Dagbog november 2018

1. november 2018

Vi tog ind til den store Centralkirkegård kun for at finde ud af, at arrangementet dér først er i morgen. Nå, vi fik alligevel en dag ud af det. Vi gik ind til centrum og fandt et udmærket sted at få frokost. Dernæst købte de unge ind på markedet til aftensmaden, mens vi andre gik ind og nød en kop kaffe på en café, hvor vi senere mødtes. Her blev vi enige om, at vi lever et godt liv: Vi bevæger os fra det ene veldækkede bord til det andet.

Sådan fortsatte det om aftenen, da vi kom hjem. Heath ynder at lave mad, og der er absolut ingen, der hindrer ham i det, for han er rigtig god til det.

2. november 2018

Hjørdis og Heath havde planlagt turen, som er en todages tur. Først på formiddagen tog vi dog på kirkegården igen for at opleve det, vi troede, vi skulle have oplevet i går. Dels var det bygevejr, dels var det endnu tidligt på dagen, så der var ikke så meget gang i den endnu. Men der var dog trods alt mange flere mennesker end i går, og parkeringsvagterne havde travlt. Folk kom i deres pæneste tøj med blomster i favnen. I et telt/solsejl var en andagt begyndt med lægfolk, der læste for, mens præsterne ventede, til det blev deres tur. Efterhånden blev de tomme pladser fyldt op.

Da vi havde et stramt dagsprogram, kunne vi ikke blive alt for længe. En taxa tilbage igen, en hurtig frokost og så ud at køre. Bilen var pakket forinden, og alt det, vi normalt har liggende på bagsædet, havde vi lagt ind i huset. Dagens mål var en cenote et par timers kørsel herfra. Det er en lille cirkelrund sø i en hule. Der er mange cenotes på Yucatan, og de var i gammel tid mayaernes eneste vandforsyning. Indtil videre er det den eneste, vi har set. Det er vist nok en af de mest besøgte. I hvert fald holdt der mange turistbusser fra feriesteder som Cancun, der ligger et par timers kørsel bort. Hjørdis og Heath fik sig en svømmetur. Asbjørn, Ranveg og jeg nød en kop kaffe imens.

Herfra kørte vi videre til et overnatningssted i udkanten af Valladolid. Langs indkørslen var der træer i begge sider med lavthængende grene – noget, vi ikke er så begejstrede for. De havde bestilt plads i forvejen. Hjørdis og Heath skulle sove i et telt, Asbjørn i en bungalow, og vi i camperen. Vi var godt sultne. Den unge mand i receptionen, der var meget imødekommende og i øvrigt talte udmærket engelsk, ringede til en restaurant og bestilte noget mad. Da de lige havde åbnet restauranten, ville der gå et par timer, inden maden kom.

Og ganske rigtigt. Klokken godt ni kom en mand i regnfrakke på en knallert med vores mad i plastikposer. Der var ikke noget at sige til, at knuderne var hårde at løsne, for poserne havde hængt på styret. 100 kroner for rigelige forsyning af mad til fem personer leveret ved døren.

3. november 2018

Det særlige ved overnatningsstedet var, at udover camping og hoteldrift havde de også biavl. Den unge mand fra receptionen i går aftes tilbød rundvisning i en udtørret cenote, hvor han fortalte om de særlige lokale biarter, som mayaerne har høstet honning fra i århundreder. Ulempen fra en biavlers synspunkt er, at de kun leverer en tiendedel af, hvad den europæiske bi leverer, og som står for næsten al honningproduktion i Mexico. Der findes mange arter, som har et vidt forskelligt liv. En art laver sit bistade flere meter under jorden. Her kan man ikke få fat i honningen uden at ødelægge hele bistadet. En anden art laver slet ikke honning selv, men stjæler den fra andre biarter. Det er en slags rovbier. Men den art, de var særligt interesserede i, er en art, der slet ikke stikker. Han havde stor viden om det og var dygtig til at formidle det.

Billedet herover viser en bikube i loftet af cenoten. Indgangen er forneden til venstre. Man kan lige ane bierne, der holder vagt.

Herefter skulle vi videre. Det var lettere sagt end gjort. Der var ikke plads til at vende, og på grund af grene og træer var det noget af en udfordring at bakke hele vejen ud på offentlig vej. Takket være Asbjørns og Heaths årvågne vejledning lykkedes det.

Målet var mayaruinerne i Chichén Itzá, som er et enormt kompleks, der havde sin storhedstid i årene 900-1200, selvom det har rødder tilbage til omkring 300. Der er dog stor usikkerhed om, hvilke funktioner mange af bygningerne har haft.

Det meste af vejen tilbage til Mérida foregik i mørke og regnvejr. Heldigvis var vejen god. Havde der været huller i vejen, ville de have været umulige at se. På andre veje har vi oplevet huller så store, at det ville ødelægge bilen at køre ned i dem.

