Karantæne i Peru

Karantæne i Peru

Karantænen kom som et lyn fra en klar himmel. 10 dage før karantænen kom vi til Cusco, hvor vi havde efterladt vores bil midt i november måned. Efter at have set byens seværdigheder, var vi klar til en tur til Machu Picchu. Det var mandag den 16. marts. Dagen før havde præsident Martín Vizcarra bekendtgjort en total nedlukning af samfundet. Alt blev lukket. Alle skulle holde sig inden døre. Man måtte kun gå ud for at købe ind i fødevarebutikker og apoteker – og kun én fra hver husstand. Flyforbindelser ind og ud af landet blev aflyst. Offentlig transport blev lukket og bilkørsel forbudt uden en særlig godkendelse. Senere blev foranstaltningerne udvidet med et udgangsforbud kl. 20-5. Nedlukningen gjaldt i første omgang i 15 dage, men blev forlænget adskillige gange frem til den 30. juni.

Turen til Machu Picchu blev selvfølgelig aflyst. Vi erfarede først nedlukningen klokken lidt over fem om morgenen, da vi stod ved banegården i Cusco.

På campingpladsen, som ligger i bjergene udenfor Cusco, blev der afholdt et orienteringsmøde om forholdene, hvor værtinden, Mili, blandt andet forklarede, at vi kunne aflevere indkøbssedler til hende, og så ville hun og hendes mand, Edgar, købe ind for os for at undgå smitte. I løbet af dagen kom flere rejsende tilbage, som vi havde sagt farvel til dagen i forvejen, foruden mange andre, vi ikke havde set før.

Mili og Edgar, værtsparret på Quinta Lala

I alt 46 personer heraf 8 børn opholdt sig på Camping Quinta Lala. Det er påfaldende, at ingen – måske med en enkelt undtagelse – beklagede sig over forholdene. Stemningen var fin. En ung mand udtrykte det på den måde: ”Det er næsten ligesom at være til festival. Kun musikken mangler.”

Hvis ikke det var for et maveonde, der forsinkede os, havde vi nok forladt campingpladsen inden karantænen. Så når nu det skulle være, var det faktisk det bedste sted, vi kunne strande.

Da vores gasflasker blev tomme, tilbød Edgar at tage dem med hen i den anden ende af byen og få dem fyldt op. På tilbagevejen blev han standset af politiet. Det var alvorligt, fordi han kun havde tilladelse til at køre til et supermarked. Han måtte aflevere sit kørekort og bilens papirer og fik en bøde på 13.000 kr. Siden da har et familiemedlem kørt den ugentlige tur til supermarkedet.

Af de 46 personer, vi var i begyndelsen, var der en familie fra Tyskland bestående af to voksne og to næsten voksne børn foruden fire hunde. De var så bange for smitte, at de sad inde i deres camper hele dagen. Det blev selvfølgelig uudholdeligt, og de var de første, der rejste. Senere rejste flere europæiske par.

En større gruppe franskmænd ville meget gerne hjem. De var meget ihærdige med at få en afrejse arrangeret. Først havde de planlagt at køre til Lima i konvoj og havde aftalt alt med et rederi, der skulle sejle deres biler til Europa. Men de kunne ikke få myndighedernes tilladelse til at køre og måtte efterlade bilerne på campingpladsen. Det lykkedes dem endelig at finde et fly fra Cusco til Lima. De spurgte, om vi ville med. Det svarede vi først tøvende ja til, men sprang fra igen. Det var som en feber, der greb om sig, fordi det var ved at være sidste mulighed for at komme til Lima.

Det viste sig senere, at nogle af dem var kommet med et fly til Zürich. Det var fint for dem, for derfra havde de ikke så langt hjem. Resten var kommet til Madrid. De måtte leje en bil for at komme til deres hjem i nærheden af Paris.

Senere kontaktede vi både den danske ambassade i Chile, som også dækker Peru, og udenrigsministeriets Sydamerika hotline. Begge steder var de meget hjælpsomme, men det var begrænset, hvad de kunne gøre. En morgen ringede de fra udenrigsministeriet. Der var tale om et fly fra Lima til Frankfurt: ”Kan I tage af sted om tre timer?” Det var vi slet ikke forberedte på. ”Kan I om 5-6 timer?” Ja, det mente vi godt, vi kunne. Kufferterne blev pakket i fuld fart og al overskydende mad foræret væk. Men det viste sig, at det alligevel ikke var muligt at komme fra Cusco til Lima, fordi flyet var forbeholdt folk, der var smittede. Så vi slog os til ro med at blive.

Historien gentog sig lidt senere. ”Feberen” bredte sig, for der var rygter om endnu et fly til Lima. Dagen efter viste det sig ikke at have noget på sig.

Til sidst var vi kun 7 voksne og 5 børn. Festivalstemningen var selvfølgelig forsvundet for længe siden, men der vedblev at være en god og positiv stemning.

Værtsparret gjorde hele vejen igennem en stor indsats, så tingene gik på den bedste måde. Da vi var mange, var de hårdt spændt for, og det kunne også mærkes på dem. Men da det tyndede ud i mængden, faldt der mere ro over det. En dag serverede de endda et festmåltid for os.

Edgar var så fin at skaffe et nyt batteri til vores bil, og senere bestilte og købte han et apparat, der kan omforme 220 volt til 110 volt. Det betød, at vi kunne bruge vores elvarme i de iskolde nætter. Gas kunne vi nemlig ikke få længere.

Vi var de sidste til at forlade Camping Quinta Lala. Det skyldtes, at vi skulle have lavet olieskift med mere på bilen.

Selvom vi havde det godt på Quinta Lala, var det nu rart at komme ud og se nogle nye omgivelser. Det fandt vi i Pisac højst en times kørsel fra Cusco. En lille bitte campingplads, hvor en lille gruppe havde tilbragt hele karantænen.

Karantænen er ophævet, men der gælder stadig visse sikkerhedsregler som for eksempel pligt til at bære maske. Men vi har vores bevægelsesfrihed. Vi kan køre rundt. Det er dog ikke så interessant, fordi alle seværdigheder er lukket – både historiske og naturområder.

Karantænen kom selvfølgelig på tværs af alle vores planer, men det udviklede sig til en god oplevelse.