Maj 2018

Maj 2018

1. maj 2018

Den elektriske vandvarmer var gået i stykker, og en kontakt i en ventilator skulle udskiftes. Vi havde fundet et værksted på nettet, og de fik det også ordnet, men til en skyhøj pris, som til forveksling ligner snyd. Ærgerligt, men dejligt at tingene er lavet.

Det begyndte ellers så hyggeligt. Manden, der tog imod os, spurgte, om vi var fra Danmark. Selv havde han ikke nogen tilknytning til Danmark, men sprog interesserede ham, og han syntes, det var sjovt at stedbestemme en accent.

Hermed forlod vi Memphis og fortsatte videre mod South Carolina. Der er temmelig langt, og det vil tage et par dage. Til overnatning havde vi – på nettet - fundet en statspark ved en sø. Det var et rigtig dejligt sted, men det viste sig, at man ikke længere kunne overnatte der. Vi gik i stedet en tur i de idylliske omgivelser og fik lov at overnatte på en nærliggende tankstation, hvor der var mange lastbiler.

2. maj 2018

Da vi kørte videre og snakkede om, hvor langt vi ville kunne nå i dag, kom der nogle ryk i motoren. Det har vi prøvet før, og det endte den gang med en bugsering. For at undgå en gentagelse opsøgte vi et værksted i Birmingham, Alabama. De kunne dog ikke undersøge den før i morgen.

Overnatning i en statspark.

3. maj 2018

Det viste sig at være et supergodt værksted. Da reparationen var færdig, kom den mand, der havde taget imod os sammen med mekanikeren, der havde lavet bilen. Han var specialist i motorer og forklarede pædagogisk, at han havde fundet en fejl ved den fjerde cylinder og blandt andet havde skiftet tændrør. Men ved en prøvekørsel havde han stadig konstateret nogle små ryk. Derfor havde han haft en anden specialist til at se på gearkassen. Da der ikke var nogle fejl ved den, var konklusionen, at det skyldes bagfjedrene på grund af den tunge belastning. Det var dog ikke noget, der skulle gøres noget ved.

Det var meget opløftende at møde så kompetente folk.

Herfra gik det videre ud ad landevejen. Vejen er ikke særlig spændende. Vi ser ikke andet end træer.

Til overnatning havde vi fundet en statspark på nettet, men koordinaterne viste sig at være helt forkerte. En lokal mand, der kørte på en traktor, kendte heller ikke parken. Vi fik lov at overnatte på en benzinstation, og inden det blev mørkt, nåede vi at gå en dejlig tur i skoven.

4. maj 2018

Da vi kørte videre fra tankstationen ad en anden vej, end vi var kommet, passerede vi indkørslen til den statspark, vi ikke kunne finde i går aftes. Hvis koordinaterne er taget inde i området, sker der tit det, at gps’en fører bagom og siger: Det er lige derinde, men det er bare umuligt at komme derind. Det har vi oplevet adskillige gange efterhånden, og hver gang har det skabt problemer.

Vi bestemte at holde tidligt – og godt det samme. Igen viste det sig, at oplysningerne om overnatning ikke passede. Koordinaterne førte os til en privat ejendom uden offentlig adgang. Heldigvis var vi i god tid og fandt en statspark ved en sø. Det var udsædvanlig dejligt vejr, og det var muligt at sidde udenfor og nyde solnedgangen over søen. Eller som Bamse i Bamse og Kyllingen siger: At nye aftennydningen.

5. maj 2018

Køreturene er ikke så spændende. Det eneste, man ser, er træer, og ikke noget af landskabet. Vi nåede frem til Charleston, hvor der er et par ting, vi gerne vil se, og fandt en statspark, hvor vi kunne være. Der var mulighed for nogle dejlige gåture. Det ligger i et vådområde. Et sted var der en bro, hvor folk stod og fiskede krabber. En viste os en hel spand, som de skulle hjem og koge. På et opslag var der en skabelon, der viste mindstestørrelsen på en krabbe, og vi så mange blive smidt ud igen.

6. maj 2018

Et af målene med Charleston var et slavemuseum, men det var desværre lukket om søndagen. Vi havde ellers med stort besvær endelig fundet et sted at parkere i centrum af den gamle by. Da jeg bakkede ind til siden, brækkede der en lidt mere end fingertyk gren af et træ. Med alle de træer, vi havde i Børglum, regnede jeg det ikke for noget, men tænkte i stedet på, om den havde ødelagt noget på camperen. Det havde den ikke. Men så opstod der et bizart optrin. To mænd, en gammel og en midaldrende – måske far og søn – havde set det. Den gamle hidsede sig ubehersket op over det, som om det var et træ i hans have. Først forsøgte den midaldrende at dæmpe ham, men så blev også han grov. Endelig gik de, men så kom den gamle tilbage i bil hele to gange og skældte ud fra sit åbne sidevindue og truede med politiet. Men det må siges at være en meget ukarakteristisk oplevelse, og det er første gang, vi har oplevet noget lignende. Det generelle billede er, at amerikanerne er åbne, venlige og imødekommende.

Da museet som sagt viste sig at være lukket, kørte vi i stedet hen og så en udstilling om den amerikanske borgerkrig. Den startede nemlig her i Charleston, South Carolina. Op igennem 1850’erne havde der været diskussioner om slaveriets fremtid. Abraham Lincoln, der netop var valgt til præsident, men endnu ikke indsat, havde talt for et forbud mod slaveri i de nye territorier mod vest, men af politiske grunde havde han ikke vovet at tale om noget forbud i Sydstaterne, hvor der slaveriet var udbredt. I Sydstaterne så man med bekymring et forbud komme, og det fik i december 1860 South Carolina til som den første stat at træde ud af Unionen. Det skete på et møde netop i Charleston. I april 1861 angreb den hastigt etablerede sydstatshær et fort i indsejlingen til havnen, og dermed var borgerkrigen skudt i gang. Da krigen sluttede i 1865 med Unionens sejr over sydstaterne, var de to betingelser, der ikke kunne diskuteres: 1) slaveriet skulle ophøre, og 2) udtrædelse af unionen er uacceptabelt.

