mødte vi den ene af de tre amerikanske damer, vi havde talt med i går. Hun havde sendt de to andre, moderen og datteren, med fly tilbage til snedækkede Chicago og havde lige et par dage, inden hun selv skulle hjem. Hun fortalte, at det var noget helt særligt for hende, at være i Guanajuato, fordi hun som ung havde studeret på universitetet et år. ”Måske jeg skulle flytte herned, når jeg bliver pensioneret,” drømte hun.
Tilbage på vores lille campingplads var der ankommet en camper, den første i den uge, vi har været her. Det var et tysk par, der havde fået sejlet deres tyske bil til Halifax. Det er den havn, alle europæere bruger, når de skal have deres bil sejlet til Nordamerika. Det viste sig at være et meget fornøjeligt bekendtskab. De havde taget orlov fra deres arbejde i lidt over et år. Deres mål var Argentina, hvorfra bilen skulle sejles tilbage til Tyskland.
7. december 2016
Mexicanerne ser ud til at være meget glade for børn. For et stykke tid siden talte vi med en ung mand. ”Nu er det snart weekend,” sagde han, ”så skal jeg ud i byen og danse.” ”Har du ingen familie?” ville vi vide. ”Jo, min kone skal med. Men vi har ingen børn endnu, for vi har kun været gift i seks måneder.” Og så tilføjede han drømmende, at han håbede, de ville få fire børn.
Mexikanerne er generelt meget unge, når de får deres første barn. I gaderne ser man de unge mødre bære deres småbørn på armene svøbt i et tæppe. Vi har ikke set en eneste barnevogn. Men det er der en god grund til. Fortovene er sjældent mere end en halv eller en hel meter, og der kan stå en lygtepæl lige midt i fortovet. Brolægningen er også for ujævn til, at det er en god idé at gå med en barnevogn.
En anden ting i denne forbindelse er, at børnene virker rolige og afbalancerede. Det er yderst sjældent, at vi hører nogen råbe op og skabe sig, ligesom vi heller ikke hører de voksne råbe ad deres børn. Det virker, som om børn generelt får den voksenkontakt, de har brug for. Somme tider har vi set voksne og børn i samtale på en måde, så børnene blomstrer.
Jeg har vist tidligere nævnt, at Guanajuato har en mængde små og meget små pladser med bænke og måske et springvand. Det er små idyller og værdifulde åndehuller i byen. Vi gik på opdagelse sådanne steder og indåndede atmosfæren. Bagved en af pladserne ligger en gyde, der hedder Callejón del Beso - Kyssegyden. Med en bredde på kun 69 centimeter er den så smal, at beboere på hver side af gyden i de øvre etager kan nå hinanden og udveksle kys. Der er selvfølgelig tilknyttet en historie om ulykkelig kærlighed i stil med Romeo og Julie. Her hedder de Doña Ana og Don Carlos, og deres historie endte i en frygtelig tragedie.
Om aftenen fik vi en lille snak med tyskerne om dagens oplevelser, inden det blev for koldt.
8. december 2016
Efter morgenmaden ville jeg lige feje gulvet i camperen og gik ud for at hente kosten. Vores nye naboer, Klemens og Margit, sad udenfor og spiste morgenmad. Han sagde Godmorgen. Mere skulle der ikke til. Så gik snakken helt hen til middag. De kørte også i en truckcamper, men havde en tyskproduceret camper på en Nissan. Det betød, at der var mange ligheder, men også forskelle at tale om foruden rejseruter, rejseoplevelser, lidt politik og meget andet.
Turen fra Halifax til Rio er meget lang, så der er ikke tid til at dvæle for længe. Et år er den korteste tid, hvis man også skal nå at se noget undervejs. De måtte videre, og vi sagde farvel til hinanden.
Om eftermiddagen gik vi en lille tur ned i byen og forsynede os med kager fra en bod på fortovet. Det var fremragende bagværk. Ikke for sødt og ikke for fedt, selvom det var et horn fyldt med creme og pyntet med chokoladeglasur. Danske bagere kan slet ikke følge med her.
9. december 2016
Regionalmuseet havde en stor udstilling om byens og regionens historie begyndende med en udstilling af før-columbiansk kunsthåndværk, der repræsenterede flere forskellige kulturer. Museet havde særlig opmærksomhed på uafhængighedskrigen 1810-21 og revolutionen hundrede år senere. De fire første initiativtagere til oprøret mod det spanske kolonistyre var fra egnen omkring Guanajuato. Den kendteste af dem var Miguel Hidalgo, der var præst i den nærliggende by Dolores. Oprørsplanerne blev afsløret. Derfor iværksatte de oprøret, før de var rigtig klar til det. De vandt nogle vigtige sejre, men blev senere besejret, og alle fire blev henrettet. Deres afhuggede hoveder blev hængt op på hjørnerne af den bygning, der nu huser museet, til skræk og advarsel. I museumsgården stod en kopi af den klokke, Hidalgo havde brugt til at kalde folk sammen med, da han bekendtgjorde sine oprørsplaner. Folk fulgte ham bevæbnet med stokke og stave. I dag er Hidalgo Mexicos nationalhelt nummer et.
Efter endnu en gang at have gået rundt og nydt byen og købt ind, vendte vi tilbage også i dag forsynet med kager.
Da tyskerne kørte i går, sagde de, at i morgen vil der komme et nyt hold, som kører i en ombygget brandbil, en Mercedeslastbil anno 1964. Og ganske rigtigt, da vi kom tilbage, holdt der en tysk camper. Det var dog ikke dem, men et moderne køretøj. Men få minutter efter drejede brandbilen ind. Det viste sig, at de to par kendte hinanden i forvejen. Senere på aftenen fik jeg en lang snak med manden fra brandbilen. Han fortalte, at det var deres tredje tur i den. Den første tur havde gået til Mongoliet og var endt i Malaysia, hvorfra de havde fået bilen sejlet hjem. Den anden tur var gået til Indien. Så der var tale om erfarne rejsende.
Efter mørkets frembrud ankom endnu en camper.