4. november 2018

Hjørdis og Heath står for det meste for morgenmaden, og de fremtryller de lækreste ting. Som navnet antyder, er Heath amerikaner, og for at han ikke skal være udenfor, taler vi engelsk sammen. Det er godt nok lidt specielt at tale et fremmed sprog med sine børn. Men det kan også blive en vane. På et tidspunkt, hvor vi fire var alene sammen, kom en til at sige noget på engelsk. Det grinede vi meget af.

Yucatan har sin egen musiktradition, som hedder trova yucateca. Det er en sammensmeltning af den musik, som spanierne medbragte, med maya musiktrationer. I mine ører har det dog mest et spansk/europæisk præg. Det er viser med et vemodigt præg, som leder tankerne hen på den portugisiske fadomusik.

Inde i byen ligger der et museum for trovamusikken, som er indrettet i et gammelt kloster. Bortset fra de mange gode musikeksempler var museet dog en skuffelse. Det handlede mest om berømte trovamusikere, som vi aldrig har hørt om. Den, der er fortrolig med musikken og kender dens udøvere, vil sikkert finde det interessant.

5. november 2018

Jeg skriver for det meste på dagbogen om morgenen inden morgenmaden. Således også i dag. Men her skete der noget uventet. Min computer brød sammen. Den har gennem et stykke tid opført sig underligt. ”Det ser ikke godt ud,” sagde Heath, der lever af at programmere. Da Asbjørn kom, kiggede han også på den og sagde: ”Det ser ikke godt ud.” Det ubehagelige ved det er, at mine data er utilgængelige. Billederne ligger heldigvis på en separat harddisk. Vi diskuterede forskellige muligheder, men der var kun én brugbar løsning: en ny computer. Vi besluttede at gennemføre dagens tur som planlagt og så gå på indkøb om aftenen.

Hjørdis og Heath havde arrangeret turen i forgårs og dagen før med overnatning. I dag er det Asbjørn, der har planlagt, hvad vi skal se. Det var to steder. Det første sted var en hacienda, hvor de har produceret reb af cisal, som hen i kolonitiden og frem til godt midten af det 20. århundrede var Yucatans guld, indtil det blev udkonkurreret af reb af nylon. Haciendaen bar mayanavnet Yaxcopoil. Som herregård betragtet var det flot uden at være overdådigt. Industribygningerne var også opført i den fineste arkitektur. En tysk dieselmotor fra 1913 af anseelig størrelse var senere blevet udskiftet med en elmotor. Produktionen stoppede så sent som i 1984. Da der var flest ansat, var der 400 mand.

Det næste sted var den antikke mayaby Uxmal, som var opført omkring år 900, og som blomstrede frem til sin nedgang omkring år 1200 ligesom Chichén Itzá. Det var hele mayakulturen, der havde en nedgang i de år. Årsagen er uklar. Politiske uenigheder, tab af handel med andre folkeslag som Tula ved Mexico By og miljøproblemer er nogle af de ting, der er blevet foreslået som årsager.

Uxmal er på sin vis mere imponerende end Chichén Itzá. Det er bedre bevaret, og det gør ikke noget, at der ikke er så mange turister og ingen prangere af turistvarer inde på selve området.

Efter ophøret af sommertid er dagene ikke så lange. Det begynder at blive mørkt klokken fem, og klokken halv seks er det mørkt. Så det gælder om at være hjemme igen inden da.

Det var godt, vi var tidligt hjemme igen, for vi skal også på indkøb. Der var to ting, der var mere end almindeligt heldige. Det ene, at vi er i en moderne storby, som både er delstatshovedstad og en universitetsby. Der er altså de forretninger, vi har brug for. Det andet heldige er, at det er sket, mens Asbjørn er her. Han havde fundet en elektronik- og computerforretning i en kæde, der også findes i USA. Her havde de tilmed en sælger, der talte fremragende engelsk. Det var kosteligt at se hans ansigt, da Asbjørn lynhurtigt remsede de specifikationer op, som vi går efter. Han tog os så med rundt og viste os forskellige muligheder. Derefter gik vi selv rundt og sammenlignede priser og specifikationer. Nu havde de selvfølgelig ikke et tastatur med æ, ø og å, så det var vigtigt at finde en med det samme antal taster som den gamle. En anden vigtig ting er skærmens kvalitet, da den skal bruges til at redigere billeder på. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden endte vi med en computer, der havde et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet.

Det er så heldigt, at Asbjørns computer er identisk med min. Løsningen var at lukke begge computere op og sætte min harddisk ind i Asbjørns. Vi havde også været på indkøb af et sæt skruetrækkere, der passede i de specialskruer, begge computere var samlet med.