7. maj 2018

Selv i Charleston, som var den havneby, hvortil omkring 40 % af alle slaver, der blev importeret fra Afrika frem til stoppet for importen i 1808, blev det for meget at handle slaver på åben gade, som det tidligere var almindeligt. Der kom en forordning om, at handlen kun måtte foregå bag lukkede døre eller høje mure. En driftig handelsmand oprettede et slavemarked, der blev kendt over hele Syden. Huset står der endnu og er i dag indrettet som museum. Her fortælles der i plancher og nogle få genstande om, hvordan handlen så ud fra forskellige vinkler: køber, sælger, mægler og ikke mindst slaven selv.

9726charleston

Mægleren var optaget af, at slaven tog sig godt ud. Han eller hun fik ofte nyt tøj. Huden blev smurt ind i olie, så den skinnede flot og så sund ud, og pisk og slag undlad man for ikke at give indtryk af, at der var tale om en opsætsig person.

Slaven havde selvfølgelig mange bekymringer. Hvordan ville hans nye herre være? Hvad skulle han arbejde med? Ville han blive skilt fra sin familie? Det viste sig, at slaven havde en vis indflydelse. Han kunne for eksempel sige noget, der fik ham til at fremstå som ufordelagtig, hvis køber var en person, han ikke brød sig om. Men afgørelsen var under alle omstændigheder købers i sidste ende.

I USA var det almindeligt, at slavefamilier ikke blev holdt samlet. At slaven ikke blev betragtet som et menneske, fremgår af en samtidig bemærkning om, at smerten over, at familier blev splittet ad ved handler, kun er kortvarig og forbigående.

Det var en særegen følelse at gå rundt i de lokaler, hvor slavehandlen rent faktisk foregik.

8. maj 2018

Om formiddagen vaskede vi tøj på et møntvaskeri, og om eftermiddagen kørte vi til Greenville, hvor vi først var ved solnedgang. Overnatning i en statspark.

9. maj 2018

Først i Oaxaca og senere i San Cristóbal de las Casas havde vi været sammen med Fiona og Ken og havde haft meget fornøjelse af dem. Ken sagde flere gange, at vi absolut skulle besøge hans forældre i Greenville, hvis vi kom på de kanter. Han formidlede kontakten, og nu var vi her.

9737greenville

Forældrene, Gail og Lindsay, kom og hentede os på campingpladsen. Vi var på bølgelængde med det samme, og snakken gik bare. De tog os med ind til byen, hvor de boede i en lejlighed i centrum. Det er en by, som har gjort meget ud af at fremstå indbydende og attraktivt. Vi gik en tur gennem en nydelig park, hvoraf en del var særligt tilegnet kræftramte. Vi fortalte selvfølgelig om vores rejseoplevelser, og de fortalte om det liv, de har levet. Han havde været ingeniør, og i forbindelse med den sidste del af hans arbejdsliv, var han blevet forflyttet til Greenville. De var meget glade for at bo her.

Vi fortalte dem blandt andet om episoden i Charleston, hvor den gamle mand var blevet vred over en knækket gren. De sagde, hvad vi som danskere ikke havde skænket en tanke, at man generelt skal undgå skænderier med folk, for man ved aldrig, om de bærer våben. Ja, det er jo Amerika.

Vi snakkede selvfølgelig også politik. Vi læser den samme avis. Han mente, at demokraterne vil få flertal i Repræsentanternes Hus til midtvejsvalget til november, og så vil de få mulighed for at afsætte præsidenten. Vi håber, det går så vel. Han har allerede lavet mange ulykker. Hverken USA eller verden kan være tjent med ham. Men de bekræftede også, hvad vi har hørt så mange andre sige, nemlig at politik skaber splittelse, så man helst ikke diskuterer det med folk, man omgås, hvis man står på hver sin side.

Tilbage i deres lejlighed fik vi en dejlig middag. Under måltidet kom Kens søster og hilste på. Inden bommen til campingpladsen lukkede, kørte de os tilbage.

Så tak til Ken for formidling af kontakten!

10. maj 2018

Vi blev på det samme sted for at få svaret på nogle emails, skrive til hjemmesiden og planlægge turen videre frem. Den slags har det med at hobe sig op.

9739greenville
Motiv fra byparken i Greenville

11. maj 2018

Vejen gik gennem Appalacherne, og det var som ventet en smuk køretur. Jo højere vi kom op i bjergene, jo mere nyudsprungne var træerne, og i den største højde, vi var oppe i, 1450 m, var træerne endnu ikke sprunget ud. I byen Cherokee, som ligger ved et indianerreservat, var der et casino, hvor vi regnede med at kunne holde for natten. Men det var ikke muligt. Til gengæld var der et græsareal lige overfor casinoet, hvor der allerede holdt en håndfuld campere. Et meget hjemmelavet skilt forkyndte, at man skulle henvende sig i murstenshuset ved siden af. Der var der en ældre dame på knap nok vores alder det vil sige temmelig nedslidt, som tog imod vores tre dollars med et næsten tandløst smil.

12. maj 2018

9740smokymountains

De første to timers kørsel førte os gennem Great Smoky Mountains National Park. Det var en rigtig bjergvej med masser af hårnålesving. På grund af weekenden var der desværre en voldsom trafik. Vi var nu kommet ind i Tennessee og skiftede dermed tidszone fra eastern til central time. Når man rejser vestpå, skal uret stilles en time tilbage, ligesom når vi går over til vintertid om efteråret (havemøblerne skal stilles ind). Man får foræret en time. Overnatning i en statspark.

