Dagbog januar 2016
1. januar 2016
Nytårsdag.
Når et nyt år begynder, stiller man uvilkårligt sig selv det spørgsmål: Hvad mon året bringer? Men man kunne med lige så god ret stille sig selv et tilsvarende spørgsmål hver eneste morgen: Hvad mon dagen i dag bringer?
Vi vidste ikke, hvad nytårsdag skulle bringe. Selvfølgelig ikke. Vi ville gå en tur ved stranden i håb om at se gråhvaler på træk. Det sidste var dog uden held. På parkeringspladsen var vi parate til at gå, da en bil kørte hen til os, og et par mennesker sprang ud for at kommentere vores camper. De var meget interesserede, og vi inviterede dem indenfor. Snakken gik næsten, som om vi var gamle venner, og det endte med, at vi var sammen med dem hele eftermiddagen.
Det var rigtig hyggeligt, og det endte med, at vi udvekslede adresser og kontaktoplysninger.
Noget af det fine ved at rejse på den måde, vi rejser på uden fasttømrede planer, er, at vi kan ændre planer umiddelbart, hvis der skulle ske noget spændende.
2. januar 2016
Vi er stadig på casinoets parkeringsplads. Her er stille. Her er smukt. Det er gratis, og vi har ikke talt med et eneste menneske her. Om formiddagen arbejdede vi på vores hjemmeside, og om eftermiddagen tog vi på biblioteket for at uploade. Videoen med præsentation af bil og camper kan nu ses på hjemmesiden. I hele San Diego med 1,1 mill. Indbyggere er der kun ét sted, hvor vi kan tømme tanke gratis. Det er temmelig langt herfra, men vi tog turen derhen. Først var vi dog i et supermarked for at købe et desinfektionsmiddel til vandhanen (se den 31. december).
3. januar 2016
Vi er stadig på casinoets parkeringsplads. Om formiddagen, da vi skulle til at arbejde med vores hjemmeside, bankede det på døren. En venlig mand fortalte os, at vi ikke måtte holde der, men vi kunne få en parkeringstilladelse og måtte gerne parkere et andet sted. Det er stadig gratis.
Da det var gjort, fortsatte vi arbejdet med hjemmesiden. Jeg arbejder på at færdiggøre en video, hvor vi har en samtale med to gamle damer på et plejehjem i Solvang, hvor vi var før jul, mens Ranveg arbejder på et blogindlæg om William Hearst, hvis lystslot vi også beså før jul. Om eftermiddagen var vi igen på biblioteket.
Da vi fik parkeringstilladelsen, gjorde de det tydeligt for os, at vi også skulle spille. Så pligtskyldigst gik vi ind på casinoet om aftenen og så, hvordan folk sad og stirrede ind i spillemaskinerne. Jeg lod mig registrere som spiller, satsede fire dollars og vandt to. Nu har jeg mit kort og kan bevise, at jeg er aktiv spiller. Jeg har tilfredsstillet bureaukratiet, så alle er glade.
4. januar 2016
Videoen med de gamle damer er noget arbejdskrævende. Den bliver også på 11 minutter. Hele formiddagen gik med det.
Efter frokost kørte vi igen den lange tur til tømningsstedet og sad i camperen resten af eftermiddagen for at arbejde videre. På en bådebro sad en stor flok fugle bl.a. pelikaner, som var et godt fotomotiv.
Alt i alt en udbytterig dag.
5. januar 2016
Kraftigt regnvejr hele dagen. Ikke godt for os. Vi har ligesom fået regn nok. Men derfor kan vi alligevel godt glæde os med californierne over regnen, som er så hårdt tiltrængt.
I øvrigt havde vi alligevel bestemt os til at tage ind på biblioteket om formiddagen, så vejret betød i virkeligheden ikke noget.
Det er så fint med camperen. Vi gik ud og spiste frokost i den og ind på biblioteket igen, som har en glimrende internetforbindelse foruden strøm til vores computere. Når vi ikke er på en campingplads med ”landstrøm”, kan vi kun oplade dem, når vi kører – og kun én ad gangen.
Videoen med de gamle damer fra Solvang blev færdig og uploadet. Den fik navnet ”Stemmer fra Solvang”.
Efter en hel dags arbejde var det så ”hjem” til vores casino igen. Men for sidste gang.
6. januar 2016
Nu skal vi videre. Vi har haft mange overvejelser over, hvordan vi skal planlægge de næste par uger, for dels har vi en aftale i Los Angeles midt i januar, og dels er der et arrangement i Arizona, vi gerne vil med til sidst i januar.
Resultatet blev, at vi kørte til Arizona. Det var en usædvanlig smuk køretur. Fra casinoet kørte vi gennem indianerreservatet. Det så ikke så fattigt ud, som andre reservater, vi har set. Der lå nogle små landejendomme, som vi kender det fra gamle dage derhjemme. De små jordstykker var nysåede. Det virkede på en måde hjemligt med de små landbrug, når det, man ellers ser her, er kæmpemæssige farme med nærmest uendelige arealer. Kort efter kom vi højere op i bjergene, og terrænet var ikke længere til landbrug.
