Oktober 2017

Oktober 2017

3. oktober

Så er vi på farten igen. Når man har prøvet de lange flyrejser nogle gange, kender man efterhånden rutinen, og det bedste ved det er, at der ikke er noget særligt at fortælle om dem. På den anden side er der også noget fascinerende ved flyrejser. Af gode grunde vil et fly følge den korteste rute mellem to punkter. Umiddelbart forestiller man sig ikke, at den korteste rute mellem Amsterdam og Calgary går over Grønland. Vi fløj op gennem Nordsøen øst om Færøerne og Island og ind over Grønland ved Scoresbysund og ud igen langt nord for Upernavik. Derefter gik turen gennem de mest øde områder af Canada, inden vi landede i et Calgary, der var badet i solskin.

På grund af jordens kugleform er den korteste afstand mellem to punkter, når man rejser fra øst til vest eller omvendt ikke kompasretningen, men den beskriver en bue. Fænomenet kaldes storcirkelnavigation. Det gælder kun nord for 40 grad nord og tilsvarende syd for 40 grader syd. Tættere på ækvator spiller det mindre eller ingen rolle for afstanden.

Desværre var det ikke muligt at se noget, da vi sad midt inde i flyet.

Tidligere har vi fløjet med Icelandair med tre flyskift i København, Reykjavik og Edmonton. Men denne gang fandt vi en rute med KLM direkte fra Aalborg med kun to flyskift: Amsterdam og Calgary. Tidsmæssigt passede det perfekt, og det kan ikke gøres hurtigere.

Vi er blevet erfarne rejsende, har vi nogle gange sagt til hinanden. Om morgenen havde vi smurt en dejlig madpakke blandt andet med slagterens bedste spegepølse, for Icelandair byder ikke på noget måltid. Men til vores store overraskelse serverede KLM varm mad hele to gange på den 8 timer lange flyvning. Og ikke bare det. Der var vin til maden, og en gewesen til kaffen med frit valg mellem Bailey og Cognac. Alt sammen uden ekstra betaling selvom vi sad på en af de bageste rækker på økonomiklasse. Somme tider er det skønt at blive klogere.

Men slagterens gode spegepølse blev konfiskeret i immigrationen i Calgary. Vi vidste godt, at det ikke er tilladt at kødvarer med ind i landet. Alt forløb glat, og vi blev mødt med venlighed og imødekommenhed.

Efter et par timers ventetid i Calgary gik vores sidste fly til Kelowna. Det er en tur på cirka en time. Her var der den smukkeste udsigt over Rocky Mountains, som vi kørte igennem for godt et år siden. Begge kufferter var med hele vejen til Kelowna. Det er nemlig ikke altid tilfældet.

Taxaen fra lufthavnen til hotellet blev kørt af en ældre dame, som viste sig at være noget af en personlighed. Vi talte først om det at kunne fremmedsprog, og hun fortalte, at det ikke er prioriteret i skolen. Senere i livet havde hun dog undervist i engelsk i Korea i otte år og havde vist også opholdt sig i Kina. I hvert fald talte hun kinesisk og kunne redegøre for forskellige udgaver af kinesisk. Da vi havde betalt og fået vores bagage, sagde hun, at det var rart, at vi havde hyggetalt med hende, selvom vi var trætte og søvnige efter den lange rejse. Til allersidst kiggede hun på Ranveg og sagde: ”Du er meget smuk!”

Klokken syv om aftenen – det svarer til klokken fire om morgenen derhjemme – slukkede vi lyset efter en lang og god rejsedag.

4. oktober

En lang nat med god søvn gør generne ved jetlag minimale. Det er altid lettere at rejse med tiden fra øst mod vest end omvendt.

Dagens første opgave var fornyelse af bilforsikringen. Det gik glat. Næste opgave var at hente bilen. Den stod, hvor vi havde parkeret den. Det var også ventet, for den står bag lås og slå med gitterport og hemmelig kode for at komme ind. Der måtte vi skrue den bageste nummerplade af og sætte de nye klistermærker på, der viser forsikringens udløbsdato.

I modsætning til Danmark skal man ikke aflevere nummerpladerne, hvis man lader forsikringen ophøre. Datomærkatet viser, om bilen er lovligt forsikret.

Efter at have afregnet med firmaet, der står for opbevaringen, kørte vi ud i byen og ordnede praktiske ting som at fylde noget i køleskabet.

5. oktober

Vi skal have lavet noget vedligholdelse på camperen. De har altid meget travlt på værkstedet, så vi lavede en aftale med dem for halvanden måned siden. Det var nogle småting, som ikke er nogen stor sag for værkstedet at lave, men som betyder meget i hverdagen. En kontakt skulle skiftes. Gasanlægget blev trykprøvet. En stor udfordring er at tjekke batterierne for vand, fordi der er så lidt plads, at man ikke kan se ned i dem. At tage dem ud tør vi ikke, for der er uhyggeligt mange ledninger, der også skal sidde rigtigt bagefter. Vi er nødt til at skal have fundet et lille spejl helst på en stang.

Mens vi har været her, har det været det flotteste vejr. Man kunne kalde det sent sensommervejr. Luften er kold om morgenen, men i løbet af dagen får solen magt, og om eftermiddagen har det været varmere, end vi på noget tidspunkt har oplevet i den danske sommer anno 2017. Vi er trods alt ikke længere sydpå end, hvad der svarer til et sted midt i Tyskland. Efter vejrmeldingen er det lune vejr dog snart slut.

