Dagbog september 2018

8. september 2018

Så skal vi tilbage til vores bil og til landevejen igen. Ruten Aalborg-Amsterdam-Edmonton-Kelowna – tre flyvninger – er den mest effektive. Den varede kun 18 timer inklusive ventetider. Der skete ikke noget særligt undervejs. Under den sidste flyvning fra Edmonton talte vi med et ældre dansk ægtepar, som skulle på familiebesøg hos deres datter, svigersøn og børnebørn i Kelowna.

Vi har gjort rejsen mange gange efterhånden, så det er ikke fyldt med spænding på samme måde som første gang. Alligevel er der nogle basale ting, vi stadig kan undre os over som for eksempel farten. Det første måltid mad indtog vi mellem Shetland og Færøerne, et toiletbesøg i Østisland og det andet måltid over Saskatchewan. Noget andet, jeg kan blive ved med at undre mig over, er storcirkelnavigationen – altså at den korteste rute fra Amsterdam går op gennem Nordsøen, Færøerne, Island, Grønland, over Baffin Island, nord om Hudsonbugten og derefter sydpå mod målet.

Noget helt andet, som ikke har med selve flyvningen at gøre, er billetpriserne. Vi tager hjem til jul fra Mexico, så vi søgte først en enkeltbillet Danmark-Canada. Den kostede næsten 17.000 kr. for to personer. Det syntes vi var temmelig dyrt. Så undersøgte vi, om vi kunne få en returbillet ud til Canada og hjem fra Mexico. Det kunne vi. Returbilletten kostede kun 13.000 kr. – for to personer. Hvordan det hænger sammen, har jeg ikke forstået endnu.

Fra lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel. Vi var blevet godt bespist i flyet, så vi tørnede lige i seng klokken 7 om aftenen. Det svarer til klokken 6 om morgenen derhjemme.

9. september 2018

Det er søndag, og vi skal ind til forsikringsselskabet for at forny bilforsikringen. Det er Canada og ikke Danmark, så der er også åbent om søndagen. Vi kender efterhånden medarbejderne derinde og ved, hvem vi helst vil betjenes af og helst ikke. De var der begge to. Hende, vi helst vil betjenes af, var optaget, så vi satte os ned og ventede.

Bilen stod, hvor vi havde parkeret den. Klistermærkerne fra forsikringsselskabet blev sat på nummerpladen, og vi var klar til at fylde op i køleskab og vandtank. Da vi drejede ind for at få vand på, kørte en mand ind på siden af os, rullede vinduet ned og fortalte, at stoplys og blinklys på camperen ikke virkede. Træls, men godt at han gjorde os opmærksom på det. Vi var dog nødt til at køre lidt rundt i byen, inden vi kunne få det lavet i morgen.

Solveig og Jørgen, et dansk par i Kelowna, og som vi lærte at kende i sommer, havde tilbudt os at campere på en ubebygget byggegrund, de har i byen. Vi fandt det. Det er et stilfærdigt sted i et villakvarter.

10. september 2018

Hos Ford havde de som sædvanlig travlt og havde ikke tid til at se på lyset før i morgen. Hos camperforhandleren havde de endnu mere travlt, så vi blev helt stressede af at være der. Men de havde heldigvis en mand, der kunne afse tid til det, og han løste problemet for os. Derefter nogle flere ærinder, og så blev det aften igen.

11. september 2018

I morgen har vi en aftale med camperværkstedet om nogle løse ender, der skal ordnes. Mens vi kørte byærinder, begyndte en advarselslampe at lyse. Vi har altså stadig det samme motorproblem, som vi havde, inden vi tog hjem til Danmark. Vi kommer ikke videre herfra, før det er løst. Desværre har de alt for travlt hos Ford, som vi fik at vide i går.

Her de første dage bliver vi meget trætte hen på eftermiddagen. Klokken 3 svarer til midnat derhjemme og dermed den tid, vi har indbygget i kroppen. Men det bliver langsomt bedre dag for dag. Til gengæld vågner vi meget tidligt om morgenen.