Efter aftensmaden gik arbejdet i gang. Jeg gik i gang med at overføre dokumenter til en løs harddisk. Imens gik Asbjørn i gang med at tilpasse Windows på den nye. Der viste sig at være mange udfordringer. En uventet udfordring var, at man ikke bare kunne skifte sprog. Det var en særlig windowsversion med kun ét sprog, spansk. Men Asbjørn er jo Asbjørn. Så han fandt ud af at omgå det problem.

6. november 2018

Ranveg og jeg stod for dagens udflugt. Den gik til Celestún, der ligger på Yucatans nordvestlige hjørne. Køreturene er ikke så spændende. Der er helt fladt. Overalt kører man igennem buskland, jungle, så man ikke ser noget af landskabet. Celestún er egentlig en lille fiskerby. Men den store attraktion er en sejltur på lagunen, hvor man kan se flamingoer, og i mangroveskoven. Flamingoerne søger med deres lange hals føde på bunden af vandet, og det lavvandede område med masser af fødeemner gør, at der samles op mod 40.000 flamingoer i vintermånederne. Så mange så vi dog ikke, men nogle var allerede ankommet.

I mangroveskoven sejlede vi gennem en lang tunnel, hvor træerne så at sige stod på rødderne. Ja, det så ud, som om de stod på stylter. Et sted i mangroven blev vi sat af, så vi kunne se et undersøisk kildevæld boble op.

Det var desværre meget besværligt at finde et sted at parkere, så de unge kunne få sig en svømmetur. Privat, privat, privat stod der ved alle adgangsveje til stranden. Da vi kom tilbage til torvet, var der blevet plads, så de kunne få deres bad.

Tilbage i byen spiste vi aftensmad på en nærliggende restaurant. Da musikken var alt for høj inde i restauranten, valgte vi at sidde udenfor. Der var der også musik, men ikke så højt. Udfra højttalerne strømmede en sang med nogle ord, der blev gentaget mange gange: Elsker du mig endnu? – altså på dansk. Lidt senere kom en anden sang på dansk, som børnene kunne identificere som Krummes lillebror. Maden var fortrinlig, og tjeneren var ét stort smil, fordi vi startede med at bestille en marguerita.

7. november 2018

Den sidste dag, inden børnene skulle rejse igen. Det var mest praktiske ting uden udflugter. Jeg fik flyttet rigtig ind på min nye computer, fik installeret de programmer, jeg plejer at bruge, og ikke mindst fik fundet de nødvendige adgangskoder. Men det var også den dag, da der var mest ro til at sidde og tale med børnene. Så også det blev en dejlig dag, selvom det er skræmmende, så hurtigt tiden går.

8. november 2018

Huset, vi boede i, havde vi fundet gennem airbnb. Der skulle bare ryddes op inden afrejse, men ikke gøres rent. Det var et meget stort hus i tre etager og masser af soveværelser. Da børnene var rejst, snakkede vi længe om, hvad vi nu skulle. Der er et problem med bilens automatgear, som vi er nødt til at få et værksted til at se på. Det er desværre en periodisk fejl, der har stået på, siden vi forlod Canada, men den er blevet mere udtalt nu, så tiden er inde til at finde et værksted. Mérida, som er en udmærket by, har desværre ingen rigtig campingplads. Den eneste mulighed er vandrehjemmet, hvor boede, mens vi ventede på børnene, men der er meget trangt. I Cancun er der både Ford og campingplads, så vi besluttede at tage derhen. Men da det nu var over middag, ville vi ikke kunne være fremme før fredag eftermiddag. Så vi besluttede at tilbringe weekenden i Valladolid, som ligger på halvvejen.

Udenfor byen lå et hotel, der også tilbyder camping med vand, men uden kloak. Vi nåede frem, lige inden det blev mørkt.

9. november 2018

Om formiddagen gik vi hen og så den nærliggende cenote. Det var faktisk en drypstenshule. Et lille hul i taget bevirkede, at solen skinnede ned i cenoten som en skarp projektør. Vandet var krystalklart, så man kunne se de 10-15 centimeter store fisk. Der var bygget en bro ud til en cirkelrund platform. Den var overskyllet, og fiskene svømmede hen over broen. Ude på platformen stod nogle mayaer og spillede fløjte og tromme. Akustikken i cenoten var fremragende.

Vi er altid på jagt efter at finde et sted at tømme vores spildevandstanke. Det skal trods alt gøres hver anden dag. Da vi ikke måtte bruge toilettet til det, besluttede vi at tage hen til den anden campingplads i byen.