10. december 2016
Det meste af dagen gik med at arbejde på hjemmesiden. Om eftermiddagen gik vi ned i byen for at gøre nogle indkøb og købe mere data til telefonen. Den person, der kunne engelsk, lige var hjemme for at spise, men han ville være tilbage om en time, fik vi at vide. Ventetiden tilbragte vi i en af de små parker. Et par små drenge var meget optaget af duerne ved springvandet. Den store af dem prøvede at fange dem. Det lykkedes ham også at fange en. Lidt efter gav han den til lillebroderen, der krammede den i meget lang tid.
I mexikanske byer er der mange dufte. En dominerende duft kommer fra al den mad, der falbydes på fortovene. Det kræver en vis selvbeherskelse at lade være med at købe noget. Rådet i alle rejsebøger er: Lad være. Du ved ikke noget om renligheden. For det meste lader vi også være. På en ferierejse i Indien for en del år siden, mødte vi et islandsk par, der havde ladet sig friste. Det havde kostet den ene af dem en hospitalsindlæggelse. Men duften er dejlig og fremkalder en herlig sultfornemmelse.
11. december 2016
Jeg følte mig lidt utilpas og lå det meste af dagen på sengen. Hen på eftermiddagen tænkte jeg, det ville være rart at gå en lille tur. Jeg gik derfor hen og købte noget juice i en af de små butikker i nærheden. Der var ingen mennesker i butikken, men en ung mand kom ud fra baglokalet, hvor familien åbenbart sad og hyggede sig. 15 pesos, sagde han på spansk, og da jeg ikke var helt sikker på, at jeg havde forstået ham, spurgte han dem i baglokalet, hvad 15 pesos hedder på engelsk. Så hørte jeg en barnestemme: ”One, two, three, four…”
Da vi var i Mexico for første gang for otte år siden, så vi mange steder store plakater med propaganda for statens undervisningsprogram, der gik ud på at der skal indføres engelskundervisning i alle landets skoler. Vi har flere gange mødt små børn, der synes, det er sjovt at sige et par ord på engelsk, og i Zacatecas mødte vi en engelsklærer i underskolen. Så det må betyde, at der rent faktisk bliver gjort noget ved det.
12. december 2016
Den 12. december er en af Mexicos store festdage. I 1531 havde en indianer, Juan Diego, der var gået over til kristendommen, et syn, hvori Jomfru Maria talte til ham og befalede ham at bygge en kirke for hende. Derpå gik han hen til ærkebiskoppen og fortalte ham, hvad der var sket. Han lod sig dog ikke overbevise i første omgang. Det skete først et par dage senere, da Juan Diego viste ham et væld af nyudsprungne blomster, som ellers ikke blomstrer i december. Det skete i Guadelupe, der nu er en forstad til Mexico By. Derfor kaldes dagen Virgen de Guadelupe, Jomfruen af Guadelupe, og den fejres over hele landet med store optog.
Der var lidt søndagsstemning på gåturen ned i byen. Der var ikke helt den samme aktivitet som sædvanlig. I den første kirke, vi kom til, skulle en gudstjeneste til at begynde. Vi gik ind i den stopfulde kirke, men kunne selvfølgelig ikke forstå, hvad der blev sagt. Det var dog klart, at det var en helt anden liturgi end om søndagen. Efter et kvarters tid gik vi videre.
Folk var klædt i deres pæne tøj. Børn helt ned til omkring to år havde deres aller pæneste tøj på. De små drenge havde hat på og et malet overskæg for at ligne Juan Diego. Fra domkirken startede et optog med trommer og trompeter, som gik op gennem nogle snævre gader forbi universitetet til en kirke højt oppe på bakken. Vi fulgte selvføglelig med. Det viste sig at være en kirke, der er specielt indviet til Jomfruen af Guadelupe. Langs vejen var der boder af alle slags, hvor der kunne købes mad og figurer af jomfruen. Der var stande, hvor børnene mod betaling kunne blive fotograferet foran et stort billede af jomfruen.
På en plads foran kirken var der opvisning af indianerdanse. Den indianske kultur har en særligt fremtrædende plads på denne dag, fordi Juan Diego, der havde visionen, jo selv var indfødt indianer. De havde store farverige fjerprydelser på hovedet og dansede til rytmer fra tre trommeslagere.
Her skete der så det i menneskemængden, at vi blev væk fra hinanden. Det føltes som flere timer, men der gik vist nok kun en time. Nu var der så mange mennesker i gaden, at den var helt stoppet, så man ikke kunne gå nogen steder. Vi havde talt om at spise frokost et sted overfor universitetet og mødtes så til sidst nedenfor universitetets store trappe.
Senere kom en ny procession forbi igen med trommeslagere og trompeter. Sidst i processionen bar fire personer en stor figur af jomfruen, der var smukt pyntet med blomster.
13. december 2016
Guanajuato har været et dejligt bekendtskab, men nu er det tid at komme videre. Vi skal besøge endnu en historisk by, San Miguel de Allende, som kun ligger 100 kilometer væk. Alligevel tog det en time at køre de første 60 kilometer, da det var en snoet bjergvej, men med god asfalt. Undervejs fik vi fyldt op med gas. De steder, man kan få gas, ligger som regel udenfor eller i udkanten af byerne.
I San Miguel skulle vi finde en campingplads inde midt i byen. Det betød, at vi skulle gennem de snævre gader i centrum. Og da det er en fin historisk by, er der ingen lysreguleringer. Men de mange dage, vi har gået rundt i Guanajuato, kom os til gode. I USA og Canada er der en høflig trafikkultur, hvor man holder tilbage for andre på en måde, vi slet ikke kender i Danmark. Men i Mexico kører man. Det er dog ikke så slemt, som det umiddelbart lyder. Hemmeligheden er, at man bare skal gøre krav på et hul i trafikken – selv et lille hul både som fodgænger og som bilist. Gør man det, holder de andre tilbage. Holder man pænt og høfligt tilbage, får man lov at vente. At det fungerer så godt i de gamle byer, hænger uden tvivl sammen med, at der ingen lysregulering er – for ikke at spolere det historiske miljø.