Motorvejen gik endnu højere op i bjergene til 1300 m.o.h. Her kørte vi i tåge og regn over en meget lang strækning. Da vi kom ned igen, havde landskabet skiftet karakter. Det var mere tørt og dermed mindre grønt. Nogle bjerge, vi kørte igennem, var overstrøet med rundede kampesten, som lignede kugler drysset ud over landskabet. De tog sig meget fordelagtigt ud, da solen brød gennem skyerne. Desværre var det ikke muligt at standse og tage et par billeder. Senere igen blev landskabet helt fladt, men med bjerge i horisonten hele vejen rundt. Nogle steder var der landbrug med kunstvanding. Det var netop disse kæmpelandbrug, jeg lige har nævnt. En gård, der lå op til vejen, antyder størrelsen. Langs en bygning stod der en masse forskellige landbrugsmaskiner. Midt imellem dem stod der en flyvemaskine, så man må forstå, at den er en helt almindelig landbrugsmaskine.
En strækning på den sidste del af motorvejen, Interstate 8, inden Arizona går den ganske tæt på grænsen til Mexico. For at stoppe de mange fattigdomsflygtninge sydfra har amerikanerne bygget et højt hegn langs grænsen. Vi kunne se det fra vejen og se, hvordan det trak en sort streg gennem ørkenlandskabet.
Vi er nu i Arizona. Landskabet er anderledes. Priserne er lavere end i Californien. Det gælder også benzinpriserne. Aldrig mere fylder jeg tanken helt op, inden jeg kører ind i Arizona. Det er også en anden tidszone: 1 time foran Californien. Det er en fordel, for det betyder, at det ikke bliver mørkt så tidligt, som vi er blevet vant til.
Vi fandt en campingplads i den lille by Wellton ved I-8. Her er der campingpladser overalt. Det er de såkaldte ”snowbirds”, pensionister, som tilbringer vinteren i syden. Mange af dem er fra Canada, fortalte værten og kunne fortælle om et par, der var kommet helt fra Newfoundland.
7. januar 2016
Det regnede hele natten – i ørkenstaten Arizona. Der var kun 15 grader, når det var varmest, hvilket er unormalt på de kanter.
Målet for de næste dage er en nationalpark, der er kendt for sine kaktusser. Det blev en meget lang køretur gennem et øde landskab. Der var helt fladt, og med medvind var det en let tur. Nogle steder var der kunstvanding og landbrug, ellers er det ørken.
Efter at have drejet fra motorvejen for at køre sydpå så vi flere og flere kaktusser. Det øde landskab gjorde indtryk med sin helt egen skønhed, der blev understreget af de flotte skyer på himlen.
Vi gjorde forskellige indkøb i byen Ajo, hvor vi bl.a. købte ind i ”Olsens Super Market”, som også havde et vikingeskib i forretningens logo. Don Olsen var desværre gået hjem for i dag, fortalte personalet, som tydeligvis var fra Mexico eller længere sydfra. En gade lige rundt om hjørnet hed Rasmussen Road.
På vejene er der check points, og grænsepatruljerne ses tit på vejene. Vi er igen meget tæt på Mexico.
Vi fandt nationalparken med campingpladsen, inden det blev mørkt.
8. januar 2016
Her er stille. Meget stille. Og mørkt. En campingplads i en nationalpark er noget helt andet end en konventionel campingplads, hvor man holder i række og geled.
Nationalparken hedder ”Organ Pipe Cactus National Monument” og ligger afsides i det sydligste Arizona på grænsen til Mexico. Det er den nordligste del af Sonoraørkenen. Resten ligger syd for grænsen. Det særlige her er orgelpibekaktusserne, som har givet navn til parken. De bliver vel en 3-5 m høje og alle ”piberne” udgår fra roden.
Vi begyndte dagen med noget, vi ikke har prøvet før. Vi afmonterede camperen. Så kan Ranveg sidde i camperen og arbejde på computeren, mens jeg kører ud i parken og fotograferer.
Det gjorde jeg så. Jeg kørte Ajo Mountain Drive. Det var en meget smuk tur, og det blev til bunker af billeder af kaktus og bjerge og blå himmel med skyer. Jeg så et stort hjortedyr inde i terrænet ikke langt fra vejen. Den løb så let og elegant, at man ikke skulle tro, det var muligt.
Imens hørte Ranveg et foredrag i Visitor Centeret om lyset i ørkenen og solens fysik.
Vi blev enige om, at det er et dejligt sted, og at vi vil blive her i nogle flere dage end oprindelig planlagt.
9. januar 2016
Endnu en køretur, mens Ranveg blev i camperen, men denne gang fra morgenstunden. Jeg kørte den lange Puerto Blanco Drive, en rundtur på 60 km. Her var firhjulstrækket virkelig til nytte.
Overalt er der skilte, der advarer mod smuglere, som smugler både narko og mennesker. Indtil for nylig var parken mere eller mindre lukket, fordi der kom en strøm af mennesker ind over grænsen. En fortalte mig, at der kom 1000 mennesker om dagen alene i nationalparkens område, da det var på det højeste. Det er virkelig rå kriminelle, der står bag. Visitor Centeret er opkaldt efter en ung ranger, der blev skuddræbt af de kriminelle. Men nu er trafikken standset, og hele parken er åben igen for turister. Alligevel giver det et gip i én, når der ved indgangen til rundturen advares mod at køre alene, og jeg var jo alene.
