Dagbog februar 2019

1. februar 2019

Vejene er blevet markant dårligere. Selvom der er strækninger, hvor det går fint med over 90 kilometer i timen, kan vi alligevel ikke få en gennemsnitsfart på mere end 50. Da vi drejede fra i Acayacun mod Catemaco blev det helt galt. Men vi nåede da frem til vores bestemmelsessted nemlig den campingplads, hvor vi tilbragte en hel uge i oktober måned. Her er der alle nødvendige installationer, så det er et rent luksusliv, man kan leve her. Den gamle amerikanske dame, der bor her i vinterhalvåret, og som fungerer som en slags reserve for ejeren, modtog os med knus og kys på kinden. Det er rart en gang imellem at komme til nogle steder, vi kender.

2. februar 2019

Dagen startede tidligt med en fødselsdagsskype med Hjørdis, så vi nåede det, inden hendes gæster kom til eftermiddagskaffe. Om aftenen fejrede vi hende med en flaske rødvin, der havde overjulet. Ellers gik dagen med praktiske ting og en tur i byen til vores yndlingscafé. Vi var der også i går. Men kaffen var en skuffelse i dag. Det var en anden person, der passede cafeen, og hun var tydeligvis ikke fuldbefaren.

3. februar 2019

Det tog 2½ time at køre de første 95 kilometer. Vejkvaliteten svinger fra god over jammerlig til katastrofalt dårlig. Derefter begynder den samme cyklus forfra. Men da vi nærmede os Xalapa blev vejen markant bedre og var på nogle strækninger endda fremragende. Et langt stykke fulgte vi kysten. Her lå der et par småbyer. I begge byer var der en perlerække af restauranter. Da vi standsede ved en af dem for at få frokost, vakte vi enorm opmærksomhed. Her er de åbenbart ikke vant til udenlandske turister. Vi fik et udmærket måltid mad og nåede frem til vores bestemmelsessted, et hotel udenfor Xalapa kort efter solnedgang.

Da vi havde siddet i bilen hele dagen, trængte vi til at komme ud at røre os. Desværre var der kun en trafikeret vej og hotellets parkeringsplads. Så vi gik rundt og rundt på parkeringspladsen i mørket som fanger på gårdtur.

4. februar 2019

Hotellet tager imod campister, men bilen var for høj til at komme gennem en portal. Desuden var der en fontæne lidt længere inde, som vi ikke ville kunne komme omkring. Derfor måtte vi holde på parkeringspladsen foran hotellet, hvor der ikke var mulighed for at tømme tanke og få vand. Altså kunne vi ikke blive der i flere dage.

En havemand, der gik og fejede blade sammen, standsede med sin trillebør og ville gerne snakke. Han forklarede, at alle træerne rundt om parkeringspladsen er mange forskellige slags frugttræer. Det var kun mandarinerne, der stod med frugt. Da Ranveg fortalte ham, at vi har rejst i tre år, svarede han: ”Jeg er nødt til at arbejde for at få noget at spise.”

Lidt længere ude ad vejen ved byen Xico ligger et andet hotel, der også tager imod campister. Da vi planlægger at blive her en uge, er det vigtigt, at vi kan få ordnet kloak og vand. Så vi begyndte med at spørge ind til det. De var meget imødekommende og fleksible, og det endte med, at vi skal hælde kloakvandet ud i en grøft. Frisk vand kan vi få fra en hane.

Kyndelmisse er en helligdag i Mexico, men da den 2. februar var i lørdags, var mandag (i dag) fridag.

5. februar 2019

Dagen gik med forberedelser i de rolige omgivelser.

Det er for resten iøjnefaldende, når man kommer lige hjemmefra, hvor lidt vand man kan klare sig med. Til bad, toilet, køkken, ja, alt vandforbrug, bruger vi kun 20-25 liter per person per dag, og der bliver ikke gået på kompromis med hygiejnen. I mange huse derhjemme er der vandhaner og brusere, hvor det bare pøser ud.

6. februar 2019

Det meste af dagen tilbragte vi på et Ford værksted i Xalapa. Der var heldigvis en dygtig kvindelig mekaniker, som også talte et godt skoleengelsk. Vi fik nogle gode forklaringer, som vi havde manglet på værkstedet i Merida. Det virker ret betryggende. Nu må vi se, hvad der sker på fredag, når de går i gang med bilen.