Campingpladsen ligger i en meget snæver gade. Parkerede biler gør den ikke mindre snæver. Den var svær at få øje på, og vi fik en taxachauffør til at hjælpe os. En fra campingpladsen hjalp med at dirigere, for der skulle rangeres lidt for at komme lige ind på porten. Her er der flere andre campister blandt andet to par, vi har mødt i Guanajuato.
14. december 2016
San Miguel de Allende er den tredje historiske by, vi besøger. Det er slående, så forskellige de er. Zacatecas havde et meget aristokratisk præg med fornemme palæer gade op og gade ned. Farverne var dæmpede grågule sikkert på grund af den lokale stenart. Guanajuato var mere folkelig, selvom den også havde sine palæer og fornemme kirker og pladser. Her var der en palet af stærke farver. San Miguel er præget af varme røde farver med et indslag af varm gul. De gamle gader er fine, men ikke så livlige.
Vi gik rundt og orienterede os i byen og indsnusede stemningen. Domkirken har et bastant nygotisk tårn, der er tegnet af en selvlært arkitekt, som efter sigende ikke brugte papir og blyant, men tegnede sine skitser i sandet. Han har ladet sig inspirere af de franske katedraler.
Byen har mange ekslusive forretninger og dyre hoteller. Det hænger sammen med de mange amerikanere og canadiere, der bor her permanent. Vi har hørt tallet 10.000, så de sætter uundgåeligt deres præg. Nogle sagde, at det betyder, at huspriserne er ligesom i San Fransisco. Nu kender jeg ikke priserne i San Fransisco, men vi passerede en ejendomshandler og kunne se, at et godt hus her koster det samme som de bedste huse med havudsigt i Løkken.
15. december 2016
Igen i dag gik vi tur i byen. Vi fandt markedet, som desværre ligger langt fra, hvor vi bor. Vi fik et velsmagende måltid derinde til næsten ingen penge. Området omkring markedet ligner mere det miljø, vi kender fra andre mexikanske byer. Lige udenfor markedet lå fem slagterbutikker på stribe. Markedet var i øvrigt fint og godt, og der lugtede godt. Det er ikke altid tilfældet.
I går aftes talte vi med et tysk par, der var på vej til en koncert. De fortalte, at den ville blive gentaget i dag. I formiddags talte jeg med dem igen, og de gav udtryk for deres begejstring, så vi bestemte, at det måtte vi prøve.
Den fandt sted i det nærliggende Instituto de Allende, som er en slags højskole, der afholder kurser blandt andet i sprog og kunst. (Billedet ovenfor er et motiv fra instituttet.) Det er indrettet i et gammelt palæ med en gård og endnu en gård bagved. Koncerten fandt sted i en restaurant i komplekset. Vi havde nu spist hjemmefra, men nød en drink under koncerten. Musikken var mexikansk jazz. Besætningen var saxofon, guitar, bas og trommer foruden en sanger i en del af numrene. De var top professionelle. Saxofonen var noget dominerende – ikke på nogen dårlig måde, men fordi den var det instrument, man hørte mest til. Han var meget dygtig, og nogle gange spillede han rigtig finurligt.
Guitaristen var klart den dygtigste af dem alle sammen. Han havde den rolle, klaveret har i andre sammenhænge, fordi guitaren er det eneste instrument i den besætning, der kan spille akkorder. Nogle gange spillede han eminent solistisk. Andre gange akkompagnerede han de andre, og nogle gange brugte han han sin guitar som rytmeinstrument. I pausen talte vi om, at han med sin højt udviklede teknik bestemt måtte have en baggrund som klassisk musiker. Efter koncerten spurgte jeg ham om det, og han bekræftede det.
Sangeren var en yngre mand, som kun deltog i en del af koncerten. Da han kom til, fik musikken et umiskendeligt mexikansk præg. Han sang med en energi og en inderlighed, som er meget mexikansk. Selvom vi ikke forstod ordene, forstod vi udmærket, at også på spansk rimer ordet hjerte på smerte.
Efter koncerten talte vi ude på fortovet med en amerikansk dame, der også havde været med til koncerten. Hun fortalte, at hun boede fast i byen, og at hun havde hørt guitaristen flere gange, men aldrig før så flot som i aften. Hun var også vildt begejstret for saxofonistens spil. ”Jeg har boet sammen med en jazzsaxofonist i L.A. i 12 år, men ham her, he kicks ass! sagde hun. Udtrykket har nok ikke samme valør på engelsk som på dansk. Ordret betyder det, at han sparker røv.
16. december 2016
Jeg er nødt til at gå til bekendelse: Det er ligesom at holde ferie at være her. Det er et rigtigt luksusliv. Og vi trives med det.
Typisk gade i San Miguel de Allende
Efter nogle timer med arbejde på hjemmesiden, lidt korrespondance osv. var det rart at gå en tur i byen, gøre nogle indkøb og lande på en café med den mest vidunderlige kaffe.
Vi fik en hyggelig snak med vores nabo. Den dag, vi ankom, kaldte han os et par unge mennesker. Det er vi også i forhold til ham. Han fortalte, at han stammer fra Massachusets og har tilbragt hver vinter i Mexico de sidste 25 år. Han er en guldgrube af viden om Mexico og deler gerne ud af den. Han har en virksomhed, som han passer om sommeren, når de ansatte holder ferie.
17. december 2016
Ranveg gik på opdagelse på et marked lige i nærheden, mens jeg arbejdede videre med mine ting fra i går. Det er et marked, som kun har åbent om lørdagen. Det har ikke så mange almindelige dagligvarer, men derimod en mængde ekslusive fødevarer. Det var både fristende og dyrt – i hvert fald i forhold til almindelige markedspriser. Det lykkedes hende at finde noget så sjældent som en gammel ost. Det er den bedste ost, vi har fået på hele turen. Sidst vi fik gammel ost, var en, vi havde købt i Brønderslev. Til frokost kom hun og hentede mig, og vi købte en lækker ret på markedet.
