Amish

Amish springer i øjnene på grund af den særprægede livsstil. De lever et enkelt liv næsten uden moderne hjælpemidler. De kører ikke i bil, men i en lille to personers karet, en såkaldt buggy. De går klædt i enkelt gammeldags tøj, og kvinderne har en kyse på hovedet. Når man kører rundt ude på landet, for de bor kun på landet, kan man kende deres ejendomme fra andre på hestefolden, kareterne, der holder parkeret i gården, og vasketøjet, der hænger til tørre på en snor.

Buggyen signalerer amish. Der er plads til to personer i et blødt sæde. I fronten er der to små huller til tømmerne. Nogle har også en vinduesvisker, som kan drejes med håndkraft indefra. En ny buggy koster over 30.000 kr. - uden hest.

Hestene kan være tidligere væddeløbsheste, og de løber hurtigt og elegant. Ved et idrætsanlæg var der en fartbegrænsning på 10 miles i timen, og der var sat en lystavle op, som viste, hvor hurtigt man kører. En buggy, der kørte forbi, fik lystavlen til at vise 11 miles – altså 17-18 kilometer i timen.

Amish bor kun ude på landet, fordi de anser det for særligt Gud velbehageligt at arbejde med den jord, mennesket er kommet af og skal vende tilbage til. Da det er blevet sværere at leve af landbrug, beskæftiger de sig også med andre ting, men mest noget i tilknytning til landbruget som produktion af fødevarer.

En butiksejer, der ikke selv var Amish, men forhandlede deres varer, udtrykte det på den måde:

Indehaveren af en butik, der solgte amishvarer, betonede, at han ikke var amish, men kun forhandlede deres varer, som omfattede alt lige fra havemøbler til fødevarer. Dertil kom et stort udbud af varer, man ellers ikke ser som væger og brændere til petroleumslamper.

Indehaveren fortalte om vanskelighederne ved, at de forsager moderne teknik. Nogle har ikke telefon, så han kunne ikke ringe og bestille varer, men måtte sende en fax til nogle, der bragte beskeden videre. Nogle amishfolk har en meget stor virksomhed. De har deres egne lastbiler til vareudbringning, men kun ansatte, der ikke er amish, kører dem. Han forklarede, at de ikke udelukkende lever som anno dazumal, men indgår utallige kompromisser, og at der er mange holdninger til det. ”Er det en religion? Er det en livsstil? Er det et brand? Jeg aner det ikke,” sagde han. Virkeligheden er nok den, at det er alle tre ting i forskellige vægtninger. Et brand er det i den forstand, at deres varer som nævnt er kendt for deres høje kvalitet, og mange ikke-amish køber dem. Deres forretninger er et kærkomment alternativ i et samfund, hvor store butikskæder dominerer al detailhandel med deres standardudbud af varer.

I byen Kalona, Iowa, er der et frilandsmuseum, som viser, hvordan nybyggerne levede. Midt i museet lå der en bygning med en udstilling om mennoniternes historie. Her var der også noget om amish. Den person, der passede museet, var tillige mennoniterpræst og meget vidende.

Mennoniternes historie går tilbage til Zwingli, den svejtsiske reformator, der var samtidig med Luther. Zwingli havde en overgang været optaget af voksendåb og gendåb, men havde senere forladt det igen. Men i den periode havde han påvirket nogle unge mennesker, som blev de senere grundlæggere af mennoniterkirken. I 1690'erne brød en gruppe ud af mennoniterkirken og blev til amish. Præsten forklarede, at mennoniter og amish har det samme syn på dåben, men i modsætning til amish lever de ligesom alle andre. Han sagde, at han egentlig godt kunne misunde amishfolkene det sammentømrede fællesskab, der kommer af deres særprægede livsstil.

Amish har ingen kirkebygninger, men holder gudstjeneste i hjemmene. De har en meget bogstavelig læsning af bibelen. For eksempel tager de billedforbuddet helt bogstaveligt og nægter at lade sig fotografere.

Mens mennoniterpræsten havde en teologisk uddannelse, er amishfolkenes præster og biskopper lægfolk valgt ved lodtrækning. Deres biskopper tager blandt andet stilling til, hvilken moderne teknologi, der må anvendes. I området omkring Kalona måtte man gerne bruge traktorer med jernhjul uden dæk, for at de ikke skulle blive fristet til at køre på landevejen.

Mange har ikke elektricitet, men bruger petroleumslamper. Man har heller ikke hver sin telefon, men en fælles telefon. Vi fik også at vide, at nogle amishgrupper tillader mobiltelefoner, så der er mange forskellige holdninger til, hvad der kan tillades.

Teknologi som sådan anses ikke som ondt, men den må kun anvendes, hvor det er absolut nødvendigt. Det gælder om, at mennesket ikke bliver afhængig af teknologien.

Amishbørn går kun i skole til og med 8. klasse. Videregående uddannelse anses ikke som et gode. De har heller ikke de samme fag som i den offentlige skole, men lærer til gengæld alt om landbrug, dyr og planter, og hvad amish ellers har brug for i det daglige. De siges at være gode til hovedregning.

Amish får mange børn. 7-10 børn i en familie er almindeligt. Det er baggrunden for, at gruppen er den procentvis hurtigst voksende befolkningsgruppe i USA. Men det giver dem også nogle udfordringer, når alle skal leve af landbrug. Nogle steder er landbrugsjorden så dyr, at nogle må rejse længere væk, mens andre har valgt at udvandre til Mellemamerika eller Sydamerika.

Bryder en person ud af amish, undgår man vedkommende. Der er ikke tale om en egentlig udstødelse af familien, som det kendes fra Jehovas Vidner. Ofte kommer det til en forståelse, så man fortsat kan ses. Et uigenkaldeligt brud vil derimod komme på tale, hvis en konvertit forlader amish igen.

Amish må indgå mange kompromiser, når man vil leve i den gamle verden midt i den moderne. Et sted så vi en marksprøjte på en hestetrukken vogn. Det er i ét glimt udtryk for et kompromis mellem det gamle og det nye. Mens fattige i andre dele af verden holdes fast i et enkelt og traditionelt liv, men ønsker sig den moderne verdens mange tilbud, vælger amish bevidst det moderne fra.