Dagbog december 2018

Dagbog december 2018

1. december 2018

Dagens største oplevelse var Museo de Ropa Étnica de México - Museet for etniske klædedragter i Mexico. Egentlig gik vi bare forbi for at se et andet museum, der fortalte Yucatáns historie fra spaniernes ankomst til nutiden. Det gav masser af solid information, men det spændende var museet om klædedragterne. Ved indgangen sad en dame på vores alder. Hun præsenterede sig som museets grundlægger og direktør og tog os med på en rundvisning, der var båret af hendes smittende engagement. Hendes mor, der var mexicaner, havde været professor i antropologi og startet samlingen for at have noget anskueligt undervisningsmateriale. Hvad datterens faglige baggrund var, ved jeg ikke, men hun havde samlet videre i mange år. Hun kunne fortælle mange sjove historier om, hvordan hun nærmest havde købt det tøj, folk havde på.

Når vi rejser rundt som turister, er det meget iøjnefaldende, at den lokale indianske befolkning går i traditionelle klædedragter, som er forskellige fra egn til egn. Man får det indtryk, at sådan har det altid set ud. Men hun redegjorde for, hvordan de traditionelle klædedragter forandrer sig ofte over korte tidsrum: Et særligt mønster på kjoler i en bestemt egn var for eksempel blevet halveret i størrelse. Et andet eksempel er moderne syntestiske stoffer og maskinfarvet garn, som vinder indpas. Eller broderinger, som er udført på maskine i stedet for håndbroderede korssting.

Den traditionelle klædedragt er altså ikke statisk, men undergår løbende forandringer – nogle gange fordi man synes, det skal være anderledes som mønstre, der ændres, og nogle gange, fordi den moderne verden tilbyder nye muligheder.

Klædedragten fortæller også historie. Da spanierne ankom først i 1500-tallet, var maya mænd kun iklædt et lændeklæde til daglig. ”I skal have tøj på!” forlangte spanierne. I samlingen havde hun en herreskjorte (billedet herunder) i samme stil, som man brugte i 1600-tallets Europa, og som bruges den dag i dag. Mayaerne bøjede sig for spaniernes krav, og den gamle tøjstil kom til at leve sit helt eget liv i mayalandsbyerne.

1468valladolid

Desværre måtte vi afbryde rundvisningen, fordi vores parkering udløb, men vi nåede da 1½ time og fik det meste med. Det var et godt eksempel på, at når man for alvor fordyber sig i et emne – selv et meget specielt emne – så åbner der sig vide perspektiver.

2. december 2018

Inden vi skulle af sted, skulle vi lige have camperen taget af, så Ramón kunne tage mål til pladerne, der skal ligge på ladet og løfte camperen op. Det viste sig, at vi kan bruge pladernes standardmål, så der skal ikke saves noget.

Da vi havde sat camperen på igen, viste det sig, at baglysene på camperen ikke virkede. Vi har haft problemet før, men har ikke fundet en løsning. Det er et af den slags frustrerende problemer, der kommer og går. Den sidste måneds tid har der ikke været noget problem, men nu... Lige meget hvad jeg gjorde, ville det ikke virke. Heldigvis var Ramón villig til at hjælpe. Han analyserede forbindelserne systematisk og fandt ud af, at stelforbindelsen var dårlig. Han sagde, han kunne lave en løsning i mexikansk stil. Det vil sige, at han ikke kunne løse problemet, men han kunne omgå det, så lygterne virker igen.

Vi var meget heldige, at vi lige skulle have camperen af, mens vi var der, og Ramón var der. Ellers ville vi have været i Mérida i vandrerhjemmets have, og der ville der ikke være nogen, der ville være i stand til at hjælpe os. De ville sandsynligvis heller ikke vide, hvor vi kunne få nogen til at se på det.

Vi var også heldige med, at Ramón var hjemme. Han havde arbejdet i Cancun hele ugen med meget lange arbejdsdage. Nu var han hjemme for at slappe af denne ene dag, søndag. Alligevel stillede han beredvilligt op og ville ikke en gang have noget for det. Det fik han dog og kvitterede med et overrasket udtryk og et bredt smil.

