Dagbog juli 2018

Dagbog juli 2018
Canadas nationaldag.

1. juli 2018

Første juli er Canada Day, Canadas nationaldag. Biler i byen kørte rundt med flag, og der var et stort arrangement i nogle parker nær centrum med tusindvis af mennesker. Der var friluftsscener med optræden, og inde i en hal var der danseopvisning af nogle af de forskellige nationaliteter, der bor i Kelowna og Okanagandalen. Det var en dag, hvor folk rigtig gik og hyggede sig, og stemningen var fin.

2. juli 2018

Lige nu laver vi mest praktiske ting. Sover i siden af en skovvej oppe på fjeldet og er nede i byen om dagen.

3. juli 2018

Fik booket en tid hos Ford til olieskift og bestilt en pumpe til spildevandet. Den skal vi bruge, når vi kommer til områder uden infrastruktur til camping. Så kan spildevand fra begge tanke via en haveslange pumpes ned i et toilet på for eksempel en benzinstation. Den monteres på afløbet under camperen med det samme bajonetgreb som afløbsslangen. Det eneste, der skal laves, er et stik, så pumpen kan få strøm. Ellers var det arbejde med hjemmesiden, mens vi holdt på en parkeringsplads nede i byen. Sidst på dagen gik vi en dejlig tur ved søen. Kelowna er en ualmindelig nydelig og velholdt by.

4. juli 2018

I dag var vi inviteret til formiddagskaffe hos Linda, som vi har været sammen med flere gange. Vi var heldige, at hun var hjemme mellem to rejser. Linda er et meget aktivt og engageret menneske, der altid har noget nyt og spændende at fortælle. Hun var lige kommet hjem fra en rejse rundt i New Foundland. Hendes fortælling betød, at nu ser vi frem til at komme derover en gang. Linda havde inviteret Solveig og Jørgen, som er hendes mangeårige venner. De kom begge til Canada med deres forældre, da de var børn. Man kan stadig høre på ham, at han er fra Sønderjylland. Det blev til en hyggelig formiddag med masser af snak.

0704kelowna
Fra venstre: Jørgen, Solveig og Linda


Efter at have gået en tur i byen kørte vi tilbage til vores skovvej. Vejret er blevet bedre, og det betyder, at myggene er aktive som aldrig før. Desværre fik vi alt for mange ind i camperen. Hele aftenen gik med at klaske myg, men vi nåede ikke til bunds i det. Godt at mennesket er udstyret med negle – til at klø med.

5. juli 2018

En god del af dagen tilbragte vi hos Ford. I ventetiden arbejdede vi med vores computere, så tiden gik hurtigt. Det var bare et almindeligt eftersyn med olieskift, og der var ingen bemærkninger til det.

På parkeringspladsen foran et supermarked kom en ung mand – højst omkring 20 – hen og bad om penge. Han havde sovet ude og fået stjålet sin kuffert, og nu havde han ikke råd til en busbillet hjem. Det var en køretur på 20 timer. Da han havde fortalt sin historie i korte træk, løb tårerne ned ad kinderne på ham og så sagde han: ”Det er så flovt at bede om penge.” Han havde gjort det i tre dage nu, og jeg var den første, der havde talt pænt til ham og givet ham nogle.

Nu har vi ordnet vores ærinder i Kelowna i første omgang, inden vi skal have lavet service på camperen. Så selvom det var hen på eftermiddagen, kørte vi videre. Vejen gik gennem fjeld og skov, et typisk BC landskab. Det er en hovedvej, men den er snoet og går gennem et område, hvor der på en strækning på 75 kilometer ikke var nogen bebyggelse.

I den lille by Beaverdell gjorde vi holdt for at gå en lille tur efter at have siddet stille hele dagen. Vi gik ud ad en tilfældig sidevej og mødte der en mand, der luftede sine hunde. Vi kunne høre ham, før vi så ham, for han talte i telefon med nogen. Men da han mødte os, afbrød han telefonsamtalen. Han havde tre hunde i snor. ”Den lille behøver det ikke, men den vil så gerne være i snor,” sagde han. Bagerst gik en stor hund, der var alt for tyk, uden snor, for det behøvede den ikke. Og i en trækvogn sad en foxterrier. Den var blevet angrebet af en anden hund og var ikke i stand til at gå den daglige tur ned til broen.