13. maj 2018

I morgen skal vi se en slagmark fra borgerkrigen. Turen var lang, og stedet lå afsides ved den lille by Dover. Umiddelbart i nærheden lå et et stort rekreativt område, Land Between the Lakes. Det er et område mellem to opstemmede søer, og her er der adskillige mere eller mindre primitive campingpladser. Vi fandt en og lagde vores 9 dollars i en konvolut. Vejret var ikke bare dejligt, det var fremragende. Det var vi dog ikke alene om at synes. Også myggene syntes godt om vejret. Selvom vi smurte os ind i myggeolje, stak de bare gennem tøjet. Og er der et lille stykke mindre end et frimærke, der ikke er smurt ind, er de eksperter i at finde det. Om aftenen opdagede jeg, at jeg også havde fået en tæge på mig. Vi var nødt til at sidde inde og spise, selvom der var borde og bænke.

Der var nogle få campister foruden os. En af dem havde hængt et konføderationsflag op – altså Sydstaternes flag fra borgerkrigen. Vi har set det adskillige gange. Gail og Lindsay fortalte i øvrigt, at det havde hængt foran rådhuset i Greenville indtil for kun to år siden. Og andre har fortalt, at det er blevet mere accepteret efter, at Trump er kommet til magten.

14. maj 2018

Der er dømt sightseeing. På visitor centeret så vi en video om slaget ved Fort Donelson ved den lille by Dover. Det fandt sted i februar 1862. Vi fik at vide, at i bøger om borgerkrigen fylder dette slag højst en halv side, men det var alligevel afgørende, for det var unionshærens første sejr over sydstaterne. Det var her krigslykken vendte. Derefter kørte vi selv rundt i området og beså de forskellige skanser og batterier. Til sidst så vi kirkegården, hvor der også var begravet famile og senere slægtninge til de faldne. Slaget ved Fort Donelson kostede godt 600 menneskeliv. Det er mange, men krigen kostede i alt 600.000 menneskeliv.

Billedserie Fort Donelson

Det meste af dagen gik med det, så vi fik kun kørt lidt mere end 100 kilometer. Lidt før byen Paducah fik vi lov at overnatte på parkeringspladsen udenfor en forretning, der solgte gyngestole og syltetøj og alt det skrammel, der findes der imellem. De var utroligt venlige og imødekommende, og den dame, vi talte mest med, glædede sig til at fortælle sine børnebørn, at hun havde talt med et par danskere.

15. maj 2018

Det meste af formiddagen gik med planlægning af rejsen både på kort og på langt sigt. I Paducah gjorde vi nogle indkøb. Vi er vant til, at stort set alle supermarkeder har en automat, hvor vi kan fylde vores 18 liters vanddunk med frisk drikkevand. Men her i det sydøstlige USA er det mere udbredt, at man bytter sin tomme dunk med en fuld. Det kan vi bare ikke gøre uden at miste dunkens værdi, fordi vores er af et andet fabrikat. Men det tredje sted lykkedes det at få den fyldt for næsten ingen penge.

Vi har kørt i skov stort set uafbrudt siden vi forlod Texas. Det betyder, at vi ikke har set noget til landskabet. Et stykke ind i Illinois holdt det endelig op. Landskabet åbnede sig, og det var muligt at se horisonten. Det var helt befriende, velsagtens fordi det er det, vi er vant til hjemmefra. Vi kørte ind i prærielandet. Her er der spredte gårde i det åbne land og landbrug overalt.

Medarbejderen inde i forretningen i går gjorde os opmærksom på, at amish-folket, dem, der lever som for flere hundrede år siden, bor i regionen. På nettet fandt vi en forretning, der sælger deres produkter, og som ligger på vores rute. Vi fandt den, men den var desværre lukket. Udenfor butikken stod der havemøbler, som var særdeles fint forarbejdede. Der stod også en lukket karet med en blød sofa til to personer, små huller til tømmerne og vinduesvisker på den ene rude. Vinduesviskeren betjenes med et indvendigt håndtag, som skal have et drej, når den skal bruges.

9766carterville

Vi fandt en campingplads ved en kunstig sø. Denne plads er i regi af US Fish and Wildlife Service. Der findes mange af den slags campingpladser i forskelligt regi, og de er som regel også meget forskellige, selvom de har de samme basale installationer: el, vand og dumpstation. Statsparkerne i nogle stater er overregulerede og strømlinede, så det næsten er for meget. Her er det mere afslappet. Ved indkørslen havde et ældre ægtepar i en campingvogn opgaven som vært for campingpladsen. De var ekstremt hyggelige at snakke med. Søen, som er meget stor, er opdæmmet. Konen fortalte, at hendes far fra sin barndom kunne huske, da dæmningen blev bygget og dalene oversvømmet. Tusindvis af mennesker måtte forlade deres hjem. Landbrugsjord og landsbyer blev oversvømmet. Der var så stor en vrede, at myndighederne havde anbragt bevæbnede vagter ved dæmningen, fordi der gik rygter om, at vrede lokale ville sprænge den i luften. I nærheden af campingpladsen skulle der ligge en gammel kirkegård, hvor man havde genbegravet dem, der lå på en kirkegård, der blev oversvømmet. Eller også var det bare stenene, man havde flyttet. Det var der uklarhed omkring. I dag er søen med omgivelser et yndet rekreativt område, og konflikten er for længst glemt.

Det er tankevækkende, at vi har stødt på den samme problematik og den samme konflikt i det nordlige British Columbia, hvor der var planer om at bygge en dæmning og oversvømme en dal. Norge kender for den sags skyld også problematikken. Det berømteste eksempel er demonstrationerne ved Sautso i Finnmark. Her var der dog ikke tale om at oversvømme nogle bosættelser, men det var miljøhensyn og naturbevarelse, der stod i centrum. ”La elva leve” var sloganet den gang.