Alt det betød, at det var mørkt, da vi nåede frem til Mérida. Den unge mand i receptionen, som huskede os fra før, fik vi en lang og god snak med. Han fortalte, at han interesserede sig for fodbold og fandt en liste frem på computeren, og så skulle jeg forklare ham, hvordan man udtaler så eksotiske navne som Esbjerg og Hobro. Han var et åbent, interesseret og videbegærligt menneske, der var optaget af mange ting.

3. december 2018

Sikke en nat. Næsten ingen søvn. Det var der adskillige grunde til, men jeg vil nøjes med at nævne tre: For det første var der en smeltende fugtig varme, så nattøjet var gennemvådt af sved efter at have haft det på i mindre end ti minutter. For det andet var der myggene, der ikke lod os være i fred andet end nogle få minutter ad gangen. De er næsten umulige at klaske. Og når der er myg, er der også myggestik. For det tredje og værste var der en gruppe franskmænd, som var usædvanligt støjende. Der var specielt én person, som talte vredt meget længe, og det lød, som om det var tæt på slagsmål. På et tidspunkt tog en af de andre ham med hen i et stille hjørne af haven for at tale ham til ro. Og det stille hjørne var lige bag ved vores camper. Vi kunne høre, at han var lige ved at græde. Efter lang tid gik de igen, men den højrøstede snak holdt ikke op, og når det blev særligt larmende, var der nogle hunde i nabolaget, der begyndte at gø. Nogen må have sagt noget til dem, for pludselig var der musestille. Men så hørte vi nogle plask i svømmepølen, og snakken begyndte så småt igen. Klokken tre galede hanen første gang, men klokken var over fire, inden der blev ro for snakken.

Klokken seks ringede vækkeuret, og bilen stod på værkstedet præcis klokken otte som aftalt. De skal beholde den indtil i morgen aften.

Behøver jeg at fortælle, at resten af dagen blev både stille og mat?

0664merida

4. december 2018

Det meste af dagen gik med praktiske ting, mens vi ventede på, at det skulle blive aften, så vi kunne hente bilen igen. Frokost spiste vi på en restaurant i tilknytning til et marked i nærheden. Fremragende måltid til omkring 30 kroner per person. På vej tilbage ville Ranveg ind og se på en nederdel i en tøjforretning. Den slags er ikke min livret, men det blev en god oplevelse. Indehaveren var en moden dame, som talte engelsk, og jeg fik en lille snak med hende, mens Ranveg var i prøverummet. Pludselig siger hun: ”Your wife is a nice person!”

Om eftermiddagen mødte vi det engelsk-tyske par Pete og Franziska, der også bor her på vandrerhjemmet. De rejser rundt på motorcykler. Han har været på landevejen i 6 år, mens hun har rejst 2-3 år. De har rejst hele Sydamerika igennem på deres motorcykler og havde meget at berette og mange erfaringer. De var også levende interesserede i vores bilproblem og havde nogle gode forslag til, hvad vi skulle spørge værkstedet om, når vi henter bilen. Der er trods alt tale om en raparation til 15.000 kroner.

5. december 2018

Camperen skulle sættes på bilen igen. Den største udfordring er at bakke helt lige ind under den. Der er kun et mellemrum på et par centimeter i hver side mellem camperen og bilens skærmkasser. Efter adskillige forsøg lykkedes det. Om eftermiddagen gik vi en tur ind til centrum og nød en is, selvom vejret er blevet køligere. Det er nu så koldt, at vi snakkede om, at vi nok skulle have taget lange bukser på.

Om aftenen spiste vi med Franziska og Pete på en fortovsrestaurant i nærheden. Denne gang med lange bukser. Det blev en ekstremt hyggelig aften, hvor vi bare snakkede og snakkede og snakkede. Det var en af den slags lykkelige tilfælde, hvor man møder nogle, som man føler sig på bølgelængde med lige med det samme. Og så er de gode at snakke med, fordi de er så erfarne rejsende. Vi fik en masse gode ting at vide om Sydamerika.

0667merida
Motiv fra Mérida

6. december 2018

I en trælast købte vi to hele krydsfinersplader til at lægge i bunden af ladet, så camperen bliver hævet. Vi måtte ikke parkere på gaden udenfor, men fik lov at køre ind i hallen. I trælastens medarbejdere havde vi nogle interesserede tilskuere, da vi løftede camperen op på støttebenene og kørte bilen frem.

Tilbage på vandrerhjemmet analyserede Pete omhyggeligt de kasserede reservedele, som vi havde fået med os. Han syntes nok, det var dyrt, ”but it’s not out of this world,” som han sagde.