Ranveg har undersøgt markedet for madlavningskurser, for hun vil gerne lære noget mere om mexikansk mad. Der er flere muligheder, men enten er det hoteller, der holder kurser udelukkende for deres egne gæster, eller også er det meget dyrt. Det førte til, at vi gik på jagt efter en kogebog og fandt et antikvariat inde i centrum. "Sikke mange penge, jeg sparer," sagde hun, "når jeg køber en brugt kogebog i stedet for at tage på madlavningskursus."
Om aftenen gik vi til julekoncert i Det europæiske Hus. Det var et kor og en messingkvintet fra Aguascalientes, samt en fremragende dygtig pianist, som desværre kun havde et elklaver at spille på. Det nærmeste vi kom dansk julemusik, var Glade jul, som i virkeligheden ikke er dansk, men importeret fra Tyskland. Vi fik også Come, all ye faithful. Det var en fin aften, som nogle skønhedspletter i messinggruppen ikke kunne spolere.
I den dejlige lune aften gik vi ind i centrum, hvor der var masser af mennesker og masser af stemning. Mens vi gik og nød det, kom koristerne fra koncerten forbi og stillede sig op på trappen foran kirken med sit illuminerede tårn og sang den ene sang efter den anden. Folk stimlede hurtigt sammen. Stemningen og begejstringen var helt i top.
18. december 2016
Igen i dag gik vi en dejlig tur inde i byen. Kogebogen viste sig at være et fejlkøb, men i forretningen tog de den tilbage, og vi fandt en i en anden forretning, der kunne bruges.
Om aftenen studerede Ranveg den grundigt, og inden lyset blev slukket, var julemiddagen planlagt.
19. december 2016
Når man ikke er i arbejde længere, har man det privilegium, at man kan fejre sin fødselsdag på selve dagen. Det behøver ikke at blive en dag med alle de sædvanlige pligter. Om morgenen overraskede Ranveg mig med en fødselsdagsgave, selvom jeg havde bedyret, at jeg ikke ønskede mig noget. Ting bryder jeg mig ikke om at få på grund af den begrænsede plads, vi har. Det var da også noget, der kan fortæres – i flydende form, og som smager ualmindelig godt.
Men dagens højdepunkt var, at begge børnene havde orkestreret et fælles skypeopkald. Det er vidunderligt med den moderne teknik, at vi kan mødes på den måde, selvom vi befinder os i tre forskellige lande: Mexico, Danmark og Ukraine. Asbjørn – det er ham, der bor i Danmark, havde i dagens anledning fundet et lille dannebrogsflag frem, som han viftede fornøjet med. Det er også ham, der lavede screenshotet nedenfor af vores skypesamtale.
Vi spiste middag ude i byen, og om eftermiddagen sad vi og hyggede os i solen uden at foretage os andet end at læse og tale lidt med naboerne.
Om aftenen gik vi til en guitar- og harpekoncert inde i byen. Det var den samme musiker, der spillede begge instrumenter. Klassisk guitar var dog ikke hans stærkeste side. Under det første nummer kunne jeg ikke lade være med at tænke på udfordringer, jeg stod overfor, da jeg prøvede at lære det for mange år siden. Fingersætningen i venstre hånd skal være uhyre præcis. Trykket på strengene skal komme ovenfra, ellers kommer der nogle mislyde, der absolut ikke klæder musikken. Det var flamencomusikken, der var hans stærke side, og harpen var han også rigtig god. Musikken var spansk og latinamerikansk.
Da vi købte billetter inden koncerten, kom vi til at tale med en canadisk dame, som spurgte, om vi var danskere. Det var hendes mand nemlig, og hun kunne kende accenten. Han var udvandret i 1971 og havde ikke talt dansk i årevis. Det var meget fornøjeligt at tale med dem, og det endte med, at vi drak en kop kaffe sammen med dem på en kafé. Det blev en rigtig god afslutning på en god dag.
20. december 2016
Nu er det hverdag igen. Det vil sige tøjvask og indkøb. Tøjvask er nu ikke så vederværdigt i Mexico. Man afleverer det om morgenen og henter det igen om aftenen. Om eftermiddagen ville jeg lægge en billedserie ind på hjemmesiden. Det gik også fint, indtil solen gik væk og det blev koldt. Så fungerede nettet meget dårligt. Forklaringen er, at da det blev koldt, gik folk ind i deres campere og tændte deres computere, og så blev nettet overbelastet.
21. december 2016
Ranveg lå i sengen det meste af dagen. Jeg arbejdede med computeren om formiddagen og gik så en tur ind i byen. Jeg gik ind i Instituto de Allende og nød de pragtfulde omgivelser. Der var to mindre udstillinger åbne. Den ene var en udstilling af en nu afdød amerikansk sølvsmed, som blandt andet havde brugt aztekiske motiver. På sådan et smykke havde han indlagt lapis lazuli, en meget sjælden blå sten, som også blev brugt af danske kalkmalere i middelalderen dog i meget begrænset omfang, fordi den var ekstremt kostbar. Den blev importeret fra Persien. Sølvsmeden havde skaffet den i Peru.
Den anden udstilling var en maleriudstilling af flere kunstnere. At der var tale om mexikanske kunstnere, var jeg ikke i tvivl om på grund af glæden ved stærke farver og en lyst til at fabulere. Det sidste kom især til udtryk hos en maler, der malede surrealistiske billeder. De var i virkeligheden mere end almindeligt naturalistiske, men med indslag af fantasifulde påhit, som også var malet naturalistisk, men fordi de ikke hørte til i sammenhængen, blev det til en forunderlig billedverden hinsides det realistiske.
På torvet inde i centrum gik jeg og fotograferede gadehandlerne. Mange af dem er indianere. Nogle sidder på det samme sted på fortovet hverdag med nogle ganske få figurer, som de prøver at sælge, mens de sidder og nørkler med nogle nye.