Det viste sig at være en rigtig god idé. Ramón, indehaveren, tog godt imod os og viste os rundt på sin plads, som ikke lignede noget andet, vi har set. Han stammede egentlig fra Oaxaca, fortalte han, og da Ranveg nævnte de syv forskellige slags mole, sagde han, at det fik hans tænder til at løbe i vand, og at han altid savnede maden fra Oaxaca. Men han havde i en længere årrække boet i Cancún, hvor han havde haft et godt job, tjent godt, og alt gik, som det skulle. Men så syntes han, at han trængte til noget nyt. Han sagde arbejdet op, solgte de fleste af sine ejendele og købte det lille stykke jord udenfor Valladolid, hvor han har indrettet både campingplads og hotel.

Campingdelen var ligetil, men hoteldelen var helt usædvanlig. Rundt omkring på pladsen stod der gamle folkevogne (den nedgroede negl, hitlercykel, trillebør, eller hvad man nu kaldte den i gamle dage). De var nydeligt malede, al indmaden var fjernet, og i hver folkevogn kunne der lige blive plads til en smal dobbeltseng. I loftet sad en ventilator, og i instrumentbordet var der strømstik, men kun til strøm fra et batteri, der blev opladet med en solcelle. Et par folkevognsrugbrød var indrettet på samme måde. ”Det er suiterne,” forklarede han. På et to meter højt stativ havde han anbragt en flyvemaskine, som han og hans familie, der var kommet fra Oaxaca, og nogle venner havde travlt med at indrette. ”December nærmer sig, og så skal fyrstesuiten stå klar.” Med det indtryk, vi fik af ham, vil den helt sikkert blive fuld af finurligheder.

Vand fik han fra en cenote, så han var ikke koblet op på noget vandværk. Det er fint og rent og kan drikkes, men man skal ikke gøre det gennem for lang tid. Da mayaerne har ikke haft noget alternativ, kom til at lide af galdesten, fordi der er ekstremt meget kalk i vandet.

Det mest tiltalende ved stedet var den atmosfære, der var, og som skyldtes Ramón. ”Det her er mit hjem,” sagde han. Han sov selv i verdens mindste campingvogn, hvor der kun var plads til en. Den stod mellem folkevognene. Hans køkken var også gæsternes køkken, hvor vi kunne lave vores egen mad. Kort sagt åbent og favnende og imødekommende. Og så prægede det også pladsen, at Ramón selv havde erfaring med at rejse og holdt meget af det.

Hvis der findes en regel, der siger, at usædvanlige mennesker trækker usædvanlige mennesker til, så gælder den i hvert fald her. Han fortalte om forskellige personligheder, der havde boet hos ham.

10. november 2018

I går aftes kom der et yngre par, som flyttede ind i folkevognen ved siden af os. Han var franskmand, men boede fast i Mexico, hvor han var ved at opbygge en dykkerskole på Yucatans caribiske kyst. Han fortalte længe om dykketeknik og ikke mindst om sin begejstring for at dykke. ”Men er det ikke farligt?” ville jeg vide. ”Jo, men man bliver afhængig af det.”

Lidt senere kom hans kæreste, der var fra Rusland. Hun boede ved Bajkalsøen og var lige ankommet to dage forinden efter en to dages flyrejse. Siden Maidan begyndte i Kyiv i 2013 har vi dagligt fulgt med i begivenhederne både i Ukraine og Rusland. Det viste sig, at vi vidste meget mere om Rusland, end hun, der var russer, gjorde. Eller rettere sagt: Vi vidste noget om russisk politik, hun ikke havde nogen anelse om. Hun sagde, at hun havde fået noget at tænke over, og at det spændende ved at rejse er, at man møder mennesker med andre synspunkter.

Om eftermiddagen gik vi en tur ind til byen. Den var pæn, men vi har set det, der var mere spændende. Belæsset med indkøb fra et supermarked tog vi en taxa tilbage.

11. november 2018

Om formiddagen var der flere mænd, jeg ikke havde set før, samlet omkring flyvemaskinen. Ramón spurgte til vores rejseplaner, og jeg fortalte, at vi egentlig var på vej til Cancun, fordi der som nævnt både er et Fordværksted og en campingplads, og at vi har valgt det, fordi campingmulighederne i Mérida ikke er idelle. Da han selv havde boet i Cancun i en længere årrække, advarede han os mod det. ”Cancun er et dårligt sted. Priserne er meget højere, og folk vil være ude på at snyde jer. I ligner jo ikke mexikanere.” De andre, der stod der, bakkede ham op, og en begyndte endda at ringe til nogen, der kan lave biler. De anbefalede os at tage tilbage til Mérida, for der er der dygtige og reelle folk. En ung mand, der også talte engelsk, sagde, at vi kunne bo hos ham. Han havde en gård, hvor vi kunne parkere. Vi udvekslede kontaktoplysninger, og han sendte mig en forklaring på, hvordan vi skulle finde ham.

Sidst på eftermiddagen nåede vi frem, men porten var desværre så snæver, at vi ikke kunne komme igennem. Det var ellers et ideelt sted tæt på centrum. Og den unge mand, der læste jura, boede alene, og det virkede, som om han gerne ville have selskab. Vi valgte så at tage hen på vandrehjemmet, hvor vi boede, inden børnene kom.