7. december 2018

Hvis dagbogens læsere synes, det bliver trivielt at læse om vores bilproblemer, forstår jeg det fuldtud. Os hænger det langt ud af halsen. Det ser ud til at være en historie uden ende. Men jeg skal gøre det kort.

I dag ville vi lave en rigtig testkørsel ude på ringvejen. Inden vi kom så langt begyndte advarselslampen for motorproblemer at lyse igen. Hen til værkstedet med det samme. Det var bare noget, der skulle renses. Nu kunne vi køre igen. Det gjorde vi. Ud på ringvejen. Og hvad skete der. Det gamle problem med automatgearet var ikke løst. Det var nøjagtig som før. Væk er de mange penge, vi har betalt for det. Tilbage til værkstedet. Motorcomputeren skal skiftes. Den fik vi skiftet så sent for som tre måneder siden i Canada. Kundemedarbejderen kan en lille smule engelsk, men ikke nok, og Ranvegs spanske rækker ikke til det her. Men da vi talte om problemet, kaldte kundemedarbejderen en kunde hen til os, en ældre dame, der var fra Canada, og som talte flydende spansk. Det var en meget stor hjælp. Hun sagde i øvrigt også nogle pæne ting om værkstedet, som bekræftede os i vores fornemmelse, at de ikke bare er ude på at snyde os. Men vores fornemmelse er, at de måske ikke er kompetente nok. Ligesom i Canada. Der udskiftede de motorcomputeren, fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle gøre.

Nu er vi lige vidt. Vi kan ikke nå at få det lavet, inden vi skal hjem til jul. Det må vente, til vi kommer tilbage.

På vandrehjemmet fik vi en rigtig god snak med Pete om sagen. Han går rigtig ind i det og forholder sig til det. Det har været så dejligt. Det endte med, at vi bestemte os til at opsøge Ford i en anden by for at få nogle andres vurdering af problemet. Det kan vi godt nå at gøre, inden vi skal videre. Det er fredag i dag, så det må vente til mandag.

8. december 2018

En stille dag, hvor der ikke skete noget særligt.

1174merida
Motiv fra Mérida.

9. december 2018

Endnu en stille dag. Inde i byen foran rådhuset var der endnu en gang musikunderholdning af meget høj kvalitet. Vi er meget imponerede over, så meget kommunen arrangerer af musikarrangementer med gratis adgang. Det er hver dag i ugen undtagen fredag. Hver uge.

10. december 2018

Vi kørte til Ford i Campeche. Det er en køretur på godt to timer. De stillede tre mand: en mekaniker med en computer, en chef (formentlig) og deres it-medarbejder. Den sidste var med, fordi han var god til engelsk. Derpå gik mekanikeren i gang med at lave en analyse af problemet, hvorefter de indgående diskuterede analyseresultaterne. De konkluderede, at der ikke er noget mekanisk problem, men at det snarere er et computerproblem. De nulstillede computeren og sagde, at vi skal køre pænt, hvorefter computeren vil lære min kørestil at kende. De 160 kilomter tilbage kørte jeg pænt, og der var ingen problemer. Det bliver spændende at se, om vi kan klare det med det.

De var utroligt hjælpsomme og imødekommende. Mekanikeren kørte analyseprogrammet en gang til på engelsk, så vi kunne læse, hvad den skrev. ”Vi er her for jeres skyld,” sagde it-manden. Og de ville ikke en gang have betaling for det, selvom de havde brugt langt over en time på det. Så vi bestemte, at vores næste service, som skal ske i januar, skal foregå her.

Værkstedet ligger tæt på centrum, så vi gik ind og fandt en fremragende restaurant, hvor vi fik en suppe som forret, stegt kyllingebryst badet i ostesovs og med masser af grønsager – altså en ret, hvor der var gjort meget ud af detaljen – samt et glas saft af vandmelon. Pris 25 kroner og 85 øre per person.

144906campeche

Det var vores første besøg i Campeche, og det viser sig at være en smuk by med nydelige gader.

Vi var tilbage i Mérida ved mørkets frembrud. Der var kommet en ny camper. Det var et belgisk par, som vi mødte i Álamos sidste år. De er hyggelige at tale med. De har rejst i 11 år. De senere år har de dog været hjemme et halvt år og ude et halvt år. Han er lammet i benene og sidder i kørestol efter et fald fra et tag for 20 år siden. Men med livsmod kan det utroligste nogle gange lade sig gøre.