Nogen har fortalt os, at sommeren ikke har været så god i British Columbia. Det begyndte med et tidligt og voldsomt tøbrud, der medførte oversvømmelser. Senere kom der skovbrande, som dels var ødelæggende og dels betød, at luften havde været fuld af røg i ugevis. En ubehagelig ting ved det var, at flere brande var påsatte.

6. oktober

Flere praktiske opgaver. Vi skulle sende et brev til bilforsikringsseslskabet for at få refusion for den tid, vi var i Mexico sidste vinter, for den canadiske forsikring dækker ikke udenfor Canada og USA. Når man rejser rundt er det lidt mere besværligt at ordne simple ting som at tage fotokopier, udskrive breve fra computeren, få fat i én konvolut (og ikke en pakke med 100) og til sidst et frimærke. Jeg havde set frem til at kunne fortælle, at vi havde været inde på et rigtigt posthus, men det var altså bare et hjørne, der var indrettet i en kosmetikforretning.

Forleden dag fandt vi et godt møntvaskeri og benyttede så lejligheden i dag til at vaske puder og dyner. Resten af dagen gik med indkøb. I morgen får vi besøg af Linda til frokost. Det meste af maden købte vi i én forretning og resten i en anden. Da vi stod i køen ved kassen i den anden forretning, sagde en dame, der stod foran os og kiggede ned i vores indkøbsvogn: ”I har købt de fundamentale ting: vand, vin og kaffe!”

De første to nætter i camperen tilbragte vi på en campingplads, men de havde ikke længere plads til os, så nu er det Walmarts parkeringsplads igen.

7. oktober

Grenene i buskadset ved parkeringspladsen bevægede sig om morgenen, og ud kravlede en hjemløs, som havde tilbragt natten derinde.

Vi havde en dejlig dag sammen med Linda, som vi lærte at kende, da vi var her i foråret. Vi har en fælles interesse i at rejse. Hun har rejst, siden hun var helt ung. I dag er hun 70 og rejser stadig. Først på sommeren havde hun rejst rundt i Uganda i forbindelse med et u-landsprojekt, som gik ud på at tage rundt fra skole til skole og dele menstruationsbind ud til unge piger og undervise i, hvordan kroppen fungerer. Det er en gruppe i Kelowna, der har sat projektet i gang, og som producerer en del til bindene. Den anden del skal syes og monteres, og det foregår i Uganda. Bindene kan vaskes og genbruges, og det er en meget vigtig ting under afrikanske forhold. – Der indgik også en del basal seksualundervisning. Blandt andet havde de ved hjælp af en flaske vist pigerne, hvordan man trækker et kondom på. Det er en vigtig viden at formidle, da 25 % af pigerne bliver gravide, inden de forlader skolen.

Vi talte selvfølgelig også om mange andre ting. Linda fortalte, at hun er begyndt på et spanskkursus, der skal slutte med en eksamen. Lige nu skulle hun lave en opgave, hvor hun skulle fortælle om sig selv på spansk. Det var en svær opgave – ikke af sproglige grunde, men fordi hun har levet et meget indholdsrigt liv.

Efter en hyggelig dag skiltes vi. Vi gik en tur på stranden i den dejlige eftermiddagssol og nød de gyldne efterårsfarver.

8. oktober

Selvom det er søndag, er forretningerne åbne. Det er fint, for vi skal have ordnet de sidste indkøb, inden vi begynder at køre. Blandt andet lykkedes det endelig at finde et såkaldt inspektionsspejl, som er et lille spejl på en en teleskopstang, så vi kan undersøge vandstanden i batterierne.

Vi skulle også undersøge nogle ting på nettet og fandt en parkeringsplads bag det hotel, vi boede på den første nat. Deres wifi gik helt ud på parkeringspladsen, og kendeordet havde vi jo i forvejen, så vi kunne arbejde inde fra camperen.

Om aftenen spiste vi på en restaurant. Det er thanksgiving, så der var mange mennesker i byen, og vi måtte vente, inden vi kunne få et bord. I dagens anledning serverede de kalkunbryst og græskartærte. Ranveg spurgte den unge servitrice om, hvilken øl der passede bedst til maden. Hun svarede: ”Jeg er ikke den rette at spørge, for jeg er kun 17 år, så jeg må ikke drikke. Men jeg kan fortælle jer, hvilke øl der er mest populære.”

9. oktober

I dag skal vi endelig ud at køre. Vi kørte stik syd på til den lille grænseovergang i Osoyoos, der fører ind i Washington. Grænsepassagen gik let og ubesværet. Skemaet, vi skulle udfylde ved indrejsen, var endda på dansk.

Det var interessant at se den store forskel fra det ene land til det næste. Landskabsmæssigt er det en fortsættelse af den samme dal. På den canadiske side er hver kvadratmeter, der kan dyrkes, udnyttet. Her er der traditionelt frugtavl, som efterhånden fortrænges mere og mere af vinavl, som der er flere penge i. På den amerikanske side er der derimod kun få frugtplantager, spredt bebyggelse og ingen vinmarker.

Da vi ikke måtte tage kød og frugt med over grænsen, havde vi tømt køleskabet forinden. Vi måtte derfor ind i et supermarked. Ved kassen foran os stod en gammel dame med et checkhæfte og var ved at fylde en check ud. Det var næsten som et flash back til gamle dage.

På vej gennem en by, hvor vi heldigvis ikke kørte så stærkt, måtte jeg lave en hård nødopbremsning, fordi en bil fra højre, som ikke overholdt vigepligten, kom susende tværs over hovedvejen. Flere andre bilister måtte også bremse hårdt op. Der skete ingenting, men det var tæt på. En meter mere og vi var kollideret. Nu har jeg haft kørekørt i næsten 45 år, men det er første gang, jeg har været så tæt på en kollision.