Kommunen arrangerer musik alle aftener hele ugen undtagen fredag – og hver uge. I dag er det søndag, og et orkester spillede op til dans på gaden foran rådhuset.

12. november 2018

En stille dag, der hovedsagelig gik med at skrive dagbog og emails og flytte ind på computeren.

13. november 2018

”Næsen” på camperen hænger temmelig lavt hen over taget på bilen. Når vi kører over vejbump eller vejhuller, kan vi høre, den dunker imod taget. Formiddagen gik med at tage billeder af det og korrespondere med en cheftekniker på fabrikken i Kelowna.

Vi fandt også et Fordværksted. De identificerede fejlen til en sensor i gearkassen. Vi skulle komme igen i morgen klokken 8, så de kunne undersøge det nærmere.

Det gælder om at få alle fejl rettet, inden vi rejser længere sydpå.

14. november 2018

Som aftalt mødte vi på værkstedet klokken 8 og fik at vide at vi kunne komme igen ved middagstid. Det var øsregnvejr hele dagen, men alligevel gik vi ud i byen og fandt et sted, hvor vi kunne få morgenmad. Da det var rigtig museumsvejr, gik vi hen til et museum, som desværre viste sig at være lukket på grund af opsætning af en ny udstilling. Et andet museum, der ikke var omtalt i guidebogen, havde heldigvis åbent. Det var et palæ, der var opført i begyndelsen af 1900-tallet af en mand, der var blevet styrtende rig af at producere og handle med cisal. Palæet var smagfuldt indrettet med fornemme europæiske møbler. Det ejes nu af et barnebarn, en 86 årig dame, der bor i Mexico By, men som kommer og bor i huset to-tre gange om året.

I museumsbutikken købte vi en flaske xtabentún, som er en lokal likør, der kan minde om mjød, fordi den blandt andet er lavet af honning. Den skal smages i morgen, for i morgen er det tre år siden, vi begyndte vores rejse.

Ude i regnen igen, men i ly af et halvtag fik vi en lang snak med en yngre mand, som fortalte, at han var fra Guatemala, var illegalt i landet og var på vej til USA for at skaffe sig job. Fattigdom og arbejdsløshed i Guatemala bevirker, at mange søger til udlandet. I øjeblikket er en karavane på adskillige tusinde på vej op gennem Mexico mod USA. Karavanen startede i Honduras, men mange har sluttet sig til undervejs. Den yngre mand fulgtes dog ikke med den, men rejste på egen hånd. ”Mexico er et korrupt land,” sagde han og fortalte, at han var nødt til at aflevere alle de penge, han havde, for at grænsebetjentene ville lade ham slippe ind i landet. Han havde en utrolig energi og et stort livsmod, selvom hans situation så træls ud. Hjemme havde han kone og tre små børn. Han havde forberedt sig godt og sat sig ind i forholdene i USA og kunne redegøre for farerne i ørkenen og for, hvordan grænsepolitiet arbejder. Han havde tilmed lært sig engelsk, som han var ret god til. Han satsede på en tilværelse som illegal i USA. Han fik selvfølgelig en skilling. Om halsen bar han en lang perlekæde, som han forklarede var typisk guatemalekisk. Den tog han af og forærede os, selvom vi protesterede. ”Den skal I have for at I kan huske mig.”

Vi var tilbage på værkstedet klokken 12. ”En halv time endnu,” fik vi at vide. Klokken 1 var den endnu ikke færdig, og så havde hele personalet en hel times frokostpause. Imens tog vi frokost på en restaurant på den modsatte side af vejen. Enden på det blev, at sensoren i gearkassen skal skiftes. Vi skal så komme tilbage om 14 dage, når de har fået en hjem. Det er desværre en meget dyr ting.

15. november 2018

Det kolde vejr i går skyldtes kold arktisk luft, der er trængt ned sydpå. Her faldt dagtemperaturen fra 34 til 19 grader. Jeg vil ikke sige, at vi er blevet rigtigt akklimatiseret til de høje temperaturer, men vi er blevet så vant til det, at 19 grader føles koldt. De næste dage ventes der køligt vejr med højst 26 grader, men tørt.

Den første spanske erobrer, der kom til Yucatán, var Francisco de Montejo. Han opførte et palads i Mérida i 1549. Facaden står endnu, og huset har været ejet af den samme familie helt frem til 1984, da det blev solgt til en bank. Banken satte de fornemme stuer i stand og restaurerede de gamle møbler, så det hele fremtræder særdeles indbydende. Ligesom det palæ, vi så i går, var alle møblerne europæiske, men i forskellige stilarter. I et par tilstødende lokaler var der en udstilling af en kunstner, der havde lavet en serie meget store billeder med den menneskelige krop som tema.