Det blev til mange stop, hvor jeg var ude og fotografere det særprægede landskab og de kæmpestore kaktus. Mens jeg stod og fotograferede hørte jeg en stor bil komme nærmere.
Det viste sig at være et tysk par, som jeg fik en lang hyggelig samtale med. De var af sted på en to års rejse og havde været af sted siden maj. De ville køre ind i Mexico en af de nærmeste dage.
Køretøjet var typisk for tyskere. De havde købt en brugt firhjulstrukket militærlastbil og havde fået et specialfirma til at bygge camperen på ladet. Vi overvejede selv en lignende løsning og det samme specialfirma i sin tid, men droppede det af flere grunde.
Den sidste del af rundturen gik langs grænsen, som lå så tæt på, at jeg næsten kunne læse nummerpladerne på bilerne på den anden side.
Efter indkøb med over 50 km til købmanden var det sidst på eftermiddagen, inden jeg var tilbage igen.
Tyskerne boede på samme campingplads. ”Vi ses i aften,” sagde de, for vi skulle til det samme aftenarrangement, hvor en astronom skulle fortælle om stjernehimlen. De var der sikkert også, men det var helt mørkt, så det var umuligt at se folks ansigter.
Det var den samme mand, Ranveg havde hørt dagen før. Han var utrolig engageret. Det kommer måske bedst frem med dette citat: ”Er der noget, der deler astronomer, så er det nye opdagelser, der sætter spørgsmålstegn ved deres teorier. Nogle bliver vrede og tilbageviser dem. Men jeg hører til dem, der synes, at sådanne afvigelser er spændende, fordi de betyder, at der skal arbejdes mere endnu med teorierne.”
Hans smittende engagement betød, at alle syntes, det var en fantastisk aften.
10. januar 2016
Nationalparkerne er virkelig et aktiv for USA's turisme. Entréen er lav. Overnatning på campingpladsen koster kun det halve af en billig kommerciel campingplads, og nationalparkens campingpladser er langt mere charmerende. Dertil kommer, at nationalparkerne foretager et enormt formidlingsarbejde. Der bliver arrangeret guidede ture, aftenforedrag som i går og korte eftermiddagsforedrag, talks. Det er så tydeligt, at rangerne er meget interesserede i at fortælle, hvad de ved. Det er de færreste, der er egentlige fagfolk indenfor naturfagene. Vi har bl.a. mødt en med en fortid i militæret og en anden med en baggrund i historie og antropologi. Et vigtigt ansættelseskriterie ser ud til at være evnen og lysten til at formidle. De er typisk sæsonansatte, og mange af dem roterer mellem landets 400 nationalparker. Det giver dem en bred baggrund.
Dertil kommer de mange frivillige, som hovedsagelig er pensionister, der arbejder gratis mod at bo gratis i deres camper, få en julefrokost eller lignende. De har andre opgaver end formidling. Det er typisk praktiske opgaver. De er sjove at tale med, for det lyser ud af dem, at de nyder deres tilværelse. Og nationalparkerne er afhængige af de frivilliges indsats.
Vi startede dagen med en guidet tur på Ajo Mountain Drive, som jeg kørte alene den første dag for at fotografere. Guiden fortalte levende om de mange forskellige planter og deres særartede biologi, om dyrelivet og om geologien. Især planterne og deres strategi for at overleve under de ekstreme betingelser så ud til at have hans særlige interesse.
Efter frokost gik vi ned til Visitor Centeret for at melde os til en guidet tur i morgen. Men så var der lige en talk om nedbøren i Sonoraørkenen. Det måtte jeg jo også høre. Oplægsholderen havde været chauffør på turen om formiddagen. Hun startede med at spørge mig direkte: ”Hvad hedder de fire nordamerikanske ørkener?” Jeg kunne næsten min lektie: Mojave (Californien), Sonora (Mexico, Arizona, Californien), Chihuahua (Mexico). Den fjerde og sidste, The Great Basin, kunne jeg ikke huske, da jeg ikke kunne placere den på kortet, men nu ved jeg, at den ligger i Nevada, Utah, Californien og Idaho. Det særlige ved Sonoraørkenen er, at den i modsætning til alle andre ørkener får regn to gange om året: en voldsom sommerregn og en blid vinterregn. Det gør, at den er den frodigste af alle verdens ørkener med en meget høj biodiversitet. En grøn ørken kaldte de den.
11. januar 2016
Dagen begyndte med en guidet tur til Quitobaquito, en kunstigt lavet dam, der får vand fra et naturligt kildespring. Der har tidligere været drevet landbrug på stedet, og der var stadig rester af en frugthave med granatæbler og figentræer. Det naturhistorisk interessante ved stedet er, at der findes hele tre endemiske arter, altså arter, der kun lever på dette ene sted. Det er en fisk, pupfish, en skildpadde og en snegl. Da dammen skulle restaureres for nogle år siden, gjorde man sig store anstrengelser for at redde dem, og det lykkedes.