Nogle har nogle fine ting, som vi desværre ikke har brug for. Men vi havde et stykke tid talt om, at vi havde brug for en lille kurv, der kan stå på køkkenbordet mellem komfuret og vinduet til tomater og lignende, så vi ikke skal samle det op på gulvet, hver gang vi har kørt. Vi havde besluttet, at vi ville købe sådan en ved lejlighed af en indianer, der sad på fortovet. Forleden dag fandt vi den helt rigtig kurv. Han havde desværre kun den ene.
Andre indianere sidder på fortovene og tigger. Nogle er ældre, men der er også mødre med små børn. De sidder helt apatiske. Nogle gange skjuler de sig bag et tæppe over hovedet, så det eneste, man ser, er en fremstrakt hånd. En kedelig ting ved det er, at de også lærer børnene at tigge fra de er helt små.
Små indianerbørn i førskolealderen bliver sendt rundt for at sælge tyggegummi og andre småting til folk på torvet. De fleste har et udtryksløst ansigt. Det står helt i modsætning til en lille episode, vi iagttog på en bænk forleden dag. Et par bedsteforældre var i byen med deres to små børnebørn. De blæste sæbebobler, som børnene henrykte sprang efter. Med deres leg udtrykte de: hvor er livet dog dejligt. De har en barndom. Det kan man dårligt sige om indianerbørnene.
22. december 2016
Efter nærmere studier var kogebogen med mexikansk mad alligevel ikke det helt rigtige. Det viste sig at være mexikansk inspirerede retter for amerikanere i Amerika. Det vil sige med alle de halvfabrikata, amerikanske supermarkeder er fyldt med. Ranveg havde nævnt det for en dame på en restaurant, der ligger rundt om hjørnet, og hun lånte hende tre små kogebøger med salsa, ensalada og supper. De er på spansk, så det krævede noget arbejde med den store ordbog. Til gengæld er retterne autentiske. Det lover kort sagt godt for den kommende tid.
Vi hjalp hinanden med at lave en grøn salsa, som blev meget vellykket. Mange af ingredienserne er fremmede for os. Der er mange forskellige slags chili i forskellig styrke. Inden vi har lært dem rigtigt at kende, bruger vi dem meget forsigtigt.
Inde i byen var der bryllup i domkirken. Da et mariachiorkester stillede op, måtte vi hen og se. Her er brudeparrene normalt meget unge, men dette par var nok midt i trediverne. Bruden så lidt matroneagtig ud, og gommen så ud, som om det ikke lige var hans dag. Han virkede nærmest forstenet.
23. december 2016
I dag fik vi en ret fra en af de lånte kogebøger: store chilifrugter (chile poblanos) med indbagt ost (queso oaxaca) og røde ris (arroz rojo) farvet røde af tomater. Dertil guacamole bestående af blandt andet tomatillos, seranochili og avocado. Det var meget velsmagende, men også tidskrævende at lave, for lige netop den slags chili skal grilles over gasblusset og lægges i en plasticpose, hvorefter skindet kan gnubbes af. Det var lidt mere udfordrende (det betyder her delvis umuligt), end det umiddelbart lød til.
Mexikanerne holder meget af chili, som findes i mange varianter. Det er det, der sætter smag på maden. Grundbestanddelene er bønner, ris og majs, som i sig selv ikke smager af noget særligt.
Mexico og Indien konkurrerer med hinanden om at producere verdens stærkeste chili. Det bruges ikke i madlavningen, men til militære formål. I Indien bruger man også meget chili i maden. Jeg husker, da vi holdt ferie i Indien for nogle år siden, var vi helt hudløse i munden efter hvert måltid. De spurgte altid, om maden skulle krydres efter europæisk smag. ”Ja, tak,” sagde vi, men det var alligevel alt for stærkt efter vores smag. I Mexico kan man få det lige så stærkt, men her tilsætter man det som regel selv og kan således dosere det, som man vil. Det er en afgørende forskel.
Inde i byen var der som sædvanlig masser af liv på torvet. I musiktribunen er der stillet en julekrybbe op, og foran den står to æsler, en hoppe og et føl. Æslet er et sindigt dyr. Når man ser et æsel stå stille uden at røre sig, kan man tænke, om det nu er et rigtigt levende dyr, eller om det er udstoppet. Men kigger man lidt, så vil man se, at det blinker med øjet eller drejer øret en lille smule. Så ved man, det er levende. Det er ikke noget tilfælde, at æslet i Peter Plys skildres som den, der uden sammenligning er langsomst i opfattelsen. Men det fremstilles også som et meget godmodigt dyr, man som læser ikke kan undgå at få sympati for.
24. december 2016
Juleaftensdag. Denne særlige dag, der lyser op, fordi den er så anderledes end alle andre dage. Julen består af et sæt konstanter og variabler. De fleste børn vil dog nok mene eller i det mindste håbe, at den kun består af konstanter. Julen skal være, som barndommens jul var. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Det ved enhver voksen.
Når man er på rejse, bliver der skåret helt ind til benet. Der er kun én konstant, nemlig juleevangeliet. Alt det andet: juletræ, familiesammenkomst, julemad og alle de mange andre traditioner er variabler. De er helt anderledes, når man er i det fremmede. Vi har heller ikke gjort noget for at efterligne det, men har valgt at tage udgangspunkt i, at forholdene er helt anderledes i år.
Over middag skypede med hele familien, der sad rundt om bordet. Vi kunne se, at deres tallerkener var tomme. Risalamanden var spist op og mandlerne fundet. Vi gik derefter ud for at købe julemad. Der var mange flere mennesker i butikkerne end til daglig. Om eftermiddagen havde vi god tid. Vi satte os til rette, og jeg læste juleevangeliet højt og derefter julebreve. Dem har vi ventet med at læse. Det er hyggeligt at læse familie og venners breve, så vi kan følge med i deres tilværelse.
Ranveg havde fundet nogle gode opskrifter på en mexikansk ret, og vi havde fundet nogle gode råvarer, så det blev rigtig godt. Efter maden læste vi den næste portion julebreve.
