Lampen lyste stadig

At være på langtidsrejse er ikke helt et samme som at tage på ferie. Inden en ferie planlægger man så meget som muligt hjemmefra og sørger for at udstyret er i orden. Bilen kommer på værksted, så den er tip-top.

Men på en langtursrejse må man gøre tingene efterhånden. Hvis bilen var i orden for et halvt år siden, er den det sikkert ikke i dag, og så må man tage fat på det.
I juni 2018, da vi kørte rundt i det nordlige USA, begyndte en advarselslampe at lyse. Den betyder Service Engine Soon. Men der var heldigvis god tid, til vi skulle til Sydamerika.

Der var ikke noget at mærke på bilen, så vi tog det egentlig roligt. Alligevel var der en lille tvivl, der nagede, for hvad kunne det være? Og ikke mindst: Kan det udvikle sig til et stort problem?

I British Columbia opstod der et nyt problem. Bilen mistede trækkraft op ad bakken. Vi tog den ind til et Fordværksted i Kelowna. Tændrørerne skulle skiftes. De lavede også almindelig rutinemæssig service på bilen.

Men lampen blev ved med at lyse.

De havde vanvittig travlt, og vi var nødt til at lade bilen blive stående hos dem i nogle dage, så de kunne arbejde på den ind imellem de planlagte opgaver. Imens måtte vi leje en bil. Men lampen lyste stadig.

Nu var tiden ved at være udløbet, for vi skulle hjem til Danmark. Så vi aftalte en tid med værkstedet, når vi kom tilbage igen.

De kunne stadigvæk ikke finde fejlen. Fejlkoden viste, at motorcomputeren var fejlbehæftet. Jeg nævnte overfor den dame, der stod for kundekontakten, at computeren kun er knap to år gammel, da vi fik den oprindelige stjålet i november 2016 i Zacatecas, Mexico. Hun lyste op i et stort smil: ”Så er garantien ikke udløbet. Har du fakturaen på den computer? Så skifter vi den ud under garantien.”
Det lød som en god idé.

På det tidspunkt var der lidt over en måned til, at vi skulle mødes med vores børn i Mérida, Yucatán, Mexico, så vi var opsatte på at komme af sted.
Men vi havde ikke kørt ret langt, før lampen igen lyste.

Et par uger efter kom der en email fra kundemedarbejderen hos Ford i Kelowna. Hun var i øvrigt en udmærket, dygtig og reel person. Hun skrev, at ledelsen havde pålagt hende at kontakte os og bede os om at betale for den computer, vi havde fået installeret. Garantien dækkede ikke, fordi den gamle var fra Mexico. Vi svarede, at den var udskiftet på deres initiativ, og at hun havde fået en fotokopi af den mexikanske faktura. Så var den sag heldigvis ikke længere.

Samtidig opstod et nyt problem med det automatiske gear. Den gav et hop, når den skiftede ned fra 6. til 5. gear.

Ned igennem USA var vi et par gange inde på Fordværksteder. Men overalt havde de alt for travlt. Kom igen om uge, hed det den ene gang efter den anden. Eller om 14 dage. Men vi havde jo en aftale med vores børn.

Vi nåede frem til Mérida i god tid og havde et dejligt besøg af børnene. Da de var rejst igen, var tiden inde til at få gjort noget ved gearet. Vi tog ind til Ford i Mérida. De fandt hurtigt ud af, at ventilenheden skulle skiftes. Den har syv ventiler – en for hvert gear plus bakgear.

Det var en meget dyr reparation, så skuffelsen var stor, da lampen stadig lyste.
Nu var vi ved at blive frustrerede over, at ingen kunne finde ud af, hvad fejlen var. Tilbage på værkstedet sagde de, at computeren skulle udskiftes. – Ja, men den er jo helt ny, indvendte vi. – Men det er det, fejlkoderne fortæller, fastholdt de.
Vi beklagede os over, at vi havde brugt så mange penge på ventilenheden i gearkassen, og nu en ny computer. Herefter tilbød de, at vi kunne blive fri for at betale arbejdslønnen.

På det tidspunkt fik vi støtte fra to sider. Vi kørte til et Fordværksted i Campeche for at få et andet værksteds vurdering. De kontrollerede fejlkoderne og diskuterede problemet indgående. De kunne ikke konkludere noget på det grundlag, men vi fik indtryk af, at de var dygtige og reelle.

Støtte fik vi også fra et britisk-tysk par, Pete og Frances, som kørte på motorcykler, og som boede på samme lille campingplads i Mérida som os. De var begge teknisk vidende og gode at diskutere med og gik dybt ind i problemstillingen. Ud fra deres motorcykelerfaring sagde de igen og igen, at man skal gøre sit hjemmearbejde først. Det vil sige at gå på nettet og undersøge diverse fora for at se, om andre har haft det samme problem, og hvordan de i givet fald har løst det.