Vi havde fundet en særlig naturskøn rute, der førte gennem nogle bjerge i et indianerreservat. Det sluttede ved en gigantisk dæmning ved Colombiafloden. Herefter kom vi gennem en bred åben dal med karakteristiske taffelbjerge på begge sider.

På en tankstation i Coulee City fik vi lov at parkere for natten. Vi gik en tur ned ad en sidevej, hvor der lå nogle få huse og næsten ingen trafik. Chaufførerne i hele to biler, der kørte forbi, hilste på os. Det er et sikkert tegn på, at vi er langt ude på landet.

10. oktober

Den første time blev landskabet om muligt endnu smukkere. Derefter blev det mindre spændende. Det er meget tørre områder, vi kører igennem. Det er underligt at tænke sig, at vest for bjergkæden The Cascades falder der så meget regn, at der er regnskov, men østsiden ligger i regnlæ og er så tør, at den er næsten ørkenagtig. Bjergene er beklædt med græs og enkelte træer, men ikke skov.

Kunstvanding gør landbrug muligt, og selv nu kort tid før vinteren bliver markerne vandet måske fordi de sår vinterafgrøder ligesom hjemme. Der er også kvægavl. Ligesom vi har set det andre steder i USA, går kreaturerne rundt i noget forfærdeligt mudder, og gødningen kan man lugte langt væk. Men mejeriprodukter er billige.

Ved byen Pasco kørte vi på motorvej, og kort efter var vi i Oregon. I Baker City fik vi lov at sidde på biblioteket og bruge deres internet for at undersøge muligheder for overnatning. Vi fandt koordinaterne på et sted 40-50 km længere ude ad motorvejen ad en lille sidevej ude i bjergene. Her er der efterårsfarver og en bæk, der bruser af sted.

I øvrigt er det underligt at tænke på, at i dag er det en uge siden, vi tog hjemmefra. Det virker, som om der er gået mindst en måned.

11. oktober

Solen skinnede fra en skyfri himmel i vores dal. Det var godt for ”fotosyntesen” i solpanelerne. I den lille by Ontario gjorde vi holdt. Vores Mexicoforsikring er ikke faldet på plads endnu. Som sædvanlig har bibliotekerne wifi. Her var der endda et studierum, hvor vi kunne sidde alene og tale uden at forstyrre andre. De amerikanske biblioteker har en meget høj standard. Jeg har ikke nogen præcis føling med bibliotekerne hjemme, men jeg har på fornemmelsen, at de har spredt sig over for mange opgaver, så det med at formidle viden, der er samlet i bøger ikke har helt samme status som kerneydelse som tidligere.

I går kørte vi 500 km, hvilket vi var meget stolte over. Men i dag blev det kun til 100, og så svinder gennemsnittet ind til 300. Hmmm

Overnatning på en rasteplads.

12. oktober

Ontario ligger lige på grænsen til Idaho. Men fordi statsgrænserne er trukket efter rette linjer, giver det nogle særlige følger. Geografisk hører Ontario hjemme i Idaho, da byen er isoleret i forhold til resten af Oregon, men ligger tæt på andre byer i Idaho. Derfor har man valgt at lade den ligge i samme tidszone som Idaho.

Når vi bevæger os på kanten af tidszoner, giver det altid noget forvirring om, hvad klokken er, for vores telefoner og computere skifter automatisk, men ikke altid samtidigt. Uret på væggen kan indstilles til at skifte automatisk, mens uret i bilens instrumentbrædt ikke skifter. Når vi kun er kortvarigt i en anden tidszone, kan det være praktisk at opretholde den tid, vi kommer fra, men forvirringen om, hvad klokken er, gør det lidt svært i praksis.

Vi kørte sydpå ad hovedvej 95. Den slår et slag ind i Idaho. Det var et intensivt dyrket landbrugsland, vi kørte igennem. Staten er kendt for sin kartoffelavl. Kartofler er normalt det eneste amerikanere forbinder med Idaho, fordi de fås i alle supermarkeder i hele landet. Da vejen gik ind i Oregon igen, gik det opad op i højderne, og landskabet var meget tørt – og øde. Det mest imponerende var, at der også boede mennesker. Der var en del kvægavl, men fordi arealerne var så store, var der nogle steder adskillige kilometer mellem naboerne. Over en strækning på et par hundrede kilometer var der kun én landsby.

Efter at være komment ind i Nevada fandt vi en lille sidevej og overnattede ude i terrænet.

13. oktober

Lige ved siden af vores overnatningssted løb en lille bæk, og om morgenen kunne man brække små isflager af. Vejen gennem Nevada går gennem øde ørkenstrækninger. Nevada ligger egentlig for langt mod nord til, at der skulle være ørken. Men staten ligger i regnlæ af bjergkæderne i Californien. Det meste at staten ligger i The Great Basin, som udgør en af USA’s fire ørkener. Det er ligesom Jordanfloden og Det døde Hav. To floder løber ned i The Great Basin, men der er ikke noget afløb. Vandet fordamper simpelthen i sommerens hede.

Vi fortsatte uden stop til spillebyen Reno, hvor vi gik ind på et af USA’s fremragende biblioteker for at undersøge overnatningssteder og komme videre med den mexicanske forsikring osv.

Overnatningen skete på parkeringspladsen ved et casino – hvad ellers i Reno?