Det var interessant at se deres arbejdstider. Værkstedet åbner klokken 9, men holder lukket fra 13,30 til 15,30. Lukket betyder, at dørene er låst, gardinerne trukket ned, og der er ingen mennesker til stede. Herefter åbner de igen til klokken 19.

Det var mørkt, da vi kørte ”hjem”. Selvom der kun er 20 kilometer, tager det alligevel næsten en time. Nattevagten gik med sin lygte og viste os vej.

7. februar 2019

Vi kørte hen og så et vandfald, Texolo, der ligger i nærheden. Det havde et frit fald på 60 meter og var meget majestætisk. Fra en udsigtsplatform kunne man se det tværs over dalen. Men en sti førte ned i bunden af dalen med fint udsyn.

Turen op igen var en udfordring, men en af de sunde. Undervejs sad en mand og solgte tamales. Tamales er majsmel og bagt i et blad fra en majskolbe. Han havde to slags. Den ene med kylling, den anden med kaffe. Det sidste er ikke så underligt, da vi er midt i Veracruz’ kaffedistrikt.

Derfra kørte vi til byen Coatepec for at købe ind. Da vi ledte efter et sted at spise, fortalte en midaldrende dame os om et sted med gode tacos. ”Hvad hedder restauranten?” ville vi vide. ”Det ved jeg ikke, for jeg kan ikke læse,” lød det overraskende svar. Vi fandt stedet og fik et velsmagende kæmpemåltid bestående af tre store tacos til hver med kød og diverse tilbehør. 35 kroner for to personer inklusive en horchata til hver. Horchata er en drik, der ligner mælk, men er lavet på rismel. Det var ligesom i går i Xalapa et godt eksempel på, at man ikke behøver at gå udenom de restauranter, hvor der er plasticstole og voksdug, og som ikke ser ud af noget. Man skal bare bruge sin næse og tage de steder, hvor det lugter godt.

8. februar 2019

Dagen gik med praktiske hverdagsagtige ting, mens vi ventede på, at værkstedet skulle give besked. Det gjorde de ikke.

Det er et rart sted, vi bor. Det er egentlig et hotel. Hacienda San Bartolo hedder det. Det ligger udenfor Xico på vej ned mod Texolovandfaldet. Vi bor forneden i haven med udsigt over en fold med tre tyre. To gange om dagen kommer en mand og ser til dem. Han kommer ridende, åbner ledet og har kraftfoder med til dyrene. Mens han er inde ved dem, bliver han siddende på hesten. Om det er af nemhedsgrunde eller af sikkerhedsgrunde, ved jeg ikke. Måske begge dele. Inden han tager af sted igen, strigler han hesten, mens den står ved vandtruget. Det er en fornøjelse at iagttage det gode forhold mellem mand og hest.

Lige her rundt omkring avles der store mængder kaffe. Det ser ud til, at kaffebusken trives bedst i skygge. De er plantet i rækker mellem høje bananpalmer. Langs vejene er der boder, hvor man kan købe kaffebønner, som bliver ristet over en gasbrænder i en tromle, der drives med et håndsving.

9. februar 2019

Vi havde godt nok ikke hørt noget fra værkstedet i går. Alligevel stod vi meget tidligt op, for vi havde fået at vide, at vi skulle være der ved arbejdsdagens begyndelse, for at bilen kunne blive færdig inden klokken 14. Det er jo lørdag i dag, så de lukker tidligt.

Reservedelene var ikke kommet. Problemet viste sig at være, at de er udsolgt fra Fords hovedafdeling i Mexico By, så nu vil de prøve at finde en anden løsning.
Det var næsten middag, da vi var tilbage igen. Vi nød Ranvegs suppe, der bestod af hønsekødssuppe, mosede sorte bønner tilsat chipotle. Det sidste er en tørret chili, der er tjæret og har en røget duft, så den minder om en god pibetobak. Det eneste, der mangler i billedet herunder er et hårdkogt æg.

Ranveg havde en nederdel, hun ville have syet om. Vi måtte spørge os lidt for for at finde en syerske. Den sidste, hun spurgte, var en yngre dame, som forklarede, at der boede en syerske i huset lige ved siden af. Ranveg kunne ikke forstå alt, hvad hun sagde, så meget måtte gentages. Ude på vejen stod en mand med en hest. Han lyttede opmærksomt og grinede fornøjet af samtalen. Syersken påtog sig opgaven, bare hun fik nogle dage til det. Det kunne hun sagtens få, for vi venter stadig.