12. september 2018

Nogle gange overtrumfer heldet forstanden. Vi havde en gammel aftale hos Ford i dag, som vi troede var annulleret. Det betød, at de havde tid til at se på bilen. Vi havde også en aftale hos camperværkstedet, hvor der skulle følges op på nogle småting, som godt nok ikke var helt billige. De var ikke så stressede i dag som i går og havde tid til at snakke. Det er helt hyggeligt at komme der, fordi vi efterhånden kender flere af medarbejderne. Vi talte med tre uafhængigt af hinanden, som var meget interesserede i at høre om vores rejser og nye rejseplaner. Vi kommer der jo for at få udstyret helt i top, inden vi tager på langfart.

Tilbage hos Ford sad vi i deres kundelokale i adskillige timer. Men da vi havde taget vores computere med, gik tiden hurtigt. Hen på eftermiddagen var konklusionen, at alle tændrør skal skiftes. De havde også mistanke til motorcomputeren, da den viser en stribe underlige fejlkoder. Men da det er en komponent til $ 1600, foreslog de at starte med tændrørene. I den forbindelse nævnte jeg, at det ikke er den oprindelige computer, da den blev stjålet for snart to år siden. ”Har du en faktura på den?” ville damen i skranken vide. Da jeg havde fundet den ude i camperen, gik hun med den og var væk et stykke tid. Så kom hun smilende tilbage og sagde, at garantien på computeren ikke er udløbet endnu. Vi får derfor en ny. Det er to store opgaver, og vi kan ikke lade dem beholde bilen fra den ene dag til den anden. Derfor skal tændrørene skiftes i morgen, og computeren i overmorgen.

Sidst på eftermiddagen gik vi vores daglige gåtur i det kvarter, vi bor i. Det ligger op til et dejligt lille naturområde. Vi passerede et stort skilt ved indkørslen til noget beboelse. ”Senior living group” stod der. Vi syntes, at det lød som noget kreativt, men det viste sig at være et kreativt navn på et plejehjem. En hundelufter - en ældre mand på godt og vel vores egen alder – kunne redegøre for sammenhængen. Derudover fik vi en god hyggelig snak med ham.

Et andet skilt advarede mod skildpadder på vejen. De holder til i nogle vandhuller i nærheden.

13. september 2018

Tidligt på dagen var vi ude hos Ford igen. Mens Ranveg lavede noget research på computeren, arbejdede jeg med slægtsforskning, så tiden fløj af sted. Det viste sig, at de kunne nå både at skifte tændrør og udskifte motorcomputeren. På grund af garantien på motorcomputeren blev vi langt fra ruineret, da vi fik den endelige regning. Og det allerbedste er, at bilen har fået sin trækkraft igen. Nu er den klar til at køre de 6000 kilomter til Mérida, Yucatan, som er vores mål sidst i oktober.

14. september 2018

Byærinder og frisør. Vi skulle have en slange til vores macerator. Jeg ved ikke, hvad den hedder på dansk. Det er nærmest en blender med en pumpe, man sætter på spildevandsafløbet, så selv indholdet af toilettanken kan pumpes gennem en haveslange og for eksempel ud i et toilet. Det er nyttigt, hvor vi ikke kan komme til et kloakafløb. Udfordringen var at finde en slange med en diameter på 19 mm i stedet for den almindelige på 16 mm. Fordelen med den større diameter er, at pumpen kan klare en slange på 15 meter fremfor 7,5 meter. Endelig lykkedes det – i den fjerde forretning.

15. september 2018

Så begyndte køreturen sydpå. Vi kørte den sædvanlige og smukke vej langs Okanagansøen. Særlig smuk er den sydligste del af dalen. Hele vejen er der frugtplantager og vingårde. Vi passerede et par vingårde, hvis vin vi havde købt i supermarkedet. En anden vingård, som vi også havde lagt mærke til, bar det sære navn Snavset Vasketøj, Dirty Laundry, i et forsøg på at skille sig ud fra mængden.
Ved grænseovergangen i Osoyoos gik det fint. Vi kunne genkende to af de tre personer, vi talte med. Mens vi ventede på vores stempler i passet, kom der et brudepar ind med to damer i det fineste festtøj. Det virkede meget besynderligt. Da pasembedsmanden spurgte, om de skulle i kirke, svarede de, at de skulle i duty free butikken.