14. oktober 2017

Om natten havde jeg en mareridtsagtig drøm. Jeg drømte, at jeg havde sagt ja til at tage et vikariat som præst. Det var ved en stor bykirke, hvor der var hele to organister. De fortalte, hvor travlt de havde og spurgte om ikke jeg somme tider kunne spille til nogle kirkelige handlinger for dem, når jeg nu kun var ansat på deltid. Det sagde jeg ja til, fordi jeg har spillet en del klaver gennem årene, men ikke orgel. Allerede i overmorgen skulle jeg spille nogle bestemte stykker for nogle, der skulle komme og høre. Noder var der ingen af. Jeg bad om at få nogle, men det varede syv lange og syv brede. Der var også det ved det, at det er en del år siden, jeg har spillet klaver seriøst. Endelig fik jeg noget, der skulle gøre det ud for noder: nogle papirservietter og en æske med nogle lange tynde tændstikker med rødt svovl.

Hvad skete der så? ville Ranveg vide. Der sluttede drømmen, men den holdt mig vågen længe.

Måske hænger det sammen med, at vi oplevede en tryllekunstner, da vi sad inde på biblioteket i går. Han lavede nemlig nogle kunster med en hvid serviet, der pludselig blev rød. Han var meget berømt og sindssygt fingernem og havde forsamlingen, der for to trediedeles vedkommende var børn, i sin hule hånd. Det var umuligt at regne ud, hvordan han gjorde. Der står i enhver tryllekunstnerbog på side 1, at man aldrig fortæller publikum, hvordan man gør. Men han spurgte, om forsamlingen gerne ville vide det og begyndte at forklare – selvfølgelig uden at afsløre noget, og i stedet for én gåde var der nu to.

Publikum skulle komme op og hjælpe ham, og der var nok, der meldte sig frivilligt. En situation med et barn, der skulle hjælpe ham, men som blev lidt for movsig, håndterede han fornemt. Til det sidste nummer pegede han ned på mig og sagde: ”Du ser så skeptisk ud, vil du hjælpe mig?” Jeg mener nu ikke, jeg var skeptisk. Jeg kunne bare ikke regne ud, hvordan han gjorde det. Han spurgte om mit navn og sagde, at det lyder skandinavisk. Det var nogle tricks med spillekort. Jeg skulle blandt andet holde min ene hånd fremstrakt. Så lagde han hele stakken af kort i hånden på mig. Derefter skulle jeg lægge den anden hånd ovenpå. Så sagde han noget, der svarer til hokus pokus, og så stod jeg med et stykke glas i hånden af samme dimensioner som kortstakken. Igen: jeg har simpelt hen ingen anelse om, hvad han har gjorde.

Ellers har vi ordnet praktiske ting i dag. Når man rejser, som vi gør, må man være indstillet på, at banale rutinemæssige ting kan tage meget lang tid. Vi skulle tømme tanke og havde fundet gps-koordinater på biblioteket i går. Men de var ikke helt præcise. Vi var inde at spørge to steder, og de anede ikke, hvad vi spurgte om. Det viste sig at være en tankstation på den anden side af et stærkt befærdet kryds.

I stedet for at køre tilbage til casinoet kørte vi ud i ødemarken og fandt et sted at parkere for natten.

15. oktober

Vi tilbragte dagen ved den smukke Pyramid Lake. Den første europæer, der kom til området, gav søen dette navn på grund af en pyramideformet klippe. På det lokale indianske sprog hedder den selvfølgelig noget andet. Vi måtte købe et adgangskort for at bruge rastepladser, køre ned til stranden osv. Men så fik vi også tilladelse til at campere. Området er indianerreservat, og det ser meget bedre ud end mange andre, vi har set. Det er utroligt, at det tørre landskab kan give grundlag for menneskelig bosættelse, men de har boet her i årtusinder.

Det er en stor sø med 40 km fra den ene ende til den anden. Den får sit vand fra floder, der kommer ned fra bjergene, men der er ingen afløb. I forhistorisk tid – for mere end 13.000 år siden – var den del af et større sammenhængende søsystem.

16. oktober

”Så har vi været på weekend,” sagde Ranveg, da vi kørte tilbage til Reno. Vi skulle se, om vores mexicoforsikring var blevet færdig. Det var den. Vi fik lavet andre praktiske ting og gået en tur i et nydeligt boligområde. Overnatning på casinoets parkeringsplads ligesom forleden.

Vi overnattede ude i terrænet midt i den lave spredte buskvækst med de gule blomster.

17. oktober

Casinoet havde vi fundet på internettet, men på nettet der var en del diskussion om, hvorvidt det var tilladt at overnatte der. Da der stod adskillige campere parkeret, mente vi ikke, det var nødvendigt at spørge nogen. Men om morgenen sad der et venligt brev i vinduesviskeren med henvisning til nogle paragraffer i en kommunal vedtægt, der forbyder overnatning på parkeringspladser.

Først købte vi stort ind til resten af ugen, for vi skal ud i ødemarken. Derefter gik det sydpå ad hovedvej 95. I begyndelsen var der nogle steder mindre byer ved floder. Her var der også træer i efterårsfarver. Ellers var landskabet øde og farveløst. De eneste farver var den grågule/gråbrune farve, som vissent græs har, med et indslag af grågrønt. Efter at have passeret et pas blev landskabet om muligt endnu mere goldt.