Overnatning ude i skoven.

6. juli 2018

På vej tilbage til hovedvejen kom en lastbil med anhænger belæsset med træstammer susende fra en sidevej i en sky af støv ind foran os højst et par hundrede meter længere fremme. Vel nede, hvor skovvejen var blevet til en bredere grusvej, holdt lastbilen i siden af vejen. Chaufføren, der var en dame med en lys hestehale og tatoveringer på arme og skuldre, var ved at kontrollere, at lasten sad ordentlig fast. Det var nok en god idé med sådan en kørsel.

Dagens køretur var meget smuk. I en dal stod træstammerne kulsorte helt op på toppen af fjeldet på begge sider af dalen. BC var voldsomt plaget af skovbrande sommeren 2017, så det er sikkert spor af sidste års rædsler. Det må have været meget skræmmende, da det stod på. De få huse og deres omgivelser i bunden af dalen så dog uberørte ud.

I den lille by Greenwood gik vi en tur. Det er en gammel mineby for guld, sølv og kobber. En mine er stadig i drift. Ellers var der mere fortidig end nutidig storhed at spore.

0282greenwood

I Castlegar fandt vi et stille sted at overnatte lige i udkanten af byen.

7. juli 2018

Det er en hovedvej, vi kører på, men den snor sig op og ned gennem bjergene. Det højeste pas var lidt over 1700 meter. Nogle steder kan man se klipperne, hvad der ikke er så almindeligt i BC (British Columbia), fordi de er dækket af skov. I dalene er der landbrug og frugtavl med frugtboder langs vejen. I Cranbrook, en by med 20.000 indbyggere, er der udsigt til de største og vildeste fjeld, vi her set endnu på denne tur. Det er The Canadian Rockies, der ligger øst for byen. De danner grænsen til Alberta. Her bruger man også Mountain Time, der er en time foran Pacific Time, som gælder i resten af BC. Vi har nu valgt at beholde vores tid, for vi skal snart tilbage igen.

Ved Fort Steele kørte vi ud i skoven og fandt et sted at parkere for natten.

8. juli 2018

Vejen ud i skoven følger Wildhorse River, som skulle være guldførende med offentlig adgang til at vaske guld. For det første var elven utilgængelig med høje stejle skråninger, og for det andet var der adskillige private claims.

Tilbage ved landevejen var den derimod tilgængelig. Vi kørte et stykke ud ad en lille vej, hvor flere andre camperede. Men det lykkedes os ikke at finde guld.

9. juli 2018

Vejret var pragtfuldt med solskin fra en skyfri himmel og meget høje temperaturer. Vi fandt et sted ved elven, hvor der var meget strøm, og der viste sig faktisk også at være lidt guld i det på størrelse med de fineste sandskorn. Der var også andre mennesker til stede. Nogle vaskede guld, mens andre bare nød det gode vejr. En mand sad og læste i en bog i sin havestol med parasol, som han havde anbragt på en stenbanke i elven, så han kunne sidde med fødderne i vand.

122401fort-steele

Vandet bruser, så man hører ikke andet. Mens jeg sad og koncentrerede mig om min panne, kom der en hund og skubbede til min arm. Den ville bare have kontakt. Hundens ejer var en yngre mand. Han forsvandt med spand og skovl hen ad en sti. Senere kom vi til at tale med ham, og han viste beredvilligt, hvor han havde gravet, mens han pulsede på en hashsmøg. Det var ved en stor sten, hvor han stod i vand til midt på lårene. ”Men det bedste sted er dér,” sagde han og pegede på et sted, hvor der var endnu dybere. ”Men man skal bøje sig så dybt ned, at det er bedst at have en snorkel.” Han viste os også to gode stykker, han havde fundet i dag. ”Penge i banken,” sagde han og kunne ikke tilbageholde et bredt smil.

