Chordeleg

Chordeleg

I nærheden af Cuenca ligger der flere mindre byer, der er kendt for deres ældgamle traditioner for kunsthåndværk. En af dem er Chordeleg. Den er særlig kendt for sine sølv- og guldsmykker. Det er en kunsthåndværkertradition, som går længere tilbage end inkaernes erobring i 1400-tallet.

Det, der kendetegner guld- og sølvarbejder fra Chordeleg, er det fine filigranarbejde. Her ligger smykkeforretningerne side om side.

Det er dog en tillidssag at købe smykker, så det er bedst at spørge sig for. Det viste sig, at man kun kan stole på seks af de mange forretninger.

Udover sølv- og guldarbejder omfatter kunsthåndværket i Chordeleg også keramik, fodtøj og fletarbejder af strå – især panamahatte.

Kunsthåndværk spiller en afgørende rolle i byens økonomiske liv, idet 66% af alle erhvervsaktive er beskæftiget med kunsthåndværk. Der bor 15.000 i byen.

På torvet ligger et lille museum, som viser nogle af de ting, der produceres. Billederne her på siden, som viser genstande, er alle optaget på museet.