Et gammelt træ med en tyk stamme var væltet ud i dammen. Guiden fortalte, at den porøse stamme sugede masser af vand, som så løb ud af rødderne, der lå udenfor dammen. Det betød, at vandstanden i dammen blev faretruende lav i år med meget lidt regn. Den lette løsning ville være at fjerne stammen. Men i sådanne tilfælde tages også et medlem af tohono o’odham stammen med på råd. Det er en ældre dame. Hendes synspunkt var: ”Træet er levende.” Og dermed var sagen afgjort. Det ligger der endnu.
En god del af eftermiddagen gik med at montere camperen igen på bilen. Det var første gang, vi prøvede det. Det mest udfordrende var at bakke lige ind under den. Det lykkedes til sidst, og blinklys og stoplys virker!
Dagens sidste lysstråler blev brugt til fotografering. Så snart solen er væk, bliver det meget koldt – kun nogle få plusgrader. Lyset var dog ualmindelig dejligt, så det gjorde ikke noget med kolde hænder.
12. januar 2016
Vi skal tilbage til Los Angeles, fordi vi har en aftale om at møde nogle, vi kender. The Organ Pipe National Monument var et meget positivt bekendtskab, og vi kunne godt være blevet nogle dage endnu. Vi har mødt flere, der sagde, at det var deres favoritpark. Et par fortalte, at de skulle være der i tre uger.
På tilbagevejen gjorde vi stop i Ajo og gik en tur på byens charmerende torv. Ellers fulgte returrejsen samme vej, som vi havde kørt for en lille uge siden. Som jeg skrev den gang, var det et fantastisk landskab – stort og øde. Det gør indtryk.
Vi kørte til Quechan Casinoet lidt udenfor Yuma. Her kan vi ikke overnatte gratis på deres parkeringsplads, men næsten. 10 dollars for tre overnatninger er næsten gratis. Vi bliver her de tre nætter for at se på Yuma.
Den unge kvinde, der solgte os parkeringstilladelsen, havde ingen anelse om, hvor Danmark er. Hendes blik var helt tomt. Men hun blev så optaget af at møde os, der kommer så langt borte fra. Hun var nemlig selv quechan-indianer og var vant til, at det var hende, der er eksotisk. Nu stod hun overfor nogle, der var om muligt endnu mere eksotiske.
Synsvinkler er meget afgørende for, hvordan man ser verden!
13. januar 2016
Vi tilbragte en del timer på Yumas flotte og veludstyrede hovedbibliotek med at besvare mails, opdatere hjemmeside, finde adresser og koordinater på de næste steder, vi skal.
Om eftermiddagen var vi i WalMart. Mens Ranveg studerede tøjafdelingen, blev jeg klippet i stormagasinets frisørsalon. Frisøren, der gjorde et meget omhyggeligt stykke arbejde, var fra Guadalajara, Mexico, hvor vi var for nogle år siden. Den er kendt for sin rige mariachimusik og den nærliggende by Tequila, der producerer en velkendt drik af samme navn. Men det er alt sammen en anden historie. Det var første gang, hun havde en kunde, der kom så langt borte fra.
Konklusion: Praktiske ting tager tid, når man samtidig skal orientere sig et nyt sted.
14. januar 2016
Flere praktiske ting. Først købe gas og tømme tanke. Det foregik samme sted. Dernæst på møntvaskeri. Det var en større omgang og tog lang tid.
Om eftermiddagen ville Ranveg købe noget tøj, mens jeg arbejdede ved computeren. Jeg kom til at tænke på et udtryk, jeg læste i går i en turistbrochure: ”She needs retail therapy!” Hun kom dog tomhændet tilbage, da de kun havde billigt syntetisk tøj fra Kina og ingen ordentlig bomuldskvalitet.
Det sidste, vi skulle, var at købe benzin. Det var rigtig fornøjeligt, for prisen er faldet, og en liter koster nu 3,70 kr., hvis man regner med en dollarkurs på 7 kr.
Det er vores sidste nat i Yuma. Byen, der sådan cirka er på størrelse med Aalborg, har en del at byde på, og vi nåede desværre ikke at se noget. Men måske vender vi tilbage til daddelfestivalen sidst i januar.
15. januar 2016
Tilbage til San Diego ad den samme vej, vi kørte for en uges tid siden. Vi ankom allerede over middag og tilbragte eftermiddagen på biblioteket og fik forberedt noget til hjemmesiden.
16. januar 2016
Videre til Dana Point, hvor vi har forudbestilt tre overnatninger på en campingplads. Det ligger ved kysten – det vil sige nærmest på stranden ca. midt imellem San Diego og Los Angeles. Det er lørdag, og der er fyldt op med familier på weekend. Der grilles og laves bål og hygges. Der er næsten altid bålpladser på campingpladserne, så campisterne kan lave deres eget bål hver især. Og det sker uden hensyn til, at der ofte kun er ganske få meter til den nærmeste bil, som er fyldt med brændstof.
Hjemme er lyden af havet som en konstant brusen. Her brækker de lange oceandønninger over et langt stykke på én gang. Det lyder som tordenbulder, og grunden ryster. Derefter er der stille, indtil der kommer et nyt bulder. På stranden kan man også høre sprøjtet og suset i stenene, når vandet trækker sig tilbage. Men lidt længere væk – i camperen – hører man kun bulderet. Jeg kan ikke forestille mig, at stranden er særlig god som badestrand den stærke strøm og de mange sten taget i betragtning. Men den er en herlig tumleplads for børn i alle aldre. Jeg nød at iagttage nogle drenge i korte bukser, der skulle lige præcis så langt ud i vandet, at det nederste af bukserne blev våde. Nogle noget større drenge tumlede rundt i sandet. Alle havde det herligt.