16. maj 2018

Kirkegården lå tæt ved campingpladsen. Bortset fra omgivelserne kunne man føle sig hensat til de forladte kirkegårde i Lyngby, Rubjerg, men måske allermest til Øster Hassing. Græsset var slået for en uges tid siden. Belært af erfaringen tog jeg elastikker om buksebenene for at forhindre tæger. Godt det samme, for der sad en tæge på hver strømpe selv efter så kort en gåtur.

9770carterville

Amishbutikken var åben i dag. Vi fik en hyggelig snak med indehaveren. Han betonede, at han ikke er amish, men kun forhandler deres varer, som udover havemøbler var mange forskellige slags fødevarer. Han fortalte beredvilligt om vanskelighederne ved, at de forsager al moderne teknik. Nogle har ikke telefon, så han kunne ikke ringe og bestille varer, men sendte en fax til nogle, der bragte den videre. Han fortalte om nogle amishfolk, der har en meget stor virksomhed. De har deres egne lastbiler til vareudbringning, men kun ansatte, der ikke er amish, kører dem. Han forklarede, at de ikke udelukkende lever som anno dazumal, men indgår utallige kompromisser, og at der er mange holdninger til det. Grunden til, at han havde valgt at forhandle deres varer, er, at de er kendte for at lave kvalitet. ”Er det en religion? Er det en livsstil? Er det et brand? Jeg aner det ikke,” sagde han. Sagen er nok den, at det er alle tre ting i forskellige vægtninger.

Vi fandt ud af, at der ligger et amishsamfund på vores rute. Det førte os til den lille by Arthur. På vej dertil passerede vi de første hestevogne. Der var lige plads til dem i den brede rabat, så de ikke kørte på vejbanen. I Arthur var der en kommunal campingplads indrettet på en parkeringsplads i tilknytning til en skole og et idrætsanlæg. Her var der en fartbegrænsning på 10 miles og en lystavle, der viste hastigheden, når man overskred fartgrænsen. En karet, der kørte hen over parkeringspladsen, fik lystavlen til at vise 11 miles. Det svarer til næsten 18 kilometer i timen – altså en god cykelfart.

Der var masser af aktivitet i idrætsanlæggene. På et indhegnet grønt areal spillede en flok amishunge bold. Pigerne var klædt i lange røde kjoler og havde en hvid kyse på hovedet. De havde det sjovt, men holdt sig tydeligvis for sig selv.

17. maj 2018

Amishfolket er landmænd, og derfor ligger deres forretninger på landet. Vi fandt et stort supermarked – eller landhandel, for de havde alle slags varer. Det første, der sprang i øjnene, var kundeparkeringen med mange hestevogne. Mændene er åbenbart i marken, og kvinderne køber ind. De er lette at kende på deres enkle kjoler og kyser. Men der var faktisk også mange ikke-amish kunder i butikken. De tiltrækker mange, fordi deres varer generelt er af høj kvalitet. Vi købte nogle udmærkede fødevarer.

9777arthur

I den lidt større by Arcola fik vi en lang snak med hende, der passer turistkontoret. Det var en dame på 80. ”Normalt er det de samme ting, jeg siger igen og igen, men I har udfordret mig med jeres spørgsmål,” sagde hun med et smil, da vi skulle til at gå igen. Hun fortalte, hvad hun vidste om amish og mange andre ting fra lokalsamfundet. Det var et fornøjeligt bekendtskab. Senest til september ville hun holde op med at arbejde dels for at flytte hen til sine børne og børnebørn, der bor langt væk, og dels fordi hun havde problemer med knæene. De er my bad boys, som hun sagde og forklarede, at det kunne ikke være piger, for de skal nice and sweet.

Frokost fik vi på en amishrestaurant i Arthur, hvor de serverer typisk amishmad. Vi tog buffeten og smagte dermed de fleste retter. Det var, hvad man kunne kalde husmandskost, altså jævnt og dagligt.

Inden vi forlod området, standsede vi ved en slagterforretning, som var kendt for nogle gode varer. Her kan man også indlevere en levende høne og hente den senere parteret og indpakket. Den slags individuelt drevne forretninger er et særsyn i USA, hvor de store kæder er altdominerende med deres strømlinede vareudbud.

I byen Peoria fik vi lov at overnatte ved et casino. Personalet var ualmindeligt imødekommende, og der var ingen krav om, at vi skulle registrere os som spillere, hvad vi somme tider har oplevet. Omgivelserne var ikke så spændende, men vi gik alligevel en tur for at få luft og motion. Da vi kom tilbage, kom en mand forbi og havde nogle spørgsmål om camperen. Vi inviterede ham indenfor, og vi snakkede sammen i tre timer om det amerikanske samfund og de politiske forhold. Han var softwareudvikler og meget vidende om mange ting. Han gjorde os også klogere på nogle ting. Blandt andet sagde han: ”Nej, de mennesker, der har stemt på Trump, er hverken dumme eller uvidende. De er simpelt hen så trætte af de etablerede politikere, fordi de lyver og skifter holdninger efter, hvad der er opportunt. De stoler ikke længere på dem. De ville have noget andet.”

Vi kender det samme fænomen i Danmark i mindre målestok. Politikere som Kristen Poulsgaard, Mogens Glistrup, Jakob Haugaard og Uffe Elbæk, så forskellige de end er, blev også valgt ind i folketinget i protest mod de etablerede politikere. Men heldigvis blev ingen af dem valgt til et embede så magtfuldt som Trumps.

18. maj 2018

Om formiddagen fik vi ordnet nogle hængepartier ved computeren og fundet ud af, hvad vi nu skal se. Inden vi kørte videre, skulle vi først have tømt vores tanke. Byens kommunale værker skulle have tømningsfaciliteter, men gps’en førte os bare til et boligkvarter. Vi fandt i stedet en statspark, der lå på ruten og fik det ordnet der. Sådan kan der nogle gange gå meget lang tid med noget, som ikke behøvede at tage lang tid.

