Dagbog november 2022

Dagbog november 2022
Afstandene er lange i Chile. Her det første skilt efter at have passeret grænsen fra Peru. Stillehavet til højre, ørkenen til venstre og 16 til

1. november 2022

Vi havde forventet, at der var en pengeautomat ved grænsen. Det var der ikke, så da vi skulle betale for den første overnatning, havde vi ikke noget at betale med. Ejeren forklarede, at der var en pengeautomat inde i Arica. Det ville være en længere tur og ind i en stor by med vanskelige parkeringsforhold. Det ville vi helst undgå. Men vi var så heldige, at vi kom til at tale med nogen i et vejkryds, som forklarede, at der var en mulighed i nærheden. Jeg ved ikke, om ejeren af campingpladsen blev overrasket over at se os igen, men han fik i hvert fald sine penge.

Chile er som bekendt et langstrakt land. Det gælder også den nordlige del. Her er der ørken med langt imellem bebyggelserne. Arica er Chiles nordligste by. Da vi forlod byområdet, oplyste et skilt, at der nu var 258 km til næste tankstation. Den nordlige del udgør 25 % af landets samlede areal, men kun 5 % af befolkningen bor i den del af landet. Landskabet er helt øde og nærmest livløst. Der er ingen plantevækst af nogen art. Hvad der er af dyreliv, er sikkert minimalt. Vi så ikke noget. I begyndelsen var der lidt bjergkørsel. Derefter kørte vi gennem endeløse sandflader, som lever op de forestillinger, man har om en ørken: sand så langt øjet rækker. Med lange afstande dukkede der lidt bevoksning op i form af træer. Det var steder, hvor grundvandet stod så højt, at rødderne kunne nå ned til vandet.

Efter nogle hundrede kilometer nåede vi frem til en campingplads, der netop lå sådan et sted. Der var spredte træer, og her pumpede de grundvand op fra 12 meters dybde. Så langt kan trærødderne nå ned, men andre planter kan ikke. Derfor er der helt bart mellem træerne.

Sent om aftenen gyngede camperen, som om nogle skubbede til den. Det kunne ligesom ikke passe, da vi var helt alene med hegn omkring og en låst port.

[Et stykke tid efter – i San Pedro de Atacama – talte vi med et ungt svejtsisk par, som kunne fortælle, at det var et jordskælv. De vidste, at jordskælvet var på over 5 på Richterskalaen, og at epicenteret lå lidt nord for byen Calama. Den nat havde de boet på et hotel på tredje sal netop i Calama og var blevet rædselslagne over rystelserne.]

2. november 2022

Vi var de eneste gæster. Vi bestemte os til at ligge en dag over, fordi vi trængte til en pause efter mange travle dage først med at blive klar til at køre og derefter adskillige lange køredage. Vi fik vasket tøj og ordnet nogle ting på cumputeren.

Stedet lå meget ensomt midt imellem to oasebyer. Den første landsby hed La Tirana. Dens historie går tilbage til 1500-tallet, hvor en inka prinsesse beherskede området. Hun var berygtet for at slå kristne ihjel. Men så forelskede hun sig i en portugisisk fange og konverterede til kristendommen. Hendes adfærd havde dog skabt så megen vrede, at hun og hendes tilkommende blev dræbt på deres bryllupsdag. En jesuitermissionær byggede omkring 1540 en kirke ved prinsessens grav, og det blev begyndelsen til en kult, der den dag i dag tiltrækker 200.000 mennesker en gang om året. Byens navn, La Tirana, betyder tyrannen.

3. november 2022

Den anden landsby, som hed Pica, lå kun 40 kilometer væk. Vi ville tage derhen, fordi vi havde læst, at vi kunne få strøm, og fordi det skulle være en hyggelig by. Ideen var at tage en ekstra fridag.

Inden vi kørte ud til campingpladsen, købte vi ind i en mindre butik i byen, som ikke så ud af noget særligt. Det viste sig, at deres varer var af meget høj kvalitet.