Om eftermiddagen fandt vi et bibliotek med internet og fik nogle ting ordnet lige inden lukketid. Jeg fik bl.a. uploadet en billedserie om orgelpibekaktusserne. Til sidst fik vi købt ind, og fryseren har aldrig før været så godt fyldt op.
17. januar 2016
Formiddagen gik med rengøring af camperen. Den har været ude at køre i regnvejr og trængte til en omgang. Nu er den fin som ny. Imens bagte Ranveg kage og brød.
Om eftermiddagen kørte vi nordpå til Long Beach. Vi tog hovedvej 1, der følger kysten helt ude ved havet. Næsten hele strækningen på ca. 70 km er ét stort sammenhængende byområde, der veksler mellem det turistede og fashionable boliger.
Vi skulle være sammen med en af vores datter Hjørdis’ veninder, som vi har mødt en gang i Kyiv, og hendes kæreste, som vi ikke har set før. Vi mødtes som planlagt. Kæresten har sit hjem i Long Beach og kunne føre os til et sted, hvor de lavede en fremragende sushi. Det blev til en usædvanlig hyggelig aften. Vi gik en tur på molen og rundt i byen og sluttede af med kaffe og nybagt kage i camperen.
Det var allerede blevet sent – hen imod midnat, og vi havde en lang køretur foran os. Men først måtte vi have benzin. Af en eller anden grund vil benzinstanderne næsten aldrig acceptere mit dankort, og så må jeg ind i butikken. Sådan var det også denne gang. ”Har du id?” ville ekspedienten vide, og jeg gav ham mit kørekort, som han studerede omhyggeligt. ”Åh, er du fra Tyskland?” og jeg måtte forklare, hvor Danmark ligger i forhold til Tyskland. Så kiggede han på mig med et smil og satte begge pegefingre op på siden af hovedet som om det var horn og sagde: ”Så kender du vikingerne?” Vi snakkede så lidt om det. Jeg fandt ud af, at han var mexikaner, og de ved som regel næsten ingenting om Europa og slet ikke om Danmark. Da vi var færdige, spurgte han: ”Hvad hedder godnat på dit sprog?” og var ikke tilfreds, før jeg havde rettet hans udtale, så den var perfekt.
Således opmuntret af et opvakt menneskes videbegær kunne vi begynde tilbagevejen til Dana Point.
18. januar 2016
Campingpladsen i Dana Point havde vi fundet på nettet for et par uger siden for at være sikker på at have et sted at overnatte i forbindelse med besøget i Long Beach. Vi ved fra julen, at det er svært at finde overnatningssteder i LA-området, og det var det nærmeste vi kunne finde, hvor der ikke var optaget i den weekend. For en sikkerheds skyld reserverede en dag ekstra. Vi besluttede at tage på biblioteket – igen! – og arbejde videre. Det var mandag, men der var lukket hele dagen. Det var en national (californisk?) mindedag for Martin Luther King. Men heldigvis er bibliotekerne så servicemindede, at de ikke lukker for wifi, selvom de lukker biblioteket. Vi kørte camperen så tæt på indgangen som muligt, og jeg fik uploadet en billedserie om Solvang og en om Solvangs danske kirke. Men efter nogle timer var batterierne brugt op. En mand, der sad ved et bord og en bænk udenfor biblioteket og også arbejdede med sin computer, gav os et tip om en café, hvor de både havde wifi og stikkontakter. Det var et rigtig hyggeligt sted med masser af studerende ungdom, der sad og arbejdede med deres opgaver. Vi blev der til de lukkede klokken otte.
19. januar 2016
Tilbage til Arizona. Så langt nåede vi dog ikke. Vi tog hovedvej 74 fra Dana Point. Det var måske ikke den hurtigste vej, men helt sikkert den smukkeste. Først skulle vi over en bjergkæde, så gennem den umådeligt store San Jacinto dal og så en ny fjeldovergang, hvor vi var oppe over 1450 meter. Der var en stejl nedkørsel til en gruppe temmelig store byer med navne som Palm Springs, Palm Desert, Rancho Mirage, Indian Wells og Indio. Sammenlagt vil jeg tro, at der er tale om et byområde med et par hundrede tusinde indbyggere.
Det var hen på eftermiddagen og ikke for tidligt at finde et sted for natten. Da vi kørte rundt for at finde et sted med internet, fik vi set noget af byen. Den strutter af velstand. Husene er ikke specielt store, men de er utroligt lækre med udsøgte haveanlæg og blomsterrabatter.
Nå, vi bestemte os så for at køre ud til de to campingpladser, gps’en kendte til. Allerede ved indkørslen til den første, som lå i udkanten af byen, sagde vi i munden på hinanden: ”Det ser dyrt ud!” Det var det også: 450 kr. for en enkelt nat. Den næste campingplads havde samme priser. Den venlige dame i receptionen kunne nok se, at det ikke var sagen. Hun forklarede, hvor vi kunne finde et casino med gratis overnatning. Så nu er vi endnu en gang på casino. Her er der en mængde campere foruden et meget stort antal lastbiler, der holder for natten.