Herefter gik det sydpå gennem Washington. Selvom det er den samme dal, der fortsætter fra den canadiske side af grænsen, er der ikke den samme koncentration af frugt- og vinavl.

16. september 2018

Her inde i landet kører vi øst for bjergkæden Kaskaderne. På vestsiden er der ekstrem nedbør, der fører til tempererede regnskove, men på denne side er der så tørt, at det næsten er halvørken, så vi kører gennem lange øde strækninger.
Det er en rigtig god fornemmelse at vide, at bilen nu er i orden, og at den kører, som den skal.

Overnatning på en motorvejsrasteplads i det nordlige Oregon.

17. september 2018

Oregon – og Idaho, som vi kom til senere på dagen – er nogle af de stater, hvor lastbiler har lov til at køre med tre anhængere. Der var faktisk en del på vejen. Det virker lidt ustabilt. Vi blev overhalet af en, mens vi selv kørte 100. Den slingrede noget – og endnu mere, da den trak ind i højre bane igen.

I Idaho skiftede vi tidszone. Vores kroppe havde ellers lige vænnet sig til Pacific time, men det drejer sig heldigvis kun om én time.

I den lille by Bliss fik vi lov at overnatte på en parkeringsplads ved en restaurant. Den er beregnet til lastbiler. Der kom et par stykker, ellers var der meget stille. Vi kvitterede ved at drikke en kop kaffe på restauranten. I den sene eftermiddagssol gik vi en tur gennem byen, som er præget af forfald, så man kommer til at tænke på byer som Tjernobyl og Pompei.

Se billedgalleriet Bliss

Der var en fungerende kirke, en fin lille skole, eget posthus, en ny brandstation, restauranten, vi var inde på, en beskeden saloon i den anden ende af byen, et motel og to benzinstationer. Nogle plancher fortalte om byens stolte historie som pionerby, knudepunkt for diligencen og senere jernbanen. Mens vi læste det, lagde vi mærke til nogle mexicanere, der stod og snakkede ved deres biler. På vej tilbage gik vi hen til dem. De to var ved at køre, og der var en tilbage. Jeg spurgte ham på engelsk, hvordan det var at bo i sådan en lille by. Det viste sig som ventet, at hans engelsk var meget dårligt, så Ranveg måtte fortsætte samtalen på spansk. Han fortalte blandt andet, at han arbejdede i landbruget. Det var hårdt arbejde, men han kunne godt lide det – bortset fra at to arbejdsledere pressede dem urimeligt. Og lønnen var også god, men det forudsatte, at han arbejdede 12 timer om dagen 6 dage om ugen.

18. september 2018

Mere kørsel, men ikke så langt som i går. Overnatning på en stor parkeringsplads for lastbiler.

19. september 2018

Twin Falls ligger ved Snake River, som har gravet sig ned i en canyon. Vi skulle se et spektakulært vandfald, men der var bogstavelig talt lukket for vandet. Der var bygget en dæmning for at samle vandet op til kunstvanding. Overskudsvand får lov at løbe over om foråret og om sommeren.

Næste mål var City of Rocks, et naturfænomen i det sydlige Idaho. Der var temmelig langt derud, så vi valgte at vente med at køre rundt i området til i morgen. I stedet fandt vi et sted at overnatte lige i nærheden.

20. september 2018

Hele dagen turistede vi rundt og beundrede de spændende klippeformationer. I dag er det et yndet turistmål på trods af sin afsides beliggenhed. En særlig gruppe turister er fjeldklatrerne, der – for os at se – sætter livet på spil på de næsten lodrette klippevægge.

Men City of Rocks er også et historisk sted, hvor karavanerne på den såkaldte California Trail, der drog vestpå med emigranter, holdt pause. Mange satte deres navn på klipperne, og en del af dem kan ses endnu. Det skete i årene fra 1846, da Californien tilfaldt USA efter den amerikansk-mexikanske krig, og frem til 1869, da den første transkontinentale jernbane var fuldført.

