Undervejs igen

Efter corona og to år i Danmark er vi nu på landevejen igen.

Vi blev fanget af en langvarig coronakarantæne i Peru i marts 2020. Efter tre en halv måneds karantæne kunne vi køre igen og kom til Cieneguilla, som er en by lidt uden for Lima. Her er en lille campingplads, og der efterlod vi bilen og tog hjem til Danmark sidst i august 2020. Vi fandt en midlertidig bolig i Hals og blev så glade for byen, at vi endte med at købe et hus.

Den undtagelsestilstand, der var indført i Peru på grund af coronaen, udløb her i efteråret, og alt blev normaliseret. Tiden var med andre ord inde til at vende tilbage.

Vi ankom til Lima den 6. oktober 2022, og efter en hotelovernatning tog vi dagen efter til Cieneguilla. Bil og camper lignede sig selv. Men den var blevet usædvanlig beskidt. Både udvendigt og indvendigt. Selv i bestikskuffen var der støv. Vi brugte nogle dage på at gøre rent og andre praktiske ting ved camperen og bilen.

Tirsdag den 11. oktober tog vi kontakt til Sunat, en afdeling under Adouana, toldvæsnet, som styrer import af biler. Vores importtilladelse var suspenderet, og det drejede sig nu om at få suspensionen ophævet. Vi var nødt til at gøre det selv, for Heraldo, ejer af campingpladsen, var rejst på familiebesøg i Argentina, og hans stedfortræder anede ikke noget om den slags. Heraldo havde givet os kontaktoplysninger på en person, som arbejdede med vores sag. Hans første svar var: ”Det varer højst to dage.” Men vi skulle blive klogere. Først den 25. oktober – nøjagtig 14 dage efter – fik vi et endeligt svar.

Det var selvfølgelig frusterende, at vi ikke vidste hvor længe vi skulle vente. Men det var faktisk også hyggeligt at være der, for der var også andre rejsende. Der var først og fremmest et par (vi fik aldrig deres navne), hvor hun var fra Lima og han var fra Argentina. De havde en datter på 3, som hed Lola. De ejede to lejligheder inde i Lima, som de lejede ud. Det tjente de så godt på, at de kunne bo i deres camper og rejse rundt. Når de var i Lima, boede de på campingpladsen i Cieneguilla. Hun talte godt engelsk, og Ranveg snakkede meget med hende. (Se billedet øverst på siden.)

Blandt andet fortalte hun, at Lola kedede sig på campingpladsen, når forældrene ikke legede med hende. Moderen tog sig af hende det meste af tiden, men hun var bestemt også fars pige. De havde taget kontakt til en børneinstitution, som var en mellemting mellem en børnehave og en børnehaveklasse, men altså for 3-årige. Her fik hun lov at komme hver dag. Der var 15 børn, som skulle sidde stille hele dagen og øve 1- og 2-taller, mens læreren gik rundt og hjalp og kontrollerede. Lola kunne slet ikke klare at sidde stille så længe. Moderen tog en snak med læreren, og så fik hun lov at lege ude sammen med et andet barn, der heller ikke var formelt indskrevet i skolen. For Lola var det mest spændende dog busturen til og fra skole. Moderen var meget utilfreds med den måde, det foregik på, fordi hun vidste, at det gøres anderledes andre steder.

Parret tog væk en lille uges tid, og der blev meget stille, fordi vi var de eneste. Men en familie fra Lima kom og holdt weekend på campingpladsen. De var meget sociale og hyggelige at være sammen med.

Der havde også været både et tysk par, som var ved at købe en camper, der stod på campingpladsen, og et amerikansk par, Aidan og Jeanette. De ventede også på at få deres suspension ophævet. Det havde de bare ikke tålmodighed til, så de kørte en tur på en uges tid. Han var meget initiativrig. Han var for eksempel professionel fotograf og lavede naturbilleder, som han optog på gammeldags film og fremkaldte i sit medbragte mørkekammer, hvorefter han digitaliserede billederne. ”Det giver nogle lidt andre farver, og det er blevet min niche i den hårde konkurrence,” forklarede han. De kørte jo ulovligt, og en dag havde Sunat ringet og sagt, at de ville komme i morgen og inspicere bilen. ”Det kan vi ikke, vi er på bustur,” sagde han til dem. En anden dag var de blevet standset af politiet, som ville se hans og bilens papirer. Også her vidste han råd og sagde, at hans pas var blevet væk. Han slap med at betale en lille bestikkelse.