10. juli 2018

Det var overskyet og ikke nær så godt vejr som i går. Vi startede dagen med at tage ind til byen, Cranbrook, for at ordne ærinder i håb om, at det ville blive bedre i løbet af dagen. På god canadisk vis er der dumpfaciliteter ved turistkontoret, der ligger ved indkørslen til byen. Her fik vi en lang hyggelig snak med en yngre lokal mand, der boede i en camper, så han måtte hente drikkevand. Han var meget optaget af vores rejse og kunne tænke sig at gøre noget lignende selv.

Efter indkøb i supermarkedet brød et tordenvejr løs et par minutter efter, at vi var kommet tilbage til camperen, så vi udnyttede tiden med at lave research til kommende eventyr.

11. juli 2018

Det er igen blevet fremragende sommervejr. Vi nød dagen med at vaske guld. Det er ligesom at være på ferie.

0290greenwood
Motiv fra byen Greenwood.

Hjemme tager man en tur til stranden, hvis vejret er godt, og man har fri. Her tager man i stedet for ned til floden, for der er 850 kilometer til stranden. Men aktiviteterne er de samme: Ud med bord og stole og madpakke og parasol helst så man kan sidde med fødderne i vandet.

12. juli 2018

Endnu en dejlig dag med at vaske guld. Det var temmelig udfordrende at komme over på den anden side af elven. Vandet gik til øverst på låret, og strømmen var voldsom, så man måtte passe på ved hvert eneste skridt.

0310fort-steele

På et vist stadium i vaskeprocessen er der noget fint ral, der skal vaskes ud. De små sten har de flotteste farver. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, når man som barn havde fundet nogle flotte sten på stranden, men også skuffelsen dagen efter, når de så helt anderledes ud efter at være blevet tørre.

13. juli 2018

Når vi sidder og vasker guld, og der kommer nogen forbi, stiller de altid det samme spørgsmål: ”Finder I noget?” Svaret er både ja og nej. Vi finder guld, men det er så småt, at det er mindre end sandskorn. Det er, hvad der på engelsk kaldes for flourgold - melguld.

Sidst på dagen gik vi hen på en nærliggende tankstation for at se, hvad de havde i deres butik. De havde ikke det, vi søgte, men derimod havde de alt i udstyr til at søge guld. Vi købte en håndbog, og det viste sig at være en god investering, for den gav klart svar på mange af de spørgsmål, vi har diskuteret. Det gælder om at vide, hvordan guldet opfører sig, når det føres med strømmen, og hvor det har tendens til at lægge sig.

14. juli 2018

Ikke så langt væk herfra går en jernbanelinje. Vi kan høre, når toget fløjter. Det lyder lidt anderledes end i USA, hvor det har en gennemtrængende og advarende lyd. Her er den mere sprød og lyder næsten som noget fra gamle dage. Godstogene er med omkring 100 vogne så lange, at lyden af lokomotivet forsvinder, inden toget er passeret, så man kun hører hjulene gungre på skinnerne.

Vi skal tilbage til Kelowna for at få lavet noget vedligeholdelse på camperen. Der er langt, så vi beregner to dage til det, men vi tager en anden rute end på vejen ud. Vejen nordpå går gennem en dal, der er flad i bunden, så der findes en del landbrug. Vejen fører os gennem steder med navne som Skookumchuck og Spillimacheen. De to hundrede kilometer frem til Golden følger vi den imponerende væg på vestsiden af The Canadian Rockies, der udgør grænsen til Alberta.

Resten af vejen fra Golden har vi kørt før. Strækningen frem til Revelstoke er udædvanlig smuk. Den går gennem en snæver dal med skyhøje fjeldsider, der rejser sig fra den grønne og frodige dalbund til sne og is på toppen.

