Mumier
Mumiemuseet, El Museo de las Momias, i Guanajuato er et af de mere makabre museer. Samlingen består af 111 mumier, hvoraf de 59 er udstillet. Det er den største samling af sin art på den vestlige halvkugle.
I 1870 indførte man i byen en skat på begravelser, som forfaldt til betaling, når et gravsted skulle forlænges. Hvis de pårørende enten ikke ville eller ikke kunne betale, gravede man liget op. Denne praksis hørte først op i 1958.
I Mexico anvender man udover jordbegravelser også begravelser i murede grave ovenpå jorden. Mange af ligene i de murede gravsteder var mumificeret. De lig, der var mumificerede, opbevarede man i en dårligt oplyst tunnel. De blev vist frem mod betaling, hvor de besøgende blev udstyret med en fakkel eller et stearinlys. I 1970 åbnede det nuværende museum, hvor mumierne er beskyttet bag glas.
Et ud af hundrede lig blev mumificeret. Der er ingen helt sikker forklaring på, hvorfor denne naturlige proces fandt sted, men et bud på en forklaring er det varme og tørre klima i det højtbeliggende Guanajuato, som hurtigt har tørret ligene ud.
Den første, der blev gravet op, var den franske læge Remigio Leroy. Selv hans tøj er velbevaret. Han er den eneste, man kender navnet på. Alle de andre er folk fra byen, men man ved desværre ikke andet om dem end, hvad man iagttage.
Blandt mumierne er der nogle småbørn. Pigerne er klædt som engle og drengene som helgener.
Et af mumierne er et foster på 24 uger, og det regnes for verdens mindste mumie. Fosteret og liget af et nyfødt drengebarn er dog begge delvis balsamerede inden gravlæggelsen.
Nogle undersøgelser for en halv snes år siden viser, at gigtsygdomme, lungesygdomme som følge af inhalering af røg og tuberkolose er hyppige dødsårsager.
I dag er El Museo de las Momias en af Guanajuatos største seværdigheder, men byen er dog absolut et besøg værd også uden denne særprægede seværdighed.
Se også billedserien <a href="https://sneglefart.exposure.co/guanajuato" target"_blank"> Guanajuato - En sølvmineby fra kolonitiden