Nå, tirsdag den 25. oktober om morgenen kom der endelig svar fra Sunat. ”I kan køre nu,” lød beskeden over whatsapp. ”Skal vi ikke have et dokument, der viser, at vi kan køre igen?” spurgte jeg. Lidt efter kom der et billede af hans computerskærm. Det var ”dokumentet”.

Da vi havde tygget lidt på det, dukkede de unge tyskere op, og lidt efter kom Aidan. Vi viste ham billedet af computerskærmen, og han undrede sig også såre over det. ”Vent lige en times tid,” sagde han, ”for jeg har en aftale med en medarbejder fra Sunat, som kommer her.” Det viste sig, at Aidan, der taler flydende spansk, havde kontaktet medarbejderen telefonisk, men han vidste ikke, om han havde tid til at komme. Det var en to timers køretur gennem hele Lima. Da Aidan resolut tilbød at betale hans taxa, kom han.

Det viste sig at være en dygtig og seriøs medarbejder. Han rystede på hovedet af billedet af computerskærmen og tog telefonen og fik sagen opklaret. Det viste sig, at vores bil var faldet ud af deres system. Nu sørgede han for, at den blev lagt rigtigt ind, så der kunne ske en ordentlig sagsbehandling.

Om eftermiddagen kom det dokument, vi skulle bruge. Der var dog fejl i det, men det skulle vi bare selv rette med en kuglepen. Hvad værre var: Vi skulle have bilen ud af landet senest den 31. oktober. Dog var vi velkommen til at komme ind i Peru igen dagen efter.

Det betød for det første, at vores rejseplaner blev kuldkastet, og for det andet at vi ikke kunne begynde at køre, før vi havde fået nye dæk og lavet service på bilen. En ekstra dag gik også med at vente på en bilforsikring.

Dækskifte tog en hel dag, selvom vi havde lavet aftaler om det på forhånd. Kørslen i byen tog uhyggelig lang tid blandt andet fordi der var to avenidaer med samme navn.

Værkstedet havde vi ikke kunnet lave en aftale med. Først kørte vi til et Ford-værksted, men porten var for lav til, at vi kunne komme ind. Nå, vi bestemte så at køre til en mekaniker, som nogen havde givet os koordinaterne på. På vej derhen kørte vi på en stærkt trafikeret avenida med flere spor. Her fik jeg tilfældigt øje på et andet Ford-værksted med en høj port på den anden side af vejen. Det viste sig at være det helt rigtige. De var ikke bare hjælpsomme, men også meget professionelle. Da vi var færdige først på eftermiddagen, kunne vi begynde at køre.

Der er næsten 1200 kilometer fra Lima til Chile. Selvom vejen er god, tager det længere tid end en tilsvarende strækning på en europæisk motorvej. Godt 300 kilometer om dagen kunne vi nå. På den længste strækning er det en tosporet landevej med masser af lastbiltrafik. Nogle steder var der bjergkørsel uden mulighed for overhaling i timevis. Og så var der vejarbejderne, hvor vi tit måtte vente over en halv time, inden vi kunne få lov at køre videre. En dag var vi stået meget tidligt op og kom også tidligt af sted. Men efter de første 6 kilometer var vejen spærret på grund af vejarbejde. Halvanden time måtte vi vente. Vi holdt allerforrest, og der opstod en kæmpe kø bagved. Folk blev utålmodige og kom og talte med vagterne. På et tidspunkt var det ved at ende i håndgemæng mellem en utålmodig bilist og en vagt.

Mandag den 31. oktober holdt vi ved grænsen. Bilen blev skrevet ud af Sunats system og bagefter ind i Chiles system. Vi kan nu vende tilbage til Peru uden at risikere, at bilen bliver konfiskeret.

Vores oprindelig plan var at køre til Cusco og se Machu Picchu og flere andre steder, som vi ikke fik set på grund af coronaen. Men eftersom vi kun har to måneder denne gang, er der ikke tid til at vende tilbage. Vi har en returbillet i begyndelsen af december fra Montevideo, Uruguay.

Så Peru må vente til en anden gang.