Dagbog august 2020

1. august 2020

På et større apotek fik vi en god forklaring på, hvor vi kunne få taget vores test. De tog en blodprøve og svaret kunne vi få to timer senere. Det var negativt, hvilket var meget positivt. Vi havde nu heller ikke regnet med, at nogle af os var syge. For at komme til Lima skulle vi passere Ica-regionen, der er i karantæne. Vi mente, det ville være en fordel at kunne fremvise en helt ny attest på, at vi er rene.

2. august 2020

Der var 600 kilometer tilbage til Lima. Skulle de også tage fem dage? Det skulle de ikke. Det meste af vejen var bjergkørsel, men asfalten var prima. Vejen tog os højere og højere op gennem overjordisk smukke landskaber. Det højeste punkt var 4720 meter, hvilket er vores hidtidige højderekord.

Men vi ville ikke risikere at blive fanget i Ica-regionen. Derfor havde vi travlt og gav os ikke tid til fotopauser. Vi blev ikke standset på noget tidspunkt. Det var søndag og totalt udgangsforbud. Som en anden Palle alene i verden havde vi vejen helt for os selv. Vi nåede også ud af regionen inden aften og overnattede på en tankstation. 411 kilometer fik vi tilbagelagt. Det er en personlig rekord for Peru.

3. august 2020

Omkring Pisco er der grimt, og motorvejen er ikke nogen skønhedsåbenbaring, selvom der adskillige steder er udsigt over havet. Vi savnede allerede de små veje oppe i bjergene og var begge to vemodige over, at køreturen var ved at være slut. Det havde været så skønt at være ude at køre igen efter alle de måneder som fastliggere. Det var som at komme ud af kuvøsetilstanden og gå lige over i voksenlivet fra den ene dag til den anden.

Undervejs fik vi fyldt en tom gasflaske op. Selvom vi skulle ind gennem en del at byen, der har 10 millioner indbyggere, fandt vi med lethed Refugio Lima, hvor ejeren vil sørge for at ordne bilens papirer, så vi kan komme hjem. Der ligger en bjergkæde mellem Lima og Cieneguilla, hvor vores campingplads ligger, så det føles, som om vi er meget langt fra byen. Dejligt.

4. august 2020

Heraldo og Sara er et yngre par med to små børn og er utroligt imødekommende og hjælpsomme. Der bor to enlige kvinder her. Den ene har et barn på 4 måneder. Hun er flygtning fra Venezuela. Den anden er alene med tre børn og er professionel fotograf.

Vi gik i gang med at forberede hjemrejsen. I begyndelsen af juli fik vi rejsen bekræftet af KLM, men vi fandt ud af, at den nu er aflyst. Uden at KLM har fortalt os noget om det. Vi kontaktede så Danmarks ambassade og fik at vide, at al international flyvning blev aflyst i begyndelsen af denne uge. KLM havde ellers haft én flyvning om ugen. Årsagen til aflysningen er, at det peruvianske militær ikke længere vil stille sin lufthavn til rådighed for repatrieringsflyvninger. Hvorfor det lige skal foregå fra den militære lufthavn, ved jeg ikke. Men ifølge ambassaden bliver der forhandlet om en løsning på problemet. Vi kan ikke forestille os, at det er et problem, det ikke skulle lykkes at finde en løsning på.

5. august 2020

Ja, nu er det næsten som i karantænetiden: mere af det samme. Vi arbejdede videre med hjemrejsen og forberedte nogle ting til vores hjemkomst.

Om aftenen inviterede Heraldo og Sara, som begge er faguddannede kokke, på barbecue – læs grilstegt kalkun. Det var en hyggelig aften sammen med de to mødre, der bor til leje her. Der er ikke andre rejsende. Sara taler engelsk, og Heraldo gør sit bedste for at prøve. Han skal nok få det lært med den energi, han lægger for dagen.

6.-17. august 2020

Det var den ene stille dag efter den anden. Refugio Lima ligger i byen Cieneguilla, som ligger i en dal, hvor temmelig høje bjerge adskiller den fra Lima. Derfor fornemmer man ikke, at man er så tæt på millionbyen, som man faktisk er. Cieneguilla er et sted, som folk fra Lima tager på eftermiddagstur til i weekenderne. Der er pænt og nydeligt og ikke så meget mere at sige.

Sara og Heraldo var bange for, at vi skulle blive smittet med covid-19, så de købte ind for os. Frugt og nogle få andre ting købte vi selv lokalt, idet der lå nogle småbutikker i nærheden.

Fra ambassaden havde vi fået at vide, at der ville være en afklaring på flyvningerne ud af landet den 17. august. Det var der også. Nu skulle det ikke længere gå via ambassaderne, men vi skulle selv kontakte luftfartsselskabet, det vil sige KLM i Lima. Vi sendte dem så en email.

18. august 2020

Da der ikke var kommet noget svar fra KLM, blev vi enige om, at det nok var bedst at ringe til dem. Men vi forstod ikke, hvad de sagde. Derpå fik vi Sara til at ringe op, og i løbet af én telefonsamtale fik hun ændret vores billetter, og vi kunne komme hjem allerede den 20. august.

19. august 2020

Vi fik travlt med at gøre klar til afrejse.

20. august 2020

Før middag blev vi afhentet af en taxa, og udstyret med tasker, kufferter, mundbind og ansigtsskjold tog vi af sted til lufthavnen. Vi skulle også medbringe en erklæring på tro og love om, at vi ikke var smittet med covid-19 eller havde symptomer, der ligner. Der var dog ingen, der bad om at se den. Vores fly var det eneste, der afgik fra lufthavnen den eftermiddag. Alle de sædvanlige procedurer tog ekstra lang tid. Da vi sad i flyet og tiden var inde til at starte, blev det sagt over højttalerne, at vi ventede på 40 passagerer. Turen hjem var 12 begivenhedsløse timer i luften.

21. august 2020

På grund af coronaen tog vi ikke bare hjem til familien, som vi ellers ville have gjort. Vi landede i Aalborg ved 7-tiden om aftenen, hentede den bil, vi havde lejet, og kørte hen til Nørresundby Idrætscenter, hvor vi havde lejet et værelse.

22. august 2020

Om morgenen, da jeg bar kufferterne ud i bilen, var der kommet liv i idrætscenteret. I cafeteriet sad en gruppe damer omkring et langt bord og sang ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Så vidste jeg, at jeg var kommet hjem.