Indehaveren af campingpladsen var en ældre mand med ikke helt så mange tænder i munden, som han en gang har haft. Vi måtte gerne være der, men det viste sig, at vi alligevel ikke kunne få strøm, fordi Chile har deres egne stik, og han havde ikke en adapter. Derimod kom han med en vinkelsliber, så skulle han nok få vores stik til at passe. Det sagde vi pænt nej tak til. Vi sagde også farvel, for der var for langt ind til byen.

Vi kunne lige så godt bruge dagen på at køre. Så det blev endnu en lang køredag.

Overnatning var på et truckstop i et vejkryds. Der var ingen tankstation, men derimod en restaurant med hotelværelser og en lille butik, som de kaldte et supermarked. Det var dejligt stille og roligt. Lyden af lastbiler, der kommer og går, er blevet så fortrolig, at det virker trygt.

4. november 2022

Med de få kvadretmeter gulvplads i camperen har vi udviklet nogle rutiner, så vi ikke går i vejen for hinanden. Min opgave er for eksempel at lave morgenmad, mens Ranveg er i bad. Det var dog først, da vi sad vi bordet, vi kunne mærke, at nogle puffede til camperen, så den gyngede. Mærkeligt nok var der ingen stemmer at høre. Det viste sig at være otte hunde, som sikkert kunne lugte, at jeg var ved at stege arepas til morgenmad. Arepas er brød lavet af majsmel, og som steges på panden. Det er en ret, vi har lært at kende i Colombia.

Næste mål var Calama, en større ørkenby, hvis eksistens skyldes en mine. Der var ikke så langt, så der blev tid til en afstikker til en oaselandsby, Chiu Chiu, med en fin lille kirke, der var opført i 1540 af ubrændte lersten og hvidkalket. Døre og loft var lavet af kaktusbjælker. Vi var heldige, fordi nogle netop havde kontaktet den stedlige præst og fået ham til at åbne kirken.

Calama er en stor by. Vi fandt campingpladsen. Indehaverne var et ældre ægtepar, som tog meget venligt imod os. Han havde været politibetjent og viste os sin våbensamling, der hang på væggen i stuen. Familiebillederne på væggen så vi også. Det var en glimrende campingplads. Her kunne vi låne en adapter. Det eneste, vi ikke kunne få, var vand til camperens tank. I ørkenen er vand som bekendt en knap ressource. Heldigvis har fået lært at spare på vandet, så tankens 100 liter kan vare i 4-5 dage.

5. november 2022

Der er meget kriminalitet i Calama. Heldigvis kunne vi gå hen til et indkøbscenter, hvor vi både kunne få fyldt køleskabet op og tillige få en adapter. ”Den virker også i Argentina”, fik vi at vide.

Næste mål var San Pedro de Atacama, en lille by i ørkenen, som tiltrækker mange turister. Der var godt 100 kilometer. Den første del lignede de landskaber, vi havde kørt igennem de senere dage bortset fra, at der var adskillige vindmølleparker og enorme solanlæg. På den sidste del af turen blev landskabet usædvanlig smukt.

Vi havde forberedt os godt og fundet en ideel campingplads både hvad angår beliggenhed og faciliteter. Den venlige unge mand, der tog imod os, forklarede, at coronaen har vendt op og ned på mange ting. Campingpladsen havde skiftet ejer, og de tog ikke længere campister ind, men satsede udelukkende på hoteldrift. Men lidt længere henne ad vejen var der et ideelt sted, fik vi at vide.

Hmm, prisen var mindre end ideel. 380 kr. for en nat uden mulighed for tilkobling af strøm eller at komme af med spildevand. Dertil kom, at indkørslen var snæver til vores store bil.

Vi havde kendskab til en tredje campingplads, der efter vores oplysninger også havde plads til store biler som vores. Der var dog en port med en bjælke over. Vores bil er 3,4 meter høj. Vi bankede på, for det kunne jo være, at der var en anden indkørsel. Men der kom ikke nogen og lukkede op.