Vejen var god, og vi kørte frisk til. Undervejs blev vi overhalet af en campingbus med nummerplader fra Alaska. Vi snakkede om den lange tur, de har kørt, og hvor skønt det måtte være for dem at komme væk fra vinteren. En halv time senere holdt den inde i vejsiden med flammer ud af motoren. Hele køretøjet var snart omspændt af flammer, og der udviklede sig en tyk sort røg. Heldigvis var der ikke kommet nogen til skade, da de havde kunnet nå at parkere og komme ud.

Vi lurede på, om vi kunne køre forbi. Efterhånden kom der andre trafikanter, som passerede længst ovre i modsatte side af vejen, så vi sneg os også forbi. Et kvarters tid efter var udrykningskøretøjerne på vej derud. De havde det meste af en times kørsel selv med udrykning. Lang tid efter kunne man i bakspejlet se røgsøjlen komme op over bjergkammen.

Udenfor den gamle mineby Tonopah fandt vi et sted, vi kunne overnatte. Det lå i 1900 meters højde, men for første gang på turen var det ikke koldt om natten.

18. oktober

Landskabet er fortsat øde. 40 kilometer til næste by og derimellem ikke andet end øde landskab. I Beatty gjorde vi holdt for frokost og fik lov at låne internettet af Veterans from Foreign War, hvilket reelt var en bar. Men de var hjælpsomme, og vi kunne sidde ude i camperen. Herfra kørte vi ind i Death Valley, registrerede os og fandt efter noget besvær et sted at overnatte - besvær, fordi vi helst ville overnatte gratis, men vi var nødt til at tage en campingplads.

19. oktober

Vi tilbragte lidt mere end en uge i Death Valley for halvandet år siden. Det blev til en lang række billedserier. Links til billedserierne findes her. Denne gang bliver det ikke til ret mange billeder, dels fordi vi kun er her i dag, og dels fordi vi lavede en udflugt i et område, der var temmelig ensformigt. Vi kørte ned på vestsiden i dalbunden med Badwater, der med sine 86 meter under havets overflade er det laveste punkt i Nordamerika. Death Valley konkurrerer med et sted i Algeriets ørken om at være det varmeste sted på jorden. Vi havde 35 grader. Det er varmt for os, men ikke for Death Valley, hvor sommertemperaturer omkring 45 grader er almindelige, nogle gange højere. Dalbunden er en saltslette og er op mod hundrede kilometer lang i alt. Vi kørte dog kun halvdelen af den strækning.

Et sted i vejsiden stod der en mindetavle over en gruppe, der udvandrede fra Midtvesten til Californien i 1849 efter, at Californien var blevet amerikansk. Der gik hurtigt rygter om det frugtbare nye land, hvor der også var fundet guld. Det satte en stor folkevandring i gang. En gruppe mente, at de kunne skyde genvej gennem Death Valley, men strandede, fordi de hverken havde mad eller vand. De havde set døden i øjnene. Deraf navnet. To unge mænd rejste dog videre, skaffede noget proviant og vendte tilbage og reddede hele gruppen.

På østsiden af dalen er der en asfaltvej. Her kører der en strøm af turister. Det er også der, de mest spektakulære steder findes. Dem så vi sidst, vi var her. På vestsiden er der grusvej, og vi havde vejen for os selv. Vi havde udvalgt en sidevej, der skulle føre op til en canyon, og havde en forestilling om, at vi måske kunne nå en sidevej og sidedal mere. Vi blev klogere. Sidevejen var meget ringe, så det gik meget langsomt. Efter seks kilometer spiste vi frokost og bestemte os for at vende om. På tilbagevejen, hvor det gik nedad hele vejen, gik det endnu langsommere. Ligesom en traktor har bilen et lavt gear, hvor den kører i skridtgang og bare trækker. Det varede to timer at køre de seks kilometer ned. Hele vejen ned kunne vi nyde udsigten over Death Valley og fjeldene på den anden side.

Undervejs så jeg til min store overraskelse en bil i bakspejlet, som også var på vej nedad. Den nærmede sig hurtigt. Jeg holdt ind til siden for at lade den passere. Men ud trådte en uniformeret mand med to revolvere i bæltet. Det var en betjent fra nationalparkens ordensmyndighed. Han spurgte, om vi havde problemer, og gav os så nogle gode råd om, hvor vi kunne campere. Han roste os i øvrigt meget. For det første fordi vi kørte så langsomt, og for det andet fordi vi var vendt om. Han og hans makker havde været helt oppe for enden af vejen, og der ville vi ikke kunne køre med en camper på ladet. Et par timer senere fandt vi et af de overnatningssteder, betjenten havde foreslået. Det var i total ensomhed.

Om aftenen sad vi og holdt øje med det digitale termometer og fulgte, hvordan temperaturen faldt langsomt med en tiendedel grad ad gangen. Først stod det på 32, men det kom ikke længere ned end 28.

20. oktober

I dag skal vi se en balletforestilling i Amargosa Opera House, der ligger i Death Valley Junction en times kørsel fra Death Valley. Som navnet siger er det kun et vejkryds midt ude i ørkenen. Operahuset med tilhørende hotel og restaurant er den eneste bygning, der er i brug på stedet. En gang har der været en benzinstation, men den er for længst nedlagt. Bygningen står der endnu.

Da vi var i Death Valley første gang i februar 2016, mødte vi nogle, der begejstrede fortalte om stedet og dets mærkelige historie. Balletdanseren Marta Becket havde købt huset og drevet det som sit eget teater. Hun var alene om at optræde. Kulisserne malede hun selv, ligesom hun selv syede kostumer. Sådan havde hun drevet det i 50 år. De mennesker, vi talte med, havde set en af Marta Beckets sidste danseforestillinger. Da var hun over 90. Hun døde i februar 2017.