10. februar 2019

Vi venter stadig. I dag er det søndag, og så sker der slet ingenting. På vej ind til byen fik vi en lang snak med en mand, vi har talt med før. Han går med krykker og har de mest deforme hænder, jeg nogensinde har set – formentlig på grund af leddegigt. Men den slags taler han ikke om. Mens vi snakkede, kom hans voksne datter, der var flyttet hjem for at hjælpe sin far. De var begge to meget interesserede i at høre lidt om Danmark og om vores rejse. Som alle andre mexicanere tror de, at vi er fra USA, men bliver meget imponerede over, at vi kommer helt fra Danmark. ”Det er langt væk,” har vi tit hørt.

11. februar 2019

Aftalen med værkstedet var, at de ville give os besked i dagens løb. Det gjorde de også. Klokken syv om aftenen. De havde ikke fået fat i noget endnu. Så endnu mere ventetid.

Vi tog bussen til Coatepec, der er en lidt større by, hvor vi købte et måltid mad og købte ind i supermarkedet – uden at der ellers skete noget særligt.

12. februar 2019

Sidst på dagen kom en sms med meddelelse om, at reservedelene er bestilt. Nu vil vi også gerne videre. Vi har udnyttet ventetiden til planlægning af den videre rejse, og der er blevet produceret et par billedserier fra steder, vi så i efteråret.

13. februar 2019

Nu har vi godt nok været her længe. Vi tog bussen ind til den store by Xalapa for at købe en ny datapakke til mobiltelefonen. Der mødte vi en ældre dame fra Xico, som vi havde talt med på gaden for nogle dage siden. Hun storsmilede og gav hånd, og vi fik igen en længere snak.

Reservedelene? De kom ikke i dag.

14. februar 2019

Vi ventede. Heller ingen reservedele i dag.

Nedenunder et motiv fra Texolo-fossen.

15. februar 2019

Nu kan det ikke blive med at gå. Vi kørte ind på værkstedet. Manageren, Jonathan, var tydeligvis ikke glad for at se os. Han hilste faktisk ikke på os. Men han lovede, at vi ville få besked i eftermiddag.

Ventetiden benyttede vi til at gå hen til et apotek, der har en læge tilknyttet. Ranveg har fået et sår i den ene mundvig, som er begyndt at genere hende. Men da det var tæt på middagslukning, som varer i to timer, gik vi hen for at finde noget at spise. Det var i et kvarter med nogle nedslidte boligblokke. Her fandt vi en lille restaurant med fire små borde inde og to udenfor. Da vi var de eneste gæster, kom værten hen og snakkede. Han viste sig at være et meget levende og engageret menneske, som skriver poesi i sin fritid. Han havde været lærer og undervist i litteratur og historie. Hvorfor han ikke var det længere, fik vi desværre ikke at vide. Men han havde ikke meget tilovers for det mexicanske skolevæsen. Han var meget begejstret for den nye mexicanske præsident, AMLO – efter forbogstaverne i hans navn, som tiltrådte til december. Han fortalte, at AMLOs mål er bekæmpelse af korruption og bandekriminalitet, en reform af uddannelsessystemet, så alle får mulighed for at få en uddannelse og ikke kun de rige, og at gøre landet selvforsynende. Da værten som sagt havde været lærer, havde han en fin pædagogisk sans og forklarede, at det betød, at Mexico ikke skal sælge appelsiner til udlandet og importere juice, men selv producere juicen og sælge den til udlandet. Endelig vil AMLO forbedre de fattiges forhold. Dem er der mange af med en mindsteløn på 30 kr. om dagen. Om han kan levere på sine løfter, er det for tidligt at sige noget om. Men sikkert er det, at han har skabt en masse håb om en tiltrængt fornyelse af samfundet.

Lægen, der virkede meget kompetent og var et venligt menneske, ordinerede noget creme, Ranveg skal smøre såret med i en uge. Så må vi se, om det virker.

Tilbage på værkstedet kunne Jonathan fortælle, at reservedelene ville være der på tirsdag. Vi aftalte så, at vi skulle komme allerede mandag og få lavet noget service på bilen. Det virker som om, at det slet ikke var faldet ham ind at følge op på bestillingen og rykke.

16. februar 2019

Det er weekend, så vi må vente. Det gør vi så.