Det tog også lang tid at køre gennem byen Muscatine på grund af vejarbejde og omkørsler. Det var for resten en smuk by. Den ligger ved Mississippifloden, som vi i denne omgang krydsede for sidste gang. Selv helt heroppe er den stor og mægtig og meget bredere end Limfjorden ved Aalborg og Nørresundby. Floden danner grænse mellem Illinois og Iowa.

Iowa er også en forhenværende prærie- og nuværende landbrugsstat. Vores mål var den lille by Kalona, men det måtte vente til i morgen. Nu gjaldt det om at finde et sted at overnatte. Ifølge vores nye app Ultimate Campgrounds skulle det være muligt i et naturområde, men her forkyndte et skilt, at camping var forbudt.

I nabobyen Washington skulle der være en Walmart, hvor vi fra nettet vidste, man kunne overnatte. Det kan man ikke længere, fik vi at vide.

Udenfor Washington var der et andet naturområde. Her lykkedes det. Det er endnu et eksempel på, at nogle ting somme tider tager uventet lang tid.

19. maj 2018

Kalona viste sig at være et positivt bekendtskab. Der var et lille frilandsmuseum, hvor man havde samlet ældre bygninger fra området og skildret, hvordan nybyggerne har boet og levet. Der var et eksempel på de første bjælkehytter, nybyggerne havde opført i al hast for at modstå den første vinter, og der var huse, der viste, hvordan de havde levet. Der udover var der mange ting relateret til landbruget.

9795kalona

Midt i museet lå der en forholdsvis stor bygning med en udstilling om mennoniternes historie, men også noget om amish. Den person, der passede museet, var mennoniterpræst og meget vidende. Vi fik en lang og god samtale med ham. De oplysninger, han gav, har jeg skrevet om i blogindlægget

Amish

Museet var omfattende og samtalen med præsten var lang og givende. Men inden vi forlod egnen, kørte vi ud på landet og handlede i et par amishbutikker.

Vi overnattede i en countypark. Her fortalte den unge kvindelige ranger, at hendes bedstefar var født amish, men var brudt ud af det og var derfor blevet undgået, hvilket er en mild form for afstandtagen.

20. maj 2018

Turen gik videre gennem Iowa, som er USA's største landbrugsstat. Arealet er tre gange Danmarks, men den har kun 3 millioner indbyggere. Der er landbrug overalt. Landskabet kan godt minde om et dansk landskab med spredte gårde, men med meget længere mellem byerne. Som Knud Sørensen en gang har formuleret det, er afstanden mellem de danske landsbyer bestemt af, hvor langt det er bekvemt at køre med en hestevogn. Det er ikke tilfældet her. Her er der mange, der har meget langt til indkøbsmuligheder. Det generelle billede er, at der er pænt, ryddeligt og nydeligt omkring husene. Husene – også i byerne – er omgivet af store græsplæner, der går helt ud til vejen. Der er hverken hæk eller hegn omkring haverne.

I Des Moines fandt vi en butik med fødevarer i god kvalitet, som man ikke altid finder det i de almindelige butikker. Somme tider har vi været inde i nogle økologiske butikker, hvor man har fået en fornemmelse af at komme ind i et menighedshus: Du redder jorden, vandet, havet, verden ved at købe økologisk, og du bliver selv et bedre menneske. Den slags var der ikke noget af her. Det var bare kvalitetsvarer.

Lidt udenfor byen fandt vi sø, hvor der var en båderampe. Her kunne vi parkere for natten. Gratis.

21. maj 2018

Vejen gik videre til Elk Horn. Undervejs skete der en ændring i landskabet, idet der blev længere mellem gårdene, og markerne blev større. Elk Horn hører til en gruppe af landsbyer, der kalder sig Danish Villages. Det er her, den største gruppe af danske udvandrere slog sig ned. Der er mange ting at se på. Det gør vi senere. I første omgang gjaldt det om at finde et sted at overnatte. Da der ikke er mobildækning her, kunne vi ikke bare slå det op. I stedet gik vi ind på det Museum of Danish America og fik forklaret vejen til en statspark.

9817elkhorn
Museum of Danish America. Flagene, Dannebrog, det amerikanske og Iowas statsflag, er på halv stang på grund af det seneste skoleskyderi i Texas.

Den var rigtig fin. Vi gik en tur og fik en hyggelig snak med to ældre damer, der hyggede sig ved deres camper, som vi fik lov at se indvendig. Det var en Mercedes Sprinter. Den var som ventet lækker, men temmelig trang.

22. maj 2018

Der skal være Tivoli Fest i Elk Horn næste weekend. Selvom det kun er tirsdag i dag, besluttede vi at blive. Der er flere ting at se på, og der er også nogle praktiske ting, vi skal have ordnet, så reelt er det ikke for lang tid. Campingværten hjalp os med at finde en ledig plads. Det blev en uden vand og strøm og dermed noget billigere. Pladsen, vi havde i nat, er reserveret fra i aften af nogle, der hedder Olsen.

9816elkhorn

På Museum of Danish America anbefalede de os at tage hen og se Bedstemor’s House, billedet ovenfor. Huset, der ligger inde i byen, er opført i 1908 og møbleret, som en typisk dansk udvandrer ville have møbleret sit hus. En studerende fra Roskilde Universitetscenter var klædt i tøj anno 1912 og fortalte om huset. Hun havde tidligere været udvekslingsstudent og talte derfor flydende amerikansk. Det havde hun godt brug for, for mens vi var der, skulle hun fortælle om det til to skoleklasser.