Vi havde valgt at købe en middag forud for forestillingen. Det hele var bestilt, mens vi endnu var i Danmark. I emailen fra restauranten forekom bogstaverne BYOB. Jeg var nødt til at google på det, og det betød Bring Your Own Booze – Medbring dine egne drikkevarer. Så vi havde købt en flaske rødvin, men da vi stadig syntes, det var lidt underligt at tage sin egen vin med på restaurant, tog vi en bærepose af papir (det mest præsentable, vi havde). Men det var helt naturligt. Folk kom med en flaske i hånden.

Vi kom til at sidde sammen med en dame, der oprindelig var tysker, og som stadig talte med en voldsom accent. Hun havde ikke været i Tyskland de sidste 31 år. Men hendes gamle mor bor i Katalonien. Hun mente, katalonernes selvstændighedsønske er helt legitimt og ville ikke acceptere vores synspunkt om, at den katalonske præsident er en demagog og folkeafstemningen ugyldig.

Vi talte selvfølgelig også om det, vi var kommet for at opleve. Hun havde selv oplevet Marta Becket et par gange for en del år siden. Og hun fortalte, at hun var sådan en person, der i kraft af sin udstråling og måde at være på fyldte rummet helt ud både på scenen og udenfor. Det fortæller noget om, hvorfor mange blev så betaget af hende. Den tyske dame fortalte, at hun bor i Los Angeles, men havde i dagens anledning lejet en bil for at komme til åbningsforestillingen. Det er en køretur, der varer en hel dag. Et par, der kørte ind på parkeringspladsen klokken 5 om eftermiddagen, fortalte, at de kom fra det østlige Arizona og var startet klokken 7 om morgenen.

Teatersalen var oprindeligt et forsamlingshus. Salens dimensioner og scenen minder om mange forsamlingshuse derhjemme, men udsmykningen var helt speciel. Marta Becket var også en dygtig maler, og hun havde udsmykket væggene med malede gallerier som i en stor teatersal og med publikum klædt i renæssancetidsdragter.

Inden forestillingen begyndte, holdt bestyrelsesformanden en tale. Meningen er, at stedet skal føres videre i Marta Beckets ånd. Den unge balletdanser Hilda Vasquez, der selv har opsøgt Marta Becket og fået undervisning af hende, har påtaget sig den store opgave skal føre stedet videre. Til sidst inden forestillingen begyndte, var der lodtrækning. Ved indgangen kunne man købe lodder til støtte for operahuset. Vi købte ét lod og var så heldige at vinde førstepræmien. Jeg kunne selv vælge mellem to gevinster og valgte hendes selvbiografi. Allerede nu kan jeg afsløre, at det er fornøjelig læsning.

Aftenens forestilling var til ære for Marta. Hilda Vasquez dansede Martas danse, ligesom det var hendes kulisser, der blev anvendt. Hun var fremragende dygtig, og det blev endnu bedre, da hun var varmet op. Der blev også vist nogle filmklip, hvor man så Marta danse. Folk i salen, som har kendt hende, reagerede med begejstring på filmene. Og ud fra filkmlippene må vi sige, at hun var noget helt særligt.

Bagefter diskuterede vi, om det er en bæredygtig idé at føre operahuset videre på denne måde, simpelt hen fordi hun var noget specielt. Den nye danser er ikke Marta og bliver det heller aldrig. Måske burde konceptet justeres, så det ikke kun er ballet, men også andre kunstarter. I hvert fald bør Hilda Vasquez have frie hænder til at sætte sit eget personlige præg på det og gerne i en frugtbar vekselvirkning med Marta Beckets arv.

21. oktober

Ved morgenmaden udspandt sig denne lille ordveksling:

Mig: ”Da vi sad der i salen i går aftes, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om en eller anden galning ville begynde at skyde løs på forsamlingen.”

Ranveg: ”Jeg havde nøjagtig den samme tanke og tænkte på, hvordan vi kunne krybe i ly under stolene.”

Sådan ville vi jo aldrig have tænkt derhjemme, men det er kun et par uger siden, at en galning skød løs på publikum til en friluftskoncert i Las Vegas og dræbte over 50 personer. Én fortalte for ikke så længe siden, at USA oplever 10.000 skuddrab årligt.

Ovenover: Motiv fra operahuset

Da vi var klar til at køre tidligt om morgenen, opdagede vi, at camperen havde forskubbet sig på ladet under den bumpede tur i går og i forgårs. Der var kun én ting at gøre: løsne alle fire kæder, sætte støttebenene ud og bakke bilen ind, så den kom til at stå rigtigt og så spænde det hele igen. Det gik der ikke overraskende en hel time med.

Bortset fra det tog vi en slapper og kørte kun den korte tur til Pahrump (udtales med åbent a og tryk på anden stavelse) tilbage i Nevada. Her fik vi lov at overnatte ved et casino.

22. oktober

Hvis man ikke går i kirke om søndagen, bør man i hvert fald som minimum lave noget sjovt og hyggeligt. Vi vaskede derimod tøj. ”Det skal også gøres, og så er det på plads,” lød den fornuftige stemme. Det var Ranvegs. Vaskeriet var udmærket, og over middag kunne vi køre videre.