Den sidste mulighed var en campingplads 8 kilometer syd for byen. Det viste sig at være et perfekt valg. Her kunne vi få alt, hvad vi havde brug for. Og så var der – for første gang – andre rejsende, så det endte med at blive et hyggeligt ophold. De første, vi talte med, var et svensk par, der rejste med en datter på 3. Moderen havde en gang boet og arbejdet i Santiago de Chile, og nu skulle hendes mand og barn se, hvor hun havde været. Det er faktisk første gang, vi har mødt skandinaviske rejsende.

6. november 2022

Den første dag blev vi på pladsen, skrev dagbog og lavede praktiske ting. Det var et rart sted at være. Da vi er på den sydlige halvkugle, havde træerne den friskeste grønne forårsfarve.

Ved siden af os boede det unge svejtsiske par, der havde oplevet jordskælvet (se under den 1. november). De havde været på tur i dagens løb. Om aftenen gik vi hen for at snakke med dem. Lidt efter kom en tysker, en mand i fyrrene, som havde rejst alene siden 2008. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften, selvom vi glemte at finde ud af hinandens navne. Som rejsende er der altid meget at snakke om. Vi repræsenterede tre forskellige måder at rejse på. De unge havde ikke så lang tid, men de havde begge sagt deres arbejde op og havde rejst rundt med offentlige transportmidler, indtil de kom til Chile, hvor de havde lejet en bil. Tyskeren rejste på en motorcykel, som han havde købt i Sydafrika, og boede i telt. Han havde rejst i det meste af verden. Og vi – vi er ikke på arbejdsmarkedet længere og har stor frihed.

At rejse er at møde andre mennesker.

7. november 2022

Da vi kørte rundt efter campingpladser i San Pedro for et par dage siden, kunne vi nok se, at vores bil var for stor til byen. Da den også er kendt for megen kriminalitet, blev vi hurtigt enige om at droppe den. Den så ellers hyggelig ud. Der var mange naturseværdigheder i omegnen. En del af dem blev dog anset som turistfælder med en skyhøj entré. Vi valgte derfor en Salar, en saltsø, hvor vi kunne se flamingoer. Det var et godt og interessant valg, og det blev til mange billeder.

Atacamaørkenen er et af de tørreste steder i hele verden, hvor der går år mellem et regndryp. Et enkelt sted vides det med sikkerhed, at der har gået nøjagtig 401 år mellem to ”regnbyger”.

Om aftenen lykkedes det at få nogle billeder af fugle, der drak vand af en vandhane på campingpladsen.

Her kunne vi få vandtanken fyldt op. Det er også værd at nævne. Vi sparer på vandet alt, hvad vi kan, og vasker op i en kop eller en stegepande.

8. november 2022

Turen går videre til Argentina. Der var halvandet hundrede kilometer til grænsen. Men hvilken tur. San Pedro ligger 2400 m o h, og herfra gik det opad og opad og opad gennem det utroligste landskab. Udover asfalten var der ingen tegn på menneskelig aktivitet. Øde og skønhed. Det højeste punkt var 4824 m o h. Det er vores rekord.

4824 m o h

Grænsestationen lå i 4200 meter. De ansatte fra begge lande boede i en lille by på den argentinske side. Formaliteterne forløb let og smertefrit. Det eneste problem var, at de argentinske medarbejdere hellere ville snakke med hinanden end stemple pas og ordne bilpapirer.

Det skønne landskab fortsatte. Nede i 3600 meters højde og hundrede kilometer lå et hotel, hvor vi kunne overnatte i bilen. Godt og gratis wifi var der også.

9. november 2022

I den nærliggende lille by, Susques, kunne vi hæve penge. Ved hæveautomaten talte Ranveg med en i køen om muligheden for at købe et argentinsk sim-kort. Hun tilbød at gå med os. Det var godt, for ellers havde vi ikke klaret det. Først i en butik for at købe et sim-kort og få et telefonnummer. Dernæst i en anden butik for at købe data. Det viste sig, at hende, der fulgte med os, vidste mere om det end ekspedienterne i de to forretninger. Men på nettet kom vi da: to dage og to gigabyte.