17. februar 2019

Mens vi venter er der tid til at iagttage tyrene, der går lige udenfor vores vindue. Cowboyen plejer at komme hver morgen og give dem kraftfoder. Det har han ikke gjort i dag, hvor det er søndag. Pludselig går alle tre tyre målbevidst ind i fangefolden hen mod vandtruget og leddet. Men inden de nåede helt frem, standsede de op og stod stille og kiggede ud i tomheden. Cowboyen kom først over middag. Det må være fordi det er søndag. Måske er han sen på den, fordi han har været i kirke. Eller også kommer han nu for at holde tidlig fyraften.

På vej tilbage fra indkøb mødte vi igen den dame, vi har mødt flere gange og sidst hos Telcell i Xalapa. Hun stod på et hjørne og solgte is. Vi købte en is og fik en hyggelig snak med hende, men den blev snart afbrudt, da hun måtte ekspedere kunder. Imens snakkede Ranveg med hendes mand, der ikke havde været andre steder end Xico og heller ikke havde ønske om det.

18. februar 2019

Nu er den store dag kommet. Vi skal ind til Ford og have lavet service på bilen herunder få efterset bremserne og to nye dæk, som vi dog først kan få om en uge. Med hensyn til service kører de efter de samme principper som i Canada og USA. Til de forskellige kilometertal hører bestemte ting, der skal efterses og eventuelt udskiftes. De har noget, der hedder multipunto inspección, og her fandt de noget, der skulle udskiftes. Et sæt bremseklodser skulle også udskiftes. Da dagen var slut, holdt bilen med åben motorhjelm i udkørslen fra værkstedet. Manageren og mekanikeren gav os så en gennemgang af det arbejde, der var udført, og viste os, at oliestand, bremsevæske og kølervæske nu befinder sig indenfor mærkerne. Nu har jeg haft bil i snart 40 år, og det er første gang, jeg har fået sådan en gennemgang af bilen, når jeg har hentet den fra værksted. Fornemt.

Sidst på dagen fik vi i øvrigt at vide, at de reservedele, vi har ventet på i over en uge, nu er ankommet. De skal monteres i morgen.

19. februar 2019

Hele dagen tilbragte vi igen hos Ford. Vi gik en tur ind til centrum. Xalapa viste sig at være en sjov og levende by. Selv en almindelig tirsdag formiddag var der musik i gaden. En meget dygtig marimbaspiller, der blev ledsaget af en trommeslager kun med lilletromme, underholdt på fortovet.

Længere nede ad gaden var der andre musikere, der diverterede de forbipasserende med musik på højt niveau.

Middag fik vi på et lille spisested i centrum, hvor vi fik et måltid, der bestod af fire ruller med bananer rullet ind i en tortillaer. Over rullerne var der hældt mole xalapeño drysset med ost og et par løgringe. Mole er en slags sovs. I denne mole var chili og chokolade blot to af ingredienserne. Det var et måltid, der lå over niveauet, vi er vant til, og det er ellers rigtig udmærket.

Om eftermiddagen kørte manageren og en anden medarbejder hos Ford os hen til et dækfirma, hvor vi bestilte to nye dæk, som kommer om en uge.

Én reservedel kom desværre så sent på dagen, at de ikke havde tid til at skifte den ud inden fyraften, så vi må derind igen i morgen.

På vej hjem var det mørkt. Vi købte ind i et supermarked. Der har de også en butiksnisse, ligesom supermarkederne i Løkken og Vrå har haft det i mange år. Det er sådan en lille usynlig fyr, der pisker rundt og smider ting ned i indkøbsvognen, som ikke står på indkøbssedlen. Brugsen i Fjerritslev har en, der er særligt vedholdende. Butiksnisser har en særlig evne til at finde ting, vi godt kan lide. Det er i bund og grund venlige væsner. Mange supermarkeder i Mexico er også begyndt at have en butiksnisse. Butiksnissen i dette supermarked var et lille træt kræ, så jeg nænnede ikke at tage de par ting op, som den havde smidt ned i indkøbsvognen. Da vi kom ”hjem”, viste der sig at være en flaske vin i indkøbsposerne. Sikke en overraskelse.

20. februar 2019

Hmm, ja, det var ikke bare at få skiftet en reservedel ud. Det varede hele dagen.
Om formiddagen gik vi ind til centrum. Undervejs kom vi forbi en frisør og fik begge to vores hår ordnet. Det var en ung dame, som var meget omhyggelig. Det viste sig, at hun arbejdede som frisør for at tjene til sit studium på universitetet, hvor hun læste social antropologi.