I Revelstoke overnattede vi ved et skisportsted, hvor der holdt en håndfuld andre campere. Her talte vi med et ungt par fra England, der var flyttet til Vancouver, og som håbede på at kunne blive her. De brugte alle ledige stunder på at rejse rundt og var vilde med at rejse. De indviede os også i deres overvejelser om at få børn, og om hvordan det kan passe sammen med at rejse.

15. juli 2018

Landskabet blev ved med at være flot frem til Sicamous. Herefter var det pænt. Også i dag passerede vi steder med eksotiske navne – denne gang Enderby og Lumby.

16. juli 2018

Hele dagen tilbragte vi hos camperforhandleren, mens vi fik lavet service på camperen. De havde et bord, vi kunne sidde ved med vores computere, og en ny kaffemaskine, der laver friskbrygget kaffe til hver eneste kop af friskmalede bønner. ”Hver morgen er der en lang kø ved kaffemaskinen,” sagde en af medarbejderne.

Alle funktioner i camperen blev kontrolleret, og nogle fejl blev rettet. Den største opgave var at montere strøm til en såkaldt macerator, som vi har købt. Det er en kværn med pumpe, der monteres på kloakudløbet, så man kan pumpe spildevand også fra toilettet gennem en almindelig haveslange og for eksempel ud i et toilet. Jeg håber, vi får glæde af den, for den var dyr. Endelig var der indgangsdøren, som skal have nye hængsler efter at et vindstød tog den for over en måned siden. Der skal skaffes et bestemt hængsel, og der er desværre en lang leveringstid, men heldigvis kan døren bruges endnu, hvis man åbner og lukker med brug af snilde men uden vold.

Efter at have siddet hele dagen i det afkølede rum var det chockerende at komme ud i varmen. Vejrmeldingen havde lovet op til 37 grader.

Udenfor vores foretrukne supermarked stod den unge mand, som jeg havde en snak med for halvanden uge siden. Han var strandet og havde ingen penge og intet sted at være. Han var i lidt bedre fatning i dag, men stemmen knækkede lidt over, da han fortalte om ubehaget ved at tigge. Han havde stadig ikke noget sted at være. Han havde prøvet et herberg, men der kunne han ikke holde ud at være. Derimod havde han skaffet sig et job indenfor byggeriet. ”Jeg har aldrig prøvet sådan noget før,” sagde han og fortalte, at det havde været hans første arbejdsdag i dag, og at der er fjorten dage til den første lønudbetaling. Hans baggrund var fortvivlende. Moderen døde for et par år siden, faderen havde han aldrig set, og den eneste familie var en søster, der er misbruger. Så der er ikke meget støtte at hente fra den kant.

Vi overnattede på skovvejen udenfor Kelowna, hvor vi har overnattet tidligere – for sidste gang på grund af myggeplagen.

17. juli 2018

Med en lufttemperatur på omkring samme niveau som kropstemperatur føles det ikke bare varmt. Det er varmt.

Efter tøjvask og besøg hos en frisør, der syntes, det var usædvanligt med en kunde fra Danmark, som bare rejser rundt. ”Det kunne jeg også godt tænke mig,” sagde han og tilføjede, ”men jeg er nødt til at klippe meget hår, før jeg får råd til det.”

Vi forlod derefter Kelowna - i myldretiden. Byen har gennem mange år haft sådan et vokseværk, at trafikken sander håbløst til. Folk, der har boet her i mange år, siger, at de gennem årene har måttet beregne længere og længere tid til transport til og fra arbejde. Men vokseværket betyder også, at der er brug for mange hænder, og så bliver der en chance for sådan en som den unge mand, vi talte med i går, og som ingen erfaringer har.

Målet var Princeton, som ligger små tre timers kørsel fra Kelowna. Her er der en elv, hvor der er offentlig adgang til at pande guld.

Vi fandt en gratis campingplads mellem en vej og elven. På den anden side af elven løber hovedvejen. Det giver godt nok noget støj, men ellers er det et dejligt sted. Vi gik en tur i den lune aftenluft. Solens sidste stråler faldt på et nøgent klippefremspring på den anden side af elven, og sceneriet lignede med ét et guldaldermaleri.