Vi var alvorligt bange for, at gassen snart ville slippe op. Det viste sig, at vi kunne få fyldt gasflaskerne op i Salta, en tur på 325 kilometer. Vi har for længe siden lært, at i Latinamerika er 325 kilometer ikke det samme som den tilsvarende strækning på en dansk motorvej. Det tog resten af dagen. Den første strækning var betagende bjergkørsel med et utal af hårnålesving. Da vi kom ned, troede vi, at nu skulle der tilbagelægges kilometer i en fart. Men sådan skulle det ikke gå med masser af huller og buler i vejen, så vi nåede først Salta ved mørkets frembrud.

Vi fandt en stor kommunal campingplads inde i byen. Gasflaskerne var næsten tomme, så det var vigtigt af hensyn til køleskabet at få strøm. Men den chilenske adapter passede selvfølgelig ikke. Et argentinsk par var utroligt hjælpsomme. De fik foranstaltet, at vi kunne låne en adapter af nogle andre campister. Det blev lidt bøvlet, for adapteren passede ikke til det sted, vi havde parkeret. Vi måtte flytte bilen, men i skumringen kom vi til at rive en lavthængende ledning over. Vi var nervøse for, om den var strømførende.

Skønne hjælpere i Salta

10. november 2022

Det argentinske par ordnede den lille sag med administrationen. Det var trods alt ham, der havde dirigeret mig frem. Der var heldigvis ikke nogen kritik af det. Det viste sig, at ledningen ikke var strømførende, men gik til et overvågningskamera. Nogen helt lille sag at ordne, var det dog ikke. Hele dagen gik der nogle og reparede det, og der holdt en bil fra et firma, der leverer overvågningsudstyr. Nu hænger ledningen så højt oppe, at den ikke længere hænger nogen i vejen.

Efter mogenmaden blev den sidste gasflaske tom. En af dagens opgaver var at få den fyldt op igen. Efter først at have kørt forgæves et sted, fandt vi det rigtige sted. De læste omhyggeligt alt, hvad der stod på vores amerikanske gasflasker. 6 kg i hver ville de fylde i. I Mexico fik vi tit 8-10 kg, men det er imod alle sikkerhedsforskrifter.

Efter en masse besvær med at parkere på campingpladsen på grund af parkerede biler, gik jagten ind på en adapter. Vi fandt et ferreteria, som egentlig betyder en forretning med ting af jern. Betegnelsen kan dække over mange ting. Selvbetjening er ikke så udbredt som hjemme. Foran os stod en mand, der skulle have en ny dørlås. Han havde den gamle med, og efter en masse undersøgelser lykkedes det ekspedienten at finde en med de samme dimensioner. Dertil kom en værre masse oplysninger, der skulle skrives ind på en computer. Da kunden endelig var færdig, kom han i tanker om, at han også skulle have 6 skruer. Ekspedienten måtte om på lageret igen, og han skulle nu tage stilling til, om det skulle være forniklede skruer eller messingskruer. Som de næste i køen syntes vi, at det tog oceaner af tid. Men havde jeg selv været ham med låsen, ville jeg være meget taknemlig over den udsøgte betjening. Så der er to sider af samme sag.

Det viste sig, at butikken ikke havde adaptere, men vi fik en forklaring på, hvor vi kunne få det. Der var en god kilometers vej at gå. Vi nåede lige frem, da sidste mand var ved at låse butikken af. ”Mañana”, sagde han: I morgen.

Tilbage på campingpladsen var der ankommet et brasiliansk par. Han var meget imødekommende og forærede mig en adapter, som dog kun passede til nogle af stikkene, men ikke det, som vi havde brug for.

Mens vi jagtede rundt i byen, kom der på whatsapp et spørgsmål fra myndighederne i Peru: Hvornår har I planer om at hente jeres bil. – Ja, men den er ude  af landet nu. – Hvilken grænseovergang? – Chile. – Der er to grænseovergange til Chile, hvilken? – Tacna. – Nå vi havde fået en kvittering på, at bilen ikke længere er i landet. Så jeg sendte billeder af dokumenterne og har ikke hørt fra dem siden. Men jeg undrer mig over, at de ikke bare kan slå det op på deres computerskærm.

11. november 2022

Jagten på en adapter fortsatte. Det lykkedes endelig at finde en, der kunne bruges i kombination med den, brasilianeren havde foræret os i går.