På torvet kom vi i snak med en mand, der brugte det danske ord hængekøje. Det er tredje gang, vi har hørt det. I hjørnet af torvet kunne vi høre en mand, der sang forbavsende godt. Det viste sig at være en skopudser, der ventede på kunder.

Guidebogen foreslog en lille restaurant, som vi simpelt hen var nødt til at prøve. Den lå i et kvarter, vi ikke har været i endnu. Gåturen var temmelig lang, men det gjorde ikke noget, fordi det er køligt og overskyet i dag. Og det var absolut gåturen værd.

Sådan fejrede vi, at det i dag er tre år siden, vi rejste hjemmefra for første gang. Det har været tre dejlige år. Det mest skræmmende er, at tiden går så hurtigt. Om aftenen markerede vi det ved at smage på den lille flaske xtabentún. Den er fremstillet af anis, bihonning, rørsukker og alkohol fremstillet af sukkerrør. Det var selvfølgelig meget sødt, men smagte helt fantastisk.

16. november 2018

Formiddagen gik med trivielle, men nødvendige praktiske ting. Om eftermiddagen så vi et lille museum for mexikansk folkekunst. Det var en lille samling af genstande af høj kvalitet fra hele landet. Det var lidt sjovt at se nu, da vi har rejst så meget, fordi vi kunne genkende forskellige ting. En fotoudstilling af kunsthåndværkere i arbejde i deres hjemlige miljøer gjorde stort indtryk.

17. november 2018

Om morgenen fik vi for første gang en snak med det engelske par, der havde holdt ved siden af os et par dage. Nu skulle de videre. ”Vi er under tidspres,” sagde manden og forklarede, at det skyldtes deres alder. De var begge 76, og når de bliver 80, bliver det meget dyrt at få rejseforsikringer. De havde også nogle helbredsproblemer, som de var nødt til at tage hensyn til. Planen var at bruge en måned på at køre til Costa Rica, hvor de skulle have besøg af deres børn. Dernæst ville de videre til Panama og sejles over til Sydamerika. ”Men vi mangler også at se det sydlige Australien, inden vi bliver 80.”

Dagens museumsbesøg skulle være ætsninger af mayaruiner udført af en engelsk kunstner midt i 1800-tallet. Det var arbejder til det den første bog om emnet nogensinde. Men museet var desværre lukket og vil være det den næste måned.

I stedet gik vi en – meget lang – tur på Paseo Malejon. Her ligger der en række fornemme palæer fra Méridas storhedstid under cisalboomet. Med al udsmykningen går byggestilen også under navnet flødeskumskager. For enden af Paseo Malejon, hvor den bliver til Forlængelsen af Paseo Malejon, ligger et stort monument, som fylder midten i en stor rundkørsel. Det skildrer Mexicos historie i nogle lange friser.

18. november 2018

På torvet var der en forevisning af, hvordan et mayabryllup foregår. Efter den egentlige vielse, hvor der blev talt mayasprog, dansede brudeparret og – gætter jeg – deres forældre og nærmeste.

Der blev danset til flere forskellige melodier. En af dem var Min hat den har tre buler. Det var storslået og farverigt og ses bedst på billederne. En forsinket frokost på en restaurant, der serverer lokale specialiteter, var en stor oplevelse. Da vi forlod restauranten, stod der en kø udenfor, som ventede på at komme ind.

19. november 2018

Vi parkerer jo i haven til et vandrerhjem. Det er mest unge, der bor her, og vi har ikke rigtig haft kontakt med nogle af dem. Men i dag til morgen blev vi kontaktet af en ung mand fra Tyskland. Han var et meget positivt bekendtskab. Han forklarede, at det var gået op for ham, at han var kommet på den forkerte hylde. Han læste til ingeniør, men kunne ikke se sig selv arbejde med det hele livet. Derfor holdt han op med at studere, købte en motorcykel og kørte til Iran, Pakistan og Indien. Efter at have været hjemme et stykke tid efter den rejse, købte han en billet til Mexico og var lige ankommet en eller to dage før, men uden motorcykel. Penge til rejsen ville han prøve at skaffe ved at tilbyde coaching via nettet. Der var noget tillidsvækkende ved ham, og med det skal det nok lykkes ham at klare sig med sin coaching.

Det var mest praktiske ting, vi lavede i dag. Vi har en billet hjem til jul fra Mexico. I dag fik vi købt en billet til Mexico. Det er et stort land. Flyveturen herfra til Mexico tager over to timer.