Tilbage på museet begyndte vi med at se en film, hvor en mand på over 90 fortalte om sin far, der var udvandret fra Danmark. Det havde hele vejen igennem været hårdt arbejde og en kamp for at overleve. Han fortalte om en episode, hvor en mand fra banken var kommet for at diskutere en eventuel forlængelse af et eksisterende lån. Efter at have været en tur rundt for at se bedriften sagde bankmanden, da de atter sad i stuen: ”Jeg var oprindeligt indstillet på ikke at forlænge dit lån, men efter at jeg har set, at du har sat metalplader på toppen af alle pæle, så de ikke skal rådne, kan jeg se, at du er indstillet på at blive her i lang tid.” Dermed blev lånet forlænget. Og den nu over 90-årige søn boede stadig i sit barndomshjem. Det var en betagende film med en rolig puls og melodier til kendte danske sange som underlægningsmusik, selvom han talte engelsk. Man fik det indtryk, at det har været de mest resourcestærke personer, der udvandrede.

Museet havde selvfølgelig en udstilling om udvandringen. Den var krydret med spændende citater fra breve af udvandrere, så man fik et indtryk af den svære beslutning, afskeden, rejsen, ankomsten og det nye liv. I anden halvdel af 1800-tallet udvandrede 300.000 danskere. De bosatte sig mange steder i USA, men en af de største koncentrationer var i Elk Horn og nabolandsbyer. En anden stor gruppe slog sig ned i nærliggende Nebraska.

Udover udvandrerhistorien havde museet også til opgave at formidle viden om det moderne Danmark. Her fyldte historien om indvandringen fra Mellemøsten dog uforholdsmæssigt meget og blev fremstillet alt for rosenrødt. Der var ikke et ord om, hvordan det har forandret Danmark til ukendelighed.

Efter lukketid fik vi en lang hyggelig snak med en fritidsmedarbejder, en dame på 83, ude på parkeringspladsen. For to år siden havde hun mistet sin mand, og den smerte var ikke til at overvinde.

9851elkhorn
Byen pyntet med danske og amerikanske flag.

Der gik en dejlig sti fra museet ind til byen gennem et stykke rekonstrueret prærie. På vej tilbage så vi et par mennesker, der sad og nød det gode vejr på terassen. Da der hverken er hække eller buske i haverne, men kun græs, gik jeg hen og spurgte, om de vidste, hvorfor den visne majs fra sidste år stadig ligger på markerne ikke bare her, men overalt. Manden forklarede, at man er holdt op med at pløje det ned, men i stedet sår soyabønner oven i. Herved undgår man blandt andet jordfygning. De nye planter, viste han mig, var et par centimeter høje. Vi har set det mange steder og undret os, så det var godt at få en forklaring.

Vi fik en hyggelig snak om mange forskellige ting. På et tidspunkt spurgte han om min alder og sagde så: ”Du er jo en forårskylling (spring chicken)!” Han var selv næsten 20 år ældre.

Han fortalte endvidere, at hverken han eller hans kone har danske rødder. De er begge to gift for anden gang, og både hans første kone og hendes første mand var af dansk afstamning. Hans daværende svigerfar holdt meget fast i det danske og insisterede på, at der blev talt dansk. Han ville også have, at den nye svigersøn skulle lære det: ”Men jeg har glemt det hele. Det eneste, jeg kan huske, er bandeordene.”

Tilbage på parkeringspladsen mødte vi nogle, der var ude at gå tur. Dem fik vi også en lang snak med. Det er, lige som om det danske islæt gør, at vi ikke er helt så fremmede, som vi er vant til at være, for vi har noget til fælles.

23. maj 2018

Council Bluffs ligger en god times kørsel herfra. Vi lavede en udflugt dertil for at ordne nogle ærinder, men først og fremmest for at gå på kirkegården. Ranvegs mormor havde en søster, Johanne, der emigrede til Iowa i 1914. Hun levede et langt liv som sygeplejerske i Council Bluffs, indtil hun blev pensioneret som 84 årig. De første mange år var hun ikke hjemme på besøg, men i sin alderdom var hun i Danmark en gang om året. Da hun var hjemme sidste gang, var hun sidst i 90’erne. Astrid, Ranvegs fætters kone, er slægtens historiker og arkivar. Hun har sendt os et interview med hende, efter at hun er fyldt 100. Her fortæller Johanne veloplagt om sit lange liv og kommer blandt andet med følgende bemærkning: ”De første hundrede år er de letteste. Derefter bliver det svært.” Hun døde som 105 årig i 1990.

Hun havde i øvrigt også en bror, Olav, der udvandrede og levede hele sit liv i Nebraska.

Astrid kendte også navnet på kirkegården, så den var let at finde. Inde på kontoret gav de os et kort over kirkegården, hvor gravstedet var markeret. Da det er så mange år siden, spurgte jeg forsigtigt, om gravstedet findes endnu. ”Her bliver ingen gravsteder slettet. De får lov at ligge altid.” De var overraskede over at høre, at et gravsted i Danmark slettes efter 20 år, med mindre man betaler for en forlængelse.

Men som man siger: Ét er et søkort at forstå, noget andet er et skib at føre. På kortet var der nogle tydeligt aftegnede gange, men de var ikke synlige ude i terrænet. I 30 graders varme gik vi op og ned ad alle rækker undtagen de nederste, for dér kunne det umuligt være. Til sidst måtte vi spørge et par unge mænd, der arbejdede på kirkegården. De forstod at læse kortet og fandt det rigtige sted i løbet af et øjeblik – i en af de nederste rækker.

9820councilbluffs

Det første, der slog os på kirkegården, var de mange danske navne. Det var den ene Nielsen, Hansen, Pedersen og Christensen efter den anden. Det var overvældende, så massivt det var. Damerne inde på kontoret vidste i øvrigt umiddelbart, hvordan man staver til Johanne Pedersen.

24. maj 2018

Arbejdsdag med stof til hjemmesiden. Om eftermiddagen kørte vi ind til biblioteket i Elk Horn. Her kunne vi fange deres wifi-signal, mens vi sad i camperen udenfor efter lukketid.

Til aften fik vi risengrød. Vi var kommet til at købe en gallon mælk, der var lidt for gammel, men ikke dårlig nok til at hælde ud. Risengrød er godt om vinteren, men i 30 graders varme….

