Dagbog oktober 2022

6.-31. oktober 2022

Den overordnede historie om vores kamp med bureaukratiet og turen ud af Peru kan læses i blogindlægget her. Men der er nogle detaljer, som ikke er medtaget. De følger her.

Det var et par stille uger på campingpladsen i Cieneguilla. Hernán, der passede campingpladsen for Heraldo, mens han var på ferie med familien, var der naturligvis hele tiden. Han boede i en truckcamper uden truck på campingpladsen. Derudover var der et par fra Lima, som er omtalt i blogindlægget, og som vi havde meget fornøjelse af. De andre personer, der kom på campingpladsen, er også omtalt der. Det betød alt sammen, at der var liv, mens vi gik og ventede.

Vi blev noget overraskede over, at vi skulle have bilen ud af landet i løbet af en uge, så det gav meget travlhed. Da bilforsikringen var klar, tog vi afsked med campingpladsen. Vi troede, vi kunne nå at skifte dæk og få service på bilen samme dag, men så let skulle det ikke være. Da vi var færdig med dækkene var det på tide at finde et sted at overnatte. Det fandt vi heldigvis i udkanten af byen hos et par, der en måned forinden var begyndt at tage imod campister. De havde en mægtig stor villa i et lukket boligområde, og deres hus lå lige ned til stranden. Manden var meget interesseret i at have kontakt med os rejsende. Da vi endelig havde fået camperen stillet an, gået en tur og fået noget at spise, var vi meget trætte efter en lang og anstrengende dag. Men så kom han og bankede på døren og spurgte, om vi ville smage lidt af en peruviansk ret, han havde stående, og som var lavet af papa seca, tørrede kartofler. Det er et af den slags tilbud, man ikke siger nej til, selvom vi mest havde brug for at sidde lige så stille inden sengetid.

Næste dag var det Ford. Da vi var færdige der, var der tid til at køre et par timer inden mørkets frembrud. Det blev en restaurant, der lå lige ved hovedvejen. Parret, der ejede det, sagde som det første: ”I skal med ind og have en kop kaffe.” De spurgte interesserede til vores rejse. Mens vi snakkede med dem, kom et par på motorcykel. De blev modtaget med knus og store smil. Først troede vi, det var familie, men det var et par rejsende, som de åbenbart kendte i forvejen. Både parret, der ejede restauranten, og det nyankomne par, var colombianere. Det var arbejdsløshed, der havde tvunget dem til udlandet. Dagen efter fik vi ikke lov at køre, før der var taget et gruppebillede.

I begyndelsen gik det hurtigt sydpå. Vejen var i god stand og frem for alt firsporet. Det fik en ende, og det gjorde den gode fart også. Det endte med, at vi kom til at køre i mørke den sidste time. Det søger vi ellers at undgå. Vi havde oplysninger om et hotel i Nasca, der også tog imod campere. Af en eller anden grund havnede vi imidlertid hos nabohotellet. Efter en hård forhandling fik vi lov at overnatte på deres parkeringsplads for en fornuftig pris. Næste morgen var en medarbejder usædvanlig hjælpsom med at finde en vandhane, vores slange kunne skrues på, og vi fik vandtanken fyldt op.

De berømte Nasca-linjer fik vi derimod ikke at se. Det er nogle meget lange linjer, som et folkeslag længe før den spanske erobring havde lavet i landskabet, og som bedst kan ses fra luften – bedst med fly. Vi passerede adskillige udsigtstårne, men der var ikke tid til at standse op.

Næste dag var der meget vejarbejde, som forsinkede os voldsomt. Et sted gjorde vi holdt i en landsby i en oase, hvor de avlede oliven. Vi købte et par store glas med de skønneste grønne og sorte oliven.

Overnatning var på en tankstation, hvor adskillige lastbiler holdt ind for natten. Tankpasseren anviste os et sted, vi måtte holde. På et tidspunkt hørte vi nogle udenfor, som snakkede. Jeg havde glemt at sætte ratlåsen på og gik ud for at gøre det. Det viste sig at være fem unge veneuzelanske mænd, som var på vej til Chile. En af dem talte et brugbart engelsk, og vi fik en hyggelig snak. De havde fået et lift med en lastbil, og han fortalte, at de havde set os i dagens løb, hvor vi havde holdt i siden af vejen. Han kunne også fortælle, hvad vi foretog os. De var meget forskellige, og det var nok mest deres fælles skæbne, der bandt dem sammen. Ham, der talte engelsk, virkede, som om han havde en længere skolegang og måske også uddannelse bag sig, men en af de andre ikke bare virkede forhutlet, men også desparat. I alle de sydamerikanske lande, vi har rejst igennem, får venezuelanerne skyld for megen kriminalitet. Så jeg tænkte, man ved jo aldrig, og at det nok var bedst at blive venner med dem. Det lykkedes som sagt. Heldigvis stod de bagved camperen, så de ikke kunne se, at mit ærinde var at sætte ratlåsen på. Næste morgen var de væk.

Uret ringede tidligt næste morgen. Nu skulle vi have en lang effektiv køredag. Det var søndag, og vi skulle forlade landet senest mandag. Men efter 6 kilometer var vejen spærret på grund af vejarbejde. Halvanden time måtte vi vente. Dagen før havde der også været vejarbejde med lange ventetider, men dog ingen steder så længe. Vi havde håbet at nå frem til grænsen og overnatte i nærheden, men det nåede vi ikke. Til gengæld fandt vi et skønt lille sted ved havet, som var et udflugtsmål. Det blev en værdig afsked med Peru.

På grænsen gik vi ind på et kontor på den peruvianske side for at få bilen afmeldt. Manden, der skulle tage sig af det, vidste øjensynligt ikke, hvad han skulle stille op med det, men heldigvis havde han en chef, der vidste besked. Ellers forløb formaliteterne gnidningsfrit, men tidskrævende.

Da vi endelig kunne køre, var det næsten mørkt. Vi overnattede på noget, der en gang havde været en campingplads, men fik lov at være der alligevel. Vi havde ikke fået vekslet penge endnu, og han ville ikke acceptere peruvianske penge, så det måtte vi ordne næste dag.