18. juli 2018

Det blev en rigtig afslapningsdag. Vi er på en type campingplads, som ikke findes i Danmark. Det er nærmest en parkerings- eller rasteplads langs en vej, der dog ikke har så meget trafik. Der er borde og bænke, og så er der lavet pladser, hvor man kan holde. Mere er der ikke. Ikke en gang en skraldespand. Men i dagens løb kommer der nogle få stykker ind og holder i kortere tid. Fra sådan en bil hørte vi et forfærdeligt skænderi mellem to damer. De råbte og skreg og brugte grimme ord. Vi kunne ikke se, hvad der skete, men en af dem var åbenbart blevet låst enten inde eller ude. I hvert fald var der en voldsom banken på ruderne. Heldigvis kørte de snart igen.

19. juli 2018

Når man vil pande guld, skal man være omhyggelig med ikke at gøre det på områder, hvor andre har ret til det. Det hedder med et engelsk udtryk, hvor andre har en claim. En officiel hjemmeside viste, hvor offentligheden frit kan pande guld. Men kortet viste ikke detaljeret nok, hvor grænserne gik. Desuden lå det meste af området inde i byen, og floden løb i folks baghaver. Andre steder var den utilgængelig, og vi havde svært ved at finde ud af, hvor vi kunne pande. Heldigvis kunne turistkontoret fortælle, hvor vi kunne gøre det. De havde også et meget bedre kort, der viste, hvad vi havde brug for. Så nu er vi i gang.

20. juli 2018

Vi fortsatte, hvor vi slap i går, og fandt faktisk også noget. Der er lidt større stykker her, end vi har oplevet andre steder. Vi fandt det største stykke, vi nogensinde har fundet. Enhver, der ser det, og som ikke selv har pandet guld, vil sikkert synes, at det ikke er ret stort. Men når man siddet med det og i dagevis kun fundet små mængder guldstøv, er det imponerende.

21. juli 2018

Det er weekend, og der er mange mennesker ved Similkameenfloden i det gode vejr. En populær beskæftigelse er at tage en sejltur på floden i oppustelige plasticringe. Det går med god fart med strømmen. Men de er nødt til at arrangere transport tilbage, for det går ikke at sejle den anden vej.

22. juli 2018

Vi pandede guld igen i dag dog uden at finde noget. Vejret er blevet rigtig godt igen, og det er rart at være så meget ude.

23. juli 2018

Mere guldpanding. Vi fandt nogle steder med masser af sort sand, som er en indikator for, at der kan være guld, men ikke nogen garanti. Det sorte sand er meget mineralholdigt og tungt ligesom guld, og derfor gemmer de små guldstykker sig i det. Det ligger tilbage i panden, når man har sorteret grus, sand og småsten fra. Lidt guld var der i det i dag, men ikke meget.

0723princeton

Et godt sted at prøve er ved alle former for forhindringer i strømmen som for eksempel et træ, der står i vandet nogle uger om foråret, når vandstanden er højest. Der var faktisk en lille smule mellem rødderne på træet på billedet ovenfor.

24. juli 2018

Til morgen sagde Ranveg: ”Ved du, hvilken dag det er i dag?” Jeg kastede et blik på kalenderen og kunne ikke komme i tanker om nogen mærkedag. ”Det er Store Nuggetdag,” sagde hun. Nugget er det engelske ord for et stykke guld, man kan tage med fingrene.

Vi kørte ned, hvor vi plejer at vaske guld, og prøvede nogle forskellige steder uden det store resultat. Men ved en stor sten, der lå i den del af floden, som kun er skyllet over i snesmeltningstiden, var der held. Den lå oppe på det tørre og var næsten gravet ned. Men bagved den i forhold strømretningen har guld og andre tunge mineraler kunnet aflejre sig. Det er det bedste fund, vi har gjort indtil videre. Det er særligt fascinerende, når man forsigtigt skyller det sorte sand væk og ser guldet skinne i det.