21. september 2018

Turen gik gennem et af de mest øde områder på denne tur. Overnatning på en parkeringsplads i en by nord for Salt Lake City, Utah.

22. september 2018

Om formiddagen skypede vi med Hjørdis. Dejligt at høre nyt hjemmefra og blive opdateret. Om eftermiddagen kørte vi sydpå. Selvom vi ikke kørte mere end 180 kilometer inklusive en afstikker til et supermarked, forlod vi ikke på noget tidspunkt byområdet omkring Salt Lake City. Staten Utah har 3 millioner indbyggere, og af dem bor de 2½ millioner i dette område. Der er ikke noget at sige til, at det virkede uhyggelig stort.

Overnatning på en parkeringsplads, hvorfra der i vintersæsonen går bus til et skisportssted. Der er nogle stier, hvoraf nogle går til klatrevægge, men der er ikke noget, der indbyder til at blive efter mørkets frembrud. Derfor undrede det os, at der blev ved med at holde biler. Hele aftenen kom der biler og satte nogle af. Det var typisk par, hvor den anden part kørte videre i sin egen bil.

Vi er nu på 40 grader nord. Det svarer i Europa til Sardinien eller Madrid.

23. september 2018

Vi blev på parkeringspladsen hele dagen og skypede med Asbjørn, der har fødselsdag i morgen, og lagde planer for rejsen videre frem mod Mexico og fik blandt andet bestilt en bilforsikring. Vi gik også en dejlig tur på stierne i området.

24. september 2018

En dag med praktiske opgaver. Overnatning samme sted.

25. september 2018

Om formiddagen kom en betjent hen og forklarede os, at det ikke var tilladt at campere her. ”Ja, men der er jo ingen forbud på skiltene.” Det indrømmede hun da også, og tilføjede: ”Men det er almindelig viden.” Nå, hun var ellers meget venlig, og vi havde fået tre gratis overnatninger.

Et sted, hvor vi holdt for rødt, rullede en mand vinduet ned og fortalte os, at vores stoplys ikke virker. Pokkers. Vi troede, vi havde fået det ordnet i Kelowna. Der var ikke andet at gøre end at finde et værksted. Vi spurgte på en tankstation, men damen ved disken vidste det desværre ikke. Det gjorde derimod en kunde, der stod bagved. Han forklarede vejen. Den var let at finde, og på værkstedet kunne de godt tage bilen med det samme. Vi satte os ind med vores computere, men det varede ikke så længe, inden han kom og fortalte, at inde på værkstedet virkede lyset som det skulle. Jeg havde ellers kontrolleret det, lige inden vi gik ind. Det så ud, som om der var en sammenhæng med håndbremsen. Men beskeden var, at når det virkede, kunne de ikke finde fejlen. Det var træls. Vi var nødt til at køre videre med uforrettet sag. Og det betyder, at lyset skal tjekkes hver gang inden vi kører.

Overnatning i et øde, men smukt område i det østlige Utah.

26. september 2018

Utah er en af USA’s mest naturskønne stater. Naturen har en formrigdom uden lige, og klipperne er røde. Det indbyder til at tage på opdagelse, men da vi har andre planer, har vi besluttet at gemme Utah til en anden gang.

Godt var det, for det viste sig sidst på dagen, at vi stadig har et problem med bilen. De fik det altså ikke løst på værkstedet i Kelowna, så i morgen må vi igen have den på værksted.

Vi er lige i nærheden af Mesa Verde, som vi så for to år siden. Tæt på ligger et område, hvor man kan campere frit. Vi gik en tur, og ved enden af vejen fik vi en lang og hyggelig snak med et par, som havde slået lejr. De var vidt berejst både i Europa og Australien, hvor de havde en søn.

Stedet ligger på samme breddegrad som Tunis i Nordafrika.

27. september 2018

På værkstedet i Cortez ved Mesa Verde havde de ikke tid til at se på bilen før midt i næste uge. De foreslog, at vi kørte til Farmington, der ligger på vores rute. Det vil svare til, at et værksted i Brønderslev henviser til et i Århus som det nærmeste. Forskellen er, at der i modsætning til Jylland var helt helt øde og stort set ingen bebyggelse mellem de to byer.