Vi passerede Las Vegas uden at køre ind i byen, da vi har været der en gang for en del år siden. Det er næsten altid en pine at finde en parkeringsplads til vores store bil midt inde i store byer. I Henderson, der er en forstad til Las Vegas, gik vi ind i Whole Food for at købe æbler og chokolade. Kun de to ting, havde vi bestemt på forhånd. I Reno havde vi også været i Whole Food, så vi kendte prisniveauet. Det er en dagligvarekæde, som kun har de bedste varer, der findes. I Reno havde vi blandt andet købt en spegepølse, som er helt fortryllende. Men priserne er også derefter. Det er her, de mest velhavende amerikanere køber ind. Vi kunne se, hvordan de gik med fyldte indkøbsvogne. Hvad det har kostet, kan man kun gætte om. Men vores pose med æbler og chokoladen kostede 100 kroner.

Herefter var vi snart ude af Nevada og inde i Arizona. Asfalten røbede med det samme, at vi var kommet til en ny stat. I Nevada har vejene en meget høj kvalitet. Det næsten som at køre på fløjl. Men i Arizona sparer man. Som regel ryster det for meget i bilen, hvis man kører med den tilladte maksimumshastighed.

Det gik godt ud ad landevejen, men der var efterhånden kun en time til solnedgang. Vi fandt en sidevej, der gik ud mod et rekreativt område oppe i bjergene. Adskillige kilometer ude ad vejen, hvor der var ganske dejligt, fandt vi endelig et sted, vi kunne parkere for natten, og vi nåede lige at få en lille løbetur, inden det blev helt mørkt.

23. oktober

Vi blev enige om at køre til enden af vejen, inden vi vendte om. Nede hvor vejen begyndte, var der en advarsel mod at køre med for lange køretøjer eller trailer, fordi det er en bjergvej med mange sving, en slyngvej, som det hedder i Norge. Det er ikke noget problem for os, så vi sneglede os langsomt op, og for hvert sving blev udsigten mere imponerende. Oppe på toppen kunne vi se ned i dalen på den anden side af bjergkæden. Der var en parkeringsplads, og der udgik nogle vandrestier derfra. Der holdt også en bil med campingvogn, en såkaldt fifthwheeler. Pludselig stod der en ældre herre ved siden af os. Han var 62, sagde han senere. Han var kørt op ad vejen, men kunne ikke vende nogle steder, så han var nødt til at fortsætte. Nu havde han slået sig ned her for de næste 14 dage. Han boede i camperen det meste af året. Vi bemærkede, at han havde en skorsten på camperen. ”Det er min brændeovn,” sagde han og inviterede os ind for at se. Han havde selv monteret brandsikkert gulv og vægge, hvor den stod. Han var i det hele taget lidt fingersnild og havde udskiftet en masse plastik med træ. Der var faktisk ret hyggeligt, især hvis der blev gjort grundig rent. Vi kunne være blevet der meget længere, for det var tydeligt, at han ikke talte med nogen hver dag.

Kingman kørte vi forbi og talte om det fine museum for Route 66, som vi så, da vi var her i februar 2016. I stedet for at fortsætte på motorvejen kørte vi ad den gamle Route 66 til Seligman. Her fik vi lov at overnatte udenfor biblioteket.

Seligman er en lille by med 500 indbyggere. Den lever af Route 66 turismen. Der er moteller, souvenirbutikker og salooner.

24. oktober

Vi blev i Seligman til langt over middag, for bibliotekets wifi nåede ud i camperen. Der var sket en fejl på gps’en, som ikke indlæste hele kortet. Den virkede kort sagt ikke. En softwareopdatering og nye kort måtte være løsningen. Det fungerede da også fint, da vi fortsatte til Flagstaff, men fejlen opstod igen. Vi havde fundet et casino udenfor byen. Det var heldigvis let at finde uden gps, selvom det var blevet mørkt.

25. oktober

I Flagstaff fandt vi et bibliotek med wifi dels for at søge en løsning på gps’en og dels for at lave research på den videre færd. En løsning på gps’en fandt jeg ikke, men derimod en måde at omgå problemet på, så den nu virker igen. En gps er uundværlig. Vi har tit talt om, hvor besværligt det ville have været uden.

Efter nogle indkøb fandt vi en skov lige udenfor byen, hvor vi kunne overnatte. Casinoet ligger for langt væk.

26. oktober

I Flagstaff besøgte vi Riordanbrødrenes dobbeltpalæ. Det var to store enfamilieshuse forbundet med en mellemfløj. De to brødres koner var tillige søstre. Brødrene var også fælles om at bygge en stor virksomhed op indenfor træindustrien. De var kommet til Flagstaff i pionertiden og gjorde begge en stor indsats for at bygge byen op: skole, kirke, kulturliv og så altså erhvervsliv. I 1904 opførte de deres palæ. Den ene bolig er i dag indrettet med de originale møbler, mens den anden er indrettet med udstillinger af plancher og billeder. De havde fået en af samtidens markante arkitekter til at tegne huset. Udover en mængde fiffige arkitekturdetaljer var det opført efter de mest moderne principper: indlagt vand (koldt og varmt), kloak, badeværelser, toilet med træk og slip, centralvarme, elektrisk lys og telefon. Der var også indrettet komfortable værelser til tjenestefolkene. Ligesom det er moderne i nye huse i dag, var klædeskabene indrettet som små rum, man kan gå ind i.

Men det mest fascinerende var brødrenes og deres børns seriøse virketrang. Det var en ægte amerikansk historie.

Om eftermiddagen kørte vi til Prescott. Afstandene er som sædvanlig store, men inden det blev mørkt, fandt vi et sted udenfor byen, hvor vi kunne holde for natten.