Xalapa er som sagt en levende og sjov by. I et vejkryds havde en dansetrup taget opstilling og udførte nogle flotte danse, mens en mand klædt som dem gik rundt med en raslebøsse mellem bilerne, som holdt for rødt.

Da vi kom tilbage, kunne vi se, at de to mekanikere, der arbejder på bilen, og manageren så alvorlige ud. Efter en grundig prøvetur på en time lyste den advarselslampe igen, som fortæller, at der er en fejl. Så vi må af sted i morgen igen.

21. februar 2019

Igen arbejdede de med bilen hele dagen. Om eftermiddagen gik vi hen på værkstedet for at se til dem. Da lå motoren i mange dele på et bord. Men til aften kunne den køre igen. Hver aften har klokken været otte, inden vi har været tilbage til Xico, hvor vi overnatter. Men lampen lyser endnu.

22. februar 2019

Endnu en dag hos bilværkstedet. De havde nogle ting, de gerne ville undersøge. Om eftermiddagen sagde de, at alt er undersøgt og i orden, men at det var værd at prøve med benzin med et højere oktantal. Altså blev benzinen tømt af og noget andet hældt på. Derpå kørte de endnu en prøvetur. Da de endelig kom tilbage, så de meget tilfredse ud: Nu er den i orden!

Det var en meget dejlig nyhed. Nu ved vi, at bilen er gennemgået fra a-z. Så er vi parate til at tage af sted til Sydamerika.

Hvad der mangler i den her sammenhæng, er kun at få en regning. De to første dage skulle vi betale om aftenen, inden vi fik bilnøglerne udleveret. Men de sidste dage har vi bare fået lov at køre. De eneste oplysninger, de har om os, er vores mexikanske telefonnummer. Alligevel var det i orden at vente med betalingen til på mandag.

23. februar 2019

Nu skal der køres prøvetur. Benzintanken var tom, så alle advarselslamper blinkede. I Xico havde de desværre udsolgt af højoktanbenzin. Derfor købte jeg 5 liter lavoktan for at komme til den næste tankstation. Her fyldte vi tanken helt op med højoktan. Alligevel begyndte lampen at lyse igen. Meningen var at køre til Veracruz og tilbage igen. Undervejs blev vi enige om, at lampen nok lyser på grund af de fem liter lavoktanbenzin, så det kunne være en ide at køre indenom værkstedet og få dem til at nulstille computeren. Det syntes de også var en god idé, og således begav vi os ud på den første prøvetur. Bortset fra at vi sad fast i lørdag eftermiddags myldretid, gik det fint. Vi kørte over 150 kilometer, og bilen fik lov at arbejde hårdt med accelerationer op ad bakken. På tilbagevejen er der en stigning på 1100 højdemeter. Tilbage i Xico åndede vi lettet op. Ingen lampe lyste.

24. februar 2019

Vi kører en ny prøvetur. Det er ligesom at gå med både livrem og seler. Det betyder almindeligvis overdreven forsigtighed. Men i det her tilfælde var det fornuftigt nok. Efter halvanden times kørsel lyste lampen igen. I førekabinen faldt humøret, men vi er også fortrøstningsfulde, for på værkstedet er vi i gode hænder.

Tilbage i Xico kom havemanden og bankede på døren. Han ville bare høre, hvordan det gik med vores bil. Dejligt.

Næsten udenfor indkørslen til den hacienda, hvor vi bor på græsplænen, sidder nogle damer og sælger tamales, brødlignende kager bagt af majsmel i enten majsblade eller bananblade. Det er egentlig mexikansk husmandskost, men husmandskost kan også være velsmagende, hvis den er veltillavet. Deres tamales er særdeles velsmagende.

25. februar 2019

Mandag. Nu begynder vi på anden uge hos Ford. Udover de almindelige vedligeholdelsarbejder, vi har bestilt, har motoren været skilt ad flere gange i ugens løb. Dele er skiftet ud, og den er blevet renset. Den sidste idé, mekanikerne kunne komme på, var benzinens oktantal. De lavede flere prøveture i dagens løb og skrev en rapport, som de indsendte til Fords hovedkvarter i Mexico By. Til aften fik vi at vide, at de havde fundet ud af, at det er en systemfejl i elektronikken. I morgen vil vi få nærmere besked, når Ford i Mexico er helt færdig.