Resten af dagen gik med computerarbejde.

12. november 2022

Den datapakke, vi havde købt til telefonen, udløb. En hurtig google søgning viste, at der skulle ligge en Claro kundeservice inde i centrum. Det gjorde der også. Men der kunne man kun købe sim-kort – ikke data. De kunne ikke give nogen klar forklaring på, hvor det så kunne fås. Vi spurgte adskillige på gaden og var inde i flere forretninger, inden vi endelig fandt en lille kiosk, hvor der sad en, som både var venlig og vidste, hvad det drejede sig om. 25 gb til 30 dage.

Derefter turistede vi lidt rundt i byen, fik noget at spise og fandt til sidst et supermarked, hvor vi kunne få nye forsyninger.

Det var søndag, og campingpladsen var fuld af mennesker. Ikke kun campister, men også folk fra byen, som kom for at få en svømmetur i det kæmpestore svømmebassin. Der var liv og glade dage og masser af vagtfolk og politi til at holde orden. Ved lukketid sidst på eftermiddagen kom 6 beredne betjente. Det var signalet til at komme op af vandet. Kort tid efter var der kun os campister tilbage.

13. november 2022

Nu gik det videre sydpå mod Cafayate. Vi kørte ad hovedvej 68. Den første del af turen gik gennem en bred og frugtbar dal, som var smuk og grøn og frodig. Derefter kørte vi gennem et klippelandskab i mange røde nuancer og med de utroligste faconer. Turen var ikke så lang, og vi ankom midt på eftermiddagen.

Ruta 68

Ved siden af os var et par på vores egen alder, som sad og hyggede sig ved et bord. Vi skulle endelig sætte os ned og få en øl sammen med dem. Det var et par fra Buenos Aires, som rejste rundt i en meget stor autocamper. Argentina er i øvrigt det første land i Latinamerika, hvor vi har mødt mere end en enkelt af landets egen befolkning på camping. Snakken gik hyggeligt, indtil det blev for koldt, og vi skulle have stillet bilen an.

14. november 2022

En stille dag med praktiske ting. Det er rart med sådan et par dage efter de mange hektiske dage, vi har haft. En tur ind til byen. Der var meget stille i byen. Det viser sig, at forretningerne er åbne fra 9-13,30 og igen fra 17,30-22,00. Det er en rytme, vi ikke har vænnet os til endnu. Men det giver god mening på den måde, at der er bagende varmt om eftermiddagen.

Cafayate er centrum i et vindistrikt, og der er vin overalt – både i butikkerne, på markerne og selvfølgelig også på vingårdene.

Et hus i Cafayate, men ikke typisk for byen.

15. november 2022

Endnu en stille dag. Vasketøj afleveret og hentet.

16. november 2022

I dag er den store dag, hvor Hjørdis skal føde. Vi er blevet på pladsen her, fordi der er rimeligt internet. Men det blev ikke i dag.

17. november 2022

I dag nedkom hun med en velskabt søn. Glæden ville slet ingen ende tage. Og hvor er det godt, at der er internet, så vi kan følge med i hinandens liv på tværs af kontinenter og tidszoner.

18. november 2022

Om formiddagen havde vi en familieskype med de nybagte forældre og vores søn og svigerdatter i København. Vi hørte den nyfødtes stemme og så hans øjne et kort øjeblik.

Så var vi parate til at køre videre. Det blev en kort tur til en mindre by langs rute 40 med navnet Santa Maria. Her var der internet, havde vi checket på forhånd, hvis der skulle være nogle vigtige beskeder hjemmefra. Men alt gik godt.

Stedet blev drevet af en ung mand og hans mor, som tog ualmindelig godt imod os. Det lå lidt udenfor byen. Vi var de eneste campere, men de var ved at gøre klar til weekenden, som var en lang weekend i forbindelse med en nationaldag. Derfor forventede de, at der ville komme mange fra byen og bruge et par dage til at hygge sig. Svømmepøl var der også.