Pete sagde flere gange, at han var meget skeptisk overfor mærkeværksteder. De er replace guys og ikke repair guys. De skifter ting ud i stedet for at reparere dem. Det svarer til vores erfaringer fra Canada. Det svarer i øvrigt også til vores erfaring med camperværkstedet, men det er en anden historie.

Nu nærmede tiden sig, da vi skulle hjem til jul. Vi var stadig frustrerede, og det blev ikke mindre af, at tiden for udskibning til Sydamerika nærmede sig, når vi kom tilbage.

Hjemme i Danmark gjorde jeg, som Pete og Frances havde sagt. Jeg søgte på nettet og fandt også et par omfattende fora vedrørende Ford F-350. Men jeg druknede i de mange tekniske detaljer. Jeg havde ingen anelse om, hvad det betød. Det hjalp heller ikke at oversætte ordene til dansk.

Tilbage i Mexico satte vi kursen nordpå, da fragtskibet til Colombia afgår fra Veracruz. Her gik vi ind til Ford i Xalapa. De havde pæne omtaler på nettet, men mere vidste vi heller ikke om dem.

Det viste sig at være et meget heldigt valg. Men først var vi lige ved at forlade dem og køre videre til en anden by. De ville udskifte tre tændspoler, og vi havde ligesom fået nok af værksteder, der bare ville udskifte. De havde heldigvis en mekaniker, der som den eneste i firmaet talte engelsk. Vi spurgte hende, hvorfor hun mente, de skulle udskiftes. På hendes forklaring kunne vi forstå, at hun virkelig vidste, hvad hun talte om, så vi valgte at blive og lade dem udføre arbejdet.

Det tog en hel uge, inden tændspolerne ankom. Det var nu i begyndelsen af februar, og vores midlertidige importtilladelse til bilen udløber i begyndelsen af april. Nogle gange er der over 14 dage imellem skib til Colombia. Så tiden kunne snart blive knap.

Nå, tændspolerne kom, og vi fik også lavet service og monteret to nye dæk.
Men lampen lyste stadig.

Zandi, den engelsktalende kvindelige mekaniker, hendes kollega Luís, der også er hendes mand, og værkføreren Victor udgjorde et fantastisk trekløver. Gennem to uger undersøgte de alt, hvad der efter deres mening kunne være fejlen.
Men lampen lyste stadig.

Da de ikke havde flere idéer, skrev de en rapport til Fords hovedkvarter i Mexico By. De vidste åbenbart heller ikke, hvad de skulle sige. De foreslog nogle store reparationer, som efter mekanikernes mening var overflødige. Deres bedste råd var: Undersøg det elektriske system.

Det gik der flere dage med.

Al den tid, vi tilbragte hos Ford, var egentlig nogle hyggelige dage. Vi kom til at lære især rengøringsdamen og en kontordame at kende. Vi fik lov at sidde ved enden af kontordamens skrivebord, så vi kunne arbejde med vores computere. Men der var nu ikke altid arbejdsro. Til gengæld var det sjovt.

En dag sagde de begge to: ”I ser triste ud,” men vi måtte forklare dem, at vi ikke var triste, men alvorlige. Vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, hvis de ikke kunne finde fejlen. I så fald måtte vi køre tilbage til Canada. Det hænger sammen med to ting. For det første udløber vores importtilladelse til bilen som sagt til april. For det andet har vi ladet vores canadiske bilforsikring udløbe, da den ikke dækker syd for USA. Vi kan ringe til forsikringsselskabet i Canada fra Mexico og få en midlertidig forsikring, men den vil kun give os lov til at køre direkte tilbage til Canada. Og hvis værkstedet fandt fejlen, men importtilladelsen ville udløbe, kunne vi køre til Guatemala, være dér et stykke tid og så vende tilbage til Mexico og få en ny midlertidig importtilladelse til bilen.

Samme dag hen på eftermiddagen kom Zandi og fortalte, at nu mente de at have fundet fejlen. Det var en kondensator, der var i stykker. Det er en lille tingest til 250 kr. De havde lavet endnu en prøvetur, og de kunne ikke provokere bilen, så lampen kom til at lyse.

Det var lige op til den weekend, hvor der var karneval i Veracruz. Turen derned betragtede vi som en prøvetur og gjorde den noget længere end nødvendigt for at køre så mange kilometer som muligt.

Og lampen lyste ikke.

Nu turde vi bestille plads på skibet. Vi var endda så heldige, at vi lige kunne nå det.

Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg havde søgt på nettet på de specifikke fejlkoder. Dér stod, at netop de to fejlkoder var nogle af de vanskeligste for en mekaniker at finde en forklaring på. Det viste sig at holde stik.