Dagbog december 2022

1. december 2022

Videre. Det er det samme frugtbare landbrugsland, men der begyndte at komme nogle bakker, men ikke større end vi kender dem hjemmefra, så landskabet virkede stadig om ikke dansk, så dog velkendt. Jeg har før nævnt forskellene: de enorme marker og den manglende bebyggelse i landskabet.

Den næste by var Gualeguaychú. Vi havde fundet en campingplads, der lå ved en flod. Der var flere, der havde en båd opmagasineret på campingpladsen. Igen var prisen 4.000 pesos, og den var ikke til forhandling, og så forlangte de tilmed, at vi skulle være ude næste dag klokken 10. Det har vi aldrig mødt før.

Vi mødte et par hyggelige mennesker fra Buenos Aires. Han havde sin egen lille virksomhed, hvor han levede af at reparere elektriske og elektroniske apparater, mens hun var pensioneret lærer. De havde lejet en hytte på campingpladsen og nød livet.

2. december 2022

Herfra var der kun en kort køretur til grænsen til Uruguay. Grænsen udgøres af floden Rio Uruguay, hvor man kører over en spektakulær bro. Vi har efterhånden passeret så mange grænser, at vi ved, at ikke to er ens. Vi havde også en forventning om, at vi ikke kunne tage frugt med over, så vi havde kun en lille smule. Men at vi heller ikke måtte tage ost med, vidste vi ikke. Vi kunne vælge mellem at smide det væk eller spise det på stedet. Noget spiste vi. Ranveg spiste halvdelen af et stort stykke parmesanost, som vi skulle have brugt i vores morgenmad.

Grænseovergangen ligger ved en by, der hedder Fray Bentos. Vi kørte ind til byen med det samme og fik købt et uruguayansk simkort. På en tankstation fik vi det aktiveret. Men det var tidskrævende at finde ud af, hvor vi kunne få tingene gjort. En bankautomat fandt vi også. Så var vi klar til at finde en campingplads. Den lå lige ned til floden med udsigt til broen, vi var kommet over tidligere på dagen. Det var et sted, hvor folk kom i weekenderne og hyggede sig. Det var noget nedslidt, men beliggenheden var fin.

3. december 2022

Vi kørte det sidste – lange – stykke til det sted, hvor vi skal have camperen til at stå, mens vi er hjemme på juleferie.

Det er en lille campingplads, hvor ejerne, der er et par tyske brødre, dels har et værksted, hvor de kan reparere campere, og dels har en business med at opbevare campere, mens folk er hjemme i Europa. Uruguay er fin til det formål, fordi bilen kan blive i landet i et helt år uden nogle særlige betingelser.

På campingpladsen var der i forvejen en tysker, der rejste alene i en gammel bil med tagtelt, og et svejtsisk par, som var først i tresserne, og som havde rejst i 12 år i Afrika, Mellemøsten og Silkevejen. De havde tidligere rejst i Sydamerika. Nu skulle det gentages. Det var hyggelige folk, og en af dem hjalp mig med en adapter til de tyske Schukostik, som var sat op på campingpladsen, og som vi manglede adaptere til, selvom vi efterhånden har et stort udvalg.

Campingpladsen har et europæisk præg. Faciliterne er, som vi forventer det – det vil sige uden de talrige overraskelser, vi efterhånden er blevet vant til. Det mest overraskender var et opslag på toilettet, hvor der stod, at wc-papir skal smides i toilettet. Overalt i Latinamerika er det ellers sådan, at det skal smides i en affaldsspand, der står ved siden af.

4. december 2022

Både tyskeren og svejtserne rejste, så nu var der bare os og to lamaer. Vi har forskellige praktiske ting, vi skal have lavet, så det er godt nok at få gjort noget ved det.

5.-9. december 2022

Det var nogle stille dage, men også meget varme. Det var dog ikke helt så varmt som i ørkenen, men til gengæld faldt temperaturen ikke så drastisk om natten, så man fik en pause fra varmen. Og så var luften ikke så tør som i ørkenen. Det betød, at vi svedte dag og nat. Om natten lå vi i træk og fik begge to en stor forkølelse ud af det.

Et par gange måtte vi ud at købe ind. Landskabet er som sagt et kæmpe landbrugsland uden bebyggelse. Men en halv snes kilometer fra campingpladsen var der en større landsby med butikker med et stort vareudbud.

Den vigtigste begivenhed var, at Marc og Herlinde kom de to sidste dage, inden vi skulle rejse. De kører i en camper ligesom vores, og det er flere gange sket, at nogen har taget fejl og troet, vi var dem, eller de var os. Det giver grund til en masse erfaringsudveksling, og det har været nyttigt for begge parter, siden vi mødte hinanden i 2016. Vi havde et par hyggelige dage sammen. Vi fik nogle gode historier fra deres rejser. De har været fuldtidsrejsende i over 20 år. De skulle også opmagasinere deres camper og hjem til Belgien et par dage efter os.

Mens vi er hjemme skal vi have lavet noget service på camperen. Varmtvandsbeholderen er i stykker. Vandet løber ud af bunden på den og ud på gulvtæppet. Vandpumpen skal skiftes. Det er tredje gang, vi skal have skiftet pumpe. Tyskerne på værkstedet bruger et andet fabrikat, og de siger, at deres pumper holder bedre. Vi håber, det er rigtigt. Der er flere småting, der skal repareres. Det bliver dejligt at få det ordnet.

Om morgenen den 9. december blev vi hentet af en taxa, som kørte os til lufthavnen i Montevideo. Herfra var der 7½ times flyvning til Panamá og derefter 9½ time til Amsterdam, og endelig en times flyvning til Aalborg.

Så var vi hjemme i den danske vinter.