Vi gik ind til byen. I et kryds var der en stor skulptur af Pachamama, som er den gamle indianske betegnelse for Moder Jord. Udtrykket mødte vi også i Colombia.

19. november 2022

Videre sydpå. Rute 40 er en landevej, som går helt oppe fra grænsen til Bolivia og ned til det sydligste Argentina. Den følger bjergkæden langs grænsen til Chile, og hele vejen er 5224 km. Det meste er asfalteret, men noget er grusvej – det vil sige vaskebrædt. Den forbinder selvfølgelig en lang række byer og landsbyer og tjener et dagligt formål. Men den er også en stor turistattraktion, som den argentinske stat promoverer og udbygger. Mere og mere bliver asfalteret. At det er en turistvej, er en god ting for os, for der er mange overnatningsmuligheder langs ruten. Den del, vi har kørt på, har haft lange stræk på op til 100 kilometer gennem ørken uden nogen form for bebyggelse. Det er højslette – omkring 1200 m o h – og helt fladt med bjergene i baggrunden. Men der er også strækninger, der går gennem grønne floddale med en perlerække af landsbyer.

Efter en lang køretur kom vi til Salicas, hvor der var en idyllisk belyggende campingplads lige uden for byen. Trætte efter køreturen gik vi en tur ind til byen, hvor alle butikker var lukket på grund af den nationale helligdag. At butikkerne holder så konsekvent lukkede, er vi ikke vant til fra de andre sydamerikanske lande, vi har rejst i. Det var blevet gråvejr i dagens løb. Det er det første gråvejr, vi har haft, siden vi forlod Danmark i begyndelsen af oktober. I det fjerne kunne vi høre tordenen buldre. Det varede til et stykke ud på aftenen, men der kom kun nogle få stænk.

Vi har valgt campingpladser ud fra tre kriterier: 1) der skal være plads til store biler. 2) Der skal være wifi af hensyn til kontakten til dem derhjemme. 3) Der skal være strøm, så vi kan spare på gassen, der også bruges til at holde køleskabet koldt.

Her skulle alle tre ting være til stede. Det var de også, men internettet duede ikke lige den dag. Elinstallationerne så noget hjemmelavede ud, og helt ufarlige er de vist ikke. Til gengæld var toiletterne de reneste og pæneste, vi har set på hele turen.

Er der en installatør til stede?

For et stykke tid siden gik camperens varmtvandsbeholder i stykker, så vandet strømmede ud på gulvet. Vi tømte beholderen, og så var problemet løst bortset fra, at vi ikke havde varmt vand, men det er trods alt til at leve med. Men så gik vandpumpen i stykker. Det er lidt mere besværligt. Når vi holder holder, står alle vanddunkene på gulvet. De er mærkede så vi kan kende forskel på brugsvand og drikkevand. Og når vi kører, må de stilles ind i toiletrummet. Vi regner med at få problemet løst, når vi kommer til Montevideo.

20. november 2022

Efter en køretur, der mindede lidt om den i går, kom vi til Villa Unión, hvor en ung mand, Gustavo, selv har bygget en campingplads. Den er meget charmerende, men virker på nogle punkter også lidt hjemmelavet. Vi bemærkede i hvert fald mange detaljer, hvor en professionel håndværker ville have valgt nogle andre løsninger.

Udover os var der et par fra Buenos Aires, som rejste med en lille campingvogn med plads til to senge og en bagklap, der kunne åbnes, og vupti, så var der et køkken. Han var pensioneret politibetjent, og hun var pensioneret lærer. De nød ligesom os den frihed, det giver at være pensioneret.

21. november 2022

Der er dømt arbejdsdag. Det vil sige, at vi bliver her og arbejder med dagbog, hjemmeside, svarer på email og den slags.