I Farmington havde de desværre heller ikke tid til at tage den og foreslog os at tage til Albuquerque, der har fire store værksteder. Efter frokost og indkøb tog vi af sted. Bilen kørte upåklageligt. Men der var for langt til, at vi kunne nå det. Det var en meget smuk køretur, og vi fandt et godt sted at overnatte i nærheden af en by, der hedder Cuba.

28. september 2018

Der er ikke noget så frustrerende som periodiske fejl. Advarselslampen, der fortæller, at der er et problem, som en mekaniker bør se på, lyser ikke længere, og bilen kører, som den skal. I Albuquerque fandt vi adresser på nogle værksteder, og prøvede at provokere bilen med hårde accellerationer for at få lampen til at lyse igen. Det ville den ikke. Vi blev så enige om at udsætte værkstedsbesøget til senere.

I stedet brugte vi eftermiddagen på at købe ind til rejsen sydpå: vandfiltre og rigelige forsyninger af toiletpapir. Det sidste skyldes, at vi ikke kan bruge almindeligt toiletpapir, som vil stoppe afløbene. Vi skal have en speciel slags, som opløses helt i vand.

Et stykke udenfor Albuquerque fandt vi et overnatningssted oppe i bjergene.

29. september 2018

Det blev en lang køretur gennem øde og ubeboede områder. Når man kommer fra det tætbefolkede Danmark, gør det indtryk at køre en strækning på over 200 kilometer, hvor der ikke er et hus at se. Det var dog ikke helt uden menneskelig aktivitet. Der var adskillige indkørsler til ranches, men de var bare ikke at se. Et sted oplyste fortalte et skilt, at der var 10 miles (16 kilometer) fra hovedvejen og ind til gården. 70 kilometer eller sådan noget inden den næste by, stod der et skilt i vejkanten, som oplyste om, at her har skolebussen holdeplads. Man kan gøre sig sine forestillinger om, hvor isoleret livet må være.

Man kommer til at tænke tå den velkendte historie om danskamerikaneren, der havde en farm. Han var hjemme på familiebesøg og besøgte blandt andet en fætter i Vendsyssel – var det sikkert, som også var landmand. Amerikaneren sagde: ”Når jeg tager min bil om morgenen og kører ud til enden af marken, er jeg ikke hjemme igen før til aften.” Fætteren, der ikke sådan lod sig imponere, svarede: ”Såntj en bil hår a åsse hat.”

Roswell er en temmelig stor by. Her prøvede vi at få nogle flere vandfiltre, men forretningen havde dem ikke. Efter frokost fortsatte vi til Carlsbad, som er en endnu større by. Mens landskabet før var let bølgende, var det her helt fladt. Det er en højslette, som falder ganske langsomt fra 1800 til 1000 meter over havet over en strækning på cirka 400 kilometer. Så man opdager det næsten ikke, men det kan aflæses på højdemåleren.

Her er der masser af oliebrønde. I USA er det i modsætning til Danmark sådan, at den, der ejer jorden, ejer også de mineraler og råstoffer, der måtte være på hans ejendom.

Vi fandt et øde sted ude ad en sidevej, hvor vi kunne overnatte. Det er et ørkenlandskab med den typiske vegetation af yucca, ocotillo, kaktus og småbuske.

30. september 2018

Vi skal have nogle flere vandfiltre, men den forretning, hvor vi regner med at kunne få dem, har lukket om søndagen, så vi må vente til i morgen. Carlsbad er nemlig den sidste større by inden grænsen, selvom der stadig er 800 kilometer tilbage. Vi fik lavet nogle opdateringer til hjemmesiden, blandt andet en billedserie fra City of Rocks.

Fra vores overnatningssted, der ligger højt, kan man i mørke langt ud over landskabet se flammerne fra oliebrøndene, hvor man brænder overskydende naturgas af. Det er dog ikke al gas, der brændes af. Langs den lille stenede vej, vi er kørt ind ad, ligger et gasrør – direkte oven på jorden.