Imens tilbragte vi det meste af dagen i venteværelset. Statspolitiet havde en bil på værksted. Imens sad tre bevæbnede betjente der, hvor vi plejer at sidde, så vi fik lov at sidde ved enden af kontordamens skrivebord. Betjentene sad og talte om detaljer ved deres maskinpistoler, som vi andre ville diskutere funktionerne på vores kameraer. Går en dansk betjent med våben, sker det normalt meget diskret, men her er det fuldt åbenlyst. De kører rundt i Ford F-150 med 2-3 bevæbnede betjente stående på ladet indenfor et rækværk, de kan støtte sig til. De har deres våben med overalt, også når de køber benzin eller er inde ved en købmand for at købe cola. Imens kører det røde og blå blink.

Bilen herover er fra det kommunale politi i byen Veracruz. Det er optaget i forbindelse med karnevallet.

26. februar 2019

I dag fik vi også lov at sidde ved skrivebordet, selvom sofabordet nu er ledigt. Vi hyggede os med kontordamen, som er på vores børns alder. Hun har selv to børn på henholdsvis 12 og 9 år. Ranveg har brug for en ny mus, så vi spurgte hende, hvor man kan købe sådan en. Så tilbød hun, at vi kunne købe en af Ford til en fordelagtig pris. Det viste sig at være en Logitech til 40 kr. Jeg gav 250 kr. for en af samme mærke i Brønderslev i januar.

Med hensyn til bilen er det ved at blive frustrerende. Nu er vi godt i gang med anden uge. Det virker som om hjælpecenteret i Mexico By er i vildrede med, hvad de skal gøre. Nu er de i gang med at undersøge alle de elektriske dele og laver nye prøveture i den, men instrumentet viser stadig, at der en fejl. Den besked, vi blev lovet at få i dag, fik vi ikke. Ikke noget godt tegn.

27. februar 2019

Det er faktisk meget hyggeligt at sidde hos Ford. Rengøringsdamen, Martha, der minder om min for længst afdøde tante, er meget omsorgsfuld og kommer med kaffe og vand. Og kontordamen, Mónica, lever rigtigt med i vores forhold. Hun er 32 og har to drenge på henholdsvis 12 og 9. De kom begge ind, så dem hyggede vi os også med og prøvede at tale engelsk med dem. For få år siden indførte man obligatorisk engelskundervisning, så det er stadig kun de alleryngste, der har lært en smule.

Men bilen. Det ser desværre ud til, at de ikke kan finde ud af, hvorfor advarselslampen stadig lyser. Fords ekspertcenter i Mexico By har ikke været til megen hjælp. Det synes mekanikerne heller ikke. De stoler mest på deres egen sunde fornuft, og det gør vi også.

I dag fik vi de to dæk, vi bestilte for en uge siden. Men vi skal komme tilbage igen i morgen, hvor de vil lave en sidste test.

28. februar 2019

Vi indtog igen pladsen for enden af Mónicas skrivebord. Vi startede med at diskutere, hvad vi skulle gøre, hvis ikke fejlen på bilen bliver fundet. Det kunne i værste fald betyde, at vi ville være nødt til at køre tilbage til Canada, og dermed ville alt det, vi har planlagt, falde til jorden. Vi blev dog enige om ikke at konkludere noget, før mekanikerne er helt færdige. Damerne kom hen og sagde: ”I ser triste ud?” Men vi måtte forklare, at vi var ikke triste, men alvorlige, og forklarede dem situationen.

Bortset fra det var det lige så sjovt at sidde der som i går. Der sker hele tiden noget, og der er ikke så meget arbejdsro.

Vi fik Zandi, den kvindelige mekaniker, og hendes kollega, Luís, til at se på vandpumpen inde i camperen, som pludselig holdt op med at virke.

Senere på dagen fortalte Zandi, at de havde fundet en defekt kondensator. En prøvetur gjorde dem overbeviste om, at de nu havde de fundet fejlen. De bestilte øjeblikkeligt en ny. Hun tilføjede også, at hvis det ikke er den, så havde de ikke flere idéer.

Til aften var stemningen en helt anden end i morges. Men vi ved også, at tingene skal prøves af, inden vi kan være helt sikre på, at alt er orden.

Da vi kom tilbage til ”campingpladsen” i buldermørke, kom nattevagten med sin lommelygte og afleverede en pakke med nogle reservedele til camperen, som vi havde bestilt i Canada. Fint.