25. maj 2018

Mere arbejde til hjemmesiden. I dag var det ikke muligt at holde foran biblioteket, så vi måtte køre til den lidt større by Atlantic, hvor vi kunne nå bibliotekets wifi ude på parkeringspladsen. Heller ikke her er der mobildækning med vores teleselskab.

26. maj 2018

Tivoli Fest i Elk Horn. Byen, som ikke er særlig stor, var fyldt med mennesker og parkerede biler. Egentlig er det en byfest, men med den særlige vinkel, at man også fejrer de danske rødder. På rådhuset kunne man købe smørrebrød. Det var ret autentisk bortset fra, at det var lavet på hvidt brød. I programmet blev smørrebrød forklaret som open faced sandwich. Bordene var pyntet med blomster og amerikanske og danske flag. Alle dem, vi talte med, fortalte om deres danske rødder. Det er typisk den ældste generations bedsteforældre, der udvandrede. Derfor er der stort set ingen, der taler dansk. Vi mødte én gammel dame, der kunne. ”Nu er vi i Amerika, og så skal vi tale engelsk,” var en typisk holdning hos udvandrerne. Men de manglende sprogkundskaber forhindrer ikke, at det danske indgår i identiteten. Det samme kendes i øvrigt hos dansksindede i Sydslesvig og skånsksindede i Skåne.

9827elkhorn

På Slægtsforskningscenteret, der er en del af Museet for Dansk Amerika, men ligger dør om dør med rådhuset, var der åbent hus. Lise Just Thygesen, København, holdt foredrag om sin egen slægtsforskning. Hun tog udgangspunkt i en lille landsby i Østhimmerland, hvorfra der var en ualmindelig stor udvandring og kunne påvise, at der er flere personer i USA, der har rødder i den landsby, end der er i landsbyen selv. Hun havde undersøgt befolkningen i Elk Horn og viste, hvordan man i første og anden generation næsten udelukkende giftede sig med danskere, men at andelen falder for hver generation, selvom det stadig forekommer selv i femte generation. Hun illustrerede sine pointer med konkrete personer, og på et tidspunkt var der en dame i forsamlingen, der sagde: ”Det er mine bedsteforældre på det billede.”

At de har giftet sig med hinanden, kan vi også bekræfte helt uvidenskabeligt, for vi har talt med mange, der har fortalt, at mandens efternavn for eksempel er Hansen, og konens er Jensen.

Vi fik en hyggelig snak med Lise og hendes mand Lars efter foredraget og senere flere gange i løbet af dagen, når vi mødtes rundt i byen.

9832elkhorn
Vinderen æbleskivespisekonkurrencen udnævnes. Teksten foran tribunen lyder: "World Æbleskiver Eating Contest".

Brandstationen har en dejlig hal, hvor der er plads til mange mennesker og adskillige aktiviteter. Brandbilerne var parkeret udenfor. Vi nåede lige at se det sidste af det uformelle verdensmesterskab i æblekagespisning. Vinderen slog en ny rekord med 107 æbleskiver mod 82 sidste år. En havde lagt mærke til, at efter konkurrencen snuppede han lige et par stykker til. Arrangørerne havde bagt i alt 1000 æbleskiver til konkurrencen, og de var vel at mærke lavet helt fra bunden af i rigtige æbleskivepander.

9850elkhorn

I byen ligger der en mølle, som blev opført i Nørre Snede i 1848, men som er blevet nedbrudt og genopført her, og som for øjeblikket er under restaurering. Det svarer til Lake Havasu City, Arizona, hvor man har købt en gammel Londonbro over Themsen og genopført den i Arizonas ørken, se dagbogen fra 5. februar 2016

Omkring møllen er der et dejligt anlæg med en scene, hvor der var folkedans. Her dansede Omaha’s Scandinavian Folk Dancers i folkedragter, som en dansk folkedanserforening også ville have gjort.

27. maj 2018

Æbleskiver er typisk dansk. Medisterpøle er også. Men begge dele på den samme tallerken er typisk dansk-amerikansk. Det er et eksempel på, at danske traditioner lever sit eget liv i det fremmede og bliver til noget nyt. Jeg sagde til en dame, at kombinationen af de to ting er meget udansk, hvorpå hun svarede, at det havde hun hørt mange gange.

9869elkhorn
Æbleskiver og medisterpølse med sirup og/eller syltetøj. Sukker kunne også fås. Om fadøllen er autentisk er uvist, men kvaliteten var i top.

Æbleskiverne var for resten rigtig gode, og medisterpølsen var intet mindre end fremragende. Den smagte nøjagtig, som medisterpølse skal smage. Men den var også lavet af en dansk slagter i en nærliggende by.

9870elkhorn
Æbleskiver lavet fra bunden af.

Senere optrådte en anden folkedansergruppe. Det var en fornøjelse at se, for det var så tydeligt, at de nød at danse.

Vi aflagde slægtsforskningscenteret et besøg i håb om at kunne finde nogle oplysninger om min bedstefars bror, der udvandrede til USA enten lige før eller lige efter 1. verdenskrig. Men for at komme videre skal de have nogle mere præcise oplysninger end dem, jeg kan huske. Med de oplysninger kan centeret søge i passagerlister for atlanterhavsskibene.

Sidst på eftermiddagen fik vi lov at sidde på museet og arbejde med vores computere i deres airconditionerede lokaler. Jeg gik i gang med arkivalieronline.dk, men kunne ikke finde noget om min bedstefars bror, da jeg hverken kender hans eller min bedstefars fødselsregistreringssted. Det eneste, jeg fandt ud af, var at min bedstefar er født i 1887. Så her endte slægtsforsningen i denne omgang.