20. november 2018

Det er opbrud i dag. Mérida er en dejlig by, men vi vender tilbage, når bilen skal på værksted igen. Vi fik igen en lang hyggelig snak med vores nye tyske ven. Turen gik til Izamal, som er en mindre, men ualmindelig skøn by. Vi nåede at gå lidt rundt i byen, inden det blev mørkt. Det er Mexicos revolutionsdag, og i den anledning spillede et orkester op til dans på den ene af byens to pladser. Det var dog temmelig larmende. Til gengæld var det bløde varme aftenlys særdeles smukt på alle de gulkalkede facader.

21. november 2018

Vi turistede rundt inde i byen hele dagen.

Centrum domineres af et kloster fra 1552, som i god gammel conquistadorstil er bygget ovenpå en mayapyramide. Historien er brutal, men bygningerne er charmerende. Klosterets grundlægger, munken Diego de Landa, havde en madonnafigur med fra Guatemala. Mange år senere ankom der kirkefolk fra Valladolid, som hævdede, at figuren tilhørte dem. Men da de ville løfte den for at bortføre den, blev den på forunderlig vis så tung, at de måtte lade den stå. Der opstod en kult omkring den, og inde bag kirkens kor kan man se alle de dragter, figuren iklædes. De er så flotte, at de er en dronning værdig. I 1993 var pave Johannes Paul II på besøg. Det er der blevet en hel udstilling om.

Portalen på billedet ovenover er bagsiden af altertavlen. Der er et par døre. De kan åbnes, og Mariafiguren kan køres tilbage, så der kan skiftes tøj på hende.

Resten af byen er gul som kloster og kirke, hvilket giver den et særligt præg. Det kan minde lidt om Løkken, men den gule farver er varmere og mørkere, og husene ser selvfølgelig helt anderledes ud.

Rundt omkring i byen ligger der mayaruiner – nogle steder bogstavelig talt i folks baghave. Inde i byen så vi et lille museum med mexikansk kunsthåndværk af høj kvalitet.

Herover ses et udsnit af et begravelsesoptog udført af Alfonso Soteno Fernández i 2005.

Izamal er kort sagt et positivt bekendtskab.

22. november 2018

I går så vi stort set, hvad der er at se i Izamal, men da byen er så charmerende og rar at være i, nød vi stemningen og gik rundt de steder, vi allerede har været. Dejlig stille dag.

23. november 2018

Afstanden mellem ”næsen” på camperen og førerhuset på bilen er for lav. Det betyder, at når vi kører over vejbump og huller i vejen, kan vi høre, at den rammer taget. Vi kontaktede den fabrik, der har lavet camperen, og de foreslog, at vi skal lægge en krydsfinersplade i bunden af ladet, så camperen bliver hævet nogle centimeter. Vi har forestillet os, at vi kan få Ramón i Valladolid, ham med folkevognene, til at save en plade til.

Derfor kørte vi tilbage til Valladolid. Ramón var desværre ikke hjemme og vil først komme om nogle dage. Så vi blev enige om at tage til Tulum i morgen. Om eftermiddagen gik vi ind til byen. Da vi var her første gang og kom direkte fra Mérida, syntes vi det var en lille by, men nu da vi kommer fra Izamal, virker den meget stor. Der var meget mere liv på torvet. I det modsatte hjørne af torvet kunne vi høre en dygtig trommeslager. Det viste sig at være nogle mayafolk, der optrådte med deres traditionelle danse. Det var ene mænd, som kun bar lændeklæde, og som var bemalet på hele kroppen. Én bar dog en fugledragt med et par store flotte vinger. Der var en voldsom energi i deres dans.

24. november 2018

Tulum er både en strand og en mayaby – foruden en helt almindelig by, der ligger et par kilometer fra stranden. Det er ikke ligesom hjemme med fri adgang til alle strande. Her er stranden privatejet, og der skal betales for adgang. Vi fandt et sted, hvor vi mod en rimelig betaling kunne parkere for natten. Da det var lørdag, var den lille parkeringsplads fyldt med biler, så vi måtte vente, til de var væk mellem klokken fem og seks. De lavthængende grene var som så tit også et problem. Men ejeren var  meget imødekommende og fleksibel. Han tog en lang stage og målte højden på bilen og højden under træerne. Derefter hentede han et næb og begyndte at skære grene ned. Nogle var for tykke til det. Så kom han med en kort aluminiumsstige, som han havde bundet nogle lange grene på, så den havde noget at støtte på højt oppe. Det, jeg troede, var en sav, viste sig at være en machete. Sådan kunne vi med stor forsigtighed parkere under træerne. Airconditioningen, som er det højeste punkt på camperen, kunne lige akkurat gå under grenene.

Efter alt det besvær bestemte vi os til at tage to nætter.

25. november 2018

Der var en lang gåtur ad strandvejen til ruinerne. De første spaniere kom hertil fra Cuba i 1518, og de syntes, at byen med sin skønhed mindede dem om Sevilla. Den ligger på en klippe med storslået udsigt over Det caribiske Hav. I dag er det kun ruiner, som dog er velbevarede, så man godt kan forestille sig, hvordan den har været. Byen havde sin storhedstid fra o. 1200 til den spanske erobring.