Klokken halv ti ringede kirkeklokkerne på den nærliggende kirke på en måde, som vi ikke har hørt før. Et kvarter senere ringede de igen, og så blev vi enige om, at der nok var juleaftensgudstjeneste. Kirken var pyntet med lysguirlander, som blinkede i mange farver. Der var stopfuldt af mennesker. Selvom vi ikke forstod ordene, kunne vi dog følge så godt med, at vi kunne høre, da juleevangeliet blev læst. Der blev sunget og klappet på en måde, som vi ikke er vant til i Danmark. Efter gudstjenesten blev der delt godteposer ud til kirkegængerne.
25. december 2016
En stille dag, hvor vi hyggede os med blandt andet at læse de sidste julebreve. Jeg redigerede en lille video, som jeg optog under gudstjenesten i går aftes. Den kan ses her.
Om eftermiddagen skete der det, at vandpumpen holdt op med at virke. Med camperen fulgte der en mappe med brugsanvisninger på alle de komponenter, der er monteret i den. Det lykkedes mig at finde den rigtig brugsanvisning. Der var en tegning af pumpen, så jeg fik en idé om, hvordan den ser ud. Næste opgave var så at lokalisere den. Det lykkedes også. Den er anbragt under det sæde, jeg normalt sidder på. Men hvorfor den ikke ville virke, kunne jeg ikke finde ud af. Nu var vi jo heldigvis på en campingplads, og jeg gik hen til to schweiziske par, der sad og hyggede sig, og spurgte, om nogle af dem tilfældigvis skulle vide noget om pumper. Den ene sagde: ”Pumper ved jeg ikke noget om, men jeg ved noget om elektricitet.” Han og den anden mand gik så med. Pumpen skulle skrues løs. Kærven i skruerne er af amerikansk type, og han havde kun europæisk værktøj, men jeg havde heldigvis et lille værktøjssæt købt i Canada med en skruetrækker, der passede. Fejlen viste sig at være en løs forbindelse. Ved at flytte lidt med en ledning kom den til at virke igen. Vi lod det være med det, for de to schweiziske par var egentlig på vej ud for at gå en tur, da jeg henvendte mig til dem. Men nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, hvis det sker igen, inden vi får den repareret rigtigt.
Vi gik også en tur ind til byen og nød den afslappede julestemning. Folk havde deres pæne tøj på, og det var tydeligt, at juledag også i Mexico er en dag, hvor familierne samles. Et andet tegn på at man samles er de mange parkerede biler med nummerplader fra andre mexikanske delstater. Familielivet betyder meget for mexikanere.
26. december 2016
Igen en stille dag. Vandpumpen virkede stadig. Vi ordnede nogle praktiske ting, og om eftermiddagen gik vi ind på vores favoritcafé, nød en kop kaffe med det skønneste oaxacachokolade til og købte et pund kaffe, så vi har til vores morgenmad et stykke tid.
Se billedserien fra San Miguel de Allende
I morgen skal vi videre, så vi skulle også lige finde ud af ruter og overnatningsmuligheder.
27. december 2016
I sin bog ”Rejse paa Island” fortæller Martin A. Hansen et sted, at de var kørt fast i et vandløb i det øde indre af landet. I den forbindelse brugte han formuleringen: ”Det gav masser af stof til erindringen.”
Dagen begyndte ellers stille og roligt. Vi kom af sted i god tid og kom uden besvær den rigtige vej ud af byen. Det var dejligt at være på farten igen. Vi har været 14 dage i San Miguel og nydt det, men nu trængte vi også til at komme videre.
Planen var at overnatte i Guadalajara på byens eneste campingplads. Det er Mexicos næststørste by med et par millioner indbyggere, så det ville være utænkeligt at finde den campingplads uden gps. Men efter en times kørsel opstod der problemer med gps’en. Hver gang jeg bad den om at finde ruten til et mål, kom der en hvid skærm med teksten ”Ruteberegningsfejl”. Nedenunder var der en knap, hvor der stod ”OK”, som jeg var nødt til at trykke på for at få den grimme skærmtekst væk, selvom det aldeles ikke var OK. Vi parkerede på en tankstation for at prøve at finde ud af fejlen. Sidst vi havde problemer med gps’en for et par måneder siden skulle der en softwareopdatering til. Det kunne måske også løse problemet denne gang. Men det hjalp ikke. Vi ringede så til Garmins support i USA. De havde ikke nogen løsning og sagde, det var nødvendigt at få den testet. Det kan man gøre hos en forhandler, men her midt i Mexicos bjergland er der ingen forhandlere. Der var ikke andet at gøre end at køre videre udfra papirkortet.
Da vi startede i morges, var benzintanken trekvart fuld, så selvom vi holdt på en tankstation, besluttede jeg at vente med at tanke til senere på dagen, når der blev brug for en strække-ben-pause.
Det lykkedes uden besvær at finde den rigtige vej udfra kortet og de notater, jeg havde lavet på et stykke papir. Efter et par timer kunne det være rart at strække benene, og jeg ville køre ind på en tankstation. Men der var spærret af med skraldespande, der var stillet op, så man ikke kunne køre hen til benzinstanderne. Nå, videre til den næste. Også der var der spærret af. Efterhånden havde vi kørt temmelig langt, og benzintanken ville snart være tom. Et sted stod der 115 kilometer til Guadalajara, og efter benzinmåleren havde vi benzin til 125 kilometer.
Ved den femte tankstation, der var spærret af, kørte vi ind for at høre, hvad der foregik. Forklaringen viste sig at være, at folk hamstrer benzin, fordi der er varslet en prisstigning til nytår. En mand, der kunne noget engelsk, forklarede, at vi kunne låne nogle plasticdunke, som vi kunne få fyldt op på en tankstation på den modsatte side af vejen. Når vi kom tilbage, ville der være en, der ville være behjælpelig med at hælde det over i bilens benzintank.
