På landevejen igen

På landevejen igen

Så har vi været på landevejen igen. Efter den lange karantæne var det som at gå fra en kuvøsetilstand til voksenlivet fra den ene dag til den anden. Der er 1200 km fra Cusco til Lima. Det svarer rundt regnet til en tur fra Vendsyssel til Falster og tilbage igen. Det kan vel gøres på én meget lang dag. Men for os tog turen en uge. Det var de første 600 km til Ayacucho, der var langsomme: fra søndag til fredag, selvom vi kørte på hovedvej PE-28B. Den mindede mest af alt om danske sogneveje. Især tænkte jeg på Vittrup Kirkevej, hvor to biler kun med besvær kan passere hinanden, men med den forskel, at asfalten var hullet som en ost. For det meste var der dog ingen asfalt. Mange steder skulle der passeres et vandløb. Udfordringen var ikke vandet – det er tørtid – men de dybe huller.

I den lille by Kiteni mødte vi et amerikansk par, der var fastboende. De anbefalede os at tage den næste overnatning i Kepashaito, en landsby, der kun lå 30 km væk, for så at starte tidligt næste morgen for at nå frem til den større by Kimbiri inden aften. Forklaringen var, at ruten går gennem et lovløst område, hvor kokainbander regerer. ”Der er hverken politi eller militær i området,” fastslog de. De havde aldrig selv rejst den vej. Mens manden gik hen for at spørge nogle chauffører om yderligere informationer om strækningen, fortalte konen, der var mest skræmt, at 8 politifolk var blevet dræbt på strækningen for to år siden. Siden har politiet ikke vovet sig derud. Banderne ville åbenbart vise myndighederne, hvem der bestemmer.

Kepashaito

Kiteni ligger i den yderste ende af provinsen La Convencion. Vi havde travlt, for der var lige bekendtgjort en ny karantæne for La Convencion. Vi kørte igennem uden problemer, men amerikanerne fortalte, at de havde hørt, at hovedbyen Quillabamba var blevet afspærret om morgenen. Vi passerede byen dagen før.

Fra andre kilder vidste vi, at turister rejser ad den rute uden, at der var sket dem noget. Og der skete selvfølgelig heller ikke noget. Vi kørte 8½ time uafbrudt og tilbagelagde 130 km. I Kimbiri overnattede vi på en avenida ved en park i byens centrum.

I Tambo overnattede vi foran et vagtselskab. De var meget hjælpsomme og sørgede for at få flyttet nogle biler, så vi kunne holde lige under overvågningskameraet. De var også meget nysgerrige. De havde aldrig set sådan en camper indeni, så det fik de selvfølgelig lov til. Noget tilsvarende skete om morgenen i Kimbiri, da vi tankede benzin.

Landskabet var forrygende flot og varieret. Nogle gange var vi over 4000 meter, hvor der kun bor meget få mennesker i et koldt og øde landskab. Andre gange var vi nede i 600 meter, hvor folk tørrede kakaobønner på asfalten og dyrkede bananer og alle tænkelige frugter. Mange steder var vi vidne til en forfærdelig fattigdom, hvor folk bor i bræddehytter.

4400 meter over havet

Ayacucho er regionshovedstad og har næsten 200.000 indbyggere. Her tilbragte vi to nætter midt i byen ved Parque Infantil, et fredeligt og roligt sted, der som navnet antyder er en park, der er indrettet som legeplads. Vi fik vi blandt andet taget en covid-19 test. Ejeren af campingpladsen i Lima, hvor bilen skal opmagasineres, krævede en test. Den var heldigvis negativ. Det tog lidt tid at finde det rigtige sted. Det første sted, vi henvendte os, var et telt, der stod på gaden foran et hospital. Sygeplejersken, vi talte med, sagde: ”Gå væk, gå væk, det her er for meget syge mennesker. Det er farligt at være her. Coronaen svæver i luften her omkring.” Endelig fandt vi en klinik, der foretog prøver på raske mennesker. Svaret kunne vi hente to timer senere.

Ayacucho: Parque Infantil

Vi havde travlt med at komme videre. For at komme til Lima skulle vi gennem et hjørne af regionen Ica, som er lukket på grund af karantæne. Vi satsede på, at vores covid-19 attester ville hjælpe os, hvis vi skulle få problemer. Det var søndag, og om søndagen er der totalt udgangsforbud i karantæneområderne. Vi havde vejene for os selv, og der var ingen, der standsede os.

Inden mørkets frembrud var vi ude af regionen igen og overnattede på en tankstation. I løbet af dagen havde vi tilbagelagt i alt 411 km, hvilket er vores Peru-rekord. Inden vi kom til Ayacucho, kunne vi tale om, at farten i visse tilfælde kunne komme op på 20 eller måske 30 km/t, men her var vejen så god, at vi kunne tale om, at farten kom ned på 60. Undervejs var vi oppe i en højde på 4720 meter, hvilket er en anden rekord.

Den sidste strækning var kun nogle få timers kørsel – herunder gennem Lima. Lige nu er vi ved at få ordnet papirerne på bilen, så vi kan efterlade den her, til vi vender tilbage, når coronaen forhåbentlig er ovre en gang til næste år.

Det er helt vemodigt, at køreturen er slut. Efter 4 måndeder som fastliggere var det dejligt at være ude på landevejen igen.

Men vi vender tilbage.