Om eftermiddagen gik vi en tur på stranden, hvor der var fyldt med mennesker.

26. november 2018

En af de dage, hvor vi ikke nåede ret meget, fordi tingene nogle gange tager længere tid end for eksempel derhjemme. Indrømmet, det var noget sent, vi kom af sted. Først indkøb i et stort supermarked. Dernæst skulle vi have fyldt en flaske gas op. Da der ikke er et anlæg til det i Tulum, måtte vi til Playa del Carmen, en times kørsel væk. Vi fandt stedet uden besvær, men de kunne ikke få deres studs til at sidde på vores gasflaske. Til sidst opgav de, men forklarede os et andet sted, hvor vi kunne få det gjort. De fumlede også med det, men fik dog flasken fyldt.

Så var spildevandstankene tilbage. Der hvor vi overnattede, kunne det ikke lade sig gøre at tømme dem. Grundige undersøgelser på nettet viste en campingplads ved stranden og en i junglen. Vi valgte junglen. Det var en ældre hollænder – det vil sige på vores alder, der ejede den. Han havde været til Roskildefestival i 1970’erne og havde vist i det hele taget prøvet lidt af hvert. Han havde dog ingen kloaksystem, men vi fik dog allernådigst og mod betaling lov til at tømme vores tanke over i en stor spildevandstank, han havde.

Han havde lavet en lille vej gennem junglen, som endte ved en cenote, hvor han havde arrangeret mulighed for camping med forskellige faciliteter. ”Det er min legeplads,” sagde han. Vi fik dog lov til at holde ved indkørslen på grund af lavthængende grene.

27. november 2018

Vi kørte tilbage til Valladolid for at tale med Ramón om de plader, vi skal have lagt i bunden af ladet for at løfte camperen. Han havde været hjemme, men var taget af sted igen. Det var noget arbejde, han var i gang med, og det skal være færdigt den 1. december, forklarede fætteren, der passer campingpladsen imens. Cristian hedder han. Vi blev enige om, at vi lige så godt kan blive her, mens vi venter.

Det er blevet køligt med højst 25 grader og regn. Cristian fortalte, at sådan en dag kalder man tequilero - altså en dag, hvor man har brug for at tage en tequila. På dansk ville man sige ga-jol-vejr.

Vi fik en hyggelig snak med et ungt hollandsk par og lidt senere med en ung fransk familie, der rejser med et lille barn. Hollænderne kørte dog lidt senere, for de havde et problem med deres køleskab, som de skulle have ordnet. Sådan er det med langtidsrejse: der vil uvægerligt opstå tekniske problemer, der skal findes en løsning på.

28. november 2018

Franskmændene rejste videre i dag. Han var god til engelsk, men hun talte det ikke, så jeg måtte prøve med mit gamle skolefransk. Det kan faktisk godt bruges til at kommunikere med, men ikke til at føre en samtale med.

Efter nogle byærinder kørte vi til Ek Balam lidt uden for Valladolid og så endnu en gammel mayaby. Denne her var ganske lille, men interessant på grund af de velbevarede stukrelieffer. De så så friske og nye ud, så man skulle tro, de var lavet til Børglumudstillingen i år. De er ikke blevet restaureret eller repareret på nogen måde. Arkæologerne har bare børstet støvet af.

29. november 2018

Midt i Valladolid ligger en stor fin cenote, hvor en del af taget er brudt sammen, så der kommer dagslys ind. Vandet er 20-30 meter dybt og på det dybeste sted 100 meter. Der var mange, der svømmede, og når de talte, kunne man høre den flotte akustik. Ved indgangen stod en ung mand og spillede guitar og fløjte samtidig. Han skabte en rigtig god stemning og havde mange penge at tælle op, da han var færdig.

30. november 2018

En dag med praktiske opgaver. Ved siden af byens bedste supermarked ligger en forretning med biltilbehør. Der købte vi for nogle dage siden en flaske vand til camperbatterierne og ville for en sikkerheds skyld have lidt mere. Vi undrede os godt over, at der stod en generator og larmede udenfor, og inde i butikken gik personalet rundt med lommelygter. De forklarede, at der var strømafbrydelse til hen på eftermiddagen. Generatoren var til deres computer og fremfor alt kasseapparatet. I supermarkedet var der heller ingen strøm. Her havde de tømt alle kølediskene for varer.

Efter indkøbene holdt franskmændene ved siden af. De havde været i Rio Legartos og set massevis af flamingoer. Vi skulle måske tage derud en dag.

Vi fik også lavet en aftale med Fordværkstedet i Mérida. Vi skal aflevere bilen på mandag, og de skal have den i to dage. Vi håber vores problem vil være løst med det.