Det var en motorvej, så det var ikke muligt at køre derover. Vi lånte en 5-liters og to 10-liters dunke og kom over motorvejen. Der var en vældig trafik over motorvejen med folk, der slæbte på fulde benzindunke. Tankpasseren – her er der ikke noget, der hedder selvbetjening – pegede pligtskyldigst på standeren, inden han begyndte at fylde dunkene op, for at vise, at den var nulstillet. Nogle tankpassere snyder nemlig, så man kommer til at betale både for det benzin, man selv har købt, og det, som den tidligere kunde har købt. Da vi havde været over motorvejen fem gange, blev vi enige om, at vi havde nok med en trekvart fuld tank.
Det gjaldt nemlig også om at komme videre, for nu var solen gået ned. Det er en vigtig regel, at man skal undlade at køre i mørke.
Da vi kom til Guadalajara, var det blevet helt mørkt. Det tog lang tid at køre gennem byen. Det er som sagt en meget stor by. Der var masser af benzinstationer, men de var næsten alle sammen spærret af. Det var heldigvis let at finde vej.
Vi havde droppet at finde campingpladsen, men havde oplysninger om en tankstation en 30-40 kilometer på den anden side af byen, som skulle have en sikker parkeringsplads, hvor man kan overnatte. Da vi ikke havde mere præcise oplysninger, kørte vi ind på alle tankstationerne efter, at vi var kommet udenfor byen. Det var nu ikke særlig mange.
Efter at have passeret byen Tequila, der har givet navn til den kendte drik, kom der en afviser til en by med navnet Magdalina. Så var der en klokke, der ringede. Her fandt vi tankstationen, hvor to bevæbnede politibetjente holdt vagt. Men der var næsten helt øde. Så vi kørte i stedet ind til byen, hvor der var et hotel, hvor betjentene mente, vi godt kunne få lov at holde for natten. Damen, der bestyrede hotellet, gav godt nok udtryk for, at det var første gang, hun oplevede det, men hun kunne ikke se, der skulle være noget i vejen for det, og anviste os et sted at parkere.
Nu da klokken var blevet ni om aftenen, var vi godt sultne. Vi tog noget mad og gik bagefter en tur i byen for at få strækket benene. Her kunne man tydelig se, hvorfor man helst skal undgå at køre i mørke. Der var cyklister uden lys, som glad og gerne kørte i den forkerte side af vejen. Og tidligere på aftenen, inden det blev helt mørkt, var der adskillige bilister, der kørte uden lys.
Da vi holdt ferie i Mexico for en del år siden, var vi både i Guadalajara og Tequila, så vi så ikke nogen grund til at gøre noget ophold der.
28. december 2016
Magdalina var ikke nogen specielt køn by, men i kraft af folkelivet var den meget charmerende. Vi havde brug for at få købt ind. Det er aldrig så lige til, når man kommer til en ny by. Der er disse meget små butikker, som jeg svagt husker fra min barndom. De har et meget begrænset vareudbud. Man kan som regel godt finde det, man skal bruge, når først man har været i mange forskellige butikker. Vi var på jagt efter mel, gær og yoghurt, og vi ved erfaringsmæssigt, at det altid er svært at finde, især når det skal være en bestemt slags mel og yoghurt naturel. Vi måtte simpelt hen opgive at finde det i Magdalina.
Det handlede også om at komme videre, så vi kunne nå frem inden mørkets frembrud. Næste mål var Tepic, hovedstad i delstaten Nayarit. Der skulle være en lille campingplads i byen. Med en by på 300.000 indbyggere, ville det godt nok være skønt med en gps. Vi talte om, at vi eventuelt kunne betale en taxachauffør for at køre foran os. Inden vi begyndte at køre, tænkte jeg, at jeg da også lige kunne prøve, om gps’en virkede nu. Det gjorde den til min store overraskelse.
Undervejs passerede vi en lille lastbil læsset med plasticsække fyldt med spagnum fra Pindstrup Mosebrug.
Da vi nåede frem til Tepic, førte gps’en os ind igennem byen og gennem en række smalle gader, og til sidst ville den bilde mig ind, at campingpladsen skulle ligge på venstre hånd. Der var en række huse, men ingenting der kunne ligne en campingplads. Det stemte heller ikke overens med den beskrivelse, vi havde af det. En ung mand i en værre skrammelkasse af en bil var meget imødekommende, men enten forstod han ikke, hvad vi (Ranveg) sagde, eller også forstod vi (Ranveg) ikke, hvad han sagde.
Mens vi stod og talte med ham, standsede en personbil ud for os, og manden rullede vinduet ned og spurgte om, han kunne hjælpe. Da vi havde fortalt ham vores ærinde, sagde han, at vi bare skulle følge efter ham.
”Ja, men jeg skal lige have bilen vendt,” sagde jeg.
”Det kan du ikke. Der er alt for lidt plads. Du er nødt til at bakke. Jeg skal nok vente.”
Der var flere hundrede meter at bakke på en smal gade med parkerede biler. Der kom også biler imod, men de var nødt til at vente. Da vi kom til en sidegade, hvor det var muligt at vende, stod han ude på vejen og dirigerede. Derfra var der kun et kort stykke vej til campingpladsen.
Den person, der indberettede koordinaterne til www.ioverlander.com har sikkert målt dem inde på campingpladsen. Derfor har gps’en ført os bagom, i stedet for at føre os til indgangen. Det var altså rigtig nok, at den lå inde til venstre, da vi holdt på den lille smalle vej og mødte vores redningsmand.
Den lære, man kan drage af det, er, at der som regel viser sig en løsning, når vi ikke har haft nogen anelse om, hvad vi skal gøre. Og løsningen kommer som regel fra en uventet kant. En anden lære er, at folk generelt er meget hjælpsomme.
På campingpladsen var vi de eneste campister. Der var stadig noget dag tilbage, så vi gik ud i byen for at finde mel, yoghurt og så videre, men i det område her er der næsten ingen butikker af den slags. Her kan man til gengæld få fliser og vaskekummer og mobiltelefoner. Det endte med at vi købte en pizza til aftensmad.
Tepic ligger meget lavere end de byer, vi har været i den sidste måneds tid, så her er betydeligt varmere. Det ikke bare føles, men det kan også ses af, at der voksede bananpalmer med masser af frugt på campingpladsen. Se billedet herover.