Og så for lige at gøre en ting helt klart: Store stykker er stykker på størrelse med et komma og ikke som de mange stykker, vi har fundet, som kun er på størrelse med et punktum eller mindre. Så nugget kan man ikke kalde dem.

25. juli 2018

Nu er det slut med at lege. Vi skal tilbage til Kelowna og gøre klar til hjemrejsen midt i næste uge. Der går en direkte vej fra Princeton til Summerland. Det er klart den korteste vej, men langt fra den hurtigste med masser af sving og 36 kilometer grusvej. Men det var en smuk tur gennem skov og fjeld. Et sted var der beboelse med landbrug.

Vi har et hængeparti med vores indgangsdør, da hængslet blev revet i stykker af vinden for snart længe siden. Døren har fungeret, men den skal laves. Vores camperværksted har fundet frem til, skrev de i en email, at fabrikken, der laver dørene ikke sælger hængsler i løs vægt, men kun monteret på en dør. Fabrikken, der laver camperen, havde en dør, som de ville sælge med rabat på grund af en ridse, men stadig til uhyggeligt mange penge. Vi undrede os over, at den ikke kunne repareres.

I Summerland kørte vi ind til et værksted, vi havde hørt om gennem andre rejsende, og en fingerfærdig mand med en hammer, en træklods og lidt andet værktøj ordnede den på under en halv time og til næsten ingen penge.

I Kelowna kørte vi for første gang i meget lang tid ind på en campingplads.

26. juli 2018

Om morgenen kom som aftalt en mand, der skulle reparere en glasfiberskade på camperen. Da vi havde den til service gjorde de os opmærksom på det og anbefalede denne mand til at gøre det. Han gjorde et flot stykke arbejde, så skaden ikke er til at se.

På vej tilbage til Kelowna i går viste der sig et problem med bilen. På Fordværkstedet mente de, at det var en defekt benzinpumpe. De kunne desværre ikke tage os lige nu, så det må vente, til vi kommer tilbage fra Danmark.

27. juli 2018

Mens vi arbejdede med praktiske ting med camperen, kunne vi se en skovbrand på den anden side af dalen. Den udviklede en masse røg og helikoptere kom og pøsede vand på. De arbejdede hele dagen, og ilden var først slukket til aften. Imens vi så på det, fortalte de i radioavisen om de ting, vi stod og så på.

28. juli 2018

Det er så varmt, at det er skønnest at være inde i camperen enten med alle vinduer åbne, så det lufter lidt igennem den, eller med alle vinduer lukket og aircondition tændt.

Da vi skulle ned til byen for at købe ind, var der flere problemer med motoren. Vi turde simpelt hen ikke køre derned af frygt for, at vi ikke ville være i stand til at køre tilbage og dernæst til værkstedet på mandag. Så vi vendte om og må leve af de rester, vi har i køleskabet.

29. juli 2018

Det er endnu varmere i dag. Først da solen gik ned bag fjeldkammen, blev det køligere.

30. juli 2018

Så er det mandag. Vi tog camperen af og lod den stå på campingpladsen, da vi kørte ned til værkstedet. De kunne som ventet ikke tage den med det samme, men da vi forklarede dem situationen, tog de den, men sagde, at de var nødt til at beholde den til i morgen. De formidlede en lejebil til en yderst rimelig pris, så vi fik ordnet en masse ærinder i byen.

Indgangsdøren, som vi troede, var i orden, driller igen, så vi måtte ud til camperforhandleren og snakke med dem om en løsning, men vi får det ikke lavet, før efter vi har været i Danmark. En opbevaringsplads til camperen viste sig at være kritisk forstået på den måde, at de kun havde én plads tilbage.

31. juli 2018

Pudse vinduer, rengøring, tøjvask. Sidst på eftermiddagen aflagde vi Ford et besøg. De havde været i gang med at undersøge den, men havde endnu ikke fundet fejlen. De kender heldigvis vores situation og ved, at vi skal have den i morgen. Og kontrakten om lejebilen måtte vi forlænge med yderligere en dag.