Udover Gustavo var der en mand, som opholdt sig der. Om eftermiddagen indvilgede han i, at vise, hvordan argentinere griller. På samtlige campingpladser i Argentina er der murede griller, og vi har set, at de bliver benyttet flittigt, ligesom vi har kunnet indånde den skønne duft, der kommer fra dem. Vi er jo i et land, hvor yndlingsspisen er oksekød. Gustavo skaffede noget brænde. Her bruger man ikke trækul, men overalt kan man købe gennemtørt brænde, som på en times tid bliver til trækul, og så går stegningen i gang. Han gav mange gode fif undervejs, og kødet endte med at smage fantastisk. Heldigvis havde vi – i anledning af nationaldagen selvfølgelig – købt en flaske lokal rødvin. Undervejs mens vi ventede, fik vi mange ting at vide om stedet og egnen. Fyren, som vi ikke fik navnet på, arbejdede med affaldssortering 15 dage ad gangen, hvorefter han havde 7 dage fri, hvor han tog hjem til sin famiie. Han boede somme tider hos Gustavo, når der var en ekstra fridag. Men så fortalte han, at hvis han manglede penge, så tog han op i bjergene og gravede guld. Gustavo havde også gjort det. Der er ikke bare guld, men også sølv, kobber, lithium og andre værdifulde mineraler. Folk i Villa Unión lever simpelt hen af minedrift. Vi har jo selv vasket guld i Canada og USA, så nu kunne vi pludselig snakke fagligt. Vi viste dem vores pande, som de var meget begejstrede for. De fik også vores guld at se, som kun er en lille portion. ”Det har vi været tre uger om at samle,” forklarede vi. Så viste de os billeder på deres telefoner med meget større portioner guld og sagde, at det var resultatet af en halv times arbejde. Hm, ja, vores guldvaskeri er jo bare en rekreativ beskæftigelse.

Så grilles der.

22. november 2022

Efter en masse indkøb i byen, som havde flere gode forretninger, gik turen videre til nationalparken Talampaya, der er kendt for sine utrolige klippeformationer og helleristninger. Der var kun en god times kørsel, men varmen er blevet slem. Der var omkring 35 grader, men i morgen skulle det blive 43. Vi nøjedes med at stille camperen op og orientere os. Det viste sig, at man ikke kan færdes frit i parken, men kun komme ind på en bustur. Ikke min foretrukne måde at gøre det på, men der var ikke andre muligheder.

Vi var de eneste på campingpladsen ud over en mand, der cyklede rundt alene og boede i et lille telt. Om aftenen fik jeg en lille snak med ham. Mens vi stod og talte, hørte vi nogle dyrelyde. Det viste sig at være en flok guanaco, et dyr, der er i slægt med lamaen.

Guanaco

23. november 2022

Det er forår. De få træer, der er her i ørkenen, har en frisk forårsgrøn farve. Men det betyder også, at turistsæsonen ikke er i gang endnu. Vi købte en eksursion og fik at vide, at der kun var én med ud over os. Det viste sig at være en svejtser, der rejser alene, og som vi lærte at kende i Cafayate.

Vi blev kørt ind i parken og så de utroligste klippeformationer i rødlige toner. Dertil kom helleristningerne, der lige som de skandinaviske stiller flere spørgsmål, end de giver svar. I hvert fald kan man sige med sikkerhed, at de er et vidnesbyrd om det liv, der blev levet her for 2.500 år siden.

24. november 2022

Turen gik videre – cirka 13 kilometer – til et sted, der også arrangerer ture i Talampaya Nationalpark. Her var vi de eneste turister, så vi tog af sted med en chauffør og en guide. Undervejs så vi en guanaco, der lå i skyggen under et træ. Turens mål var en gåtur i en dal med de vildeste og flotteste fjeldformationer.

Imens jeg fotograferede, fik Ranveg en lang snak med guiden og fik meget at vide om forholdene i Argentina. Ranveg spurgte hende blandt andet om, hvad der er det bedste og det værste i Argentina. Som det bedste fremhævede hun de mange smukke landskaber. Den anden del af spørgsmålet svarede hun ikke direkte på, men det blev til en snak om landets dårlige regeringsledelse og dårlige økonomi med højt skattetryk uden, at befolkningen får noget for det, men selv skal betale for mange offentlige ydelser. Forklaring: korruption. Men hun sagde også, at forholdene ikke er så slemme som i Mexico, hvor politiet er involveret i kriminalitet og drab, idet de beskytter narkobander. Ranveg var meget oplivet over samtalen med hende, fordi hun var så vidende og engageret.