Alle personbilerne på billedet er spændt efter campingbusserne som anhængere.
20. januar 2016
Hele dagen gik med færdiggørelse af materiale til hjemmesiden. Det blev uploadet, og vi fik sendt nyhedsbrev ud. Overnatning på samme casino som sidste nat.
21. januar 2016
Efter morgenmad satte vi kursen østpå gennem ørkenen mod Quartzsite, som ligger i Arizona. Vi lavede indkøb i byen Blythe. Der talte vi med et par fra Alberta, Canada, som fortalte, at de tog her ned hver vinter. De kunne også give nogle gode praktiske råd om Quartzsite.
Det er et sted, tusindvis af campister søger mod hvert eneste år. I dag var vi inde i byen for at købe gas og skifte vand, så vores indtryk af stedet er stadig begrænset.
Vi kørte uden for byen og fandt et dejligt sted på statsejet jord, hvor vi måtte overnatte. Der var ingen faciliteter. Den slags måtte ordnes inde i byen.
22. januar 2016
Quartzsite tiltrækker tusindvis af campister hver vinter. Det er de såkaldte snowbirds, der flygter fra nordens kolde vinter. Der er et messetelt med alt, hvad der har med camping at gøre og meget andet.
I et andet område var der boder med alt muligt – nyttigt og unyttigt mellem hinanden, så man følte sig hensat til Brønderslev marked.
23. januar 2016
Vi tog igen ind for at se markedet, men synes dog, at vi allerede havde set det hele. Det blev dog til indkøb af et lille glas honning til forskrækkelig mange penge – i forhold til, hvad jeg giver hos min biavler i Løkken. Derefter ordnede vi praktiske ting.
En eller anden havde givet os det tip at tage ind på møntvaskeriet, hvis vi ville have adgang til internettet. Det var også rigtigt, selvom det var en meget sløv forbindelse. Efter et stykke tid kom en mand hen og bad os om at gå: ”I kan nok se, at der er travlt, og folk har brug for det bord, I sidder ved, til deres vasketøj.” Så var det slut med internet for den dag.
24. januar 2016
De første timer på dagen blev brugt til fotografering af den særprægede planteverden, som vi camperer midt i.
Dernæst besøg på museet. En ældre herre – antagelig frivillig medarbejder – fortalte om livet i byen i gammel tid. Det gjorde han levende og muntert.
Om eftermiddagen tog vi igen på vaskeriet for at komme på nettet. Der var ikke travlt. Vi satte os til rette, og for en ordens skyld fyldte vi en maskine med vasketøj. Men den var færdig, længe inden vi var færdige med nettet. Det kørte stadig sløvt, men lige pludselig blev forbindelsen lukket. Det var den ”flinke” mand fra dagen før, der bare havde slukket i stedet for at sige, at vi ikke måtte sidde der.
Vi fik dog sagt tak for sidst på en diskret måde. På magisk og helt uforklarlig vis endte vores skraldepose i vaskeriets skraldespand.
Baggrunden for det sidste er, at selvom der er svimlende mange campister i Quartzsite, er der ikke stillet offentlige skraldespande op.
25. januar 2016
Det er mandag, og biblioteket har åbent. Vi fik lavet noget research på de steder, vi skal hen i denne uge.
Dernæst skulle vi købe ind til de næste dage, som vi skal tilbringe i et vildtreservat i ørkenen. Ikke så ligetil, når den største købmandsbutik i Quartzsite kun har ganske få fødevarer, men et stort udvalg i øl, vin og spiritus. Vi måtte tage den lange tur på ca. 30 km hver vej til Blythe. Da vi kom tilbage, var der kun en time til solnedgang.
26. januar 2016
Først til biblioteket igen. Vi havde en skype aftale med en af børnene. Heldigvis kunne bibliotekets wifi nå ud til os i camperen, når vi holdt lige udenfor.
Næste mål er Kofa, et vildtreservat syd for Quartzsite. Vi havde aftalt, at vi ville have to overnatninger i området. Vi bestemte os for at begynde ved en canyon, der hedder Queen Canyon. Man skal ud af en sidevej til områdets største attraktion, Palm Canyon, som vi ville gemme til næste dag. Sikke et held, vi bestemte os for at tage derud. Det var et usædvanlig smukt sted. Klipperne rejser sig over det flade sletteland i de mest varierede formationer med søjler og spir. Det blev til en lang gåtur og mange billeder på harddisken.
Vejen derud var en oplevelse i sig selv. Den kan kun køres med en firhjulstrækker på grund af store sten og dybe huller. Og da vi havde camperen på, stillede det naturlige krav til chaufførens opmærksomhed. De kæder, der holder camperen fast på trucken, måtte efterspændes. Vi mødte vel fem biler i alt, og vi var de eneste med camper. En mand, der kom den modsatte vej, standsede og advarede mod at køre længere med camperen. Vi valgte så at blive, hvor vi var, og overnattede i ørkenens stilhed og ensomhed. Også det var en dejlig oplevelse.