27. oktober

Mens jeg forleden arbejdede med at få gps’en til at virke igen, havde Ranveg fundet ud af, at skovstyrelsen, National Forest Service, har et område ved Prescott, hvor offentligheden har fri adgang til at vaske guld. Vi startede med at finde skovstyrelsens kontor, hvor vi fik et kort, men fik ikke ret meget mere at vide, men fik derimod en snak om danske vikingingers erobringstogter i England i 800-tallet. Han anbefalede, at vi gik på turistkontoret for at få at vide, hvor vi kunne købe det basale udstyr.

Sådan endte vi i en specialforretning for guldgraverudstyr i Prescott Valley. Mens vi kiggede på hylderne, kom der en kunde ind, en mand med et langt hvidt skæg som en anden Tobias i tårnet fra Folk og røvere i Kardemommeby. ”Han giver kurser,” sagde indehaveren. Inden vi havde set os om, var Woody, manden med skægget, i fuld gang med at forklare os, hvad vi havde brug for, og hvordan det skulle bruges. ”I kan komme ud til mig, så vil jeg gerne bruge 20 minutter på at vise jer, hvordan man gør. I kan også campere der. Jeg har masser af plads.”

Vi fandt adressen, og han brugte ikke 20 minutter, men en halv eftermiddag på at demonstrere teknikken. Bilen skulle også pakkes, for i morgen lørdag skulle han holde et kursus i Superstition Mountains, hvor han havde en claim, et område med eneret på at finde guld. Samtidig var det hans 71 års fødselsdag. Vi blev snart enige om at sige tak til tilbudet om at campere og at deltage i et kursus, han skulle have på søndag.

Han havde en engleagtig tålmodighed. Det er vigtigt at bruge den rigtige teknik for ikke at skylle guldet ud. Der er tale om meget små stykker, hvor de største er som et knappenålshoved.

Guldet kommer oppe fra bjergene, hvor det kvarts, det oprindeligt sidder i, forvitrer. Med regnen skylles det forvitrede materiale ud i floderne. I de udtørrede flodlejer – de er tørre det meste af året – kan man grave sandet op, tage det med hjem i en spand og vaske guldet ud.

Guld er 90 gange tungere end vand og dermed også tungere end sten. Guldet vil derfor falde til bunds. Man tager en lille skovlfuld sand op i et fad. Ved at bevæge det i vandet i et kar, skyller man sand og småsten ud, og til sidst ligger der nogle små skinnende stykker i bunden af fadet, som man kan suge op og putte i et lille glas.

Woody havde et arbejdsbord stående med bakker til at vaske i og sand i spande. Her måtte vi øve os hele dagen, mens han tog til Superstition Mountains.

28. oktober

Klokken fem i morges hørte vi Woody køre af sted. Han havde tre timers kørsel. Vi havde fået lov at videofilme ham i går, da han viste os teknikken i at skylle sandet ud. Efter morgenmaden så vi videoen igennem og var således godt rustet til at gå i gang. Bortset fra nogle nødvendig indkøb gik hele dagen med det.

29. oktober

Woody havde en aftale med en mand om et kursus, og her koblede vi os på. Han var lige blevet pensioneret og var flyttet til området fra Minnesota for nogle måneder siden og havde i øvrigt læst Søren Kierkegaard. Vi kørte ud til et udtørret flodleje og lærte at aflæse det, så vi kan regne ud, hvor guldet vil lægge sig. Vi lærte også, hvordan man systematisk tager prøver.

Der er under alle omstændigheder tale om små mængder. Det er ikke noget, man bliver rig af. Man skal være meget dygtig og meget heldig for at få noget, der bare ligner en dagløn. Da vi stod med det første guld, sagde Woody: ”Der kan højst blive til en kop kaffe.” Han brugte hele tiden ordet lege om at finde guld og tilføjede: ”Familier, der leger sammen, bliver sammen.”

Tilbage ved Woodys hus vaskede vi hele eftermiddagen, mens han tålmodigt gik rundt og rettede på vores bevægelser. Den anden kursist kaldte det fine art på grund af omhuen med detaljerne.

30. oktober

Woody havde foræret os en spand sand, så det var langt op ad dagen, inden vi var færdige med den og havde gennemgået sandet i vores vandbakker endnu en gang. Der fandt vi noget, vi havde overset i første omgang. Efterhånden havde vi dog fået taget på det.

På et tidspunkt var vi inde hos Woody for at udveksle emailadresser. Det var hans kone, der skulle stå for det. Hun var forfærdeligt syg og gik med en iltflaske. Hun fortalte, at i mange år havde de været fælles om disse kurser og havde haft stor glæde af det. Hans mor var der også. Hun var tæt på de hundrede år, men man fornemmede, at hun havde det samme varme væsen som ham.

På billedet herover ses to personers samlede resultat efter et par dages arbejde: guld for 30-40 dollars. Læg mærke til vanddråberne i øverste venstre hjørne.

31. oktober

Nu er det slut med at vaske guld i denne omgang. Vi fandt plads til det udstyr, vi havde købt, men vi er nødt til at være strengt disciplinerede med hensyn til indkøb, for der er simpelt hen ikke plads til mere. Hele dagen gik med praktiske ting herunder tøjvask, for minearbejdere har jo stort behov for at vaske tøj.

Det er halloween, og mange ekspedienter m.v. var enten klædt ud eller malet i ansigtet. En mandlig ekspedient i et supermarked havde malet tre streger på hver kind, så han lignede en kat. Jeg sagde til ham, at jeg har set mange ”katte” i dag, hvortil han svarede, at det bare skulle gå hurtigt i morges.

Overnatning på parkeringspladsen ved Walmart i Prescott, hvor der holdt adskillige andre.

Forrige side April 2017

Næste side November 2017