Det kunne ellers være interessant at kende lidt mere til hans skæbne. Det eneste, jeg ved, er, at han rejste til Norge, hvor han giftede sig med en nordmand, og sammen udvandrede de til USA, hvor de slog sig ned i Brooklyn, New York, og fik seks børn. Da jeg var barn, havde vi i mit hjem besøg af en af døtrene, der kom sammen med en niece. Denne datter var den gang en gammel dame i mine øjne. Hun havde cirka den alder, jeg har nu. Den i familien, der havde kontakten til dem, døde i 1982, og siden har der ikke været kontakt.

9841elkhorn
Folkedansere fra lørdag eftermiddag.

Det har været meget varmt de sidste dage med op til 37 grader. Inde i camperen stod termometeret på 44, og da vi gik i seng, føltes de 29 grader som behagelig svalt.

Se også billedserien Elk Horn. Hos efterkommere af de danske udvandrere

28. maj 2018

Det er mandag og Memorial Day, den dag, amerikanerne ærer deres veteraner. I går aftes gik vi i øvrigt en tur på kirkegården, hvor der var opsat en massiv flagallé. Vi blev af nogle gjort opmærksom på, at der sidder en lille tavle på veteranernes gravsten. Det gælder ikke kun dem, der er faldet i krig, men også dem, der har gjort tjeneste og senere er død i en høj alder.

9861elkhorn

I anledning af Memorial Day er stort set alt lukket. Det gælder også slægtsforskningsinstituttet. Egentlig havde vi aftalt, at vi skulle komme tilbage tirsdag, men da jeg ikke kunne finde mere præcise oplysninger, anså jeg det for en blindgyde, og vi besluttede derfor at køre videre.

Danskerne, der slog sig ned i Elk Horn og Iowa i øvrigt må bestemt have følt sig hjemme, for landskabet virker dansk med de bølgende bakker og marker og spredte gårde, så langt øjet rækker. Forskellen er, at bakkerne er lidt højere end hjemme, og der er meget langt mellem gårdene. Men alligevel. Efter en lille times kørsel skiftede landskabet, da vi kørte ned i Missouridalen. Her er der fladt, hvad der også virker dansk, og i lang tid kunne vi i det fjerne se højdedraget, vi var kommet ned fra.

I Sioux Falls, South Dakota, gjorde vi holdt dels for at købe ind og dels for at finde et sted at overnatte. Telefonen modtog ikke signal. Det gjorde den heller ikke omkring Elk Horn, men der vidste vi, at der ingen mobildækning var. Det burde der være i så stor en stor en by. Vi fandt et bibliotek. Det var selvfølgelig lukket, men deres wifi var stadig tændt, og det krævede ikke adgangskode. Her fandt vi et sted at overnatte en lille times kørsel udenfor byen.

29. maj 2018

Videre mod vest gennem South Dakota. Her er der virkelig fladt – og langt. Langt mellem bilerne og langt mellem byerne. South Dakota dækker et areal på næsten 200.000 kvadratkilometer altså næsten fire gange Danmarks areal, men har en befolkning på under 900.000. Missourifloden slår et vældigt knæk, så vi kørte ned i floddalen endnu en gang og passerede så floden. Herefter blev landskabet mere kuperet. Store arealer er opdyrket, men meget ligger hen i græs. I lavninger kan der være træer, men ellers er det et helt træløst landskab. Det er gammelt prærieland. Undervejs mod vest stiger landet ganske langsomt fra godt 300 meter i Missouridalen til over 1000 i Rapid City. Jeg syntes, jeg kunne se på benzinmåleren, at vi kørte lange strækninger i femte gear.

9883south-dakota

I landsbyen White River havde de lavet nogle pladser, hvor campere kunne holde. Udover et par lokummer, som vi alligevel aldrig bruger, var der ingen faciliteter. Der var heller ingen skilte, der viste derhen, men takket være hjælpemidlerne på nettet fandt vi det uden problemer. Vi var de eneste, der var der, og der var stille og roligt hele natten.

30. maj 2018

Selvom det var en omvej i forhold til vores planer, var vi nødt til at køre til Rapid City for at fylde køleskabet op. En forretning, der sælger fritidsudstyr til brug i skoven, havde en god parkeringsplads, hvor vi kunne holde for natten. De havde også et anlæg, så vi mod en beskeden betaling kunne slippe af med vores spildevand. Der var en del trafiklarm og larm fra nabocamperen, der havde en generator til at køre hele aftnen. Lige i nærheden var der et motorcykeltræf med et orkester, der spillede rock og rul. De spillede faktisk udmærket især numrene af Elvis og Johnny Cash.

31. maj 2018

Vejen ud mod nationalparken Badlands var så øde, at jeg tænkte, det nok havde været bedst at fylde benzintanken inde i byen, selvom tanken stadig var halv fuld. På kortet var der angivet et par småbyer, som viste sig kun at være en håndfuld huse. Men i et vejkryds dukkede en lille tankstation op. I stedet for den traditionelle butik med kioskvarer, var der et lokale med borde og stole. Det var et lokalt samlingssted, fortalte damen i skranken: ”Jeg serverer en del kaffe, og man kan også få en øl, og der bliver spillet en del kort.”

Badlands er nogle specielle klippeformationer, der breder sig over et enormt område. Fra visitor centeret kørte vi gennem området. Det var en lang tur, som blev meget længere på grund af de mange fotopauser. Et sted gik en flok bighornsheep i klipperne lige op ad vejen (foto). Det samlede temmelig mange mennesker.

9915badlands

Til sidst nåede vi ud til en primitiv campingplads i et øde område. Her var der allerede en del teltliggere og et par campere. Midt i det hele og en 20-30 meter fra det sted, vi parkerede, gik en bisonokse og græssede fredeligt og tilsyneladende uanfægtet af de mange mennesker. Lidt senere gik den hen mod et sæt bord og bænke, mens de, der sad der og spiste, skyndsomst fortrak ind i bilen. Når man ser, hvor sindigt en bison græsser, er det svært at forestille sig, at den er et farligt dyr, der kan løbe med en fart på over 40 kilometer i timen.

Forrige side April 2018
Næste side Juni 2018