27. januar 2016
Noget af det, der gør ørkenoplevelsen så fantastisk, er det intense lys, der kommer af, at luften er så tør. Den første time efter solopgang holdt vi dog i skygge fra fjeldet. Vi sad ved morgenkaffen og kunne følge med i, hvordan lyset bredte sig i landskabet, og skyggeområderne svandt ind. Pludselig var vi badet i lys i den kolde morgenstund.
Lyset fra den nye dag skulle selvfølgelig udnyttes til fotografering sådan et sted, hvor motiverne nærmest står i kø.
Med stor forsigtighed kørte vi samme vej tilbage – eneste mulige. Det varede ca. en time at køre de 8 kilometer. Næste mål var Palm Canyon. I virkeligheden er der kun godt et dusin palmer, men de er en sjældenhed, da det er de eneste vildtvoksende palmer i Arizona. Vejret er simpelt hen for varmt og for tørt. Men lige netop i den sprække højt oppe på klippevæggen er de kun udsat for direkte sollys nogle få timer midt på dagen, så skyggen giver mulighed for at fastholde en smule fugtighed.
På vejen videre derfra gjorde vi holdt ved The Stone Cabin, der ligger ved hovedvejen. Ifølge guidebogen skulle der have levet en bemærkelsesværdig kvinde i huset indtil 1998. Det er den eneste bygning på strækningen mellem Quartzsite og Yuma – langt over 100 km. Hvorfor hun var bemærkelsesværdig, stod der ikke noget om. Det viste sig at være et sted, hvor man kan købe burgere og sandwich. Indehaveren vidste ikke andet, end at to søstre havde haft en benzintank på stedet, indtil de døde.
Vi fortsatte ud i ørkenen igen til Castle Dome, som er en såkaldt ghost town – en forladt mineby, der er omdannet til museum. Museumsbesøget måtte dog vente til næste dag, for det var snart mørkt. Vi kørte forbi, idet vi ledte efter et godt sted at overnatte. Her var vejen så smal, at to biler dårligt kunne passere hinanden, og så kom der selvfølgelig en bil imod. Det var også en truckcamper. Vi fandt et sted, hvor vi lige kunne passere hinanden. Det var en ældre enlig mand. Han rullede vinduet ned, og hans første bemærkning var: ”Det her er ikke et sted, hvor man er velkommen.” Så fortalte han, at lidt længere fremme, var der hegn på begge sider af vejen, og der var skilte med ”Privat ejendom” og ”Adgang forbudt”. Han havde hørt nogle skyderier og mente, det var et signal til ham om at holde sig væk. Vi talte længe med ham. Han var tydeligvis nervøs. Måske har det smittet. For da vi lidt længere henne ad vejen så skiltet med ”Privat” og ”væbnede vagter”, vendte vi også om. – I virkeligheden var det dog nok noget fra det nærliggende militære øvelsesområde, han havde hørt. Og skiltet med vagter, var vist mest et skilt.
28. januar 2016
Arizona er rig på mineraler af mange slags. Derfor er der og har der været en betydelig minedrift. Der er opstået byer omkring minerne, hvoraf nogle ligger meget afsides. Når minerne er lukket, er byerne blevet forladt. Derfor findes der en del af disse ghost towns. Castle Dome er sådan en by. Der er bevaret over 35 bygninger, man kan gå ind i, ligesom der er et område med mineskakter, og man kan se, hvordan man behandlede malmen. I Castle Dome gravede man efter sølv, som er blandet med bly, og der har været kontinuerlig minedrift i over 100 år. Den sidste mine lukkede i 1979. Byen var komplet med skole, kirke, sherifkontor med fangecelle, købmandsbutik, hotel, tandlægeklinik og alt, hvad der ellers hører et lille og afsidesliggende bysamfund til. Det var rigtig wild west, og der var mange historier om de farverige mennesker, der har levet der.
Også historien om de to søstre, der havde haft Stone Cabin ude ved hovedvejen, var der en historie om.
Tre dage uden at tømme spildevandstanke og få nyt vand på er det højeste, vi kan nå. Vi havde derfor besluttet at tage en campingplads i Yuma. Der var også tøjvask og andre praktiske ting, som er lettere at lave på en campingplads. Faktisk havde vi lavet en del research for at finde en med god wifi, som ikke er for dyr. Vi kørte så hen til en af dem frem til. Da vi nåede frem, var klokken lige blevet 5, og de var ved at gå hjem fra kontoret. Vi fik at vide, at vi selv kunne finde en plads og komme ind på kontoret næste dag og blive registreret.
Det var jo fint. Vi fandt et sted og fik en hyggelig snak med naboen, en gammel mand fra Alberta, Canada, som boede i sin camper med tilhørende bungalow hele vinteren og havde gjort det gennem mange år. Han var utrolig hjertelig: ”Hvis jeg kan hjælpe jer med noget, skal I bare banke på min dør.” Lidt senere kom der en ældre dame forbi, der havde noget af den samme hjertelighed. Hun var fra British Columbia. På et tidspunkt sagde vi noget om, at vi allerede havde talt med naboen. ”Det er min bror,” forklarede hun.
Sådan et sted kan man kun føle sig velkommen.