29. december 2016
Tepic er som sagt en stor by, så vi tog en bus ind til centrum. Der var et kolossalt liv inde i byen. Her gik jagten ind på de fødevarer, vi manglede herunder aftensmaden til nytårsaften. Vi måtte spørge os for adskillige gange, og til sidst lykkedes det. Frokosten indtog vi på torvet, hvor nogle indianere fra huichol-stammen serverede varm mad. De var klædt i deres tradtionelle hvide bomuldsdragter med broderier på. Der var også nogle enkelte stykker synlige i gadebilledet. Til maden blev der serveret majstortilla af blå majs. De blev bagt på stedet på en bageplade, hvor der blev fyret med brænde. Maden var velsmagende, og der var masser af mennesker.
Belæsset med indkøb tog vi en taxa tilbage til campingpladsen. Når vi forlader Mexico igen, bliver det noget af en omvæltning, for så er det slut med restauranter og taxaer.
30. december 2016
I dag skal vi til Mazatlan. For motionens skyld gik vi først en rask tur hen ad hovedgaden, inden vi kørte. En bagerforretning var dog så fyldt af fristelser, at vi måtte ind og se. En yngre mand passede butikken. Han kunne lidt engelsk og syntes, vores rejse er så fantastisk, for han holdt selv af at rejse og havde været mange steder i fjerne lande. Vi havde spurgt, hvad der var i en bestemt kage, men i stedet for at svare stod han med næsen i sin mobiltelefon. Det syntes jeg godt nok så lidt mærkeligt ud. Men så kom han hen og viste mig telefonen. ”Gulerod” stod der på skærmen. På dansk. Han havde fundet et oversættelsesprogram, der kunne oversætte til dansk.
Drikkevand skulle vi også have. Vi havde fundet et sted med koordinater, og gps’en ledte os på rette vej – i hvert fald nogenlunde. Den førte os ind igennem en ensrettet gade i den forkerte retning. Der var flere bilister, der vinkede til os, og jeg forstod, hvad der var galt, men der var ikke andet at gøre end at fortsætte. Da vi fandt adressen, måtte vi køre lidt rundt for at parkere så tæt på som muligt, for den ene vanddunk er tung med sine 18 liter. Da vi havde parkeret, standsede en politibil ved siden af os og oplyste os om, at det var forbudt at køre lige over den stærkt trafikerede vej, som jeg lige havde gjort. Det kostede en løftet pegefinger. Den ensrettede gade vidste de heldigvis ikke noget om.
Vandbutikken – det skal forstås bogstaveligt, for de sælger kun drikkevand – lå lige ved hovedvejen.
Køreturen var lang, men der skete ikke noget særligt undervejs. Vi nåede frem til den campingplads, vi har været på før, lige inden det blev mørkt.
31. december 2016
Om formiddagen arbejdede jeg med computeren. Vejret var ikke særligt spændende. Det var overskyet med lidt regn ind imellem, men varmt. Fugten kom ikke kun på grund af bygerne, men også fra havet, der kun ligger et stenkast herfra. Over middag gik vi en god lang tur på stranden. Der var mange mennesker på trods af vejret. Nok fordi det var nytårsaftensdag. Nogle solgte ture, hvor to mennesker sad i en åben gondol under en faldskærm. Den fungerede som en drage og blev trukket af en båd. De kom svimlende højt op, men godt ned igen. En mand var optaget af at fotografere sin nydelige kone, der villigt poserede for ham i vandkanten, mens deres tre børn legede fornøjede. En ældre mand gik tur med en pind og slog et hårdt slag til sten i sandet. Da vi passerede ham, smilede han forlegent, som om vi havde afsløret ham i hans lille private fornøjelse. Der var kort sagt masser af strandstemning.
Tilbage på campingpladsen gik vi hen for at hilse på et par canadiske snowbirds, som vi lærte at kende sidst, vi var her. De var rigtig glade for at få besøg, og vi fik at vide, hvad der var sket, siden vi var her sidst. De fortalte, at der ville være en sammenkomst åben for alle klokken otte om aftenen.
Da klokken var fire om eftermiddagen her, var det midnat i Danmark, og vi udvekslede nytårshilsner og -ønsker med familien derhjemme.
Vi brugte lang tid på at forberede et lækkert måltid. Vi havde købt to store mørkegrønne chili, som hedder poblanos, og som ikke er særligt stærke. Det særlige ved dem er, at de skal grilles over gasblusset, så man kan tage skindet af, fordi det indeholder nogle sundhedsskadelige stoffer. Det er den eneste chiliart, hvor det er nødvendigt. Derefter skal de lægges i en plasticpose en halv time, og så kan skindet gnides af med en klud, hvis man ellers har grillet dem længe nok. Derefter skal der skæres et rids i dem, så man kan fjerne kerner og strenge. Så blev de fyldt med en særlig ost, queso oaxaca, og til sidst stegt i en gryde. Sammen med bønner, ris, mole og salsa og selvfølgelig tortillas, blev det et fantastisk nytårsmåltid.
Papirhatte, truthorn og serpentinere måtte vi undvære. Ja, vi skænkede det ikke en tanke.
Der var samlet en flok snowbirds klokken otte, og de havde stillet mad an. De fleste havde dog spist i forvejen. Det var underligt at sidde ude en nytårsaften i korte bukser og en kortærmet trøje. Jeg talte blandt andet med et par fra Saskatchewan, som med det samme kunne høre, vi er danskere. Forklaringen er, at de bor i et område med rigtig mange danske udvandrere. Da manden gik i skole, fortalte de, var der kun ham og en mere i klassen, der ikke talte dansk. Da jeg fortalte dem mit fornavn, kunne de remse en håndfuld personer op, de kendte, som hed enten Niels eller Nielsen. Eller sagt på en anden måde: Der var så mange, at flere af dem havde tilnavne for at skelne dem fra hinanden.
Klokken 12 skålede vi med os selv inde i camperen og gik bagefter ud og så fyrværkeriet, som kom fra et af hotellerne ved stranden. Det var flot og professionelt.
Hermed er 2016 slut.