Herfra kørte vi den korte vej til den næste nationalpark, Ischigualasto, hvor der var mulighed for overnatning.

25. november 2022

I Ischigualasto meldte vi os til en guidet tur. Den foregik i egne biler og var væsentlig billigere end turene i Talampaya. Landskaberne er spektakulære, men det helt særlige ved Ischigualasto er, at der er fundet et stort antal dinosaurer. ”Ischigualasto er et paradis for palæontologer,” skal den nu afdøde forsker have sagt, som var pioner på området.

Der var et museum, som formidlede en mængde viden om dinosaurernes liv og havde udstilling af de fund, der var gjort i området.

26. november 2022

Vi blev i Ischigualasto natten over. Herfra begyndte rejsen hjem. Det vil sige, vi begyndte med en temmelig lang afstikker for at komme til en bager, vi havde læst anbefalinger om. Der er tale om et område, hvor der er meget langt mellem landsbyerne. Brødet var for resten rigtigt udmærket.

Her begyndte vi langsomt at forlade bjergene. Det var stadig ørken, men grøn ørken i lighed med det, vi har lært at kende i Arizona. Det er ikke så mærkeligt, for det er på cirka samme breddegrad henholdsvis nord og syd for ækvator. Den grønne farve var frisk foråsgrøn. Temperaturen var også ”forårsagtig” med omkring fyrre grader. Landskabet var fladt og vejen trukket som efter en snor, og der var ingen trafik. Chaufføren begyndte allerede at længes tilbage til Ruta 40.

Overnatning i Villa de Soto, der ikke har efterladt sig spor i erindringen.

27. november 2022

Vi nærmede os millionbyen Córdoba. Der var nu flere småbyer, og landskabet blev kuperet. Vi valgte at køre udenom byen. Øst for byen blev landskabet helt fladt de næste 500 kilometer eller længere. Nu var det frodigt landbrugsland, som lignede det danske landskab. Det kunne minde om en overdimensioneret udgave af turen fra Børglum til Tolstrup. Forskellen var, at markerne var meget større end hjemme, og at der ikke lå huse og gårde i landskabet. Kornhøsten var i fuld gang og næsten færdig.

Kornhøsten er i fuld gang - sidst i november.

Villa Maria er en større by midt i landbrugslandet. Her overnattede vi på en campingplads, hvor vi talte i alt 63 griller i en lang række. Vi var de eneste overnattende.

28. november 2022

Endnu en lang køredag gennem den samme type landskab. Den førte os frem til Victoria. Nu trængte vi til en lille pause. Her forlangte de 4.000 pesos for en nat, men vi fik det forhandlet ned til 3.000, fordi vi bestemte os til at blive i tre nætter. Vi kan virkelig mærke, at inflationen har fat i Argentina. Priserne er steget markant, siden vi kom ind i landet. I øjeblikket har Argentina verdens højeste inflation. Eksperter mener, at den årlige inflation ender på et sted mellem 70 og 90 %. Det er højere end Tyrkiet.

29. november 2022

Først på formiddagen ankom to lærere med to hold 4. klasses elever. De var nu mest overladt til sig selv, og der var en værre larm fra dem. Til frokost grillede den mandlige lærer hamburgerbøffer til dem. Vi fik en smagsprøve.

Vi skulle have købt ind, og på vej fandt vi en mand, der lige som alle andre argentinere var grebet af fodboldfeberen fra VM i Qatar. Han prøvede at få en lille forretning ud af det.

Om aftenen efter, at skolebørnene var taget af sted igen, gentog vi successen med at tænde op i en grill. En ansat kom og gav gode råd.

30. november 2022

Byen var egentlig ikke særlig pæn. Det mest interessante var et orkesterpodie, som var stillet op på det centrale torv. Ellers var der ikke noget særligt at se. Men der var gode forretninger.

På campingpladsen ankom et stort hold elever i ungdomsskolealderen. De dyrkede en masse boldspil, som der var faciliteter til. Og da det var tid til fodbold-VM, hvor Argentina skulle spille, affødte det en masse jubelbrøl.