1477merida

Sidst vi mødte dem, fortalte de om en tur, deres datter og svigersøn og et vennepar var på, og som de nu havde gjort færdig. Vi fik en opdatering på den historie. De to mænd havde løbet hele vejen fra Prudhoe Bay, Alaskas nordkyst, til Ushuaia, Sydamerikas sydspids. De havde gjort det på den måde, at de havde skiftes til at løbe en marthon hver anden dag.

Vi fik desværre ikke fat i det belgiske pars deres navne. Amerikanere og canadiere har den gode skik, at man præsenterer sig med navn i begyndelsen af en samtale. Danskere - og andre europæere kan man tale med længe og høre deres livshistorie, inden man spørger om hinandens navne - hvis man da husker det.

11. december 2018

Vi talte meget med det belgiske par fra i går foruden nogle andre. Lige pludselig er der nu fire campere og to personbiler, så vi må flytte og mingelere for at give plads til hinanden.

12. december 2018

Nu skal vi snart hjem til Danmark. Camperen skal opbevares på en campingplads i Izamal, mens vi er hjemme. ”Velkommen tilbage,” sagde ejeren, da vi ankom. Vi var der for nogle uger siden.

13. december 2018

De sidste ting blev gjort klar, så vi i morgen bare skal pakke tandbørsten og tømme alle tanke.

165305izamal
Torvet i Izamal er pyntet til jul.

14. december 2018

Der er kun 70 kilometer til Mérida, men med bussen tog det to timer, fordi vi skulle rundt om en masse små byer. Det gjorde ikke noget, for vi havde tid nok. Vi boede på et hotel midt i Mérida og tog afsked med byen ved at spise på Museo de Gastronía Yucateca.

15. december 2018

Rejsedag. Ved middagstid tog vi en taxa til lufthavnen i god tid. Vores returbillet til Danmark går fra Mexico By – altså en separat billet, vi købte for nogle uger siden. Derfor satte vi god tid af i lufthavnen i Mexico By. Godt det samme, for der var en times forsinkelse. Damen i indcheckningsskranken tilbød at checke vores bagage ind helt til Aalborg, fordi Aeromexico og KLM har en samarbejdsaftale. Hun lavede også boardingkort til hele rejsen. Fint. Især hvis kufferterne kommer til Aalborg samtidig med os.

Lufthavnen i Mexico By er stor. Fra tidligere ved vi, at det tager lang tid at finde rundt, fordi skiltningen er mangelfuld. Stringens er ikke nogen mexikansk kernedyd. Vi kom jo til indenrigsterminalen. Der er ingen skilte, der viser til udenrigsterminalen. Derimod er der et skilt med teksten ”Flyforbindelser”. Det viste sig kun at være indenrigsfly. Vi måtte spørge om vej tre gange. Første gang fik vi et misvisende svar – det vil sige helt forkert. Anden gang et mangelfuldt svar. Tredje gang lykkedes det.

16. december 2018

De andre gange, vi har fløjet over Atlanten, har flyene altid været fyldt til bristepunktet. Men der var ikke så mange med på denne tur. Faktisk sad der ingen i den bageste del af flyet. Det var fint. For det betød, at vi kunne ligge ned i stedet for at hænge i en stol.

En halv time inden landing var der klart vejr, og man kunne se skibene på havet badet i sol. Men i Amsterdam var der tæt tåge. Inden landing blev vi bedt om at læse sikkerhedsbrochuren igen og indprente os nødudgangene. Der var dog ikke nogen panik at spore i personalets ansigter, så vi går ud fra, at det er en rutinemæssig opfordring i tåget vejr. Jorden så vi først et øjeblik, inden hjulene tog jorden.

Tågen betød imidlertid forsinkelser på mange fly – også det, vi skulle videre med til Aalborg. Vi landede klokken tre om eftermiddagen, men kunne først komme videre klokken halv tolv om aftenen. Men bortset fra det var det en fin tur hjem.

I Aalborg manglede vores kufferter med alle vores ting - herunder vintertøj.

17. december 2018

Hjemme.

18. december 2018

Ved middagstid ankom kufferterne.

Hermed er dagbogen slut. Den bliver genoptaget, når vi vender tilbage til Mexico med nye rejseoplevelser.