29. januar 2016
Jeg har ikke tal på, hvor tit der på parkeringspladser, tankstationer og lignende er kommet nogen hen for at kommentere vores camper. ”Man kan se, at det er kvalitet,” er en bemærkning vi tit har hørt. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. I receptionen var vi i fuld gang med at ordne formaliteterne, da vi blev omhyggeligt udspurgt om, hvilken type camper vi kører med. Her lå der så, skulle det vise sig, et problem, vi ikke havde regnet med. Det viste sig nemlig, at vi ikke måtte være på pladsen med en truckcamper. Enden på det blev, at vi slap for at betale for overnatningen, og de tilbød os at være på nabopladsen, der var ejet af det samme selskab.
Det var en noget underlig fornemmelse at blive afvist, fordi vi ikke var fine nok. Men vi havde trods alt fået en gratis overnatning, tømt vores tanke, fyldt vandtanken op, fået strøm (til mikrobølgeovnen og opladning af diverse apparater), brugt deres internet og kommet af med vores skraldepose.
Senere bestemte vi os for, at vi ikke ville tage imod deres tilbud om nabocampingpladsen. I stedet tog vi en anden campingplads på den liste, vi havde fra researchen på nettet. På et reviewsite stod der ganske vist, at den virkede lidt nedslidt, men betjeningen fik mange lovord. Det var som at komme til en helt anden verden.
I et forsamlingslokale, man skulle igennem for at komme ind på kontoret, stod en håndfuld ældre damer, der havde meget travlt.
”Vi holder fødselsdag i aften. I er meget velkommen.”
”Hvem har fødselsdag?”
”Vi fejrer alles fødselsdag. Der bliver serveret is og kage.”
Manden, der passede kontoret, var hjerteligheden selv. Han tog os med rundt på pladsen og viste os et par steder, vi kunne vælge imellem. Vi havde bedt om at få en plads uden vand og kloak. ”I’ll make you a deal,” sagde han og gav os et godt tilbud, så vi tog en ekstra nat.
Han kommenterede også de gamle damer med deres lyst til at arrangere og sagde med lys i øjnene: ”De er alle sammen bedstemødre, og de er så gode til at lave mad.”
Det varede ikke længe, inden jeg fik en lang snak med vores nabo. Han var som en inkarnation af Amerika. Det var en mand i 40’erne. Han var softwareingeniør og havde arbejdet nogle år i Tyskland, hvor han programmerede navigationsanlæg til den tyske bilindustri. Da han kom tilbage til USA, kunne han ikke finde et nyt job. Nu bor han permanent på campingpladsen og lever som prædikant i sin egen internetkirke, som er helt uafhængig af de eksisterende kirkesamfund. De er bare en del af systemet, forklarede han. Det var en mand med faste meninger og forklaringer på næsten alt.
Nå, men den afbrudte tøjvask fra i formiddags og det øvrige program med praktiske ting skulle genoptages inden aftenens fødselsdagsfest. Det viste sig at være i bedste folkelige stil med underholdning, konkurrence, kaffe og hyggeligt samvær. Jeg følte mig hensat til hyggeeftermiddage i pensionistklubber. Det var samme aldersklasse. De fleste af dem er snowbirds, der tilbringer hele vinteren på denne campingplads, og mange af dem har gjort det år efter år.
”I kommer vel til morgenmad i morgen?” ville nogen vide. Det viste sig, at et ægtepar på ejet initiativ laver fælles morgenmad hver lørdag hele sæsonen igennem. Vi fik en fornøjelig snak med dem, og det vil så vise sig, hvad de byder på.
Kort sagt: hjertelighed og menneskelighed præger dette sted i modsætning til den fornemme plads, vi måtte forlade tidligere på dagen. Godt, vi blev afvist.
30. januar 2016
Morgenmaden var ganske fortræffelig med pølse, omelet og en grå masse, der lignede havregrød, men var delikat krydret. Derefter kaffe og pandekage. Til vores forbløffelse så vi, at amerikanerne smurte smør på pandekagen.
Lige så fortræffelig som maden var den gode og hyggelige stemning. Vi kom især til at tale med et par, vi også havde talt med aftenen før. De var utrolig hyggelige, kloge og havde en fin humor. De var ikke snowbirds, men rejste rundt i Arizona og Californien.
Efter denne gode begyndelse på dagen skulle vi til daddelfestival. I Yuma-området er der en stor koncentration af daddelproduktion, som viser, hvad de formår. Det foregik i byens hovedgade, som selvfølgelig hedder Main Street. De mange producenter gav smagsprøver. Nogle havde også lavet noget med dadler og chokolade, der minder meget om vores julekonfekt. Det mest interessante var dog en fotoudstilling, der viste, hvordan daddelproduktionen foregår. Det overraskede mig meget, at der er så meget manuelt arbejde: afhugning af torne, bestøvning, tynding af frugten, binde net omkring og til sidst plukning. Daddelpalmerne er i øvrigt importeret fra Marokko i 1940’erne og er således ikke naturligt hjemmehørende her, selvom klimaet er perfekt.
31. januar 2016
I går og i dag til formiddag har vejret været som den bedste danske sommerdag. Vi gik en tur langs en blomkålsmark i nærheden af campingpladsen. Men over middag skiftede det. Der kom blæst med hårde vindstød og en enkelt regnbyge. Derefter blev det koldt.
Vi havde inviteret parret, vi havde talt med dagen før, til eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage. Det blev som forventet et par meget hyggelige timer.